Bo Cramer, 56, går tur med hunden Pixie i Bernstorffsparken i Charlottenlund. Den lille, hvide hårtot løber fem meter foran sin ejer med snuden i jorden og halen mod himlen. Det er en West Highland White Terrier. Dem er der mange af her i kommunen – foruden franske bulldogs, border terriere og små nuttede Coton de Tulears. Til gengæld skal man kigge langt efter schäfere og muskelhunde.
»Der er flest bløde bomuldsbolde med mødre i egnskåber,« siger Bo Cramer og udlægger sin egen metafor med et hæst grin: »Altså, små hunde med kvinder i pelsfrakker.«
Bo Cramer bor i en 128 m2 stor lejlighed i Charlottenlund med to altaner og udsigt ud over Øresund. Han er forhenværende selvstændig, men trak sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet og lever nu af sin pension og private formueopsparing. Det er rigeligt til også at betale for den sølvgrå cabriolet, som står parkeret uden for parken.
»Der er ingen tvivl om, at vi er privilegerede heroppe,« siger han og kaster et blik ud over kanten på sine Persol-solbriller: »Men vi sætter altså også pris på det.«
Gentofte er ikke bare et sted i den nordsjællandske geografi. Det er et symbol i en verden af værdier. For nogen repræsenterer den kendte velhaverkommune topmålet af menneskelig grådighed, ulighed og snobberi. For andre repræsenterer den indbegrebet af personligt initiativ, succes og god smag. Men uanset hvor og hvem man spørger er de færreste i stand til at forholde sig helt neutralt til de mondæne adresser og dyre villaer her langs den nordsjællandske guldkyst.
»Man kan godt sammenligne Gentofte med et beskyttet reservat,« siger Bo Cramer, efter at vi har sat os til rette med en fadøl i solen foran Det Svenske Hus i Bernstorffsparken.
»Vi, der bor her, ser nok ikke rigtig os selv som en del af Storkøbenhavn, men snarere som en lille konservativ fristad. Folk kører i smukkere biler, går i pænere tøj og taler mere ordentligt til hinanden. Generelt er der bare mere stil heroppe. Der er heller ikke så mange fremmedarbejdere. Ikke at jeg har noget imod dem, men det er der bare ikke.«
I internationalt perspektiv hører Danmark til et af de mest lige lande i verden. Men den økonomiske ulighed vokser i disse år, og ingen steder er forskellen mellem rig og fattig så tydelig som i Region Sjælland. Mens Lolland mod syd har høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau og dårlig sundhed, buldrer økonomien af sted i Gentofte, hvor gennemsnitsindkomsten er landets højeste: hele 392.000 kroner efter skat har en gentofteborger i snit til rådighed hvert år, mens en lollik kun får 204.000 kroner ind på bankkontoen.
Faktisk er indtægterne i Gentofte i dag så høje, at man skal tjene flere penge for at være blandt den rigeste ene procent, end man for eksempel skal i delstaten New York i USA, hvor velhavende amerikanere har bosat sig i luksuslejligheder på Manhattan og store villaer med pool uden for byen: 4,5 millioner kroner er årsgagen i Gentoftes ’Klub 1 procent’. Kvadratmeterprisen heroppe er også landets højeste, mens trækprocenten og grundskylden til gengæld hører til de laveste. Gentofteborgere er desuden dobbelt så godt uddannet som landsgennemsnittet, de er mindre syge end resten af befolkningen, og der er stort set ingen arbejdsløshed i kommunen.
Fra cafébordet i Bernstorffsparken kan Bo Cramer da heller ikke for alvor komme i tanker om noget negativt at sige om livet i Gentofte.
»I hvert fald ikke for os, der bor her,« siger han. »For nu bare at være helt ærlig.«
En omgang leverpostej
Et andet sted i kommunen åbner Inger Kroon, 48, døren til sin gulmalede villa på Viadukt Allé i Hellerup.
»Jeg beklager, at her roder sådan,« siger hun. »Rengøringsdamen kommer først i morgen.«
Inger Kroon er uddannet ingeniør og arbejder til daglig i rådgivningsvirksomheden COWI. Hun er oprindeligt ud af en akademikerfamilie fra Hasseris i Aalborg, men har tilbragt de seneste 18 år nord for København, hvor hun udover at være deltidsmor for sine to børn på 16 og 18 også nyder det ærefulde hverv af formand for Hellerup Tennisklub.
Ulighed ligger langt nede på hendes politiske prioriteringsliste:
»Sammenlignet med andre lande er forskellen mellem rig og fattig jo ikke særlig stor i Danmark, så det er ikke noget, jeg er specielt optaget af,« siger hun, efter at vi har sat os i køkkenet ved et træbord med udsigt til den hvidmalede havestue og træerne udenfor.
»Der vil altid være nogen, der har flere ressourcer end andre, men for mig er det vigtigste, at der ikke er nogen, der lider nød. Hvis alle skulle tjene det samme, ville incitamentet til at yde jo helt forsvinde – og så ville det alt sammen bare blive sådan en omgang leverpostej.«
En undersøgelse, som Analyse Danmark for nylig foretog for Ugebrevet A4, viser, at to ud af tre danskere er bekymrede over den stigende ulighed herhjemme. Bekymringen er dog langt fra lige stor blandt de vælgere, der stemmer henholdsvis til venstre og til højre for midten: 83 procent af vælgerne i rød blok opfatter forskellen mellem rig og fattig som et problem, mens tallet i blå blok er på bare 47 procent.
Selv om Inger Kroon tilhører den sidste gruppe, anerkender hun, at der findes ulighed – også i Danmark.
»Jeg ved godt, at jeg er mere privilegeret end så mange andre, og at det ikke kun gælder økonomisk, men også uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt og jobmæssigt. Og det forsøger jeg også at fortælle mine børn – at de skal være taknemmelige for det, de har.«
Tidligere i denne uge udgav to forskere på Københavns Universitet en bog med titlen Magteliten. Bogen sætter navn på de 423 mest magtfulde danskere inden for politik, økonomi og kultur og kortlægger deres netværk.
Ikke overraskende viser det sig, at to tredjedele af den samlede danske magtelite er bosat i København og Nordsjælland.
»Man skal ikke være bleg for, at der er en del magtfulde mennesker heroppe,« medgiver Inger Kroon. »Jeg støder jo selv på en del af dem i tennisklubben. Men jeg synes ikke umiddelbart, at det er et problem med den slags velhaverenklaver. Det bliver først problematisk, hvis de beslutningstagerne, som bor her, aldrig bevæger sig ud og ser, hvad der sker i resten af samfundet,« siger hun.
Specialarbejderens held
En af årsagerne til Gentoftes massive rigdom skal findes i de såkaldte NESA-penge. Da kommunen i 2005 solgte sine aktieposter i det hedengangne elselskab blev kommunekassen forsynet med godt 3,6 milliarder kroner, som borgmester Hans Toft siden har brugt på at hæve standarden for stort set alt: et nyt bibliotek, nye kloakker, cykelstier, trafiklys, seks idrætsanlæg, renovation af samtlige skoler, et nyt plejehjem og meget andet. Som Pernille Stensgaard og Markus Bernsen skriver i bogen Hellerup – historier fra reservatet (2011) har de private oliemilliarder forvandlet Gentofte Kommune til en virkeliggjort konservativ utopi:
»Andre kommuner taler om ’Gentofte-niveauet’ som noget, alle stræber efter, men ingen har råd til. Lav skat og gode skoler trækker masser af skatteborgere til, som skubber ejendomspriser op og igen sørger for, at kun de velpolstrede kommer ind.«
Men hvordan ser bagsiden af al den velstand ud? Hvad med de gentofteborgere, som ikke lige bor et stenkast fra Strandvejen og tjener i omegnen af en million om året – hvad tænker de om livet i den eksklusive kommune?
Det er med dén skjulte dagsorden, jeg besøger Gentofte Genbrugsstation, hvor Torkild Philipsen står og tilser en container med småt brandbart.
Den 58-årige specialarbejder har sorteret gentofteborgernes skrald igennem de sidste ti år.
»Jeg fik aldrig taget en uddannelse, jeg kunne bruge til noget,« forklarer han i kaffestuen indenfor: »Jeg er familiens sorte får.«
Torkild Philipsen har aldrig haft andet end ufaglært arbejde – og som han sidder dér i sine orange refleksbukser, sin langærmede striktrøje og sine sikkerhedssko, ligner han den perfekte illustration på gabet mellem de velhavende gentofteborgere på toppen af samfundet og deres lavtlønnede medborgere på bunden. Det kunne han også have været, Torkild Philipsen – hvis ikke det lige var, fordi han samtidig ejede en 270 m2 stor villa i Charlottenlund med altan, hall og vinkælder.
»Jeg købte et billigt dødsbo i 1990, inden priserne gik amok, så jeg er i virkeligheden millionær,« siger han og griner over hele sit solbrændte ansigt: »Men rent indtægtsmæssigt bor jeg helt forkert, for jeg ville aldrig kunne købe min egen bolig.«
Torkild Philipsens børn er i dag flyttet hjemmefra, og huset er derfor blevet for stort til ham og hans kone. For nylig satte de villaen til salg hos en lokal mægler. Pris: 11,9 millioner kroner.
Torkild Philipsens sociale opstigning via friværdiens trappestige har fået ham til at gøre sig tanker om begrebet ulighed.
»Jeg var så heldig at købe hus på det rigtige sted og tidspunkt. Hvis jeg nu i stedet havde købt hus i Næstved i 00’erne, så ville jeg næppe have haft en jordisk chance for at flytte i dag, uanset hvad min jobmæssige situation havde været,« funderer han.
Nogle mennesker bliver ufrivilligt stavnsbundet af boligmarkedet, mens andre bare bliver født det forkerte sted. Det er også en form for ulighed, mener han.
»Her i Gentofte fødes mange med en sølvske i munden. Det er ikke ualmindeligt at se unge studenter, som kører rundt i deres egen cabrioleter med åbne kalecher – og de ville alle få et chok, hvis de ikke overtog deres forældres praksis eller firma, sådan som de er blevet stillet i udsigt.«
Omvendt har livet i Gentofte også betydet, at specialarbejderens egne børn har fået den uddannelse, deres far aldrig fik. Torkild Philipsens datter på 25 er i dag uddannet i interiør og design i London, hvor hun stadig bor, mens hans søn på 28 er it-uddannet og arbejder for et større firma inde i København.
»Begge føler, at de er kommet godt videre, så dem behøver jeg ikke længere at bekymre mig om,« siger han tilfreds.
»Selv har jeg ikke så meget på cv’et – men jeg har en hel del på bankbogen.«
På tur i fjendeland
I solen foran tennisbanerne på Hellerup Havn sidder Carsten Hauch, 76, og nyder en velfortjent fadøl. Han har netop afsluttet endnu en tenniskamp i den klub, han har været medlem af, siden han var 17 år gammel. Han er født og opvokset i Gentofte og har boet her hele sit liv. Han er pensioneret forsvarsadvokat med møderet for Højesteret – og så er han den eneste i sin omgangskreds som stemmer til venstre for midten.
»Os er der ikke mange af,« siger han og smiler.
» Holdningen hos de fleste herude er, at hvis du vil, så kan du også. Og det er også en god grundfilosofi at have som menneske. Men der er jo nogle, som er dårligere stillet end andre – og det er måske lidt det, folk glemmer en gang imellem.«
Efter en tenniskamp er det fast rutine, at Carsten Hauch sætter sig med sine tennismakkere og drikker en øl – men det er sjældent at talen falder på politik. Fronterne er ganske enkelt for langt fra hinanden.
Som en tennisspiller, der ikke ønsker at have sit navn i avisen, rammende formulerer det, da han hører hvor jeg kommer fra:
»Information!? Hvad laver du heroppe i fjendeland?«
Gentofte er en konservativ højborg og har altid været det. Den nuværende borgmester, Hans Toft (K), har fungeret som kommunens ubestridte bykonge siden 1993 og hører til den lille eksklusive skare af borgmeste, som stadig kan prale af at have absolut flertal i byrådet. Men konservatismen i Gentofte er ikke kun partipolitisk. Den stikker dybere og har karakter af en livsholdning. Som det hedder i Hellerup – historier fra reservatet:
»Børn vokser op med herligheden og trygheden og vender tilbage som voksne og stemmeberettigede, fordi de ønsker det samme for deres børn. Derfor stemmer de også konservativt ved kommunalvalg, men måske noget andet til folketingsvalg. Hver gang partiet har været i krise på landsplan, har det holdt stand i Gentofte.«
»Kommunen beskytter nok sig selv en lille smule,« forklarer Carsten Hauch.
»Der er jo megen magt og mange penge heroppe, og det kan der måske godt komme en form for egoisme ud af. Altså, forstået på den måde, at så længe vi har det godt, så skal vi ikke have ændret for meget på det. Men nu bliver jeg muligvis lidt lommefilosofisk ...«
Gentofte anklages ofte for at forsøge at krybe uden om det store fællesskab og for at have ’nok i sig selv’. Men for mange gentofteborgere er dét en direkte fornærmelse. Når de hører ordet ulighed henviser de i stedet til den såkaldte udligningsordning.
Sandt er det da også, at selv om skatten i Gentofte er landets laveste, så er grundlaget så højt, at kommunen i 2011 sendte 1,2 milliarder kroner videre til trængte kommuner over udligningen. Det hører med til billedet, mener de.
Tilbage i Bernstorffsparken har Bo Cramer ikke noget at indvende mod den økonomiske omfordeling af goderne fra Gentofte.
»Jeg hører ikke til dem, der brokker sig over det,« siger han med sin nu halvtomme øl foran sig. »Det er nødvendigt, at overskuddet bliver fordelt ligeligt, hvis ikke samfundet skal blive helt skævvredet. Jeg ønsker jo heller ikke grænsebomme sat op ind til vores lille reservat her i Charlottenlund. Hvis forskellene bliver for store, så opstår der bare optøjer.«
Virkelighedens Valg
Seneste artikler
’Det er en lille procentdel, der laver lort herude’
13. juni 2015Hvis man skal ungdomskriminalitet til livs, skal man hjælpe og ikke straffe de unge rødder, mener Mirza Halimic fra Vollsmose, der selv har lavet ballade. På samme måde arbejder politiet ikke med nultolerance, for straf er langtfra den eneste løsning på problemerne, siger deRacisten der blev flygtningenes ven
11. juni 2015Martin Zeissler var med egne ord ’en slags racist’. Men da de syriske asylansøgere kom til Nordborg på Als, forandrede de ham, akkurat som de forandrede byen. Ikke alle er dog lige positive over for de nye fremmedeI søndags nåede den politiske debat et nyt lavpunkt
9. juni 2015Forholdet mellem politikere og vælgere har nået frysepunktet, og boksekampen mellem Thorning og Løkke i tv-duellen søndag forværrer det dårlige forhold, vurderer eksperter. De gamle partier har ikke forstået, at vælgerne efterspørger ny politisk kommunikation
@Claus Oreskov
Jeg troede egentlig at der var almindelig kendt at overvægt er mere udbredt i lavere sociale lag. Du kan evt. læse denne artikel hvis du mener noget andet:
http://politiken.dk/indland/ECE1360124/dobbelt-saa-mange-boern-af-lavtud...
I øvrigt forsøger jeg ikke at tale fattigdom ned, og hvis du eller andre har fået den opfattelse må jeg jo prøve at formulere mig bedre i fremtiden, for jeg mener faktisk at både fattigdom og ulighed er problematisk. Netop derfor undrer det mig også hvordan du og ligesindede gang på gang formår at romantisere det at være fattigdom og/eller tale det at være rig ned. Selv omtaler du jo folk fra Gentofte som småborgerlige, hvilket de jo netop i kraft af deres sociale status ingenlunde er. Jeg ville da i så fald gerne vide hvor det danske borgerskab er at finde, hvis ikke i Gentofte og omegn.
Min forrige kommentar skal læses som en respons på folk som dig, der uden videre kalder folk i Gentofte for grådige og egoistiske, hvilket jeg skulle mene er et træk de deler med resten af Danmark, især middelklassen. Både Venstre og Dansk Folkeparti mener eksempelvis at vi skal skære i ulandsbistanden, til fordel for egen velfærd. Hvis man mener at det er for galt at folk i Gentofte sidder på penge der skulle bruges til velfærd, er det vel meget logisk at det også er for galt når danskere sidder på penge der burde gå til folk der dør af sult.
Enig med Jakob Müller. Jeg bor til leje Gentofte. Min indtægt er mindre end 280 000/år. Jeg har mange og tætte kontakter her. Husk at Dan Turell kom fra Vangede. Hvad er jeres problem? Man kan vel befinde sig godt, selvom andre har det økonomiskt bedre end mig. Misundelighed er en grim sygdom. Jeg umgås gerne både velhavende og ikke velhavende mennesker. Problemet er vel heller ikke at der er søde venlige hunde i Bernstorffsparken, men at der er mennesker i andre dele af landet der føler sig nødt til at have hunde der kan forsvare dem.
Jeg vil faktisk gå skridtet videre og sige, at de skal have skattelettelser igen i Gentofte. Misundelse er en grim ting. Giv dem endnu flere penge mellem benene.
Der hvor evner og privilegier går sammen er der vel ingen som prosteterer mod det.
Når privilegier lander hos folk der ikke har evner til at oppebære privilegier og føler sig bedre end andre på det grundlag , er der al mulig grund til at reagere.
Det er nok de færreste som bør have særlige privilegier og det er nok de færreste som evner at have dem.
Tingene hænger sammen og det bedste er at vi laver ordentlige fordelinger af goderne og stiller krav til alle om at yde efter bedste evne.
Emil Groth
Nemlig. Først når beboerne i Gentofte og deromkring er blevet endnu rigere.. måske først når de har minimum 85% af de vejelige værdier i Danmark og ingen protesterer eller er misundelige,
er det ved at være passende.
Man kan så bekymre sig over, at beboerne i Gentofte og omegn bliver nødt til at at forbruge for 85% af danskerne hvad angår både fødevarer og toiletpapir,
men det skal nok gå. De rige er jo bare LIDT bedre til alting, det ved vi jo.
Størstedelen af Danmarks BNP skabes i hovedstadsregionen , så det er der pengene tjenes og de største indkomster findes.
(En bedre landsplanlægning kunne udjævne skævheden i Danmark, men det er vist politisk umuligt.)
Gentofte er givet et lille "velhaver-paradis", men der er altså landkommuner med meget større klasseskel end i Gentofte - det er på landet, man er mest bevidste om hvem , der er "de store" og hvem, der er "småkårs-folk" .
Hold nu op, det er røv sygt at være så rig. Og som Ann Hansen siger, Dan Turell boede der, dér hvor det var sjovt, nemlig i Vangede, som var tæt på arbejderklasse, med gang i den på 1. række i Villabyernes Bio på Vangedevej under cowboyfilms. Mange af de østlige deles rigdom stammer typisk fra finansspekulation, hvilket ikke er anerkendt blandt de ægte gammel-rige. Og såvel i Skovshoved som i Ordrup har der historisk været en underklasse, der altid har stødt sammen med den (ny)rige klasse af spekulanter. Dertil kommer sammenstødet med Københavnsk arbejderklasse på Travbanen i Charlottenlund og endnu værre Dyrehavsbakken for enden af Bernstorffsvej. Det er et skue af dimensioner, når Bakken åbner i april med et motorcykeloptog, der minder overklassen om, at de ikke er alene i verden.
Michael Kongstad Nielsen er galt på hvad angår Dyrehavsbakkens placering og hvad der er kilden til velstand.
De er slanke, solbrændte og rige. Tænderne er velplejede, og de er gode ved dyr. De hjælper deres børn ind i de rigtige stillinger. Statsapparatet har de overtaget, og de er ved at omdanne Danmark til en konkurrencestat efter deres behov. Erhvervslivet trækker uhæmmet på på universiteternes forskningskapacitet, og det frie uddannelsesvalg er under pres. Brugerbetalingssamfundet er deres uudtalte drøm. Og så gafler de alt for stor en andel af det fællesskabte overskud i produktionen til sig selv...
...så skat, det skal de altså betale. Og skattevæsenet skal forfølge både Luxemburgleaks, Svejtsleaks og transferpricing og deres selvangivelser skal gennemlignes og krydstjekkes. Det har intet med misundelse at gøre - det er moderne klassekamp. Vi er jo alle blevet mere civiliserede.
Nuvel Mikkel, for enden af Bernstorffsvej ligger Femvejens rundkørsel, og derfra videre ad Vilvordevej til Klampenborgvej, til højre og kort efter igen til venstre ad Dyrehavevej, og så er du der - i hjertet af forlystelsernes forlystelse, Bakken. Kilden til velstand må du gerne fortælle mig nærmere om.
Et er kort at forstå noget andet klassekamp at føre....
Marianne Bjerg
"I virkeligheden burde man vel have lidt ondt af de mennesker der lever i dén form for ghetto-dannelse.. ??"
Hvorfor det? Jeg synes alle burde have det sådan! Så er det heller ikke en ghetto :o)
Og så undrer jeg mig over overskriften:
'Vi har det godt her i Gentofte - men vi sætter også pris på det'
men vi sætter ogsåpris på det...? Hvorfor ikke 'og vi sætter pris på det!' ???
Skulle jeg endelig kommentere på dig Bill, så skulle det være, at hvis man vil føre skibet, så må man have de ansattes og passagerernes opbakning. Uden tvang naturligvis.
Demokratisk tvang er et fuldt anerkendt begreb og iflg. den seneste undersøgelse er andelen af danskere der støtter op om velfærdssamfundet over de seneste år steget til 70% - historisk højt.
...problemet er bare at folk i et vist omfang falder for de borgerlige løfter om selvfinansierende skattelettelser. Klassekamp er faktisk ret enkelt.
"En af årsagerne til Gentoftes massive rigdom skal findes i de såkaldte NESA-penge. Da kommunen i 2005 solgte sine aktieposter i det hedengangne elselskab blev kommunekassen forsynet med godt 3,6 milliarder kroner, som borgmester Hans Toft siden har brugt på at hæve standarden for stort set alt: et nyt bibliotek, nye kloakker, cykelstier, trafiklys, seks idrætsanlæg, renovation af samtlige skoler, et nyt plejehjem og meget andet." citat fra artiklen.
Måtte kommunen gerne dette? Sælge sine aktieposter i et kommunalt selskab? Forbyder den danske kommunalfuldmagt ikke dette? At en kommune tjener på at sælge aktier i et firma? eller ?
"En af årsagerne til Gentoftes massive rigdom skal findes i de såkaldte NESA-penge. Da kommunen i 2005 solgte sine aktieposter i det hedengangne elselskab blev kommunekassen forsynet med godt 3,6 milliarder kroner, som borgmester Hans Toft siden har brugt på at hæve standarden for stort set alt: et nyt bibliotek, nye kloakker, cykelstier, trafiklys, seks idrætsanlæg, renovation af samtlige skoler, et nyt plejehjem og meget andet." citat fra artiklen.
Måtte kommunen gerne dette? Sælge sine aktieposter i et kommunalt selskab? Forbyder den danske kommunalfuldmagt ikke dette? At en kommune tjener på at sælge aktier i et firma? eller ?
Der er godt nok få, der har røget så mange cigaretter som de gymnasielærere, jeg har kendt i min ungdom.
Karsten Køllikers kommentar 6.6. 12.02:
http://www.information.dk/comment/1021913#comment-1021913
"Og her er det så jeg spørger om ikke ”Magteliten” i virkeligheden afdækker et magttomrum, altså at der ikke er nogen der tager ansvar for det samlede danske samfund.
Eller med andre ord, at de der har magt og indflydelse stadig bare opererer iht. deres egne særinteresser. Og af samme grund bliver Danmark ikke styret med henblik på det samlede samfunds trivsel og fortsatte velstand i generationer frem."
"I magtens øverste cirkler må der således være en udpræget grad af fornægtelse og fortrængning på spil. At man ikke erkender hvilke virkninger ens suboptimerende adfærd har for det samlede samfund. Og således, at man ikke erkender hvilket ansvar man har for de kortsigtede tænkemåder og gevinster som går sammen med den langsigtede udpining af den danske produktionsbase og samfundets sociale sammenhængskraft."
De offentlige topansatte - ikke mindst i borgerlige kommuner - foretager en omdefinering af "almenvellet" - hvor det ene område efter det andet - skridt for skridt - fratages sin karakter af almenvel.
Det er udtryk for et "forsvundet centrum" i forvaltningen af almenvellet, når statens samlede interesse forsvinder fra debatten, og det mest almene almengyldige slet ikke figurerer.
Med andre ord: de offentlige topansatte foretager en omdefinering af "almenvellet" - hvor det ene område efter det andet - skridt for skridt - fratages sin karakter af almenvel og lægges ind under en eller anden selskabskonstruktion
- oftest uigennemskuelig - men som i reglen fører til, at de private aktører, der findes i forvejen, får flere fordele.
Udliciteringens vindere er ofte firmaer med tilknytning til lokale konservative, fx. i den løbende skraldekonflikten med vognmandsfirmaet HCS, hvor overenskomstindholdet søges udhulet ved hjælp af nye selskabskonstruktioner.
De der skal udføre arbejdet - kan netop ikke deltage i denne udvanding og "internationalisering" af arbejdsbetingelserne.
Arbejdsvilkårene for den fastboende danske befolkning - er en del af den samlede samfundsorden, og kan ikke gøres til kastebold for opfindsomme selskabskonstruktioner.
Det "private erhvervsliv" er netop "privat" ved at lade en del af opgaverne ligge, og kan derfor ikke bruges som målestok for samfundets opgaver i det hele taget.
Klassekamp er ikke noget, man kan vælge at have eller ikke have, den er en dynamik i det kapitalistiske samfund, som undertrykker dem, der ikke har andet at sælge end deres arbejdskraft.
Men problemet ligger et andet sted: at man ændrer alting til lønarbejde, i stedet for at begrænse graden af udbytning og påtvunget aktivitet til andres fordel mest muligt - for til gengæld at kunne bruge så meget mere tid på det, der har en værdi for mennesker i sig selv.
Peter Hansen, nye tanker kan være svære at fange, men jeg opfatter din afvisning af samfundets fokus på lønarbejde, som en åbning mod en slags "burning man"-kultur, kvækerne i USA, og eller, at mellemmenneskelig hjælpsomhed til egenproduktion skal erstatte indkøbsturene i supermarkederne, og kun arbejde der sikre overlevelse skal organiseres?
Karl Marx har udtrykt det således: For at forsvare den nye samfundsorden mod tilbagefald til kapitalistiske former må arbejderklassen også udvikle et nyt, men stærkt statsapparat. Først når folks bevidsthed er blevet alle disse kapitalistiske rester kvit, når alle arbejder ligestillet i et arbejdskollektiv, og når produktionsapparatet kan tilfredsstille alles behov, er det muligt at bevæge sig over i kommunismens andre fase - det klasseløse samfund. Her vil staten lidt efter lidt miste sin betydning, de gamle modsætninger vil være ophævet og «enhver kan yde efter evne og modtage efter behov».
Ville du præcisere din samfundsmodel i forhold til ovenstående?
Karsten Aaen, 07. juni, 2015 - 01:18 - "Måtte kommunen gerne dette? Sælge sine aktieposter i et kommunalt selskab? Forbyder den danske kommunalfuldmagt ikke dette? At en kommune tjener på at sælge aktier i et firma? eller ?"
Jørn astrup hansen, tidligere midtbank direktør og nuværende medlem af det færøske landsting, har dokumenteret, at den danske statskasse i den forbindelse er blevet lænset for 60 mia - men ingen, medier eller andre, har indtil videre vist interesse for at undersøge det fremlagte materiale, som jeg blev bekendt med til et møde i dansk metals lokaler omhandlende det på daværende tidspunkt forestående dong salg. Jørn astrup var medlem af panelet.
Tak, K. Olesen, for uddybningen mht. hvordan de offentlige parter i deres fortsatte optimeringer af deres forvaltningsopgaver, ofte efter kommercielle modeller og som du peger på gennem hele eller delvise privatiseringer, bidrager til disse mere og mere ensidige samfundsopfattelser. Det er årtiers win-win-koncepter der spiller ind her. Uden at nogen har gjort sig umagen med at undersøge om der måske i virkeligheden var en eller flere tabende parter.
Efter min opfattelse spiller disse adfærdsmønstre ind i en epoke-definerende samfundsmæssig virkelighedsforståelse. Man kunne kalde det den postmoderne virkelighedsforståelse og postmoderne politik, som blev indvarslet i slutningen af 70’erne med et sammenbrud af det modernistiske samfundsprojekt. Og selvom vi allerede da havde nogle åbenlyse pejlemærker for et nyt sæt af samfundsmæssige idealer og målsætninger, så var disse nye idealer og målsætninger så grundlæggende forskellige fra de herskende idealer og målsætninger, at alle forsøgene på at omstille vores samfund slog fejl. Det var simpelthen for meget at kapere, både for de enkelte borgere og for samfundet som helhed. Og i vores kollektive opgivelse overfor at omstille vores samfund stadfæstede vi fornægtelserne og fortrængningerne som den nye samfundsmæssige modus vivendi.
Dette regime af fornægtelser og fortrængninger havde og har mangfoldige aspekter, men er måske allermest anskueligt udtrykt i måden vi kompenserede for de markant stigende energipriser ved at gøre prisen på kapital markant lavere. Og netop denne virkelighedsfornægtende politik kan siges at kulminere i disse måneder, hvor prisen på penge, altså renten, mange steder i den vestlige verden nu er negativ. Vi er i ukendt terræn. Vi er forbi kapitalismen. Vi er forbi nogen form for konsistent økonomisk tænkning. Vi er forbi ansvarligt lederskab.
Tingene er eskaleret i sådan grad at vi nu lever i nogle samfundsmæssige rammer, der må betegnes som en form for statssanktioneret svindel. Og borgerne i Gentofte og deres kommune var altså blandt de som forstod de særlige muligheder disse samfundsmæssige realiteter bød på. Men disse muligheder er lige så meget baseret på fornægtelser og fortrængninger som for 40 år siden, og behovet for en omstilling af vores levemåder og vores ressourceforvaltning er uden sammenligning mere presserende nu end nogensinde tidligere.
Historien om neokonservatismens opstigen og fald, kort fortalt..
Optimismen blomstrede lige inden krise da nedenstående blev proklameret i DJØF-bladet.
EU-lande lærer af dansk samfundsmodel
Europæiske topembedsmænd fremhæver Danmark som det EU-land, de lærer mest af at studere. Den danske dukseplacering - fulgt af Storbritannien, Sverige, Finland og Holland - skyldes vores velfungerende arbejdsmarked, vores gode samfundsøkonomi og vores socialpolitik. 23.03.2007
http://www.djoefbladet.dk/blad/2007/06/eulandelaererafdansksamfundsmodel...
Så kom krisen og glemt er alle drømmene...
Jeg håber at der er flere end mig der når til slutningen af denne tråd og får Køllikers fremragende ovenstående kommentar med :-)
Jeg aner ikke om det er god tone sådan bare direkte et 'quote' folk - meeen ......
Karsten ryster citerbare sætninger ud af ærmet:
- "slutningen af 70’erne med et sammenbrud af det modernistiske samfundsprojekt".
- "Og i vores kollektive opgivelse overfor at omstille vores samfund stadfæstede vi fornægtelserne og fortrængningerne som den nye samfundsmæssige modus vivendi".
- "Vi er i ukendt terræn. Vi er forbi kapitalismen. Vi er forbi nogen form for konsistent økonomisk tænkning. Vi er forbi ansvarligt lederskab".
Og vinderen ....
- "Tingene er eskaleret i sådan grad at vi nu lever i nogle samfundsmæssige rammer, der må betegnes som en form for statssanktioneret svindel".
Det bedste indlæg jeg nogensinde har læst på Informations debatsider !
MVH
MVR
At udlicitere statslig infrastruktur til private aktører, er at sætte ræven til at vogte gæs. Det er en ekstremt demoraliserende falliterklæring at underlægge sig tesen om, at kun privatprofitering er motiverende.
Statslig forvaltning skal naturligvis være helt åben og aflønnes passende, samtidig med at private entreprenørers aktionsradius skal begrænses til tilbudsgivning på de offentlige opgaver og i øvrigt ikke tillades uforholdsmæssigt store økologiske aftryk - som ikke en gang betales med kostprisen, fordi det naturligvis ville underminere muligheden for de exorbitante profitter, som nu erhverves på bekostning af fællesejets miljø-og socioøkonomi.
Den kollektive bevidsthed og dermed forståelse for nødvendigheden af at samarbejde om bæredygtighed med respekt for planetens cirkulære økonomi må udvikles og styrkes. Et system, som baseres på egenvinding uden respekt for fællesejet og dets naturgivne præmisser æder sig selv op indefra og er derfor dømt til de fås inkompetente og illegitime diktatur eller til undergang. At mene, at den offentlige forvaltning altid vil være ringere end den private aktør, som er drevet af motivation for egen vinding, er en påstand, som bl.a. tilbagevises af andelsbevægelsernes succes. Men det er en fortælling, som det er lykkedes neoliberalisterne at overbevise dumme og eller korrupte socialdemokrater og andre folkevalgte om, er ringere end deres egen evne til professionel drift. Desværre består denne professionalisme i en evne til at over-og fejludnytte 'kapitalen', fællesejet, i at beholde det største overskud til sig selv og vha såkaldte 'effektiviseringer' at minimere og fattiggøre fællesskabet og dets tilgang til egne værdier.
Denne dynamik er siden 80'ernes finansielle dereguleringer eskaleret i en grad, så det i faretruende grad 'vipper båden' - det er mærkeligt, at de ansvarlige for den udvikling, den 1% og co, ikke synes at være opmærksomme på, at de også selv befinder sig i den båd. Gør penge og magt blind?
Selvfølgelig er der noget, der hedder klassekamp
Det har min søn i hvert spisefrikvarter, og deres målmand er blevet ret god
Randi, du rammer præcist 16:38. Der er ikke andet end at sige hørt, hørt. ..
Dog lige til sidst; .-) Den ene % befinder sig ikke i den gule submarine. De stoler på deres penge, de er eksperter i at berige sig på katastrofer og kriser. Og i øvrigt kan de ikke skifte retning - de konkurrer mod hinanden. Den ene % er fanget i deres eget spind.
De er allerede i gang med nye investeringer i fremtidens problemmasse, og at neokon'erne skulle være i defensiven, som Karsten Kølliker skriver, vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved. En af de mest aggressive neokon'er georgiske ekspræsident Mikhail Saakashvili, der - efterlyst i sit eget land - har for nylig har fået ukrainsk statsborgerskab og er blevet udnævnt til guvernør i Odessa. Neokon'erne er stadig på krigstien...
Jeg er svinerig, og kører Aston Martin, ligesom jeg er Venstresocialist. Tag den.! Og "damerne" er
vilde med det.! Roll me baby, All night long.!
Bill, mht den 1% og co's position, så mener jeg, at vi med rette kan sige, at vi alle er i samme båd, nemlig denne planet. Det forholder sig uden tvivl sådan, at disse mennesker tror, at de kan bygge reservater til sig selv, men med henvisning til vores viden om altings forbundethed, er det en illusion.
Vi har al ret til at forsvare os mod den verden, de er i gang med at skabe her på planeten, de befinder sig på et meget primitivt udviklingsniveau, og de er ekstremt farlige. Deres formørkede aktiviteter kan ikke undgå også at ramme dem selv, men de er forblændede af egen primitivitet, magtbrynde, grådighed, egoisme og snævre udsyn.
Når uret blir ret, blir modstand en pligt. Den 1% og co er på mystisk vis lykkedes med at overbevise et flertal om deres projekts moralske og juridiske legitimitet. Det er venstrefløjens længe forsømte opgave ikke blot at tilbagevise den manglende legitimitet, men også at præsentere og argumentere vedholdende og overbevisende om alternativet, som jo er i passende tempo at omstille til miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed med respekt for planetens cirkulære økonomi. Den neoliberale junglelov må nu snart være udlevet samt have bevist sin undergravende og komplette utilstrækkelighed som samfundsbærende struktur.
Randi, du er oppe mod et triumvirat af klassekampsaktører, så der skal skrappere lud til:
Neoliberalisme baseres på tre tilsyneladende tilforladelige forhold:
1. Liberalisering af priskontrol og af kapitalmarkeder samt fjernelse af handelsbarrierer. (TTIP)
2. Statens tilbagetrækning fra økonomien gennem deregulering, privatisering og outsourcing (DONG og Hospitalsvæsenet)
3. Anvendelse af pengepolitikken til at kontrollere pengeudbuddet; sikre mod høj inflation og styre statsunderskud. (Efterløn, dagpenge, osv)
Resultatet er altså fri adgang for kapitalisterne til at presse lønninger, og dermed overførselsesindkomster, fattighjælp og pensioner, for de lavest placerede i samfundet. Klassekampens natur.
Der er stadig ingen alvorlig modstand mod ovenstående samfundsstruktur, men skulle udviklingen lokalt skaber problemer, har neokon'erne straks en kriseplan, der nok skal flytte folkets fokus fra dette permanente tyveri.
Klima og miljø kommer aldrig for alvor til debat i dette morads af tilbageslag ...andet end her i det rige hjørne af den vestlige verden, og her har man oven i købet sværget, at man ikke vil genere kapitalismen gennem regulering og lovgivning. (se Uffe Elbæk)
Der skal skrappere lud til.
Lennart Kampmann
Pengene fra DONG salget dækker jo ikke hullet efter de skattelettelser der er blevet givet siden 2001, langt fra.
Skattelettelser i dag, er som EU afstemninger, de kan åbenbart ikke ændres.
Jeg deler din holdning ang. socialdemokratiet, der vel i dag burde hedde centrum-demokraterne.
Jeg har personligt ikke ondt nogen steder over Gentofte, det er jo ikke dem der bestemmer hvad deres trækprocent skal være, det var vist kun Mærsk der kunne det!
Personligt måtte min trækprocent gerne stige til hvad den var før 2001.
Tak, Mikael Velschow-Rasmussen, for din ekstraordinære og fine respons. Og Bill, er vores verden ikke igen blevet så ladet med politiske spændinger og vanvittig farlige politiske manøvrer netop fordi neokon’erne er i defensiven? Chris Martenson’s Crash Course beskriver tre mægtige kriser, som hver især er tilstrækkelige til at skabe dybtgående samfundsmæssige ændringer, men disse tre kriser mødes altså i et brændpunkt i netop den tid vi lever i nu. Hvilket leder til konklusionen, at ”de næste 20 år bliver meget anderledes end de forløbne 20 år”. De tre kriser er selvfølgelig den økonomiske, dvs. et samfundsmæssigt forbrug som i al overvejende grad er baseret på gældsætning og altså ikke på samfundsmæssig værdiskabelse, den energimæssige, dvs. Peak Oil og realiteterne om alle andre kendte energiformer har meget ringere Energy Return On Energy Invested (EROEI), samt selvfølgelig den økologiske krise, dvs. overforbruget af planetens tilgængelige ressourcer og udpiningen af naturgrundlaget.
Til disse tre mener jeg man kan tilføje en fjerde, som er en tillidskrise, som er en direkte konsekvens af, at det samfundsmæssige lederskab har vist sig komplet ude af stand til at forholde sig til de nævnte tre mægtige kriser, og dermed står vores politiske og erhvervsmæssige lederskab med en mægtig legitimitetskrise. Tingene falder fra hinanden, og det er ikke bare et fornemmelsesspørgsmål, det kan simpelthen dokumenteres. Måden vi som samfund sikrer mulighederne for en fortsat udvidelse af gældsætningen er så langt ude, at ingen vil seriøst kunne benægte at denne gældsøkonomi er blevet et pyramidespil, hvis tid er ved at rinde ud. Omfanget af degradationen af planeten økologiske kapacitet er veldokumenteret og hvor udfordrede vi er på energiområdet fremgår af, at alle tiders suverænt største oliereservoir Ghawar i Saudi Arabien, som tegner sig for 30 pct. af Saudi Arabiens samlede oliereserver og 70 pct. af deres daglige produktion, skal dagligt have pumpet 7 mio. tønder havvand ned i reservoiret for at få 4,5 mio. tønder olie op. Selv for vores fossile brændstoffer er EROEI på en dramatisk nedadgående kurve.
De næste 20 år bliver meget anderledes end de forløbne 20 år. Det gode spørgsmål er om vi formår at gennemføre en civiliseret nedskalering af vores forbrug af ressourcer og en civiliseret opgradering af vores omsorg for planeten og vores samfunds sammenhængskraft, eller om vi fortsat deponerer vores indflydelse hos politikere som er lænkede til fortidens tænkemåder og omstændigheder, hvilket vil føre til ressourcekrige såvel som krige som en funktion af politiske blame games, når nu de uduelige politikere skal komme op med en eller anden forklaring på, at tingene falder fra hinanden.
Personligt kunne jeg godt mistænke neokon’erne for være en slags jihadis med bomber spændt fast på deres kroppe, og de vil hellere detonere disse bomber end skulle konfrontere den fejlagtige og udlevede karakter af deres trossystemer.
Bill : "Neoliberalisme baseres på tre tilsyneladende tilforladelige forhold"
Kodeordet er her 'tilsyneladende' - fordi det netop og indiskutabelt dækker over det, du kalder 'permanent tyveri'.
Hør fx lars trier i radio 24/7 'det røde felt' 25/5 om dong salget : "De afgørende oplysninger, som investeringsbanken Goldman Sachs fik fortrolig adgang til, kommer næppe for dagens lys. Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion fra erhvervsmanden Ole T. Krogsgaard, som i en kronikserie har optrævlet de tvivlsomme præmisser for det delvise salg af Dong Energy. Den erfarne bestyrelsesformand, som har et kompromisløst rygte som såkaldt virksomhedsdoktor - og tidligere har rekonstrueret bl.a. Nordisk Fjer og Accumulator Invest - lægger ikke fingrene i mellem: Bureaukraterne har taget magten, og Finansministeriet har snydt både de folkevalgte og vælgerne."
Ole krogsgård slutter af med vurderingen, at sagen er for giftig til at dø. Nu fik vi så lige valg, men det skal da ikke afholde os fra at fastholde kravet om at få afdækket denne yderst tvivlsomme affære > unødvendig nedskrivning af dongs værdi, tilbageholdelse af information til finansudvalget om forventet kommende engelsk mia ordre og flere stærkt angribelige forhold, som ole krogsgård i udsendelsen gør rede for. Her er nogen altså gået for vidt.
Og endelig det forhold som, jeg mener, er de neoliberale privatkapitalisters achilleshæl : deres insisteren på at det er rigtigt at konkurrere indbyrdes om og privatprofitere på fællesejet. En ordning som den 1% og co kun selv profiterer på. Denne indlysende fejl, som ikke burde kunne retfærdiggøres, bør venstrefløjen vedholdende udstille og fokusere på. Private aktører er IKKE bedre til at administrere fællesejet end fællesskabet, ejerne selv. Tværtimod, det viser historien og nuværende lokale og globale miljø-og socioøkonomiske kriser. Men når selv socialdemokrater er dumme og eller korrupte nok til at hoppe på den limpind, så er det sandt nok en vanskelig udfordring at ændre situationen, som vi dog aldrig bør vige tilbage fra at tage op. Vi har retten på vores side, men vi skal kæmpe for den og udstille det moralske fordærv og den illegitime jura, hvormed denne 1% og co bedrager alle. Hvilket illustreres så tydeligt i det fordækte dong salg - som man kan spekulere i hvorvidt er afdrag på danske bank gælden, som åbenbart var ved at gøre danmark bankerot, som en sen nattetime medførte en bail out og som af sass larsen betegnedes som 'danmarkshistoriens største røveri'.
Når statsforvaltningen ikke fungerer transparent, kan vi ikke have tillid til den. Det bliver stadig mere tvivlsomt, om danmark er så ukorrupt, som vi er vant til at antage. Og derfor mener jeg, at et forhåbentlig velorganiseret systemskifte må nærme sig. Hvis uffe elbæk viser sig at understøtte et bedragerisk system, har han og alternativet ingen fremtid i dansk politik.
Bill : "Neoliberalisme baseres på tre tilsyneladende tilforladelige forhold"
Kodeordet er her 'tilsyneladende' - fordi det netop og indiskutabelt dækker over det, du kalder 'permanent tyveri'.
Hør fx lars trier i radio 24/7 'det røde felt' 25/5 om dong salget : "De afgørende oplysninger, som investeringsbanken Goldman Sachs fik fortrolig adgang til, kommer næppe for dagens lys. Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion fra erhvervsmanden Ole T. Krogsgaard, som i en kronikserie har optrævlet de tvivlsomme præmisser for det delvise salg af Dong Energy. Den erfarne bestyrelsesformand, som har et kompromisløst rygte som såkaldt virksomhedsdoktor - og tidligere har rekonstrueret bl.a. Nordisk Fjer og Accumulator Invest - lægger ikke fingrene i mellem: Bureaukraterne har taget magten, og Finansministeriet har snydt både de folkevalgte og vælgerne."
Ole krogsgård slutter af med vurderingen, at sagen er for giftig til at dø. Nu fik vi så lige valg, men det skal da ikke afholde os fra at fastholde kravet om at få afdækket denne yderst tvivlsomme affære > unødvendig nedskrivning af dongs værdi, tilbageholdelse af information til finansudvalget om forventet kommende engelsk mia ordre og flere stærkt angribelige forhold, som ole krogsgård i udsendelsen gør rede for. Her er nogen altså gået for vidt.
Og endelig det forhold som, jeg mener, er de neoliberale privatkapitalisters achilleshæl : deres insisteren på at det er rigtigt at konkurrere indbyrdes om og privatprofitere på fællesejet. En ordning som den 1% og co kun selv profiterer på. Denne indlysende fejl, som ikke burde kunne retfærdiggøres, bør venstrefløjen vedholdende udstille og fokusere på. Private aktører er IKKE bedre til at administrere fællesejet end fællesskabet, ejerne selv. Tværtimod, det viser historien og nuværende lokale og globale miljø-og socioøkonomiske kriser. Men når selv socialdemokrater er dumme og eller korrupte nok til at hoppe på den limpind, så er det sandt nok en vanskelig udfordring at ændre situationen, som vi dog aldrig bør vige tilbage fra at tage op. Vi har retten på vores side, men vi skal kæmpe for den og udstille det moralske fordærv og den illegitime jura, hvormed denne 1% og co bedrager alle. Hvilket illustreres så tydeligt i det fordækte dong salg - som man kan spekulere i hvorvidt er afdrag på danske bank gælden, som åbenbart var ved at gøre danmark bankerot, som en sen nattetime medførte en bail out og som af sass larsen betegnedes som 'danmarkshistoriens største røveri'.
Når statsforvaltningen ikke fungerer transparent, kan vi ikke have tillid til den. Det bliver stadig mere tvivlsomt, om danmark er så ukorrupt, som vi er vant til at antage. Og derfor mener jeg, at et forhåbentlig velorganiseret systemskifte må nærme sig. Hvis uffe elbæk viser sig at understøtte et bedragerisk system, har han og alternativet ingen fremtid i dansk politik.
Moderator, vær venlig at slette dobbeltposten
@Karsten Kølliker
Jeg anerkender dine fire kriseområder, økonomi, energi, økologi, og lederskab, jeg tror bare de kollapser forskelligt og at kollapset bliver langsomt, især fordi specielt energikilderne kun langsomt vil tørre ud.
I øjeblikket er ca. 1/3 af jordens befolkning jævnligt truet af sult på grund af fattigdom, men i nogle lande er den andel jo meget højere - specielt under økonomiske kriser - og jeg kan ikke se hvorfor andelen af sulttruede globalt ikke skulle kunne stige til et væsentligt højere niveau inden for myndighedernes - politiets og militærets - kontrol.
Og så ser jeg visse modsatrettede interesser mellem eksempelvis den økonomiske krise og den økologiske krise, idet de der er ramt af den økonomiske krise vil kræve vækst, mens de der bliver ramt af den økologiske krise kræver modvækst - og de økonomisk kriseramte er i første omgang langt mere slagkraftige end de der rammes af den økologiske krise (som ligesom energikrisen vil være langsom i sin udvikling).
Så jeg siger, sammen med Naomi Klein i bogen "Intet bliver som før", at økologiprotesterne må indordnes de, der er ramt af den økonomiske krise, og deres kamp for politisk stabilitet og politisk magt - og når den politiske/økonomiske magt er opnået, så kan vi tale om økologi og fornuftig "modvækst".
@randi christiansen
Jeg er enig i at Danmark er blevet en korporativ statsdannelse, hvor fagbevægelsens pensionskasser, erhvervsliv og statsadministration forsøger - hvis jeg skal være positiv - at "få det hele til at fungere" i en global verden. Vi må ikke overse at næsten halvdelen af de danske virksomhedsaktier er på udenlandske hænder, så derfor kunne det korporative lederskab i Danmark ikke se, at 19% Dong-aktier hos Goldman Sachs skulle være et problem - og jeg tror at lederskabet - magteliten - blev virkelig overraskede over folkets reaktion. Nu havde korporationen jo solgt flere af landets kronjuveler, så som, TDC med kobbernet, Lufthavnen, og KMD, sammen med en hel del flere virksomheder, til kapitalfonde, uden at nogen - andre end Frank Aaen - gøede af den grund.
Jeg tror ikke korruption forekommer i udstrakt grad i Danmark, men jeg tror på, at der via VL-grupper og magteliten i øvrigt, er en intention om, at skabe et elitestyret konkurrencesamfund, der kan deltage på det globale marked med landets samlede økonomiske og produktionsmæssige styrke. Husk på, flere af de multinationale selskaber på markedet har en større omsætning og værdi end kongeriget Danmark. Jeg tror på at den korporative ledelse vil slås om værdierne på det internationale marked, men at de samtidig, hvis samfundet i kampens hede tager for meget vand ind, er klar til at smide store dele af befolkningen på sulteløn. Og hvis konkurrencestaten, kombineret med privatisering, udlicitering og brugerbetaling skal matche de multinationale selskaber på et fri marked, så er demokratiet helt klart en dødvægt i magtelitens øjne.
Demokrati, transparens og retfærdig omfordeling er nødvendige politiske permanente spørgsmål på dagsorden, hvis ikke magteliten for alvor skal sætte sig på landets værdier.
Bill, når der var så stærk en folkelig reaktion på dong salget, tror jeg, at det hænger sammen med den mulighed - som ikke i samme omfang har været til stede ved de tidligere overgreb på fællesejet - som internettet giver for at mobilisere, kommunikere, koordinere og demonstrere utilfredsheden.
"... er demokratiet helt klart en dødvægt i magtelitens øjne." Kunne forklare, hvorfor det bliver stadig sværere at se reel forskel på rød og blå blok. Og er, hvad man kunne kalde for, en korrumpering og illegitim underminering af folkestyret og dets institutioner.
Specialarbejderen i sit hus til 11 millioner siger mere om hvad der sker i Gentofte end alle de andre med gode indtægter. Mange i Gentofte ( og andre steder i Hovedstaden ) har deres store formue fordi de har købt en bolig for mange år siden som nu er steget i værdi med flere millioner.
Det samme er ved at ske i de nye smarte boligområder i København hvor de ny rige unge flytter til og omdanner områder til ghettoer for de rige. Boligpolitisk hænger DK fast og gør intet for at stoppe denne udvikling der gør landet stadig mere ulige. Beskatning af avancen på boligsalg ville være en mulig løsning.
@randi, med hensyn til det demokratiske underskud og hvad det gør ved selve den samfundsmæssige beslutningsproces, er afsnittet "Hvis de poltiske ledere..." i dagens leder "Krisemedicin med rottegift", lige i øjet:
"Hvis de politiske ledere i Europa havde været mere åbne for en offentlig debat om krisepolitikken i stedet for at insistere på, at beslutninger truffet bag lukkede døre var inspireret af en højere nødvendighed, ville forsøget på at løse den græske gældskrise næppe have forværret situationen yderligere. Suspenderingen af demokratiets standardprocedurer har medført, at den historiske viden om gældsreduktion i kriseramte samfund ikke er blevet taget i betragtning."
http://www.information.dk/535655
Og vedrørende om Uffe Elbæk er den rigtige leder for det ikke-socialistiske alternativ til dansk liberal politik, så mener jeg at fraktionen i Alternativet, som vil gratis offentlig transport i stedet for broer og motorveje, er meget spændende, og det bliver ligeledes spændende hvordan partiformanden tackler sagen. Når der investeres i dansk transportinfrastruktur, så bør det være med et grønt fodaftryk, også selv om et forslag overlapper socialistisk poltik.
twan manders, det er muligt at Gentofte-borgerne har været heldige med ejendomsprisstigningerne og kommunens frasalg af produktionsselskabet NESA, men det der er virkelig interessant er den politiske og økonomiske magt - kilden til den åbenlyse selvbevidsthed - der er samlet i reservatet "Hellerup og nære omegn".
Bill - alternativet er ikke bange for at erkende, at vi er i en politisk erkendelsesproces, som mødes i de åbne politiske laboratorier for politikudvikling.
Miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed er det ufravigelige parameter, som uundgåeligt vil lede til en moderne socialisme, til en nødvendig videreudvikling og opdatering af socialismeforståelsen. Ellers vil der ikke være tale om ægte miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed. Alternativets forslag om 30 t arbejdsuge er et skridt i den rigtige retning i den omfattende omstilling, som må begyndes, og som ikke overstås på en eftermiddag. Den socialistiske skarpe retfærdighedssans og sociale bevidsthed skal parres med bæredygtig omsorg for vores biotop - det er to uløseligt forbundne områder, som i fremtidens løsningsmodeller i en skøn blanding af high tech og low tech vil være gensidigt berigende. Det er ikke praktiske løsninger på et bæredygtigt samfund, der mangler, det er politisk bevidst forståelse af opgaven og vilje til at tage den på sig.
Derfor er bevidsthedsudvidelse og kommunikation vigtige opgaver for det nye parti.
@Bill Atkins
Jeg er så på min side enig i, at de fire kriser udvikler sig forskelligt, og gudskelov for det. Jeg spørger mig selv om ikke kollapset af tilliden til lederskabet allerede er indtruffet, og i mine øjne kan der ikke herske tvivl om, at sammenbruddet af vores pyramidespilsøkonomi er næste etape. Og dette sammenbrud må hellere komme før end siden, for jo længere tid vi udskyder denne ”audit” af vores opblæste finanssektor, jo mere slider vi på planetens økologiske kapacitet og jo længere kører vi beholdningerne af vitale ressourcer ned. Vores nuværende økonomiske klima er jo giftigt i den forstand, at det underbygger nogle fuldkommen forvrængede opfattelser af hvad der har værdi, og således fremmer nogle grundlæggende fejlbehæftede økonomiske dispositioner.
Og samme finansregime er årsagen til den uforholdsmæssige rigdom i centrene og den store nød i periferien. Det Arabiske Oprør og andre lignende opstande over de seneste år var rigtignok ledsagede af krav om et mere udbredt og reelt demokrati, og var rigtignok foranlediget af den nye form for borgerlig offentlighed som de sociale medier mv. skaber, men den primære årsag for denne og lignende opstande var de voldsomt stigende leveomkostninger (her: fødevarer) formentlig i kombination med stigende skatter og afgifter (her som konsekvens af vigende olieindtægter), og som samlet gjorde det meget svært for almindelige mennesker at få deres liv til at hænge sammen.
@Bill A. og
@Karsten K.
(og alle andre for den sags skyld)
Jeg er jo rigtig enig i næsten alt det i skriver :-)
Men vil rigtig gerne høre jeres holdning til følgende ...
Hvis finanskrisen var ballonen der sprang (finanskapitalismen virker ikke) - og vi jo ikke rigtig gjorde noget af den grund, så vil det formodentlig alt andet lige blive temmelig meget værre næste gang som vel realistisk ligger indenfor nær fremtid (0-5 år).
Jeg synes praktisk det medfører det problem - som vi også ser i dag - at alle midler/værdier/penge overføres på færre og færre hænder (som Bill skriver er halvdelen af DK alligevel allerede ejet af udlændinge).
Næste dyk i aktiepyramidespillet (som jo reelt har absorberet al den inflation som QE teoretisk skulle og jo også har medført - altså blot begrænset til aktiemarkedet, idet ingen andre har fået nogen af de trillioner af dollars først US hældte ind i systemet og som nu EU er på vej til at efterligne) vil så igen konsolidere ejerskabet på endnu færre hænder. (Hvor tæt vi denne gang kommer på en GINI-koefficient på 1 er ikke lige til at sige - men i mine øjne ret tæt på).
Så længe systemet fungerer på denne måde indenfor de institutionelle rammer vi har sat op (ie. nationalstater, 'corporations', lovsystemer, pengesystem, EU, parlamenter, magt-deling, etc.). Og vi ikke radikalt gør op med disse systemer, kan vi jo sidde her bag hver vores computer og diskutere til døden os skiller :-)
Jeg tror det er vigtigt, at vi gør op med mindst visse af disse institutionelle rammer, og specielt tror jeg det er vigtigt at vi gør op med vores forståelse af fænomenet penge.
(I virkeligheden tror jeg det er vigtigst at gøre op med begrebet privat ejendomsret, men jeg tør ikke røre ved denne institutionelle illusion endnu, da jeg oplver at mennesker ganske enkelt ikke er villige til at indse, at ejendomsret er en fuldstændig virtuel skabt illusion).
(Hvis man kigger på alle andre komplekse systemer der eksisterer på jordkloden, Øko-systemer, føde-kæder, dyre-systemer, geologiske systemer, etc. Klarer alle disse sig fortrinligt uden institutionaliseret ejendomsret - altså lige indtil mennesker blander sig og destruerer alt :-)
Uden at vi ændrer begrebet penge og den fordeling af værdierne og midlerne der foregår, vil det overhovedet ikke være muligt at ændre noget som helst.
(som Emma G siger; "Hvis det gjorde nogen forskel at stemme - ville det være forbudt at stemme !"- (Mikaels egen fri oversættelse fra hukommelsen)).
Uden ændringer vil de få vildlede og manipulere alle andre til krig, ødelæggelse, vold osv. i deres forsvar for elitens 'ret' til alle pengene og alle værdierne.
Vi ser vel allerede i dag ganske tydelige eksempler hvordan magt-eliten manipulerer os til at tro at militarisering af politi, flere drone-angreb, mere politi, mere straf, flere krige, flere døde, etc. Er i vores egen interesse (fx. Syrien, ISIS, Ukraine, Ferguson, Libyen).
::::::
Jeg vil derfor gerne opfordre folk til først at forholde sig kritisk til virtuelle konstruktioner a'la de nedenstående og dernæst at komme med forslag til, hvad vi praktisk kan gøre:
- Privat ejendomsret (vs. "the common good")
Til alle tider har lovsystemers vigtigste funktion været at beskytte private ejendomsret.
Og hvis man tænker sådan lidt filosofisk over dette, vil man komme til den konklusion at al privat ejerskab er begyndt som et simpelt tyveri, som derefter er blevet retfærdiggjort ved hjælp af lovgivning. det vil sige at al ejerskab er lig med simpelt tyveri fra fællesskabet - sværere er det ikke .... LOL :-)
Gå 500K år tilbage i tiden - på dette tidspunkt var der ikke nogen der ejede noget, alle jordens ressourcer og jorden selv tilhørte ingen eller "the common good". På et eller andet tidspunkt er der så nogen mennesker der stjæler jord og ressourcer fra fællesskabet/jorden og erklærer sig selv som ejere og derefter kører hamsterjulet.
(Krige, Monarkier, Imperier er andre ganske fremragende eksempler, men læs også fx. D. Graebers fremragende bog; "Debt, the first 5K years").
- Penge (forstået som en værdi i sig selv vs. et transaktionsredskab).
(se fx. følgende beskrivelse af pengeskabelse i den post-moderne virkelighed:
https://www.scribd.com/doc/267018765/Explaining-money-creation-by-commer... )
Det er jo nok ret entydigt at pengeskabelse som bankerne foretager det i dag er stik imod, hvad folk tror der foregår, og at folk endvidere lider af det der kompleks med at tro, at man ikke har råd !
Ta' fx. eksemplet med de 15 Milliarder til offentlig transport ....
Vi kan blot sætte Nationalbanken til at kreere disse 15 Milliarder på en eller anden konto - jeg skal med mine +20 års erfaringer med IT-systemer gerne vise dem hvordan. Vupti så har vi gratis offentlig transport sværere er det ikke i virkeligheden. Vi skal selvfølgelig - modsat bankerne - blot huske ikke at bon'e nogen for noget og ikke pålægge disse nyskabte penge med renter. På den måde bliver det også lettere at kontrollere inflationen.
- Nationalstaten (forstået som en entitet der nogenlunde følger rammerne sat op af 'The Westphalia Treaty' (1648))
Vi er også nødt til at eksproriere dansk infrastruktur tilbage til den danske stat (og det danske folk - hvad det så end er).
Og med infrastruktur mener jeg bl.a.: Uddannelse, Sundhedsvæsen, Energi, IT-systemer, Finans-sektor, Transport, etc. I virkeligheden alle institutionelle systemer der skal være til for folket og ikke for profit. Alle disse systemer er alt for vigtige til at overlade til noget så irrationelt som profit.
Mikael, du må ikke være bange for at betvivle nuværende forståelse af den private ejendomsret til fællesejet. Jeg har tilladt mig at gøre netop dette her på disse sider siden 2011. Man kan kort formulere det således : Det er samfundsundergravende virksomhed at tillade indbyrdes konkurrence om og privatprofitering på fællesejet. Hvorfor burde være indlysende : jungleloven hersker og de med startpakkefordel er uretmæssigt priviligerede.
Løsningen er sammen - fx i alternativets politiske laboratorier - at formulere den nødvendige samarbejdsmodel, som vi i fx andelsbevægelserne har så gode erfaringer med.
@Mikael V-R
Jeg kan uden videre følge dine ræsonnementer og relevansen af de spørgsmål du stiller. Det er da på høje tid at vi tager en generel samfundsmæssig refleksion over spørgsmålet om den private ejendomsret, hvilke udformninger, hvilke funktioner og hvilke virkninger den har. Men da spørgsmålet samtidig både er så følelsesladet og så ideologisk ladet tror refleksionen skal holdes i en meget åben og undersøgende ånd. Faktisk som randi også henviste til, en åben og undersøgende ånd som den der karakteriserer Alternativets politiske laboratorier.
Personligt begriber jeg ikke hvordan det uendelig lille segment af ultrarige kan forlade sig på jura i det omfang de gør. Hvad handler TTIP om, hvis ikke at konsolidere nogle ejerskabs- og magtpositioner vha. juridisk bindende kontrakter? Selvfølgelig er det underforstået, at hvis juridisk bindende kontrakter efterfølgende bliver brudt, så vil det være lovligt for staten at udfolde sine rettigheder for at udøve tvang og i den sidste ende vold. Men hvis befolkningen aldrig er blevet hørt i forbindelse med udformningen af alle disse erhvervs- og ejerskabskontrakter, hvorfor skal befolkningen så respektere dem? Hvordan de ultrarige kan tro at de kan slippe afsted med dette bondefangeri begriber jeg ikke.
Der er to nært beslægtede begreber der i mine øjne er centrale her, og det er legitimitet og samfundskontrakten. Det der konsoliderer ejerskab er ikke bare funderet i vilkårlige lovtekster eller kontrakter, det er i høj grad funderet i legitimitet. At nogen kan være legitime ejere af jord eller produktionsmidler. Og hvor traditionen og fx arveforhold spillede en stor rolle i tidligere tiders legitimering af ejerskab, så vil legitimering af ejerskab i det 21. århundrede muligvis i langt højere grad være funderet i den sunde og gode forvaltning af fx jord eller produktionsmidler.
Heroverfor er vi som almindelige borgere vidner til, hvad der forekommer at være modsætningen til denne sunde og gode forvaltning af de samfundsmæssige aktiver. Med privatiseringer af selv de mest ”bløde” og humanistiske samfundsopgaver, med udsalget af offentlig infrastruktur mm., med den forøgede topstyring af den offentlige forvaltning samt med politikernes ligegyldighed overfor udflytningen af danske arbejdspladser har det politiske lederskab afsløret sig som så fuldkommen forbrødret med de privatkapitalistiske interesser, at vi almindelige borgere har grunde til at anse samfundskontrakten for brudt. Staten varetager ikke længere almindelige menneskers interesser, så hvorfor skal borgerne understøtte staten? Således er det et meget farligt spil som magteliten har spillet over de seneste årtier. De privatkapitalistiske særinteresser har fået muligheder for at at sætte sig så effektivt igennem, at vores samfunds sammenhængskraft er truet på et fundamentalt plan.
Så, Mikael, i et eventuelt opgør med den private ejendomsret og en form for genindførelse af fællesejet, hvem skal så administrere dette fælleseje? Er det staten? Ikke en model jeg personligt føler mig tiltrukket af. Hvad der i mine øjne kunne være en nøgle til at radikalt at gøre op med de ensporede, profitmaksimerende målsætninger og metoder samt en nøgle til radikalt at gøre op med den ulidelige samfundsmæssige topstyring er en omvendt strukturreform, hvor suveræniteten ikke flyttes opad men nedad i samfundsstrukturen. Altså at betydelig politisk suverænitet og dermed ret til selvorganisering og selvforvaltning gives til lokalsamfundene, og disse samles fortsat i kommunerne, og kommunerne har igen betydelig suverænitet og rettigheder for selvorganisering og selvforvaltning, bl.a. konkret udtrykt ved at det på ny er kommunerne der inddriver skat til at drive egne services samt bidrag til de funktioner der fortsat ville være statslige. En sådan omvendt strukturreform ville formentlig indbygge en høj grad af resiliens i det danske samfund, ville understøtte en fornyet fællesskabsånd og danne grobund for en genopbygning af tilliden mellem borgerne samt mellem borgerne og de politiske og erhvervsmæssige ledere i det omfang der er behov for sådanne.
Karsten : 'hvem skal administrere fællesejet?' Her vil jeg forsøge mig med den vovede påstand, at den rette administration er indbygget i opgaven. I beregningen af, hvormange individer planetens bæredygtige optimum kan understøtte, lokalt og globalt, ses samtidig metoden. Når disse parametre er afklarede, vil vi kende arbejdsopgaverne, og dermed svaret på dit spørgsmål. Det er altså en ad hoc opgave, som vil folde sig ud i processen.
Udgangspunktet er selvfølgelig nuværende administration, som i passende tempo omstilles i overensstemmelse med principperne for miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed. Det må fx være indlysende, at nuværende model, hvor de med startpakkefordel har bedre adkomst til at konkurrere om og privatprofitere på fællesejet, er ikke blot helt urimelig men også samfundsundergravende. Udgangspunktet er og må være, at fællesejet, naturgrundlaget, tilhører fællesskabet, og at det derfor som en selvfølge ikke kan tillades at konkurrere indbyrdes om eller privatprofitere på det. Det er helt afgørende. Med det korrektiv vil vi være nået langt.
Hvem der skal administrere fællesejet? Det skal de værdige repræsentanter for fællesskabet og på grundlag af ovenstående. Omstillingsparametrene er klare, ubalancerne og deres årsager er identificerede - det er bare at komme i gang. Og den decentralisering, som du skitserer, vil være den naturlige administrative ramme for denne folkets store andelsbevægelse.
"La proprieté , c'est le vol", Proudhon, ejendomsretten er tyveri.
Mkn - udsagnet må præciseres for ikke at vække unødig harme : det er den private ejendomsret til fællesejet, som er tyveri.
Måske, Randi.
Men oplysningstidens ejendomsret var historisk set bemægtigelse, altså det modsatte af demokratisk forhandling.
Sider