’Vi har det godt her i Gentofte – men vi sætter også pris på det’

Bo Cramer, 56, går tur med hunden Pixie i Bernstorffsparken i Charlottenlund. Den lille, hvide hårtot løber fem meter foran sin ejer med snuden i jorden og halen mod himlen. Det er en West Highland White Terrier. Dem er der mange af her i kommunen – foruden franske bulldogs, border terriere og små nuttede Coton de Tulears. Til gengæld skal man kigge langt efter schäfere og muskelhunde.

»Der er flest bløde bomuldsbolde med mødre i egnskåber,« siger Bo Cramer og udlægger sin egen metafor med et hæst grin: »Altså, små hunde med kvinder i pelsfrakker.«

Bo Cramer bor i en 128 m2 stor lejlighed i Charlottenlund med to altaner og udsigt ud over Øresund. Han er forhenværende selvstændig, men trak sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet og lever nu af sin pension og private formueopsparing. Det er rigeligt til også at betale for den sølvgrå cabriolet, som står parkeret uden for parken.

»Der er ingen tvivl om, at vi er privilegerede heroppe,« siger han og kaster et blik ud over kanten på sine Persol-solbriller: »Men vi sætter altså også pris på det.«

Gentofte er ikke bare et sted i den nordsjællandske geografi. Det er et symbol i en verden af værdier. For nogen repræsenterer den kendte velhaverkommune topmålet af menneskelig grådighed, ulighed og snobberi. For andre repræsenterer den indbegrebet af personligt initiativ, succes og god smag. Men uanset hvor og hvem man spørger er de færreste i stand til at forholde sig helt neutralt til de mondæne adresser og dyre villaer her langs den nordsjællandske guldkyst.

»Man kan godt sammenligne Gentofte med et beskyttet reservat,« siger Bo Cramer, efter at vi har sat os til rette med en fadøl i solen foran Det Svenske Hus i Bernstorffsparken.

»Vi, der bor her, ser nok ikke rigtig os selv som en del af Storkøbenhavn, men snarere som en lille konservativ fristad. Folk kører i smukkere biler, går i pænere tøj og taler mere ordentligt til hinanden. Generelt er der bare mere stil heroppe. Der er heller ikke så mange fremmedarbejdere. Ikke at jeg har noget imod dem, men det er der bare ikke.«

I internationalt perspektiv hører Danmark til et af de mest lige lande i verden. Men den økonomiske ulighed vokser i disse år, og ingen steder er forskellen mellem rig og fattig så tydelig som i Region Sjælland. Mens Lolland mod syd har høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau og dårlig sundhed, buldrer økonomien af sted i Gentofte, hvor gennemsnitsindkomsten er landets højeste: hele 392.000 kroner efter skat har en gentofteborger i snit til rådighed hvert år, mens en lollik kun får 204.000 kroner ind på bankkontoen.

Faktisk er indtægterne i Gentofte i dag så høje, at man skal tjene flere penge for at være blandt den rigeste ene procent, end man for eksempel skal i delstaten New York i USA, hvor velhavende amerikanere har bosat sig i luksuslejligheder på Manhattan og store villaer med pool uden for byen: 4,5 millioner kroner er årsgagen i Gentoftes ’Klub 1 procent’. Kvadratmeterprisen heroppe er også landets højeste, mens trækprocenten og grundskylden til gengæld hører til de laveste. Gentofteborgere er desuden dobbelt så godt uddannet som landsgennemsnittet, de er mindre syge end resten af befolkningen, og der er stort set ingen arbejdsløshed i kommunen.

Fra cafébordet i Bernstorffsparken kan Bo Cramer da heller ikke for alvor komme i tanker om noget negativt at sige om livet i Gentofte.

»I hvert fald ikke for os, der bor her,« siger han. »For nu bare at være helt ærlig.«

En omgang leverpostej

Et andet sted i kommunen åbner Inger Kroon, 48, døren til sin gulmalede villa på Viadukt Allé i Hellerup.

»Jeg beklager, at her roder sådan,« siger hun. »Rengøringsdamen kommer først i morgen.«

Inger Kroon er uddannet ingeniør og arbejder til daglig i rådgivningsvirksomheden COWI. Hun er oprindeligt ud af en akademikerfamilie fra Hasseris i Aalborg, men har tilbragt de seneste 18 år nord for København, hvor hun udover at være deltidsmor for sine to børn på 16 og 18 også nyder det ærefulde hverv af formand for Hellerup Tennisklub.

Ulighed ligger langt nede på hendes politiske prioriteringsliste:

»Sammenlignet med andre lande er forskellen mellem rig og fattig jo ikke særlig stor i Danmark, så det er ikke noget, jeg er specielt optaget af,« siger hun, efter at vi har sat os i køkkenet ved et træbord med udsigt til den hvidmalede havestue og træerne udenfor.

»Der vil altid være nogen, der har flere ressourcer end andre, men for mig er det vigtigste, at der ikke er nogen, der lider nød. Hvis alle skulle tjene det samme, ville incitamentet til at yde jo helt forsvinde – og så ville det alt sammen bare blive sådan en omgang leverpostej.«

En undersøgelse, som Analyse Danmark for nylig foretog for Ugebrevet A4, viser, at to ud af tre danskere er bekymrede over den stigende ulighed herhjemme. Bekymringen er dog langt fra lige stor blandt de vælgere, der stemmer henholdsvis til venstre og til højre for midten: 83 procent af vælgerne i rød blok opfatter forskellen mellem rig og fattig som et problem, mens tallet i blå blok er på bare 47 procent.

Selv om Inger Kroon tilhører den sidste gruppe, anerkender hun, at der findes ulighed – også i Danmark.

»Jeg ved godt, at jeg er mere privilegeret end så mange andre, og at det ikke kun gælder økonomisk, men også uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt og jobmæssigt. Og det forsøger jeg også at fortælle mine børn – at de skal være taknemmelige for det, de har.«

Tidligere i denne uge udgav to forskere på Københavns Universitet en bog med titlen Magteliten. Bogen sætter navn på de 423 mest magtfulde danskere inden for politik, økonomi og kultur og kortlægger deres netværk.

Ikke overraskende viser det sig, at to tredjedele af den samlede danske magtelite er bosat i København og Nordsjælland.

»Man skal ikke være bleg for, at der er en del magtfulde mennesker heroppe,« medgiver Inger Kroon. »Jeg støder jo selv på en del af dem i tennisklubben. Men jeg synes ikke umiddelbart, at det er et problem med den slags velhaverenklaver. Det bliver først problematisk, hvis de beslutningstagerne, som bor her, aldrig bevæger sig ud og ser, hvad der sker i resten af samfundet,« siger hun.

Specialarbejderens held

En af årsagerne til Gentoftes massive rigdom skal findes i de såkaldte NESA-penge. Da kommunen i 2005 solgte sine aktieposter i det hedengangne elselskab blev kommunekassen forsynet med godt 3,6 milliarder kroner, som borgmester Hans Toft siden har brugt på at hæve standarden for stort set alt: et nyt bibliotek, nye kloakker, cykelstier, trafiklys, seks idrætsanlæg, renovation af samtlige skoler, et nyt plejehjem og meget andet. Som Pernille Stensgaard og Markus Bernsen skriver i bogen Hellerup – historier fra reservatet (2011) har de private oliemilliarder forvandlet Gentofte Kommune til en virkeliggjort konservativ utopi:

»Andre kommuner taler om ’Gentofte-niveauet’ som noget, alle stræber efter, men ingen har råd til. Lav skat og gode skoler trækker masser af skatteborgere til, som skubber ejendomspriser op og igen sørger for, at kun de velpolstrede kommer ind.«

Men hvordan ser bagsiden af al den velstand ud? Hvad med de gentofteborgere, som ikke lige bor et stenkast fra Strandvejen og tjener i omegnen af en million om året – hvad tænker de om livet i den eksklusive kommune?

Det er med dén skjulte dagsorden, jeg besøger Gentofte Genbrugsstation, hvor Torkild Philipsen står og tilser en container med småt brandbart.

Den 58-årige specialarbejder har sorteret gentofteborgernes skrald igennem de sidste ti år.

»Jeg fik aldrig taget en uddannelse, jeg kunne bruge til noget,« forklarer han i kaffestuen indenfor: »Jeg er familiens sorte får.«

Torkild Philipsen har aldrig haft andet end ufaglært arbejde – og som han sidder dér i sine orange refleksbukser, sin langærmede striktrøje og sine sikkerhedssko, ligner han den perfekte illustration på gabet mellem de velhavende gentofteborgere på toppen af samfundet og deres lavtlønnede medborgere på bunden. Det kunne han også have været, Torkild Philipsen – hvis ikke det lige var, fordi han samtidig ejede en 270 m2 stor villa i Charlottenlund med altan, hall og vinkælder.

»Jeg købte et billigt dødsbo i 1990, inden priserne gik amok, så jeg er i virkeligheden millionær,« siger han og griner over hele sit solbrændte ansigt: »Men rent indtægtsmæssigt bor jeg helt forkert, for jeg ville aldrig kunne købe min egen bolig.«

Torkild Philipsens børn er i dag flyttet hjemmefra, og huset er derfor blevet for stort til ham og hans kone. For nylig satte de villaen til salg hos en lokal mægler. Pris: 11,9 millioner kroner.

Torkild Philipsens sociale opstigning via friværdiens trappestige har fået ham til at gøre sig tanker om begrebet ulighed.

»Jeg var så heldig at købe hus på det rigtige sted og tidspunkt. Hvis jeg nu i stedet havde købt hus i Næstved i 00’erne, så ville jeg næppe have haft en jordisk chance for at flytte i dag, uanset hvad min jobmæssige situation havde været,« funderer han.

Nogle mennesker bliver ufrivilligt stavnsbundet af boligmarkedet, mens andre bare bliver født det forkerte sted. Det er også en form for ulighed, mener han.

»Her i Gentofte fødes mange med en sølvske i munden. Det er ikke ualmindeligt at se unge studenter, som kører rundt i deres egen cabrioleter med åbne kalecher – og de ville alle få et chok, hvis de ikke overtog deres forældres praksis eller firma, sådan som de er blevet stillet i udsigt.«

Omvendt har livet i Gentofte også betydet, at specialarbejderens egne børn har fået den uddannelse, deres far aldrig fik. Torkild Philipsens datter på 25 er i dag uddannet i interiør og design i London, hvor hun stadig bor, mens hans søn på 28 er it-uddannet og arbejder for et større firma inde i København.

»Begge føler, at de er kommet godt videre, så dem behøver jeg ikke længere at bekymre mig om,« siger han tilfreds.

»Selv har jeg ikke så meget på cv’et – men jeg har en hel del på bankbogen.«

På tur i fjendeland

I solen foran tennisbanerne på Hellerup Havn sidder Carsten Hauch, 76, og nyder en velfortjent fadøl. Han har netop afsluttet endnu en tenniskamp i den klub, han har været medlem af, siden han var 17 år gammel. Han er født og opvokset i Gentofte og har boet her hele sit liv. Han er pensioneret forsvarsadvokat med møderet for Højesteret – og så er han den eneste i sin omgangskreds som stemmer til venstre for midten.

»Os er der ikke mange af,« siger han og smiler.

» Holdningen hos de fleste herude er, at hvis du vil, så kan du også. Og det er også en god grundfilosofi at have som menneske. Men der er jo nogle, som er dårligere stillet end andre – og det er måske lidt det, folk glemmer en gang imellem.«

Efter en tenniskamp er det fast rutine, at Carsten Hauch sætter sig med sine tennismakkere og drikker en øl – men det er sjældent at talen falder på politik. Fronterne er ganske enkelt for langt fra hinanden.

Som en tennisspiller, der ikke ønsker at have sit navn i avisen, rammende formulerer det, da han hører hvor jeg kommer fra:

»Information!? Hvad laver du heroppe i fjendeland?«

Gentofte er en konservativ højborg og har altid været det. Den nuværende borgmester, Hans Toft (K), har fungeret som kommunens ubestridte bykonge siden 1993 og hører til den lille eksklusive skare af borgmeste, som stadig kan prale af at have absolut flertal i byrådet. Men konservatismen i Gentofte er ikke kun partipolitisk. Den stikker dybere og har karakter af en livsholdning. Som det hedder i Hellerup – historier fra reservatet:

»Børn vokser op med herligheden og trygheden og vender tilbage som voksne og stemmeberettigede, fordi de ønsker det samme for deres børn. Derfor stemmer de også konservativt ved kommunalvalg, men måske noget andet til folketingsvalg. Hver gang partiet har været i krise på landsplan, har det holdt stand i Gentofte.«

»Kommunen beskytter nok sig selv en lille smule,« forklarer Carsten Hauch.

»Der er jo megen magt og mange penge heroppe, og det kan der måske godt komme en form for egoisme ud af. Altså, forstået på den måde, at så længe vi har det godt, så skal vi ikke have ændret for meget på det. Men nu bliver jeg muligvis lidt lommefilosofisk ...«

Gentofte anklages ofte for at forsøge at krybe uden om det store fællesskab og for at have ’nok i sig selv’. Men for mange gentofteborgere er dét en direkte fornærmelse. Når de hører ordet ulighed henviser de i stedet til den såkaldte udligningsordning.

Sandt er det da også, at selv om skatten i Gentofte er landets laveste, så er grundlaget så højt, at kommunen i 2011 sendte 1,2 milliarder kroner videre til trængte kommuner over udligningen. Det hører med til billedet, mener de.

Tilbage i Bernstorffsparken har Bo Cramer ikke noget at indvende mod den økonomiske omfordeling af goderne fra Gentofte.

»Jeg hører ikke til dem, der brokker sig over det,« siger han med sin nu halvtomme øl foran sig. »Det er nødvendigt, at overskuddet bliver fordelt ligeligt, hvis ikke samfundet skal blive helt skævvredet. Jeg ønsker jo heller ikke grænsebomme sat op ind til vores lille reservat her i Charlottenlund. Hvis forskellene bliver for store, så opstår der bare optøjer.«