Læsetid: 3 min.

Da jorden skred under de regerende partier

Meningsmålinger peger mod samlet tab for de partier, der har regeret landet. Det vækker mindelser om ’jordskredsvalget’ i 1973. Her er en øjenvidneskildring af dramaet det år
15. juni 2015

Uudsletteligt står det sceneri, der mødte mig om morgenen den 5. december 1973. Folketingsmedlemmerne sad fortumlede og blege ved deres borde i Snapstinget og samtalede lavmælt. De vidste, at deres partier ved valget dagen inden havde haft forfærdelige tab, men de vidste endnu ikke, om de selv var blandt ofrene. Stemmeoptællingen var forsinket af de mange nye partier, der var kommet til.

Fem nye partier var nu blevet stemt ind på Christiansborg: Centrum-Demokraterne med 7,8 procent af stemmerne. Retsforbundet med 2,9 procent. Kommunistpartiet med 3,6 procent. Kristendemokraterne med 4,0 procent. Og Mogens Glistrups Fremskridtsparti med hele 15,9 procent af de afgivne stemmer. Helt nye var Retsforbundet og Kommunisterne ikke, men de var begge stemt ud af Folketinget ved valget tilbage i 1960, og ingen havde regnet med at se dem inde igen.

De bestående fem folketingspartier fik alle i 1973 en uhørt nedtur. Socialdemokraterne rutsjede fra 37,3 procent af stemmerne til 25,6 procent. Radikale Venstre fra 14,4 til 11,2. SF fra 9,1 til 6,0. Konservative fra 16,7 til 9,2. Venstre fra 15,6 til 12,3 procent.

Ved Snapstingets borde var stemningen galgenhumoristisk.

»Vi er faldet blødere end de andre,« søgte nogen at trøste sig. Andre muntrede sig ved at fortælle urovækkende historier om de nye partiers kandidater, der stod til valg. Om en populær kvindelig kandidat fra Fremskridtspartiets opstillinger i Jylland blev det ved det radikale bord fortalt, at hun var mandfolkegal og lokalt havde de skrækkeligste øgenavne.

60 mandater var flyttet fra gamle til nye partier.

K kan ikke stille krav

Det gjorde det svært at finde frem til en regering. Anker Jørgensens Socialdemokrati, der havde mistet 24 af sine folketingsmedlemmer, smed straks regeringsansvaret. Radikale havde inden valget gjort sig forhåbninger om at få deres Hilmar Baunsgaard kilet ind på den statsministerstol, som Baunsgaard havde haft under VKR-regeringen 1968-71.

Men Baunsgaard var ikke én, de store af de nye partier ville hjælpe. CD’s Erhard Jakobsen afskyede Radikale Venstre på grund af deres NATO-modvilje, og Fremskridtspartiets Mogens Glistrup havde Baunsgaard som sin største konkurrent om folkelig yndest. Erhard Jakobsen skubbede Venstres Poul Hartling ind i en central rolle.

Konservative og Radikale troede, at Hartling skyldte dem gammel regeringssolidaritet. Sådan oplevede Hartling det ikke. Til de konservative regeringsforhandlere sagde Hartling iskoldt:

»Det Konservative Folkeparti befinder sig ikke i en situation, hvor det kan tillade sig at stille krav.«

Hartling dannede en smal Venstre-regering, der holdt mindre end et år. Ved valget i januar 1975 fordoblede Venstre sit stemmetal – på bekostning af sine borgerlige støttepartier. De hævnede sig ved at stemme for en dagsorden, der tvang Hartlings smalle regering til at vige sædet til fordel for dannelsen af en bredere regering. En sådan bredere borgerlig regering spændte Mogens Glistrup ben for. Han ville have sig selv og sit parti med i regeringen. Det ville de borgerlige ikke høre tale om – blandt andet på grund af den verserende straffesag mod Mogens Glistrup for skattesvindel.

Resultat: Usikkerhed

Resultatet blev, at Anker Jørgensen i 1975 fik lov til at vakle videre med en socialdemokratisk mindretalsregering. Den store mandatmæssige udskiftning havde som sit hovedresultat, at der frem til 1981 måtte afholdes folketingsvalg hvert andet år på grund af parlamentarisk usikkerhed. I 1973 var stemmeskredet væk fra de regeringsbærende partier i alt 28,2 procentpoint. I DR’s meningsmålinger forud for næste uges valg er det tilsvarende skred indtil videre kun 16,1 procentpoint. Socialdemokraterne står endda til en beskeden fremgang i forhold til sidste valg: Fra 24,8 procent til 24,9 procent af de afgivne stemmer.

Til gengæld har omkring 20 procent af det samlede vælgerkorps endnu ikke bestemt sig til, hvor de vil sætte deres kryds. Ender de fleste af dem med at blive grebet af trang til at prøve noget nyt, bliver skredet så meget desto voldsommere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu