Klumme
Læsetid: 3 min.

Knaldhætter og en fjantet teenager

De blå er i defensiven, og selv det ellers så succesfulde Dansk Folkeparti begynder at fremstå latterligt
De blå er i defensiven, og selv det ellers så succesfulde Dansk Folkeparti begynder at fremstå latterligt

Ib Kjeldsmark

Indland
8. juni 2015

Når en politiker føler sig presset i et tv-interview, forfalder han tit til den uvane at tiltale journalisten ved fornavn. Hør nu her, Martin, hedder det, når journalisten er Martin Krasnik – og det er det ofte, for han er god til at presse sine ofre.

Man kunne selvfølgelig tro, og i nogle tilfælde gælder det måske også, at det er for at skabe en lille fortrolighed, men jeg tror nu, at det for det meste er langt mere udspekuleret. En tv-journalist er med sit fulde navn, eller måske helt navnløs, repræsentant for frygtelige instanser som Offentligheden, Skatteborgerne og Lov og ret. Hvis man derimod tiltaler ham ved fornavn, prøver man at reducere ham til en slags privatperson, et enkelt menneske blandt så mange andre, for så vidt en tilfældig samtalepartner. Og altså under ingen omstændigheder så farlig som repræsentanten for offentligheden.

Politikerne skulle bare vide, hvor pinligt og afslørende, det er. For vidste man det ikke før, så ved man nu, at de er ude at skide, når de begynder med deres ’Hør nu her, Martin’. Som nu f.eks. Anders Samuelsen fra Liberal Alliance, da han for nylig blev grillet af netop Martin Krasnik. Krasnik havde gjort sig den ulejlighed at læse Finansministeriets bemærkninger til den store økonomiske plan, som Liberal Alliance længe har pralet med har fået ministeriets blå stempel. Det har skabt en vis respekt om partiet. Det viser sig da også, at selve partiets regnestykke går fint op.

Men Samuelsen og hans partifæller har behændigt undgået at fortælle noget om bemærkningerne, der temmelig ensformigt taler om ’usikkert’, ’meget usikkert’, ’markant usikkert’ i forbindelsen med de samfundsmæssige konsekvenser af regnestykket.

Det havde Samuelsen svært ved at redde sig ud af. Og det hjalp ikke det mindste, at han begyndte med sit ’Hør nu her, Martin’. Det indtryk, der blev tilbage, var, at finansministeriets blåstempling nok ikke er helt så overbevisende som hovedindtrykket – nemlig at Samuelsen og hans udvalgte skare af rabiate knaldhætter befinder sig i en garanteret svært helbredelig blå tåge af hjernespind.

De blå er i det hele taget i defensiven, valgkampen tærer på dem fremfor at give dem den fornyede styrke, som de vist nok havde forudset, nærmest med sikkerhed. Sejren er vor, var lige ved at være mottoet.

Nu brokker de sig over, at pressen holder med de røde – den dårligst tænkelige strategi for enhver, der gerne vil fremstå som vinder. For at det ikke skal være løgn, er selv det ellers så succesrige Dansk Folkeparti begyndt at fremstå som latterlige. Her-vogter-jeg-Tulle blev til grin, da han i en debat kom til at røbe sin politiske plan for den næste regeringsperiode, nemlig at han selv fremkommer med en masse udgiftsforslag, som Lars Løkke, den forhåbentlige statsminister til den tid, så skal skaffe pengene til.

På det seneste har socialdemokraten Henrik Sass Larsen udstillet først Peter Skårup, dernæst selveste Pia Kjærsgaard som de populister, de nu engang altid har været. De stiller det ene populære forslag til store samfundsmæssige udgifter efter det andet uden at påtage sig besværet med at gøre sig tanker om finansieringen, sagde han. Det gjorde ondt, kunne man mærke, partiet vil jo så frygteligt gerne fremstå som et helt almindeligt, ansvarligt parti, nærmest en slags højresocialdemokrater.

Skårup blev helt from at se og høre på, Kjærsgaard forsøgte sig med at smile fra øre til øre som en fjantet teenager, der tror, hun kan klare sig på charmen. Det kunne hun ikke. Det var Henrik Sass Larsen, manden fra det praktiske, politiske liv, der tog stikkene hjem.

Ingenting kan udelukkes, heller ikke at vi virkelig får en blå regering. I så fald får vi at se, om Dansk Folkeparti virkelig stadig vil garantere en forbedret genoptjeningsret for dagpengemodtagere, sådan som de har forbrødret sig med SF om.

Mit gæt er, at gu vil de da ej. De vil hellere have et par ekstra grænsebomme nede ved ’æ græns’ – og måske for en sikkerheds skyld rundt om hele kongeriget. Og nogle solide lovstramninger, der kan gøre livet endnu mere surt for flygtninge og indvandrere, selvfølgelig.

Skal vi vædde?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, den der fornavnstiltale kan der være to årsager til: Enten vil man virke nedladende over for journalisten eller også vil man fremstå sammenspist.

Michael Kongstad Nielsen

De er jo tæt på hinanden, og for en presset politiker kan fornavn betyde alt fra "se mig i øjnene" til "lille du". Det er in at bruge fornavn i dag. På såvel offentlige kontorer som private. Det skal vist betyde ligestilling og ligeværd, men i realiteten er det ofte uønsket intimitet, intimidering, op på skødet, hvor man absolut ikke har lyst til at have vedkommende sagsbehandler eller bankfuldmægtig siddende.

Grethe Preisler

Hvad man så ellers kan mene om Krasnik, er han ikke typen, der falder til patten, bare fordi en politiker forsøger sig med det goe gamle kejlerfif 'at lille-venne mikrofonholderen'.

Niels-Simon Larsen

Herlig læsning.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Michael- i det offentlige som i det private er man mange steder karrig med at oplyse efternavn. Meget upraktisk.

Forleden var det hos Post Danmark, jeg oplevede, at medarbejderen på min anmodning ikke ville oplyse det. Selv skulle jeg naturligvis opgive navn og adresse, men dog ikke personnummer.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det kan også bruges til at gemme sig bag - fornavnet.
"Post Danmark, det er Pia".
"Æh, hvilken én af dem"? - kunne man få lyst til at spørge.