Læsetid: 6 min.

De konservative har besejret de folkelige

Det Konservative Folkeparti har i sin 100-årige historie været præget af strid mellem helhjertet konservative og socialt sindede
søren pape meningsmåling konservative

Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen til partilederdebat hos TV2 på Hovedbanegården i København onsdag d. 27. maj.

Anthon Unger / Ritzau Scanpix

2. juni 2015

Hele spliden gennem partiets 100-årige historie ligger i navnet: Det Konservative Folkeparti. Nogle af partiets aktive har især været konservative og systembevarende; andre har villet være et bredt folkeligt parti i pagt med moderne anskuelser. Modsætningen har partiet søgt at gemme for omverdenen og for sig selv ved at bruge talemåden: »Vi vil forandre – for at bevare.« Velvilligt kan det forstås som, at man er med på at forandre det uvæsentlige for at fastholde det væsentlige. Men ups, ved nærmere eftertanke: Hvad er det uvæsentlige, og hvad er det væsentlige?

Er det nationens sociale sammenhængskraft, der skal bevares, eller er det de gammeldags dyder: »Gud, konge og fædreland«? Ud fra svaret kan man dele konservative op i sociale konservative og konservative konservative.

Blandt nyere tids konservative profiler kan man sætte etiketten ’social’ på tidligere minister og EU-kommissær, Connie Hedegaard, Frederiksbergs fhv. borgmester Mads Lebech og folketingsmedlem Lars Barfoed. Påfaldende er det, at de to førstnævnte har forladt dansk partipolitik, og at den sidstnævnte blev afsat som formand for Det Konservative Folkeparti.

Barfoeds afløser, tidligere Viborg-borgmester Søren Pape Poulsen, har bramfrit erklæret, at partiet med ham er flyttet »til højre for Venstre, både på økonomi- og værdipolitikken«. Pape har til Berlingske forklaret: »Det er et opgør med at se de konservative som det her bredt favnende centrum-højre parti, som vi var under Schlüter.«

Spændt konstruktion

De indbyggede konservative spændinger ligger i partiets konstruktion. Det blev til i 1915 – som en konsekvens af, at det gamle højreparti havde udspillet sin rolle ved parlamentarismens indførelse i 1901. Et flertal i de privilegeredes valgte forsamling – Landstinget – og en kongelig udnævnelse kunne ikke længere bære en regering. Der måtte bredere folkelig støtte til.

Det nye parti blev til som en alliance mellem handels- og embedsstanden og den gamle godsejerklasse, der – uanset hvad grimt man kan sige om den – også rummede en gruppe, for hvem adel forpligtede. En hovedstrømning i partiet var den anskuelse, som den britiske Tory-premierminister Benjamin Disraeli allerede i 1870’erne havde omsat til handling: At politisk og økonomisk fremgang for småkårsfolk ville gøre dem til sikre konservative støtter, hvorimod en fortsat fornedrelse ville jage dem i armene på socialismen.

Partiet var udpræget et statsparti. Godsejerne og embedsmændene var bundet af kongetroskab; de handlende, som var udsprunget af laugsvæsenet, opfattede staten som en beskytter, der ved told på udenlandske varer skulle beskytte dem mod ubillig konkurrence. Og kun staten kunne stå for det militære forsvar, som for de konservative ikke bare var et praktisk, men i højere grad også et moralsk anliggende: En nations vilje til at eksistere.

Socialtsindet sejr

I løbet af 1920’erne fik de socialt sindede grebet om partiet – den karismatiske John Christmas Møller blev partileder. Hans kurs kan læses i hans frimodige tilståelse: Havde det ikke været for forsvarspolitikken, kunne han lige så godt være blevet radikal.

De fascistiske og nazistiske erobringer i datidens Europa virkede dragende på mange unge højreorienterede sind, men Christmas Møller gennemførte i 1930’erne en konsekvent udrensning af udemokratiske elementer. Hans linje fik også den følge, at de konservative stod sammen med Staunings SR-regering om det 1939-grundlovforslag, der blandt andet gik på at afskaffe Landstinget. Venstre gik voldsomt imod forslaget, som Christmas Møller havde været så uforsigtig at sætte sin formandspost ind på. Forslaget manglede 11.000 stemmer i at blive vedtaget ved folkeafstemningen. Blandt dem, der ikke stemte ja, var konservative, der ville af med Christmas.

Han fik under den tyske besættelse ny folkegunst, da han i 1942 illegalt rejste til London og blev den danske stemme på BBC’s udsendelser til Danmark. Efter Befrielsen vendte Christmas tilbage til Danmark som udenrigsminister og med store forventninger om at kunne socialreformere landet – også i samarbejde med Kommunisterne, som Christmas havde fået agtelse for i kampen mod nazismen.

Christmas afviste enhver tanke om, at Danmark skulle benytte Tysklands nye nederlag til at forlange grænsen flyttet mod syd. Venstre førte imidlertid en heftig kampagne for grænseflytning. Den endte med at rive mange konservative med sig, og Christmas forlod i 1947 bittert sit parti og døde året efter.

Sociallinjen sejrer

Det var imidlertid Christmas’ sociale linje, der fortsat prægede det konservative parti, nu personliggjort af Poul Sørensen som barsk partiformand og Poul Møller som veltalende ordfører. Forholdet mellem de to var dårligt, men offentligt spillede de godt sammen og gav i 1950’erne og 60’erne partiet en gunstig position, hvor det trak store dele af den opstigende middelklasse til sig. Det var de konservative, der fik sat den radikale Hilmar Baunsgaard ind som statsminister i VKR-regeringen 1968-71. Heri lå også et spark til Venstre i den evigt standende VK-strid.

Ministerhvervet opsled imidlertid både Poul Sørensen og Poul Møller, og uden dem rutsjede partiet i 1970’erne ud i personstridigheder, der også blev til en fløjkrig – indtil Poul Schlüter samlede partiet og fik sig sat på statsministerposten 1982-93. Schlüter valgte at føre en favnende social linje, men den Tamil-sag, der blev hans endeligt, var fremkaldt af den udpræget konservative konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Efter Schlüter er de konservative slingret rundt i uskønne blandinger af personopgør og fløjkrige – som nu synes vundet af partiets højre side.

Nyt liv i gammel appel?

Folketingsvalget vil også blive et vidnesbyrd om, hvad de konservative kan vinde ved en kampagne, som dagbladet Børsen for nyligt beskrev med ordene: »Den konservative ånd drukner nærmest i den skingre retorik.«

Allerede i 1999 sagde de konservatives nu afdøde, socialt sindede fhv. minister Palle Simonsen til Information:

»Gud, Konge og Fædreland! Det kan man ikke troværdigt tilbyde nutidens mennesker.«

Simonsen sagde også: »Det velfærdssamfund, der er en af de værdier, vi skal værne om, kan vi nu bevare gennem stærke, internationale alliancer ... Vejen fremad går over EU. Vi styrker det særligt danske gennem EU.«

Det er ikke Simonsens linje, de konservative nu befinder sig på. Partiet har mindre og mindre pænt at sige om EU.

Men hvor seriøst kan man hævde, at den danske nationalstat kan stå op imod tidens globale strømme?

Tilsvarende kan det give problemer med troværdigheden, når de konservative nu højlydt lovpriser Gud – i skikkelse af den danske folkekirkekristendom. Stadigt flere danskere er uden forhold til folkekirken, og blandt de stadigt troende kan der være uvilje mod politisk plat på troen.

Kongehuset er også en sag, som de konservative kan få svært ved at få vælgertilslutning på. Socialdemokraternes hyldest blev fermt udtrykt af statsminister Helle Thorning- Schmidt på Majestætens 75-års dag. Bortset fra Enhedslisten er der ingen på Christiansborg, der slår til lyd for republik. Kongehusmodstandere – som også findes i de borgerlige partier – tier frygtsomt.

Fædrelandet, som noget der skal forsvares med oprustet militær, gik Søren Pape i felten for, da han i går ville opsige det indgåede forsvarsforlig med SR, V og DF. Pape vil tilbagerulle aftalte besparelser på tre millliarder kr. Det vil de andre forligspartier formentlig opfatte som et skud med løst krudt.

Her er de konservatives knibe: Den nationalstat, som er udfoldelsesrummet for den folkekirkelige Gud, for den grundlovsmæssigt indskrænkede monark og for forsvaret af fædrelandet, kan i virkelighedens verden siges at være en fiktion – som kun holdes oppe af, at ingen autoritet ser det i sin interesse at afsløre realiteten.

’Den borgerlige anstændighed’, der kunne være de konservatives adelsmærke – op mod egoistiske appeller fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance – har de konservative selv valgt at kaste vrag på.

Dermed fornægter Det Konservative Folkeparti en betydelig del af sin egen arv. Og det er vel ret ukonservativt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, at tænke sig, at De Konservative har haft en lederskikkelse, der engang udtalte: "vi er alle blevet socialister" (30.5.1945).

Og før folketingsvalget 30.10.1945 erklærede han, at han ønskede at det politiske liv aldrig måtte forme sig så skarpt at han ikke i fremtiden kunne mødes med de kommunister med hvem han havde haft et godt samarbejde.

http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_poli...

På DKP’s centralkomites plenarmøde i august 1945 erklærede Christmas Møller:

”Det havde været meget lykkeligere for Danmark, om man i videre kredse end det kommunistiske parti havde haft forståelse af de store og positive kræfter, der fandtes i Sovjetunionen …

… Det har været en stor lykke for Danmark, at det kommunistiske parti søgte at skabe forståelse for det Rusland, som også i fremtiden, ja mere end nogensinde før, vil have en afgørende indflydelse på forholdene i verden og dermed have en afgørende betydning for vort land.

Hele regeringen har givet udtryk for den udenrigspolitik, at det er af afgørende interesse, at Danmark har det samme gode og hjertelige forhold til øst som til vest …”