Efter Højesteret forleden dømte koldkrigsprofessoren Bent Jensen for injurier over for den tidligere Informationsjournalist Jørgen Dragsdahl, har professorens støtteforening iværksat en indsamling, der skal dække godtgørelsen til Jørgen Dragsdahl og Bent Jensens dagbøder og sagsomkostninger. Bent Jensens »hædersbøde«, som foreningen kalder de omkring 700.000 kroner, som professoren nu er dømt til at betale.
I den forbindelse har det vakt opmærksomhed, at foreningen på sin hjemmeside også har offentliggjort fotokopier af 14 udvalgte sider fra de såkaldte P-bilag, det vil sige fortrolige dokumenter fra PET, der har været fremlagt for lukkede døre i den langstrakte injuriesag.
Retsplejelovens ord er glasklare: Offentlig gengivelse af, hvad der forhandles under retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt.
Heller ikke straffeloven mangler fornøden klarhed: Den, som har virket i offentlig tjeneste, og som uberettiget videregiver fortrolige oplysninger, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Når støtteforeningen alligevel offentliggør udvalgte dele fra otte af de i alt 32 P-bilag, ligger det lige for at antage, at formålet er at vække opmærksomhed om indsamlingen til Bent Jensens hædersbøde, der foreløbigt har passeret 137.000 kroner.
Det kan i hvert fald ikke være ukendskab til gældende ret, der er forklaringen på det mulige regelbrud. Det er heller ikke første gang, at Jensen-holdet blæser på det tavshedspålæg, som professoren underskrev, da han på anbefaling af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tid blev clearet til at få indsigt på allerhøjeste niveau i myndighedernes, herunder PET’s, arkiver fra Den Kolde Krig.
Allerede før Jyllands-Posten tilbage i januar 2007 trykte den store artikel, hvor Bent Jensen beskyldte Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent, havde PET gjort opmærksom på, at nogle af artiklens oplysninger ikke kunne bringes.
Som Information dengang kunne beskrive, var Bent Jensens svar bl.a., at det ville han tage med »oprejst pande«. Forløbet fik i april 2007 PET til med Justitsministeriets senere opbakning at indskærpe tavshedsforpligtelsen over for Bent Jensen. Professoren svarede tilbage med at brokke sig over en besværlig arkivadgang og kalde PET for en stat i staten, ligesom han fik sine politiske støtter i Dansk Folkeparti til at protestere over for daværende justitsminister Brian Mikkelsen.
Forud for Retten i Svendborgs behandling i 2010 af den injuriesag, som Jørgen Dragsdahl havde rejst mod koldkrigsprofessoren, ønskede Bent Jensen en række PET-bilag fremlagt i sagen. Tjenesten protesterede, men efter at det spørgsmål havde været rundt om Højesteret, blev PET-dokumenterne om Jørgen Dragsdahl fremlagt, men betinget af at det kun måtte være for lukkede døre.
Alligevel citerede Bent Jensen flittigt fra PET-dokumenterne i to oplæg, som han offentliggjorde på sit koldkrigscenters hjemmeside i 2010. Som Information senere kunne skrive, forsøgte PET som følge heraf forgæves i december 2010 at få Forsvarets Efterretningstjeneste til at inddrage Bent Jensens sikkerhedsgodkendelse, fordi han ifølge PET uberettiget havde røbet fortrolige oplysninger.
Ansvaret fortoner sig
I en samtidig pressemeddelelse fra Bent Jensen-foreningen kritiseres højesteretsdommen for at være »hamrende forkert og selvmodsigende«, bl.a. fordi PET ifølge foreningen »klart anså Dragsdahl for at være KGB-agent.«
Det fremgår, skriver foreningen, »klart af flere PET-dokumenter fra denne periode. De vil nu blive lagt offentligt frem – så kan offentligheden selv dømme!«
I sig selv bidrager de offentliggjorte 14 sider nu ikke med afgørende nyt til sagen. Det meste af indholdet kendes i forvejen, først fra Bent Jensens egne skriverier i 2007 og 2010, så fra PET-Kommissionens beretning i 2009 og endelig fra Bent Jensens advokat Karoly Némeths procedure og landsretsdommen i 2013.
Men hidtil har offentligheden kun kendt indholdet i citater eller referater. Med Bent Jensen-foreningens initiativ kan offentligheden nu ved selvsyn se dele af de originale, 30 år gamle maskinskrevne dokumenter, hvor PET-medarbejdere bruger ordet agent om Jørgen Dragsdahl. Foreningen har endda skyndt sig så meget med at lægge fotokopierne på hjemmesiden, at man i første omgang ikke fik slettet Jørgen Dragsdahls cpr-nummer.
Så vidt vides er det første gang – bortset fra det PET-notat om Henrik Sass Larsen, som offentligheden fik kendskab til i 2012 – at der er adgang til at se originale PET-dokumenter.
Mens det angivelige formål med foreningens initiativ altså er offentlighedens oplysning, fortoner ansvaret for det mulige regelbrud sig imidlertid.
Juraprofessor Ole Hasselbalch, der har bistået advokat Karoly Németh, forklarer over for Information, at det er advokaten, der har truffet beslutningen om at offentliggøre de 14 sider.
Modsat har Karoly Németh, der ikke har ønsket at udtale sig til Information om offentliggørelsen, over for Jyllands-Posten afvist, at han har været involveret i beslutningen om at offentliggøre P-bilagene. Da kun Bent Jensen, Karoly Németh og formentlig Ole Hasselbalch som juridisk konsulent for advokaten lovligt kan have haft adgang til P-bilagene, er der for så vidt kun Bent Jensen tilbage som den ansvarlige for det mulige regelbrud.
Hos PET ønsker pressetalsmanden kun at sige om Bent Jensen-foreningens initiativ, at tjenesten i hvert fald ikke har givet tilladelse til offentliggørelsen. Derudover er der ingen kommentarer fra hovedkvarteret på Klausdalsbrovej.
Lad gå med, at PET formentlig i årevis har været dødtrætte af Bent Jensen og hans mange omgåelser af tavshedspålægget. Men hvis tjenesten ikke nu gør en indsats for at få undersøgt, om offentliggørelsen af de 14 sider vil kunne forfølges som en strafbar handling, står billedet tilbage af en koldkrigs-professor, der nok tabte til Jørgen Dragsdahl i Højesteret, men til gengæld vandt over efterretningstjenesten.
Det ville være endnu bedre, hvis offentligheden fik adgang til PET's arkiver efter en kortere årrække.
I USA er det 20 år - det kunne vi sagtens holde til også i Danmark.
Det er eksempelvis fuldstændigt uhørt, at Jørgen Dragsdahl ikke kunne få samme adgang som Bent Jensen til PET-arkiverne vedrørende begivenheder, der fandt sted for over 30 år siden.
Hvis artiklen holder vand. At man kan offentliggøre hemmelige documenter - og endda tjene penge på det - uden at myndighederne kommer efter en - er det da skræmmende for retssikkerheden.
Hvad vil den gemene indbrudstyv der rusker tremmer for at have hugget et par designermøbler tænke? Skal han fremover respektere loven - eller bare blive bedre til ikke at blive snuppet?
Mit problem er, at jeg ikke er specielt forarget. Lad dog offentligheden se, hvad PET går og gemmer i skuffen.
PET har, i praksis i hvert fald, nok ikke så meget imod lige dette læk, men nu er der så dannet præcedens for overordentlig mild behandling af lækkeren, også hvis pinligere sager i fremtiden skulle se dagens lys.
Ikke, PET?
Det uhyggelige ved sagen er, at dansk lovgivning og retspraksis ikke hindrer, at man kan gøre et andet menneskes liv til et helvede i masser af år ved at fremføre injurier man ikke kan bevise og efterfølgende stædigt holde fast i, at man har ret.
Det gør selvfølgelig ikke sagen bedre, at man efter de mange års tovtrækkeri ikke respekterer Højesterets afgørelse.
Bent Jensen og hans støtteforening gør sig helt klart skyldig i brud på straffelovens §266c:
§ 266 c. Den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse, straffes, når oplysningerne er egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Tak til Niels Engelsted for at påpege den besynderlige situation - at jeg er mere tantefornærmet end han. Jeg græmmes.
Det er naturligvis ikke fair, at Jensen & co. på den måde får lov til at bestemme, hvilke dokumenter, der skal komme til offentlighedens kendskab og hvilke, der skal forblive fortrolige.
Dette viser klart hvor betændt hele miljøet omkring Bent Jensen er. Der ligger ikke noget reelt ønske om at belyse koldkrigsårene, men kun en hensigt om at få gennemført en klar politisk dagsorden.
Det er det danske svar på Teapartybevægelsen i USA.
Niels og Henrik
Jeg græmmes modsat jer over, at I åbenbart er blevet så forhærdede, at der ikke længere er plads til en oprigtig indignation. Hvis det fremover bliver sådan, at hver gang en myndighed ser gennem fingrene med strafbare forhold (og specielt da, når det forstærker borgernes magtesløshed og undergraver deres retssikkerhed), så trækker I på skuldrene og siger: Nåh-ja, det var, hvad man kunne forvente. Lad os nu lade være med at være 'tantefornærmede'. Hvad er der så tilbage?
Jeg er forarget, og jeg håber (måske naivt), at PET vil tage affære her. Man må da forsøge at få fjernet den pågældende hjemmeside, hvis der skal være nogen som helst ræson i det hele.
Til gengæld er jeg ikke forarget over, at de samler penge ind til hans bøde, for det ville vi også gøre, hvis Jørgen Dragsdahl havde tabt.
Mihail,
i oprigtig indignation gemmer sig et aspekt af overraskelse og bristede forventninger. Derfor bliver man ikke indigneret over at tyve stjæler.
Jo mere viden man tilegner sig om verdens sande tilstand, jo mere reduceres mængden af forventninger, der kan briste. Nogle ville sige, at man bliver mindre blåøjet, andre at man bliver mere forhærdet.
For mit eget vedkommende er det nu kommet så vidt, at jeg ikke længere bliver indigneret over, at soldater slår ihjel, at finansfolk bedrager, at politikere lyver, og at medier manipulerer.
Jeg medgiver, at det ville være bedre, hvis jeg stadig kunne indigneres, og er ægte misundelig på dig for dit unge, uprøvede sind. Desværre frygter jeg, at det ville kræve en helt anden verden, end den vi faktisk bebor.
Med den nylige offentliggørelse af PET’s akter har Jensen vist, at han åbenbart ikke er til at stoppe.
Den kolde krig er forlængst forbi, og det er klart, at de der støttede de kommunistiske regeringer i Østeuropa forlængst har måttet sande, at de tog frygteligt fejl. Det er ligeledes klart for mange, at de burde have vidst bedre. Intet nyt i det.
Jensen kan så, hvis det gør ham lykkeligere, fryde sig over, at han fik ret, og de han med så stor passion har opponeret mod fik uret.
Men det skal åbenbart manifesteres med et gehør for Jensen. De skal skamme sig. Men hvor meget? Skal man trække de formastelige iført spids hvid hat med kanin-ører rundt i byens gader for slutteligt at anbringe dem i gabestok til skam og skændsel og til glæde for pøblen? Eller skal man lade dem sone brøden ved at tvinge dem til, på bedste borgerlig vis, at tilstå deres brøde offentligt? Eller hvad med en skueproces, så alle kan se, hvad vi mener om ’dem’ og deres ’landsforrædderi’?
Jensens produktion tegner et falsk billede af virkeligheden ved det, at han får det til at se ud som om, man ikke havde styr på, hvad der foregik mellem, i dette tilfælde, venstreintellektuelle og KGB. Sandheden er, at det var der styr på.
I hvad der forekommer at være en mani, påtager han sig rollen som folkedommer, hænger en mand ud med fordrejede beskyldninger og udstiller samtidig sig selv som indigneret over samfundets efterladenhed.
Jensens ’målgruppe’ er udelukkende de venstreorienterede intellektuelle. Alt hvad de er kommet for skade at sige eller skrive bliver gennemgået minutiøst, taget ud af sammenhængen og brugt til mudderkastning. Om nødvendigt ved at fordreje det og uanset hvor beskedent det er. Jensen viger ikke tilbage for et groft, frækt og udfordrende misbrug af noget som i sig selv er temmelig problematisk: Jensens særlige arkivadgang. Det problematiske er, at man kan formode at netop de forskere magthaverne favoriserer vil blive begunstigede af et sådant privilegium. Sagens omstændigheder synes at understrege denne problematik.
Det er simpelthen forkasteligt, når Jensens grove misbrug ikke har fået mærkbare konsekvenser i form af straf eller frakendelse af denne ret for bestandig.
Men i sit snæversyn taber Jensen helt overblikket. Han beskæftiger sig ikke med f.eks. visse erhvervsfolks mere end lyssky aktiviteter. Det er netop Jensens snæversyn, der tager livet af enhver forestilling om, at han skulle personificere demokratiets og retfærdighedens sag. Hans misforståede opfattelse af fodnote-politikken er et godt eksempel på, Jensens manglende rummelighed eller accept af det spillerum for dissens, som begge udgår vigtige byggesten de vestlige demokratier.
Yderligere understreges pointen af de problemer i samtiden, som Jensen undlader at beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst hvad der forekommer at udgøre et blindt punkt af groteske dimensioner hos Jensen i form af USA’s og vestens forræderi mod netop de normer og værdier, som vi har bygget vores demokratiske samfund op omkring.
Jensens billede at tiden under den kolde krig er et falskt billede.