Læsetid: 3 min.

Under muntre finter lurer angsten for nedskæringer

En overleveringsseance i Udenrigsministeriet er et studie i halvkvædede viser og hårfine antydninger
Kristian Jensen (V) afløste i går Martin Lidegaard (R) som Danmarks udenrigsminister ved en ministeroverdragelse, hvor der lurede en trist undertone af kommende nedskæringer af ikke kun antal ministre, men også af personale.

Anders Rye Skjoldjensen

30. juni 2015

At dømme efter talerne ved ministeroverdragelsen i Eigtveds Pakhus har Udenrigsministeriet i den forløbe regeringsperiode været en munter arbejdsplads. Travlhed og arbejdspres, som man forstod er et permanent vilkår, blev afviklet i højt humør med daglige jokes om Martin Lidegaards maniske klimainteresse og handels- og udviklingsminister Mogens Jensens mani med at bryde ud i sang også ved officielle udlandsbesøg.

Om det bliver ligeså sjovt under den nye udenrigsminister, Kristian Jensen, er tvivlsomt. Under hele seancen på podiet foran et gigantisk nonfigurativt skilderi af Mogens Andersen, hvis mørke dysterhed med et enkelt gult penselstrøg fik én til at fundere over udsigterne for dansk udenrigstjeneste, lurede en trist undertone af kommende nedskæringer af ikke kun antal ministre, men også af personale.

Både Martin Lidegaard, vippende på fodbalderne med den bundne energi, der genkendes hos en bokser, umiddelbart før gongongen lyder til første omgang, selv om det jo sådan set var den sidste, og Mogens Jensen med sin joviale tyngde, lod efterfølgeren forstå, at han overtog en ’guldklump’ i fuld udvikling, og at han var malplaceret, hvis dagsordenen var nedskæringer, og – som Lidegaard sagde i forbindelse med den Lego-grænsebom, han overrakte – at hans nye chef var Kristian Thulesen Dahl.

Ikke at Kristian Jensen lignede en mand, der var gået forkert – heller ikke selv om hans sorte sko var ene om ikke at være blankpolerede. Og med et strøg af selvironi indledte han sin tale til medarbejderne i pakhusets fyldte sal med konstateringen af, at han ikke vidste, om de havde drømt om ham.

»Men jeg har drømt om jer,« fortsatte han og skildrede, hvordan interessen for udenrigspolitik havde grebet ham, da han som otte-årig hørte om den iranske revolution i radioen.

Departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen, trænet i antydningens kunst med stribevis af finurligt drejede finter, mindede i sin velkomst til den nye minister om, at denne som 32-årig havde skrevet bogen Hurra for globaliseringen. Og nej, departementschefen havde ikke lige nået at genlæse værket, for havde han det, ville han have haft svært ved at komme udenom, at det er et bistert angreb på Dansk Folkepartis folkedanser-nationalisme. Som Politiken skrev i en anmeldelse dengang i 2003: »Modige ord fra en politiker, der lever på Dansk Folkepartis nåde og mandater, selvom man kan tvivle på, at ordene nogensinde bliver fulgt op af et egentligt opgør.«

Ny mulighed for udenrigspolitik

Det blev de som bekendt ikke, og Kristian Jensen nøjedes med at parere med et skævt smil og oplysningen om, at bogen ikke blev solgt i ret mange eksemplarer.

Så hvad der stod tilbage efter udvekslinger af artigheder og godt gemte giftigheder er, at Udenrigsministeriet næppe kan imødese en fremtid med Jensens sang og Lidegaards klima-musik, som man forstod embedsmændene havde haft deres hyr med at begrænse. Men måske vil Kristian Jensen få plads til at lave politik, hvad det kneb med for hans forgænger.

Det mest iøjnefaldende ved Martin Lidegaards 17 måneder som udenrigsminister var den bestandige fornemmelse af, at han talte mod bedre vidende.

Når han eksempelvis afviste at anerkende en palæstinensisk stat med henvisning til, at det ville være utidig indblanding i ’forhandlingssporet’ om en tostats-løsning, skinnede det igennem formuleringerne, at han meget vel vidste, at tostats-løsningen ikke i flere år har haft nogen gang på jorden.

Men da den fortsat er amerikansk politik, og da hans statsminister ikke ville høre tale om at afvige fra det amerikanske synspunkt, måtte han formulere sig så smidigt, han kunne – og det var smidigt.

Heller ikke hans forsvar for de danske F16-fly i Irak lød på noget tidspunkt, som om han var overbevist om deres nyttighed, eller at den irakiske shiaregering var banket på plads, men tværtimod som om han var pinligt klar over, at F16-flyene gør mere skade end gavn, og at Bagdad-regeringen ingenlunde er banket på plads til denne dag.

Til gengæld var det markant, når han sagde noget med brod, som da han i begyndelsen af de 17 måneder foreslog at bevæbne de moderate oprørere i Syrien effektivt – et synspunkt, der på det tidspunkt kunne forsvares som sund fornuft. Men som omgående blev blødt op, da han blev gået på klingen.

Sådan gjorde man en fremragende klima- og energiminister, der havde bakset et vanskeligt klimaforlig på plads med bred tilslutning, til en kopi af John Kerry – som han i øvrigt også, forstod man på afviklingsseancen, foretrak at diskutere klima med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu