Politiske kommentatorer får stigende taletid og spalteplads i landets medier, og den måde de italesætter politik kan være med til at forme læserens forståelse af den politiske dagsorden. Det er er altså en magtfuld position, vi har med at gøre. Men kommentatorerne har ikke altid ret, og nærlæser man deres argumentation - som vi vil gøre i de kommende uger - kan den ofte problematiseres.
Her i valgkampens første uge har vi samlet udvalgte udtalelser fra politiske kommentatorer.
Det er nedslag, der tjener til at vise, hvad vi som læsere eller seere skal være opmærksom på i forhold til den nye form for politiske eksperter.
Læs også: Eksplosiv stigning i antallet af politiske kommentatorer
I første uge gransker vi fire ting: 1) kommentatorernes fokus på spin og strategi, 2) postulater, 3) udokumenterede, uspecifikke kvantitetsargumenter og 4) det at tale i flok. Det første punkt handler om det indholdsmæssige i kommentarerne - altså hvad taler de politiske kommentatorer om, mens de tre andre punkter handler om kommentatorernes sproglige adfærd - altså måden som kommentatorerne taler om tingene på.
###
Spin og strategi
Søs Marie Serup, blogs.bt.dk den 3. juni 2015:
Og Løkke laver ’en Fogh’, når han på mange mennesker virker næsten for rolig og afdæmpet i dueller med Helle Thorning-Schmidt. Det handler om ikke at støde midtervælgerne fra sig – faktisk om ikke at støde nogen som helst fra sig. Det gør man ikke, hvis man er den venligste mand ved bordet, den galante bordherre eller den gode kollega. Det er det greb, som Venstre benytter igen, fordi det virkede i 2007.
Kommentar: Kendetegnende for udtalelserne fra de politiske kommentatorer er, at de overvejende taler om spin og strategi. Kommentatorerne tolker politikernes handlinger som værende primært strategisk motiverede. På den måde er kommentatorerne med til at tegne et kynisk billede af politik og politikerne. Politikernes handlinger er altså kun sjældent motiveret af et oprigtigt ønske om at ville noget for landet og for dets borgere, men alene er interesseret i at vinde magten. Med et sådant fokus risikerer kommentatorerne at bidrage til den politikerlede, som flere undersøgelser dokumenterer i disse år — fx Gallup for Berlingske eller Radius Kommunikation.
Lars Trier Mogensen i Jersild minus spin den 29. maj 2015:
SF er nok også et af de partier, der har det største potentiale i denne her valgkamp forstået på den måde, at Socialdemokraterne har flyttet sig så langt til højre, at der er et kæmpe stort vakuum om man vil for at føre en social politik - lidt a la hvad Peter hummelgaard var inde på. Det er noget, som SF kan fylde ud. Alle de vælgere som ikke nødvendigvis er parate til Enhedslisten. Og derfor kan SF godt - hvis det lykkes Pia Olsen Dyhr at fortsætte den kurs - trækker vælgere over fra DF. Og dermed udbygge rød blok. SF er det parti, som har et enormt stort vækstpotentiale.
Kommentar: Denne udtalelse fra Lars Trier Mogensen er også et eksempel på, at politikernes handlinger tolkes som strategisk motiverede. Eksemplerne er mange og er ikke svære at finde.
Lars Trier Mogensen i Jersild minus spin den 29. maj 2015:
Grunden til at de (DF og Socialdemokraterne, red.) slås så meget er jo, at de langt hen ad vejen er enige. Den alliance som der er mellem DF og Socialdemokraterne - som jo næsten udgør et flertal, hvis man kigger på mandatfordelingen - er jo en mulig fremtidig regering. Der er kun små nuanceforskelle. DF og Socialdemokratiet ville på det her område (dagpenge, red.) sådan set have lettere ved at blive enige, end de har med henholdsvis Venstre og Radikale Venstre, og det gør selvfølgelig, at det bliver en kompliceret kamp, for de står i den samme position og kæmper om de samme vælgere. Men det er en mærkelig ting i dansk politik, at der ligesom er en mur mellem dem, for det ville på mange måder være en mere oplagt alliance end dem de arbejder sammen med ellers.
Kommentar: Her gør Lars Trier Mogensen noget andet. Han taler om mulige samarbejder mellem partierne, og om hvordan partierne står i forhold til hinanden på konkrete politikområder. Sådanne synkrone perspektiver er umiddelbart mere væsentlige for borgeren, idet det er relevant, hvilket samarbejdsmuligheder der er i et land, hvor parlamentet består af flere partier. Udover synkrone perspektiver kan kommentatorerne også bidrage med diakrone perspektiver, hvor de redegør for, hvordan partierne historisk har udviklet sig og stået i forhold til konkrete politikområder.
Postulater
Anders Langballe, TV2’s valgblog den 31. maj 2015:
Helle Thorning-Schmidt klarede sig bedst i første halvdel af aftenens debat, men Løkke kommer igen i anden halvdel. Men han virker en lille smule ramt af de slag, der kommer ind der.
Kommentar: Her postulerer Langballe. Han udtaler sig om Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts præstationer under det såkaldte første topmøde mellem dem i valgkampen, men underbygger ikke, hvorfor han synes, som han gør. Det problematiske ved en postulerende facon er, at vi som befolkning risikerer ureflekteret at overtage holdningerne — især hvis et samlet kommentatorkorps siger det samme. En konstant dadlen af en person er svær ikke at lade sig påvirke af som seer. Man kan sige, at kommentatorerne er som et heppekor, og at vi som befolkning risikerer at komme til at stemme i, men uden rigtig at have gjort os overvejelser om hvorfor. Langballe gerne må have en mening, men at han skal argumentere for den, så vi som borgere kan forholde os til argumenterne. Hvorfor klarede Helle Thorning-Schmidt sig bedst i første halvdel?
Michael Kristiansen, TV2’s valgblog den 31. maj 2015:
Løkke tabte objektivt set ikke den debat. Der var fire-fem minutter, hvor han var presset. Ellers stod han stærkt.
Kommentar: Her argumenterer Kristiansen heller ikke. Som hos Langballe er det et fuldt citat. Kristiansen gentager variationer af det samme evaluerende postulat to gange — nemlig at Løkke ikke tabte, og at han stod stærkt. Der er ikke tale om informationer, der underbygger hinanden. Igen kan Kristiansen meget vel have dette synspunkt, men han bør argumentere for det, så vi kan få et indblik i, hvorfor han synes, som han gør. Ordet objektiv skurer også, for der er umiddelbart ikke nogen objektive vurderinger af politikeres præstationer.
Lars Trier Mogensen, Jersild minus spin den 29. maj 2015:
Hvis man godt kan lide Søren Pape Poulsen, så skal man nyde ham de næste 20 dage, for så er han væk fra den danske offentlighed.
Kommentar: Her er der også tale om et postulat. Trier Mogensen gennemgår sammen med Rulle Grabow og Jens Olaf Jersild de opstillede partier, og begge kommentatorer er meget skeptiske over for Søren Pape Poulsen. Det er sagt med et glimt i øjet, og de to kommentatorer griner også, mens de snakker om Søren Pape Poulsen, men kommer ikke med argumenter for, hvorfor han nu er så ringe som partileder for Konservative. Det er ligesom bare blevet en sandhed, som bliver gentaget af kommentatorerne.
Udokumenterede, uspecifikke kvantitetsargumenter
Thomas Larsen, berlingske.dk den 31. maj 2015:
De er begge nogle lidt flossede statsministerkandidater i mange vælgeres øjne.
Kommentar: Her bruger Thomas Larsen det, man kan kalde et udokumenteret, uspecifikt kvantitetsargument. Han får sat en mening i cirkulation om, at de to statsministerkandidater er flossede, men i stedet for at stå frem og sige, at det er hans egen mening og argumentere for det, så henviser han til, at det er der mange vælgere, der synes. Når du skal se efter kvantitetsargumenter, kan du for eksempel se efter formuleringer som “mange mener”, “ingen synes” eller “vi ved alle, at…”.
Thomas Larsen, politiko.dk den 2. juni 2015:
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er i gang med at lave et historisk comeback, som stort set ingen havde troet mulig.
Kommentar: Thomas Larsen udtaler sig også her på alles vegne, når han taler om “ingen”.
Peter Mogensen, Tirsdagsanalysen den 2. juni 2015:
Der er ingen økonomer i det her Kongerige, der forstår, hvad det menneske går og siger, og hvad han mener.
Kommentar: Her bruger Mogensen også et udokumenteret, uspecifikt kvantitetsargument. Han påstår, at ingen økonomer forstår, hvad Alternativet går og siger, og hvad Uffe Elbæk mener. I stedet kunne Mogensen enten mere præcist henvise til, hvem der har sagt hvad. Eller han kan selv fremføre argumenter som økonom.
Peter Mogensen, Tirsdagsanalysen den 2. juni 2015:
Så logikken er fuldstændig bristet, men vælgerne er fuldstændig ligeglade. Det er lidt spændende at se, hvordan det går i de næste dage, for nu er alle mulige jo begyndt at sige, at når man kigger ham efter, at så ej, det holder jo ikke. Det bliver altså spændende.
Kommentar: Det samme gør sig gældende her. Mogensen påstår, at vælgerne er ligeglade. Men hvor ved han det fra? Er belægget her, at det går fremad i målingerne for Alternativet, eller kan Mogensen underbygge det på anden vis? Mogensen bruger også vendingen “alle mulige er begyndt at sige”. Hvem er det mere specifikt? Uskikken er her, at kommentatoren får sat en påstand i cirkulation med en henvisning til, at mange synes det, men det er ikke underbygget på nogen måde. Alternativt kunne Mogensen stå frem selv og argumentere for, at de økonomiske beregninger ikke holder hos Alternativet — hvis det altså er det, han synes. En sidste ting i forhold til kvantitetsargumenterne er, at kommentatoren herigennem får sløret, hvordan han eller hun selv står i forhold til udsagnet.
Michael Kristiansen, altinget.dk den 3. juni 2015:
Jeg har længe opfattet Lars Løkkes personlighed som denne valgkamps største joker, hvilket er baseret både på målinger og en masse samtaler med borgerlige vælgere. Der er en enorm usikkerhed omkring ham, for at sige det på en pæn måde. Den usikkerhed har ligget latent i et stykke tid, og nu hvor valget nærmer sig, og folk bliver opmærksomme på, at det er et valg - ikke bare mellem partier - men også om, hvorvidt Lars Løkke eller Helle Thorning skal være statsminister.
Kommentar: I forhold til ovenstående eksempler træder Michael Kristiansen her mere tydeligt frem. Han tager udgangspunkt i sig selv ved at sige “jeg” i stedet for for eksempel at sige, at Lars Løkkes personlighed opfattes som den største joker i den her valgkamp. Ved sidste valgkamp sagde Ralf Pittelkow, at ”Løkke opleves som den mest kompetente, Thorning som den mest menneskelige.” Hvem siger det? Og hvorfor? Ligesom ved kvantitetsargumenterne er passiverne med til at sløre, hvem der taler, og vi får ikke begrundelser for udsagnene. Hertil kommer også, at det bliver uklart, hvordan kommentatoren selv står i forhold til det udsagte.
David Trads, altinget.dk den 2. juni 2015:
I amerikansk sport udarbejder man højaktuelle power-indeks, der ikke bare viser stillingen i en liga, men som handler om, hvem der lige nu og her står stærkest og svagest. Her i valgkampen gør jeg det samme for de ni partier, der stiller op til valget. Metoden er en simpel ligning: De seneste meningsmålinger + min vurdering = placering. Med andre ord temmelig subjektivt.
Kommentar: I forbindelse min sin bedømmelse metakommunikerer David Trads om sin subjektivitet og står dermed tydeligt frem som afsender.
Tale i flok
Michael Kristiansen på altinget.dk den 3. juni 2015:
Hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) er dog indtil videre sluppet afsted med at præsentere stort set ingenting. Men det er åbenbart det, der er Socialdemokratiet: 39 milliarder, og så fortsætter vi ellers bare derudad.
Lars Trier Mogensen i Jersild og spin den 29. maj 2015:
Regeringen har ikke rigtig noget at byde ind med. Venstre har heller ikke budt ind med noget. Og heller ikke de små partier, der har brug for opmærksomhed, har formået at sætte en dagsorden. Det er en meget mærkelig start.
Kommentar: En tendens blandt kommentatorerne er at tale i flok. En interessant betragtning i denne sammenhæng er den amerikanske forsker Paul Hitlins undersøgelse, hvor han i forbindelse med den første præsidentkandidatsdebat mellem John Kerry og George W. Bush ved valget i 2004 har dokumenteret en tendens hos amerikanske kommentatorer til at agere som en samlet enhed, der gentager samme synspunkter. I sin undersøgelse påviser han, at mens der i døgnet efter debatten er stor variation mellem, hvad de amerikanske såkaldte ”television pundits” siger, finder der efter bare få døgn en harmonisering af påstandene sted. Den norske medieforsker Sigurd Allern ser en sådan konsensuspraksis som en måde fra kommentatorerne at få magt på: “Kommentatorerne har begrenset makt alene, men har innflytelse når de står sammen, for eksempel om å erklære en politisk leder død etter en skandale.”
Jarl Cordua, altinget.dk den 3. juni 2015:
Der findes ingen politisk iagttager, som ikke er blevet chokeret over, at rød blok på kun én uge har vendt billedet fra en pæn sandsynlighed for blå valgsejr – til dødt løb med udsigt til rød valgsejr på grund af de overvejende røde nordatlantiske mandater.
Kommentar: Her får en påstand vægt ud fra en logik om, at hvis et samlet kommentatorkorps siger noget, så er det rigtigt. Indirekte står der også, at hvis du som læser ikke tilslutter dig at være chokeret, så står du i opposition til den samlede ekspertstand. Igen har det den konsekvens, at der ikke bliver argumenteret. For hvorfor er det chokerende?
(Arj, Mette Bengtsson. :( Om du dog bare selv havde undladt at benytte udtrykket 'italesætter'.)
Kommentatorer til kommentatorer. Det bliver helt klart det nye store. Rim ikke tilsigtet.
Og komentatorerne til kommentatorerne skal selvfølgelig også kommenteres.
Kan man kommentere retorik af denne art på en seriøs måde?
Når nu alle ved og accepterer, at det er en gang valggas uden mange holdepunkter - det behøver vælgerne ikke en oversættelse af.
Drinken risikerer at blive så udvandet, at den ikke rigtig smager af noget.
Politikerne fortolkes af kommentatorer med forstand på spin, der selv fortolkes af kommentatorer med forstand på retorik, der kommenteres af... og således flyver fuglen i mindre og mindre cirkler, for til sidst at flyve ind i sit eget røvhul, som et afrikansk ordsprog hedder.
Super billede.! Men det der med " et afrikansk ordsprog".? ( Var det ikke bare en undskyldning ).
Det var så ikke lige, hvad jeg havde ventet eller håbet på. Jeg havde mere sat næsen op efter en gennemgang af klichéer, af efter-, tomgangs- og papegøjesnak, af lemmingeeffekt, af manipulation og demagogi …
Angående henvisningen til Søs Marie Serups blogindlæg Gensyn med valgfinterne – hvori hun i øvrigt også beskæftiger sig med (politikernes) retorik! – undrer det mig, at retorikeren her må helt ned i sjette afsnit for at kunne gengive begrebet 'lave en Fogh', når hun lige så godt kunne have stoppet op og citeret allerede fjerde afsnit, hvor der langt mere interessant står beskrevet hvordan:
"Strategisk og taktisk lærer partierne hele tiden af hinanden. Derfor hører man også ofte sætninger som ’Thorning laver en Fogh’ eller ’DF vil undgå at lave en SF’ på Christiansborg. Og det kan nemt blive lidt indforstået, men er også meget beskrivende for, hvad det er for et stykke værktøj, de trækker op af kassen. Thorning laver f.eks. en Fogh, når hun siger, at hun har 39 mia. kr. til velfærd. Den samme regnemetode brugte Fogh nemlig ved valget i 2005, hvor han pludselig tryllede 24 mia. kr. frem. Dengang sagde Jelved, at ’man må sandelig sige, at julen varer lige til påske’."
Med hensyn til Anders Langballes udtalelse om, at:
"Helle Thorning-Schmidt klarede sig bedst i første halvdel af aftenens debat, men Løkke kommer igen i anden halvdel. Men han virker en lille smule ramt af de slag, der kommer ind der."
… skal den nok til dels forklares i, at TV2 lavede en meningsmåling(!) allerede halvvejs inde i debatten. Der mente seerne, at Helle Thorning-Schmidt hidtil havde klaret sig bedst, men efter (hele!) udsendelsen var der på stationens egen Facebookside i overvældende grad enighed om, at Lars Løkke Rasmussen havde klaret sig langt bedst. Men på det tidspunkt havde de fleste andre medier gengivet TV2s meningsmåling, hvor statsministeren stod som en klar vinder. Altså ren manipulation, som jeg så gætter på, at Anders Langballe senere prøvede at dække lidt over bl.a. med den noget valne afslutning. For hvilke slag(?) skulle det egentlig være, at 'Løkke' virkede(?) ramt af?
Lars Trier Mogensen er – måske ikke i det citerede hér men på de i øvrigt talrige medieplatforme han ellers frit kan sprede sin uforbeholdne fra – en demagog af værste skuffe med et utroligt ubehageligt sprogbrug, der ikke alene er manipulerende men også jævnligt grænser til at være både ærekrænkende og direkte løgnagtigt.
Mogensen og Kristiansen ser/hører jeg aldrig, og efter forleden at have hørt et udpluk med dem spillet på radioen, blev jeg bekræftet i, at jeg ikke går glip af noget. Thomas Larsen læser jeg aldrig og véd, at jeg ikke går glip af noget.
… og det var så min uforbeholdne. For hvad den nu er værd. '-)
I dagens Mennesker og medier bliver emnet her også taget op, og der kommer mange gode og fornuftige synspunkter fra Bertel Haarder, Preben Wilhjelm og Mette Bengtsson. Derimod demonstrerer David Trads – utilsigtet naturligvis – på forbilledlig vis, nøjagtigt hvor overflødige (og selvovervurderende!) politiske kommentatorer er/kan være. De ser det åbenbart som deres opgave at 'oversætte' dansk til dansk; for dansktalende! Måske skulle man overveje i stedet at kalde dem uautoriserede translatører?