Småsnak fra sommereuforiske gæster, et vandfald der sprutter, gamle træer der ruskes af vinden og klassisk guitarmusik stiger i et stort lydmix op fra Det Kongelige Biblioteks Have. De tykke røde mure, som omkranser haven, dannede i går også ramme om fejring af grundlovsdag.
Kvinder iklædt lange hvide kjoler og stråhatte med blomster deler pamfletter ud om 100-året for kvindernes valgret. I et af havens hjørner er det imidlertid en anden af grundlovens paragraffer, der er på dagsordenen:
»Vi har samlet journalister og bladtegnere for at give en moralsk opsang. Vi vil hylde paragraf 77 i Grundloven: ’Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres’,« siger journalist Lars Trier Mogensen fra en lille scene.
»De rettigheder skal udnyttes. Satiren kommer ikke af sig selv. Vi vil give paragraf 77 et eftersyn, som det hedder i bilsprog. Der er grund til at hylde tegnere og skribenter, som mildest talt har været tyranniseret af den tilstand, der har været herhjemme. Vi tager satiren tilbage til folket,« fortsætter han, og publikum svarer med klapsalver.
»Men nu bliver vi nødt til at koncentrere os om at få sat nogle streger,« siger han undskyldende og går over til en pavillon ved siden af scenen. Foran den står et sort skilt, hvor der med hvidt kridt står: Det store redaktionsmøde – nyt demokratimagasin udkommer på stedet.
Magasinet, som hedder SPOT, skal lyntegnes og lyntrykkes og vil senere på eftermiddagen blive delt gratis ud til publikum. Bag SPOT står række danske bladtegnere og kendinge fra ytringsfrihedsdebatten. En af dem er Radio24syvs Mads Brügger, som tidligere på dagen har været ordstyrer på scenen.
Burka på forsiden?
»Er der nogen af jer, der tænker: ’Det her er oplagt til forsiden’?« spørger Lars Trier Mogensen, da han har sat sig for enden af redaktionsbordet i pavillonen. Et forslag om en muslimsk kvinde iklædt burka, som kigger på kvinder i gamle kjoler magen til dem, som kvinderne med pamfletterne har på. Men den idé er ikke alle rundt om bordet begejstrede for.
»Mads Brügger præsenterede det, som om vi skal være en ny version af Charlie Hebdo. Folk venter bare på, at vi laver en tegning af Muhammed og lægger os ned i den plovfure,« siger freelancebladtegner Adam Oskar. »Hvis vi skal tegne Muhammed, så vil jeg ikke være en del af det,« siger han til Information og forklarer, at han synes, det er både vigtigt og sjovest at lave satire, der sparker opad og ikke nedad.
»Lars Vilks og Trykkefrihedsselskabet laver ikke satire, men har helt andre agendaer. Jeg mener, at man sagtens kan lave et seriøst satiremagasin, som ikke behøver at hoppe med den latterlige konflikt om Muhammed-tegninger. Det er oplagt at lave satire om mange andre emner,« siger Adam Oskar, som bl.a. har tegnet Søren Pape, som har skudt sig selv i foden og en replik til DONG-salget til det nye magasin.
Ifølge Niels Ivar Larsen, en af initiativtagerne til SPOT og til daglig journalist på Information, er det dog langtfra alle på SPOT-redaktionen, der ikke har lyst til at tegne Muhammed: »Bladets linje er klar: Ingen kan forbyde os at lave satire med noget som helst, og ingen kan påbyde os at lave satire med noget bestemt. Vi sætter selv vores egen dagsorden.«
Tilbage på redaktionsmødet forsøger Lars Refn, formand for Danske Bladtegnere, at finde fælles fodslag: »Det, du siger, er, at vi skal lade være med at lave en religiøs forside. Det synes jeg også.«
»På den anden side, hvis vi skal tegne noget om kvinders rettigheder, så sker der altså meget undertrykkelse af minoritetskvinder i dag,« siger Dennis Meyhoff Brink, lektor i religionssatire på Københavns Universitet. Lars Trier Mogensen argumenterer for et andet »sprængfarligt tema« – at udviklingshæmmede, psykisk syge og demente har fået frataget deres valgret. »Man kunne tegne nogle tosser, som siger tillykke til kvinderne. Det ville godt nok være politisk ukor- rekt ...« siger Brink og afbrydes af Refn: »Det må godt være politisk ukorrekt.«
»Undskyld, jeg er Rasmus Modsat, men det handler jo ikke kun om tosser, men også demente,« siger Adam Oskar.
»Det ved jeg godt. Men de ser bare ikke så sjove ud,« siger Dennis Meyhoff Brink.
»Træder vi på dine tanker ved at gøre grin med handicappede?« spørger Lars Refn Adam Oskar og viser gruppen en skitse, der med et par småjusteringer er foreløbig opbakning til på redaktionen, som kaster sig over at planlægge, hvad der skal være på de andre sider.
Ikke mindst bør man tegne og latterliggøre det helt uacceptabelt nedgørende middelalderelige kvindesyn man kan finde ikke mindst blandt muslimske danskere
http://www.information.dk/535405
Sider