Mette Frederiksen kan blive Danmarks første kvindelige, socialdemokratiske statsminister. Ja, den første kvinde med utvetydige socialdemokratiske værdier.
I et nyt kaotisk folketing har den 37-årige Mette Frederiksen potentialet til at kunne spille en hovedrolle og genvinde Statsministeriet ved næste valg – som kan komme ganske pludseligt. For en dansk kvindelig statsministerkandidat at være udgør hun en hidtil uset cocktail af social indignation og parlamentarisk erfaring.
På søndag kåres Mette Frederiksen som Socialdemokraternes nye formand på en ekstraordinær kongres, og herfra begynder en vanskelig balanceakt, hvor hun på en og samme tid skal være loyal mod den afgående SR-regerings linje og indtage en offensiv position som oppositionens leder.
Umiddelbart kan det se vanskeligt ud.
Har et samlet parti bag sig
Men Mette Frederiksen besidder en række trumfer, som adskiller hende klart fra Helle Thorning-Schmidt. Første styrke er, at det ellers kronisk fraktionsramte parti står samlet bag hende. Det kan lyde håbløst, men den enstemmige opslutning er den altafgørende forudsætning for, at hun selv kan vinde manøvrerum til at redefinere Socialdemokraterne i et nyt og mere omskifteligt politisk landskab.
Læs også: Socialdemokrater efterlyser nyt projekt fra Mette Frederiksen
De to næste trumfer er hendes værdikompas og hendes forligshåndværk: Kun få vælgere er i tvivl om, at hun dels er rundet af en klassisk socialdemokratisk retfærdighedssans, dels er parat til at indgå kompromisser som en tillidsmand, der tager bestik af de faktiske styrkeforhold.
Nyt fra Vestegnen
Frustrerede vælgere på venstrefløjen skal dog ikke forvente, at Mette Frederiksen svinger fuldstændigt rundt og undsiger det stadigt sortere og borgerligt-økonomiske hovedspor fra de seneste fire år. Hun er netop socialdemokrat, hverken folke- eller kystbanesocialist, og derfor vil hun være opsat på at forankre sit parti så bredt som muligt.
Som valgt på Vestegnen kan man Mette Frederiksen forventes at ville placere Socialdemokraterne nogenlunde samme sted, som S-borgmestrene her har sigtet mod i årtier, nemlig en kontant integrationspolitik og solidarisk socialpolitik.
Første skridt blev taget under Helle Thorning-Schmidt; næste skridt tilbage mod det forstadssocialdemokratiske spor handler om at genoptage kampen for den nordiske velfærdsmodel.
Ligesom borgmestrene på Vestegnen brokkede sig over partiets linje i udlændingedebatten fra slutningen af 1980’erne og frem, har de i de senere år været højlydt kritiske over for SR-regeringens linje i bl.a. dagpenge- og velfærdspolitikken. Nu er turen kommet til igen at prioritere trygheden for almindelige lønmodtagere.
Med sit evige refræn om rettigheder og pligter vil Mette Frederiksen vide at udnytte, at der tegner sit en interessant flertalsmulighed i det nye Folketing: Det såkaldte FOA-flertal mellem SF, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har nu 91 mandater tilsammen, sågar uden Enhedslisten og de fire røde fra Nordatlanten.
Kamptestet på forhånd
Vælgerflertallet i Danmark ønsker en videreudbygning af den offentlige velfærd, og de tre partier, som ville holde fast i dagpengeforringelserne, Venstre, Konservative og Radikale, gik samlet set 24 mandater tilbage.
Frem for at indtage en teknokratisk og lidenskabsløs midterposition, som finansminister Bjarne Corydon (S) gjorde en dyd ud af, har Mette Frederiksen rygdækning til at kunne indlede forhandlinger fra en mere principfast position, der tager afsæt i hverdagsbekymringerne blandt folk flest.
De fleste politikere knuses under magtens åg og ender som kustoder for det mere indflydelsesrige embedsapparat. Mette Frederiksen træder frem som en undtagelse. Årene som minister, først som stormomsust beskæftigelsesminister og siden hen som en endnu mere bestormet justitsminister, har givet Mette Frederiksen karakter.
I modsætning til Helle Thorning-Schmidt, der end ikke havde siddet i Folketinget, da hun blev formand i 2005, er Mette Frederiksen for længst blevet kamptestet. Hun kender alt til at lande brede forlig, navigere mellem partiets kaffeklubber og vinde en bredere folkelig støtte, end embedsmændenes lukkede løsninger skaber.
Tilslutningen til socialdemokratierne i vores nabolande viser, at den magiske grænse på 30 procent stadig kan overskrides.
Med Mette Frederiksen i spidsen kan sosserne igen begynde at håbe.
