Læsetid: 9 min.

’Danmark bør kun gå i krig, når det er tvingende nødvendigt’

Danmark skal kun gå i krig, når det er absolut uundgåeligt, mener tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Og så skal det være som led i en samlet strategi, der også har et politisk og humanitært ben
»Efter min mening var vi nødt til at gå med i krigen mod IS. Og det er vi fortsat. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde været, hvis koalitionen ikke havde været der militært. Mit bud er, at vi ville havde haft et Irak nu, som var fuldt besat af Islamisk Stat,« siger Martin Lidegaard (R)

»Efter min mening var vi nødt til at gå med i krigen mod IS. Og det er vi fortsat. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde været, hvis koalitionen ikke havde været der militært. Mit bud er, at vi ville havde haft et Irak nu, som var fuldt besat af Islamisk Stat,« siger Martin Lidegaard (R)

Peter Hove Olesen

21. juli 2015

Danmark skal fremover kun deltage i krige, som er fuldstændig uundgåelige. Og kun, hvis den militære indsats er en del af en bredere strategi, der også har et humanitært og politisk ben. De hovedprincipper skal ifølge tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) styre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik fremover.

Den 48-årige radikale politiker ser gerne, at Danmark bliver ved med at føre en aktivistisk udenrigspolitik, men det skal ske med respekt for de erfaringer, som Danmark har gjort i Irak, Afghanistan og Libyen. Og så skal aktivismen udvikles i en mere proaktivistisk retning med større fokus på forebyggelse af konflikter. Information har sat Martin Lidegaard stævne i Det Kongelige Biblioteks have i København for at høre, hvordan han ser Danmarks situation oven på de sidste 25 års aktivistiske udenrigspolitik.

»Danmark bør kun gå i krig, når det er tvingende nødvendigt,« siger han oven på valget, der fratog ham ministerposten og i stedet gav ham posten som udenrigsordfører.

»Det betyder, at alle andre muligheder skal være afsøgt, og vi skal være overbevist om, at der ikke er andre veje end militær aktion,« siger Martin Lidegaard og understreger, at det især er en erfaring baseret på de gange, Danmark ifølge ham er gået for langt i bestræbelserne på at sikre sig positionen som en af USA’s nærmeste og mest trofaste allierede.

Læs også: ’Danmark skal være en allieret, som USA altid kan regne med’

»Hvis man ser tilbage på Irak-krigen i 2003, synes jeg ikke, man kan sige, at det var absolut og tvingende nødvendigt at gå ind militært,« siger han med henvisning til, at FN’s våbeninspektører mente, det stadig var muligt at afvæbne Irak med fredelige midler.

»Jeg stemte imod Irak-krigen tilbage i 2003. Og det ville jeg også gøre i dag. Det var en blind krig, der havde som udgangspunkt, at man alene ved militær indsats kunne stadfæste et demokrati, der så ville sprede sig nærmest som dominobrikker i hele regionen. Denne blinde tro på militær magt som forandringsfaktor deler jeg ikke,« siger Martin Lidegaard, som mener, at det efterfølgende kaos i Irak har vist, at hans vurdering var rigtig.

Danske soldater i Operation Inherent Resolve træner soldater fra den irakiske hær i begyndelsen af året.

Ronny Rasmussen

En rigtig krig

Den igangværende krig mod Islamisk Stat i Irak er ifølge Martin Lidegaard til gengæld en af den slags krige, som Danmark også fremover bør deltage i. Som udenrigsminister var han selv med til at tage beslutningen om at sende danske soldater tilbage til Irak i 2014 for at træne den irakiske hær og F-16-fly til Kuwait for at deltage i bombardementerne af IS. Han ser stadig ikke noget alternativ til den militære konfrontation med Islamisk Stat.

»Efter min mening var vi nødt til at gå med i krigen mod IS. Og det er vi fortsat. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde været, hvis koalitionen ikke havde været der militært. Mit bud er, at vi ville havde haft et Irak nu, som var fuldt besat af Islamisk Stat. Det ville have haft frygtelige humanitære konsekvenser for irakerne og en manifestering af IS, som er endnu værre end den, vi ser i dag. Det var det scenarie, vi så for os, da vi besluttede at gå med i koalitionen.«

Læs også: Dansk udenrigspolitik skal tilbage i EU’s og FN’s favn

Som radikal har Martin Lidegaard forståelse for, at mange danskere mener, at Danmark bør lade være med at sende militære styrker til fjerne steder på kloden for at bekæmpe Al-Qaeda, Taleban eller Islamisk Stat.

»Det er ikke nogen selvfølge, at Danmark skal bidrage med så meget militær, men omvendt er det også mærkeligt at mene, at det kun er de andre lande i NATO, der skal gøre det,« siger han.

En bred strategi

Når krigen mod Islamisk Stat er en rigtig krig for Danmark i Lidegaards optik, skyldes det også, at den militær indsats ikke står alene.

»Danmarks militære indsats skal altid bindes ind i en bredere strategi, der også har et politisk og humanitært ben,« siger han.

»Det er netop tilfældet i Irak. Fra starten har det været en eksplicit forudsætning for at gå med i koalitionen mod IS, at den militære kampagne var en del af en bredere strategi. Og det er den. Ud over at bekæmpe IS militært, forsøger koalitionen at stoppe finansieringen af IS, som jo dels sker ved ulovligt oliesalg og dels ved donationer fra en række Golfstater. Derudover har vi sikret en ny regering i Bagdad, som har alle tre etniske grupper med og et erklæret mål om at skabe et Irak for alle. Det fjerde ben er en massiv humanitær indsats i de områder, som er tilbageerobret fra Islamisk Stat og endelig har vi forsøgt at inddrage de regionale stormagter i en helhedsløsning.«

Martin Lidegaard understreger, at det netop er erfaringerne fra Irak-krigen og krigen i Afghanistan, som gjorde, at der var bred enighed blandt koalitionspartnerne om, at tilgangen denne gang skulle være både militær, politisk og humanitær.

»Vi forsøger at gøre det væsentligt bedre denne her gang, end vi gjorde sidst,« som han siger.

Martin Lidegaard påpeger dog, at man ikke skal forvente hurtige resultater i krigen mod IS.

»Det er en meget kaotisk og uoverskuelig konflikt, ikke mindst på grund af Syrien-konflikten og den ikkeeksisterende grænse mellem de to lande. Der er ikke nogen snuptagsløsninger,« siger han.

Læren fra Libyen

Martin Lidegaard peger på de erfaringer, som hans egen regering gjorde i forbindelse med Libyen-krigen i 2011.

»Det var en klar fejl, at indsatsen i Libyen udelukkende var militær. Det må man bare sige, helt ærligt. Der var ikke nogen strategi for, hvad der skulle ske efter Muammar Qaddafis fald, og det var en stor fejl. Det er et skoleeksempel på, hvorfor en militær indsats ikke kan stå alene,« siger han, men understreger, at det stadig var rigtigt at gå med.

»Grunden til, at jeg dengang støttede Libyen-krigen var, at verdenssamfundet stod over for noget, der mindede om et folkemord i Benghazi, hvor oprørerne havde forskanset sig,« siger han og tilføjer, at det netop er en af den slags militære interventioner, som Danmark af humanitære grunde bør være med i.

Martin Lidegaard har også svært ved at se alternativet til Afghanistan-krigen, selv om den udviklede sig helt anderledes, end de fleste havde forestillet sig i 2001.

»Jeg støttede også Afghanistan-krigen, for trods alle problemer, som er åbenlyse, og som vi bør se direkte i øjnene, har jeg svært ved at se, at der var andre muligheder oven på 11. september. Jeg har besøgt Kabul for nylig, og enhver kan se, hvor forfærdelig situationen er. Men vores indsats har altså givet en hel generation af afghanske piger og drenge mulighed for at gå i nogenlunde sekulære skoler, få en uddannelse og forhåbentlig medvirke til at bygge et nyt Afghanistan op,« siger han. »Heller ikke her tør jeg tænke på, hvilken situation vi ville have haft, hvis vi ikke var gået ind.«

Gevinst på flere hylder

Selv om Martin Lidegaard mener, at Danmark ind imellem er gået for vidt i sin aktivisme, vurderer han, at Danmark har fået mange ting ud af de seneste 25 års stadig mere aktive udenrigspolitik.

»Hvis man ser idealistisk på det, har vi bidraget til at understøtte udviklingen i en række lande, som ellers ville være gået under i kaos og ekstremisme,« siger han.

»Vi har med andre ord levet op til den etiske fordring ved at deltage i redningsaktioner for de her lande,« siger han. Til gengæld finder han det sværere at måle, hvilken indflydelse Danmark har fået ud af sit internationale engagement.

»Det er svært at være meget konkret, når det kommer til at måle politisk indflydelse, men når Danmark er et af de første 12 lande, som bliver inviteret til at diskutere en indsats mod Islamisk Stat, så er det et udtryk for vores position,« siger han.

»Jeg er lidt træt af beskyldninger om, at vi skulle være en dikkende lammehale til USA. USA er utrolig mange ting, og den måde, udenrigsminister John Kerry og præsident Barack Obama har håndteret denne her koalition på, er helt markant anderledes end den måde, George W. Bush håndterede koalitionen på i forbindelse med Irak-krigen,« siger han og fortæller om det første møde om indsatsen mod Islamisk Stat:

»John Kerry fremlagde nogle tanker, og så kunne vi andre spille ind f.eks. med kravet om en bred indsats mod finansiering osv. Det er svært at gøre op, hvilken indflydelse et lille land som Danmark har, men vores position giver i al fald en adgang til at diskutere strategierne og påvirke dem. Men der er ingen tvivl om, at fordi vi er dygtige til at bidrage, og fordi vi er en nær allieret, så bliver der lyttet til os,« siger Martin Lidegaard og understreger, at Danmark efter rådslagning med koalitionen selv definerede, at det netop var F-16- fly og træning, det danske militær skulle bidrage med i krigen mod IS.

Mere proaktiv

Martin Lidegaard er imidlertid ret træt af, at både politikere og medier udelukkende taler om Danmarks militære indsats, når de taler udenrigspolitik. Han understreger, at dansk udenrigspolitik har flere aktivistiske ben – eller rettere proaktivistiske ben, som han kalder det.

»Min tilgang er, at Danmark skal have en proaktivistiske udenrigspolitik, og med det mener jeg, at vi skal forstå, at det er ligeså vigtigt, det vi forsøger at gøre i Somalia, hvor vi bidrager til at genopbygge en fuldstændig fejlslagen og kaotisk stat og gøre den i stand til at tage vare på landets egne borgere, som det er, når vi sender militære styrker ud,« siger han og insisterer på, at udviklingsbistand også er et våben, som kan forbedre Danmarks sikkerhed.

»Vi gør en lige så væsentlig indsats mod terror med vores udviklingsbistand, som vi gør med vores militær. Terrortruslen har været der hele tiden, og desværre er det en langsigtet indsats, der skal til for at komme af med den. Men med vores udviklingsbistand forsøger vi at skabe generelle udviklingsmuligheder for de unge. Det handler først og fremmest om social inklusion, både herhjemme og derude. Det handler om at give de unge generationer et alternativ til det at blive terrorist.«

Martin Lidegaard understreger, at det efter hans opfattelse er lige så vigtigt at forebygge som at reagere, når en sikkerhedstrussel er opstået.

Brohoved over Atlanten

Martin Lidegaard er ikke meget for at spå om, hvordan dansk udenrigspolitik ser ud i fremtiden.

»I de halvandet år jeg har været udenrigsminister, er der sket en udvikling i verden, som de færreste havde forestillet sig var mulig, både i Ukraine og i Mellemøsten. Så man skal godt nok vare sig for at spå meget håndfast om, hvad der er behov for,« siger han. En ting er han dog sikker på: at Danmark fortsat skal være et brohoved mellem EU og USA. For det er netop i dette krydsfelt, Danmarks mulighed for indflydelse ligger.

»USA er vores kerneallierede rent sikkerhedsmæssigt, og sådan vil det også være fremover. Men politisk og økonomisk er det altså EU – og ikke mindst Tyskland – som er vores hovedpartner,« siger han og understreger, at det ikke er enten eller, men både og. Det har været en klassisk diskussion i udenrigspolitikken, om man er til det transatlantiske eller til det europæiske samarbejde. Men det er min faste overvisning, at når Danmark har så forholdsvis stor indflydelse, er det fordi, vi er et brohoved mellem de to. Hvis ikke vi var så dybt forankret i EU, ville vi ikke være særlig interessante for USA. Og omvendt. Hvis ikke vi var så tæt allieret med USA, ville de andre europæiske lande ikke lytte så meget til vores sikkerhedspolitiske overvejelser,« siger Martin Lidegaard og understreger:

»Vores dobbelt-engagement i EU og NATO understøtter ganske enkelt hinanden, og hvis ikke vi ikke var stærkt engageret begge steder, ville vi ikke være interessante for nogle af parterne«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Hvad med om man kun går i krig, hvis Danmark bliver angrebet. Det vil jo altid være et skøn, om en aktivistisk krig er nødvendig, og skønnet vil være forskelligt efter hvilket politisk ståsted man har. Hvis en politiker mener en krig er absolut nødvendig, kan vedkommende selv melde sig som soldat - lad være at bruge andre danskere som kanonføde i et eller andet populistisk medieflip. Der er ikke en eneste nulevende dansk politiker, som jeg vil anse for så troværdig, at jeg ville sende nogen i krig på deres anbefaling.

Janus Agerbo, Holger Madsen, Niels-Holger Nielsen, Asiya Andersen, Torben Nielsen, Bo Carlsen, Carsten Mortensen, Torben Selch, Bill Atkins, Flemming Berger, Hans Larsen, Claus Oreskov, Laust Persson, Morten Lind, Felix Austin, Steffen Knudsen, lars abildgaard, Anne Eriksen og Peter Ole Kvint anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Den forhindring for at vinde en krig er inkompetente politikere, som tror at de kan vinde hurtige sejre.

Anne Eriksen

Og som stadig tror, at de er udenrigsministre...

Er krig blevet en etisk fordring?

Torben Nielsen, Gert Selmer Jensen, Flemming Berger, lars abildgaard og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Den store forhindring for at vinde en krig er inkompetente politikere, som tror at de kan vinde hurtige sejre.

hans lemming

@Helene Kristensen
hvornår bliver Danmark så angrebet - er det først når svensken er gået over isen og står i landet eller kunne det være allerede, når "dansksindede", frisindede og demokratisk indstillede udrenses i Malmø under paroler om opløsning af Danmark som selvstændig stat?
Og hvad med solidariteten - skal vi slet ikke hjælpe andre i nød, heller ikke med at forsvare sig? Det lyder sødt og dejligt naivt, men er vist dansk småtskårenhed og væren sig selv nok i yderste potens.
Men enig i manglen på tiltro til vore politikere - en radikal i spidsen for vore militære indsatser burde give kuldegysninger hos enhver med blot overfladisk kendskab til Rad.s historie og gøren og laden gennem tiderne.

Jørn Petersen

»Vores dobbelt-engagement i EU og NATO understøtter ganske enkelt hinanden, og hvis ikke vi ikke var stærkt engageret begge steder, ville vi ikke være interessante for nogle af parterne«.

Så det Martin Lidegaard mener er at danmark bare skal gøre sig til for tyskland og usa så skal det nok gå.

Manden er bindegal.

Det ville nok være smartere at sikre den danske befolkning bedre levevilkår, det ville der blive lagt mærke til.
Vis verden at det kan lade sig gøre at få alle i en befolkning til at deltage i udvikling af sunde produkter, lokal bæredygtighed, fine skoler og inddragelse af de ældre i et aktivt danmark.

Vi skal gå forrest i fred ikke i krig.

Janus Agerbo, Torben Nielsen, Bo Carlsen, Torben Selch, Bill Atkins, Flemming Berger, Claus Oreskov, Hans Larsen, Laust Persson, lars abildgaard, Morten Lind, Felix Austin, Peter Jensen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Er det mere end 40.000 mia. som man i nyere tid har brugt på krig? Hvordan ville verden se ud hvis man havde brugt de penge på udviklingsbistand? Vi var den første generation som kunne have udrydet fattigdommen, men valgte krig i stedet for. Mere krig avler mere vold, i kølevandet på Irak krigen fik vi IS, 95 % af terroristerne kommer ikke udefra det er bevist. Krig er en forlængelse af politikernes krav om mere ulighed, USA er vor tids romerrige, konstant i krig, nu er Danmark blot en vasalstat. Før hver ny krig sendes en massiv propaganda ud, al modstand bliver banket ned, dem som ikke er enige med USA bliver trumlet ned. I Afganistan førte USSR krig i årtier, men fandt ud af at det ikke var muligt at vinde, så kom USA og måtte gøre samme erfaring. 11. september medførte et ufatteligt hævntogt, i bytte for lidt de ca. 3300 døde, krævede USA omkring 1 mill. døde, og skabte derved massiv kaos, og blev en terrorstat med torturlejre rundt omkring i verden. Lad være med at snakke om humanitære indsatser, stop løgnene.

Janus Agerbo, Torben Nielsen, Torben Selch, Flemming Berger, Hanne Ribens, Gert Romme, lars abildgaard, Anne Eriksen, Ivonne Cordes, Morten Lind, Peter Jensen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Hvorvidt man vil afgøre om man skal deltage i en krig, afhænger af hvad man har at gøre godt med.
Hvis man har en veludrustet og veltrænet styrke, kan man selv vælge hvor og hvornår.
Hvis man til gengæld har en lille styrke, der ikke er på toppen, må man en gang i mellem melde pas, eller lade sig besætte, hvis man står overfor en overmagt.
De radikales ønske om at løven og lammet skal sove sammen er smuk, men lad det nu ikke medføre at man afskaffer troværdige væbnede styrker, der kan hævde landets suverænitet.

Vi har allerede bortsparet ubådene, og hvis kampflyene ikke bliver fornyede vil den evne sikkert også forsvinde. Og så er der ikke så meget at bedrive krig med....
Så kommer freden dikteret af andre med efterfølgende "hvad skal det nytte" bemærkninger.
med venlig hilsen
Lennart

En mindre militæraktivistisk udenrigspolitik, som den V, K og DF med AFR i spidsen stod betingelsesløst for, fra "løgnens imperium" med Bush administrationen, der vel i nyere tid er den administration der har iværksat flest krige i sin regeringstid,

V, K og DF vidste udmærket at Irakkrigen blev indledt på en løgn fra Amerika, det var jo derfor de undervejs i forløbet skiftede begrundelsen om "masseødelæggelsesvåben" ud med Saddam ikke overhold en FN resolution.

Jeg mindes ikke, som Martin Lidegaard, hvilke lande stater vi har hjulpet i de forløbne 25 år med vor aktivistiske udenrigspolitik, som har støttet udviklingen væk fra kaos via vor militære indsats, Afghanistan, Irak og senest Libyen var ingen demokratisk succes eller frelsergerning for en demokratisk udvikling.

Tidligere var vort engagement med FN og FN-styrker som grænsevogtere internationalt, et godt fredeligt bidrag til udviklingen af fred når de blev respekteret.

Jo, det gik ikke så godt på Balkan med Jugoslavien, og det skyldtes er elendigt mandat fra FN, men også samtidig en ryggesløs holdning hos modparten.

FN, Forenede Nationer, er verdenssamfundet, og ikke som Amerika vil have det, at "De er verdenssamfundet" alene og det er deres mening som gælder overalt på kloden, og for alle, for endnu er de ikke verdensimperiet på vor klode.

Der er intet i vejen med at være med i en alliance, men modsat Bush perioden med løgn, så er der et almindeligt krav for hvert enkelt land, at alliancens medlemmer også er reelle overfor hinanden og sikrer de informationer som udveksles også er sande og troværdige, ellers har alliancen ingen mening for fred, men derimod alene for militærliderlige krigshungrende parter i alliancen, og hvis formål er global militær tyrannisering.

Der er omvendt også et stærkt behov for den erkendelse, at demokrati skal komme indefra, og ikke fremmes via militær intervention, hvilket Afghanistan, Irak og Libyen er sikre beviser på.

Selv Tunesien har det svært trods det opbrud som skete, men desværre også nu er enten på vej eller er ramt af, den udvikling som er i Mellemøsten efter Irakkrigen, med IS der fisker i alle rørte vande i såvel Mellemøsten som i det nordlige Afrika.

Det er svært at få øje på den hjælp på det civile område som alliancen har bidraget med især i Tunesien, hvor mulighederne lå lige for, og som måske kunne have bidraget til en større stabilitet for styret, som i dag er under pres fra IS og andre fraktioner(klaner), - det er jo ikke det der fylder i mediernes historiefortælling om verden, for en ambassade eller en repræsentation alene gør ikke meget forskel.

Det er den slags vi skal fortælle vore "venner" og ikke blot lefle for dem som den lille, for vi må erkende med det vi ser og oplever, at den "almue" der i sin tid forlod Europa for at søge en bedre liv på den anden side af Atlanten, at de ikke har udviklet sig særlig meget fra åndeligt væk fra analfabetismen, - men blot erstattet den med en meget speciel nationalismes blindhed for alt omkring dem.

Janus Agerbo, Torben Nielsen, Claus Oreskov og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

I sig selv er det rigeligt at plukke Lidegaards komplet idiosynkratiske syn på Libyen-destabiliseringen ud. Ét blik er nok, så ved man at al hans tale om humanisme er skvadderkål fra tilskuerdemokratiets driftsikre drivhuse.

Janus Agerbo, Carsten Mortensen, Gert Selmer Jensen, Bill Atkins, Flemming Berger, Claus Oreskov, Laust Persson, Per Dørup Jensen, lars abildgaard, Anne Eriksen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Ivonne Cordes

Lidegaard baserer sin logik om hvad han kalder terrorisme på en forestilling om, at det som motiverer unge mennesker til at blive proaktive i de globale konflikter sker af hed, afsporet desperation, imens en dansk udenrigsminister bliver proaktiv på baggrund af kølige ræsonnementer.

Hvordan forklarer Lidegaard, at vores hjemmedyrkede terrorister ofte er, hvad han ville kalde 'velintegrerede'?

Kan det hænge sammen med, at de faktisk også ræsonnerer køligt, men blot kommer til den modsatte konklusion? At de reagerer på en ulige fordeling af tid, rum og resourcer imellem verdens folk, en ulighed som 'ulandsbistand' intet ændrer ved, snarere tværtimod, da det kommer til at dække over realiteterne som et moraliserende figenblad?

Flemming Berger, lars abildgaard, Peter Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Felix Austin

Det må efterhånden være til at fatte:

Krige KAN ikke vindes med militær magt, fordi man skaber sig mange gange flere fjender end de man slår ihjel eller lemlæster.
Man kan vinde et slag, måske endda en hel kampagne med militær magt, men freden vindes med storsind, respekt og lidt eftergivenhed.

ML lider af storhedsvanvid, som så mange andre politikere, senest Lykketoft, fordi de ikke VIL afskive sig muligheden for at føre krig uden FN mandat.
(Det kunne jo være at krukken med guld stod nedenunder regnbuen denne gang)

Jeg opfatter krigene i Irak, Afghanistan og ikke mindst Libyen som de rene erobringskrige.
Erobring af billigere råstoffer eller kontrol med stabiliteten af leverancerne i området.
jeg er 100% sikker på at hvis dette område levede af at dyrke gulerødder og ikke sad på en stor del af verdens energiforsyning, så ville det ikke være muligt at fremføre nok humane argumenter til at føre krig over disse støvede stater, om argumenterne så var i læssevis og staterne havde verdens frygteligste despoter.

Danmark har et forsvar og det mener jeg er nødvendigt for at hævde vor suverænitet.
Altså den tilbageværende del af vor suverænitet efter at vi har pansat en del i EUs økonomiske krav om en vis politik og en anden del i NATOs militære doktriner, hvor der er ganske snævre rammer for hvem der er fjender, hvordan de skal bekæmpes og derfor hvilke våben vi skal bruge til at forsvare os med, men alligevel.

Skulle der nu være nogle enkelte , der ikke kender Danmarks grænser, så kan jeg sive ud at de ikke går i Afghanistan, eller Libyen, og ingen af vore nationale partnere kan påberåbe sig angrebet af disse nationer, ikke engang på skrømt.
Heller ikke selvom det område disse eller andre lande besidder eller kontrollerer adgangen til "Goddies" i form af olie, vi gerne havde kontrollen over.
Derfor ville det være lykken, om Danmarks politikere i fremtiden indskrænkede deres ambitioner til landets bedste og tæmmede deres forvoksede egoer, således at Danmarks forsvar nøjedes med at passe sin opgave, at forsvare Danmark.

Carsten Mortensen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Mikkel Nielsen

Hans Lemming

Der er vist kun en der er naiv her.

For det tyder ikke helt på at du ikke forstår nuancerne og problematikkerne i væbnede konflikter (der eksistere ikke krig længere, ordet er blev afskaffet som juridisk term, benyttes derfor kun som historisk term for konflikter fra før anden verdenskrig afslutning)

Dit ønske om ensidigt at se på hvem der er de værdig trængende, er blottet for en dybere indsigt. Man kan ikke så ensidigt sige hvem der er de værdige i en konflikt og derved har ret til militær hjælp. Det er så at sige kun i ganske, ganske få tilfælde, hvor der er tale om etniske udrensninger eller lignende humanitære katastrofer, at det kan være nødvendig at gå ind for at beskytte bestemte befolkningsgrupper, og hvor man med nogenlunde sikkerhed kan være sikker på at man tager den rigtige part.

Men tage part og aktiv deltagelse, vil i en overvældende del af verdenens konflikt, ofte være mere til skade end til gavn. Ikke mindst fordi der ikke er nogen ensidig god og uskyldig part. Oveni vil den tabende part unægtelig altid føle sig som taberene og ikke mindst overhørt og tilsidesat ved international ingreb, dette er i sig selv er rigeligt grobund for kommende konflikter. Det var ikke uden grund at vinderen i tidligere tider, simpelthen rensede godt og grundigt ud (især bland drenge børn) når de havde besejret modstanderen.

Problemet med at hjælpe er også den, at man ofte ikke ved ret meget om dem man hjælper. Man kan derved utilsigtet hjælpe nogle til at vinde konflikten eller dreje det over til deres favør, som viser sig senere hen at være langt være end dem man hjalp dem til at afsætte. Det har også vist sig, at nogle af de regimer man har afsat, rent faktisk hold grupperinger fra døren, der sidenhen har vist sig at være nærmest endnu mere inhumane. Det er derfor naivt at tro, at man på lidt længere bane rent faktisk gør en positiv forskel ved militær indgreb, med til at skabe en videre positiv udvikling.

Det gik galt i Afghanistan og Irak, og man har i disse to konflikter ikke gjort noget der tilnærmelsesvis kan kategoriseres som hjælp, landende er det rene ragnarok i dag, og man har i grove træk givet frit spil til grupper som Islamisk Stat. Hvilket ikke er så mærkeligt igen fordi man indførte et system bef. ikke var bekendt med, i et område med massiv korruption, så det affødte selvf. kun problemer, samt ikke mindst resulterede i utrolige svage og gennem korrumperede systemer. Det er jo ikke noget under at IS har så stor succes.

Igen kan man jo spørg sig selv om man med de samme midler, ville have været i stand til at løse de humanitære problemer der eksistere på denne klode, og derved minimeret konflikterne der ses betragteligt. For det er helt groteske midler der er blevet brugt på militæret og væbnede konflikter siden den kolde krig, disse ville være blevet givet langt bedre ud end på deltagelse og indgreb i form af militær. Militær har altid kun haft et formål, og det er ikke til at skabt skabe stabilitet, fremgang og genopbygning af et land, men derimod til at vinde krige, altså et destruktivt formål.

Endvidere kan man jo så spørge sig selv hvor våbene kommer fra og hvem der producere dem.

Anne Eriksen, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Felix Austin

Mikkel Nielsen

Bortset fra at brug af våben ikke kan "vinde" krige, men kun skaffe en selv flere fjender så anbefaling.
Vi må kunne komme videre end at udvise afmagt, bruge våben, hver gang vi står over for en svær opgave, et kompliceret problem vi ikke umiddelbart kan forstå eller løse, eller begærer andres ejendom og ikke vil betale prisen.

Hvis ikke vi kommer videre nu, så må det blive senere og vi må erkende at vi har udviklet os i forhold til alle tidligere generationer, blot fået mere sofistikerede våben end køllen og stenøksen.
Denne forståelse kunne være gavnlig for typer som ML og Lykketoft især.

Hvis Danmark skippe vejen over Atlanterhavet som fører til, de forenet lejemorderes land. Kan vi igen vander noget mere af silkevejen med viden, landbrug og grøn energi, for det står Rurik's passage nok fri.

FN og NATO's dikteret krige går stadig kun mod Moskva og Beijing, for fred det tjener USA ikke penge på.

Per Dørup Jensen, Flemming Berger og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Jens Colding

Vi skal ikke sende en eneste soldat i krig, såfremt soldaterne ikke må kæmpe på krigens vilkår og ikke på konventionernes.

Tomme tønder buldre mest. Det er tydeligt, at Martin Lidegaard hverken har indsigt eller viden om det han udtaler sig om.

Claus Oreskov

Hvorfor ikke holde sig til grundloven – en dansk soldat skal forsvare dansk territorie!

Mark Strøm, Hans Larsen, Espen Bøgh, Torben Selch, Bill Atkins, Anne Eriksen, Flemming Berger og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Martins Lidegaards Irak-fantasi har meget lidt med virkeligheden at gøre.

Læs fx Stephen M. Walt om muligheden for en fremtid, hvori IS eksisterer på længere sigt.
http://foreignpolicy.com/2015/06/10/what-should-we-do-if-isis-islamic-st...

Eller Barry Posen som sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved den nuværende strategi med at træne den irakiske hær, eftersom den ikke kan kæmpe.
http://www.defenseone.com/ideas/2015/06/iraqi-army-no-longer-exists/114607/

Mads Kjærgård

Danmark kan ikke gå i krig mod nogen som helst, vi har ikke engang et territorial forsvar længere. Vi kan støtte andre i deres krig, som rent symbolsk ganske vist!

Anne Eriksen

Vi kan støtte andres krig?
Som mobberne i skolegården, der holder med den stærkeste?
Så meget for at have egen holdning og handle derefter...

Gert Selmer Jensen

ML kan ikke bære, at skulle tie stille. så længe ad gangen. Så nu forsøger han sig med lidt backup
til Kristian Jensen. I bedste RV-stil.

Gert Selmer Jensen

Jeg tror for resten dette er ML.`s Yndlingsbillede. ( Klart en mand med store visioner ).
Ikke mindst omkring Ukraine spørgsmålet.! Hvor hans fremfærd, har gjort Dansk Landbrug nødlidende, til ingen verdens nytte. Han fik lov at larme, landmændene betaler med konkurs.

Anne Eriksen, Claus Oreskov og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Jeg må have hentet mine informationer de forkerte steder. Jeg troede krigen i Irak drejede sig om at destabilisere landet, så deres oliereserver ikke kunne blande sig i Saudi Arabiens og de multinationale selskabers fastsættelse af oliepriserne. Og det går det jo i øvrigt fortsat meget godt med.

Gert Selmer Jensen

Jeg føler lige trang til at sige. At hvis jeg var Martin LIdegaard, ville jeg nok alligevel have droppet,
lige præcis dette billede, ( Profil ). Det emmer jo af selvfedme, i en helt uacceptabel grad.!
Medmindre man hedder Morten Østergaard.?? ( Jeg får nærmest udslæt, ved at kigge på det ).

Et overfladisk kig på DKs, EU's og USA`s udenrigspolitik i Centralasien. Siden Lissabon 2010 koordinerer EU deres udenrigspolitik med NATO.
DKs udenrigspolitik
EU’s, herunder Danmarks, interesser i regionen er primært forankret i ønsket om at bidrage til et stabilt og økonomisk velstående Centralasien p.g.a. regionens relative geografiske nærhed og politiske og økonomiske betydning. Ligeledes er EU’s engagement i landene forankret i kampen mod terrorisme, forebyggelse af truslen om islamistisk fundamentalisme og ønsket om diversifikation af energiforsyningskilder og transitveje for at sikre mere pålidelige energileverancer til Europa fra Kasakhstan og Turkmenistan uden om Rusland. Vejen mod et stabilt og velstående Centralasien går gennem politiske og økonomiske reformer i landene og gennem styrkelse af deres selvstændighed i forhold til eksterne aktører. Strategien omfatter samarbejde på følgende områder:
• Fremme af menneskerettigheder, retsstatsprincipper, god regeringsførelse og
demokratisering.
• Investering i regionens fremtid gennem indsatser for unge og uddannelse.
• Fremme af økonomisk udvikling, handel og investeringer.
• Styrke energi- og transportsektoren.
En amerikansk ”tænketank”
Revisiting the Pivot: The Influence of Heartland Theory in Great Power Politics
By Margaret Scott and Westenley Alcenat
Macalester College
May 9th, 2008
9/11 er væsentligt fordi det svarer til daværende udenrigsminister Colin Powell erklæring om, at "USA vil forblive interesseret i sikkerhed på lang sigt og sikre stabilitet i regionen. Konkret litteratur på amerikansk politik i regionen har gjort gældende, at de politikker er drevet af geopolitiske pluralisme-Etablering af stabile og uafhængige demokratier, militære engagement og / eller samarbejde og neoliberalismen-fri markedsøkonomi. De indeholder disse begreber inden for tre brede opfattelse af analyse:
1st amerikanske politik er motiveret af geopolitiske og er en geostrategisk indsats for at inddæmme terrorisme og fremkomsten af en regional hegemon som Rusland eller Kina.
2. amerikanske politik er styret af geo-økonomi i et forsøg på at få adgang til regionens naturressourcer og mindske politisk gennemslagskraft af Rusland.
3. Både 1 og 2 er medvirkende i den amerikanske udenrigspolitiske beslutningsproces.
En tysk forsvarsminister udtalte: ” Deutschland wird auch am Hindukusch verteidigt.“ Det gælder åbenbart også for DK. En politik som næsten har ført til krig med Rusland grundet Ukraine.
Nogle vestlige analytikere betragter SCO som "NATO i Øst". At SCO (som er ikke-vestlig og omfatter næsten ½ af menneskeheden) området udvider med Indien og Pakistan og ønsker at inkludere Sydasien forstyrrer de amerikanske interesser dybt.
Mon Martin Lidegaard og DK har noget at skulle have sagt i dette ”Great Game".

Der er en beklagelig fejl i artiklen. Der skulle naturligvis have stået: Danmark bør kun gå i krig, når USA finder det tvingende nødvendigt.

Claus Oreskov, Gert Selmer Jensen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Tilbage til Irakkrig og hvad begrundelse var, det sidste jeg hørte at grunden var demokrati, men hvad?hvorfor gikdet ikke med demokrati, der findes mange organsationer I landet som kemper for demokrati og menneske rettigheder, jeg har ikke hørt at disse organisationer blev kontaktet af Bush eller Ramsfeld for at gøre noget sammen. En anden ting en kamp for demokrati skulle føre til henrettelser af Saddam Hussein; demokrater henretter ikke en politiske modstander, altså død straf er afskaffet totalt for politiker. Men det skete heller ikke noget her og saddam blev henrettet. Det var argumenter som skulle tale for begrundelse af Irak krig , som det skulle være demokrati. Men I virkligheden var begrundelsen helt andet, det var det jeg hørte, det de har selv sagt: masseødelæggelsesvåben eller for danmark: overholdelse af FN resolutioner. Jeg ved ikke hvorfor kommer nu med demokrati om begrundelse. Måske tror de at folk er stupid eller mangler hukommelse. Me selv mener jer at de reelle motiver´var at afskaffe den tidligere USSR alliert, for I det tilfælde Ruslan skulle få USSR genopstå, bliver isoleret uden alliert. det var den reelle begrundelse. Det er rigtig at amerikaner er skyde glade, Coboy som de er, alligevel man har at gøre her med ledere af en supermagt, som stræber altid af mere magt og herredømme.

Thomas Aniss

Ethvert land boer vel som minimun sikre sig at det er "noedvendigt" foer de gaar i krig?!

For det foerste boer der vaere en valid grund til det. Krig er i sig selv saa grimt, uforudsigeligt og vanvittigt (i mangel paa bedre ord), og den oprindelige situation man oensker at aendre med krigen maa noedvendigvis vaere endnu mere uacceptabel.

Derudover boer der vaere et klart og REALISTISK slut-kriterie. Dvs. man boer kunne vurdere at det er realistisk at krigen kan aendre situationen til noget stabilt og betydeligt bedre end udgangspunktet.

Dette er blot nogle faa af de minimums-krav man boer stille inden man overhovedet overvejer krig.

Hverken Afghanistan eller Irak lever tilnaermelsesvist op til disse kriterier. Vores engagement i ex-Jugoslavien er jeg derimod i tvivl om. Dvs. jeg tror det var noedvendigt at gribe ind, men ved ikke om det blev gjort rigtigt eller af de rigtige grunde.

Der er ogsaa eksempler paa situationer hvor man kunne og burde have grebet ind inden det udviklede sig til et meningsloest blodbad. F.eks. Rwanda og i mine oejne SYRIEN!

Thomas Aniss

@Jens Colding

Vi skal ikke sende en eneste soldat i krig, såfremt soldaterne ikke må kæmpe på krigens vilkår og ikke på konventionernes.

Dårligt sprog; Jeg håber, I forstår, hvad jeg mener

Jeg maa indroemme at jeg ikke er helt med ?!