Læsetid: 9 min.

’Danmark skal være en allieret, som USA altid kan regne med’

Der må aldrig herske tvivl om, at Danmark stiller op, når der bliver kaldt på os, siger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, der mener, at Danmark har fået rigtig meget ud af 25 års aktivistisk udenrigspolitik
Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at Danmark har fået meget ud af at deltage i samtlige amerikanskinitierede militære operationer siden årtusindskiftet.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) mener, at Danmark har fået meget ud af at deltage i samtlige amerikanskinitierede militære operationer siden årtusindskiftet.

Polfoto

20. juli 2015

Danmark skal være præcis den troværdige, villige og tætte allierede, som vi har været siden Golfkrigen i 1990. USA skal altid kunne regne med, at Danmark stiller op, når NATO og USA kalder. Ellers kan Danmark ikke regne med, at USA stiller op for os. Så enkel er den hovedregel, der skal styre dansk udenrigspolitik, mener tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K). Han har om nogen været med til at føre de seneste 25 års aktivistiske udenrigspolitik ud i livet.

»USA er utrolig vigtig for os. Hvis vi kommer i krise, er det USA, vi skal have hjælp fra. Sådan er virkeligheden bare. Der er ikke andre, vi kan hente hjælp fra,« siger den nu 72-årige konservative sværvægter, der netop har forladt Folketinget efter mere end 30 år i dansk politik, heraf ni som udenrigsminister.

Værdifællesskab med USA

Derfor er det helt rigtigt ifølge Per Stig Møller, at Danmark for tiden deltager i krigen mod Islamisk Stat i Irak, i træningen af den afghanske hær og i piratbekæmpelsen i Det Indiske Ocean. Og helt rigtigt, at Danmark leverer militær transport i Mali og sender soldater til flere FN-missioner i Afrika.

»Vi kan ikke bare sige til USA, at de selv må løse problemerne. Så risikerer vi jo, at USA siger det samme, når det er os, der beder om assistance. Danmark skal være en allieret, som USA altid kan regne med,« siger han og understreger, at »det ikke bare er Danmark, der bør holde godt fast i alliancen med USA. Det er hele Europa, der har brug for at styrke den transatlantiske alliance, i takt med at USA i stigende grad vender blikket mod andre alliancepartnere bl.a. i Stillehavet«.

Per Stig Møller er dermed lodret uenig med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S), der argumenterer kraftigt for, at Danmark skal vende sig mere mod Europa, fordi det er her, Danmark »naturligt« hører hjemme, også rent sikkerhedspolitisk. I et tidligere interview i denne serie argumenterer Mogens Lykketoft bl.a. for, at Danmark fremover bør holde sig til at deltage i FN-fredsbevarende operationer, og gerne som del af en fælles EU-styrke, der kan fungere som »FN’s stærke arm«.

Læs også: Dansk udenrigspolitik skal tilbage i EU’s og FN’s favn

»Lykketoft mener, at Danmark ikke deler værdifællesskab med USA. Og det er noget vrøvl. Selvfølgelig gør vi det,« siger Per Stig Møller og understreger, at af samme grund har en frihandelsaftale med USA afgørende betydning for at styrke det fremtidige bånd mellem EU og USA.

Fra Korea til Kuwait

Per Stig Møller er i det hele taget tilfreds med den udvikling, dansk udenrigspolitik har gennemgået siden Den Kolde Krig. Der går nemlig en lige linje fra Korea-krigen til vores nuværende tilstedeværelse med F-16-fly i Kuwait, som han ser det.

»Der kan trækkes en klar linje helt tilbage fra Korea-krigen i 50’erne, hvor alle NATO-landene stillede op, mens Danmark ikke ville deltage og endte med kun at sende hospitalsskibet Jutlandia, over Golfkrigen i 1990, hvor vi sendte fregatten Olfert Fischer, og Irakkrigen i 2003, hvor både fregatten og ubåden Sælen deltog, til vores nuværende engagement, hvor vi har sendt F-16-fly til både Libyen og Kuwait,« siger han og tilføjer:

»Under Den Kolde Krig var vi ikke villige til at risikere noget militært. Det er vi i dag. I dag tager vi vores ansvar som allieret alvorligt og kommer, når der kaldes på os.«

Per Stig Møller beskriver udviklingen i Danmarks aktivistiske udenrigspolitik som en trappestige, hvor Danmark »trin for trin har udviklet sit udenrigspolitiske engagement i en retning, hvor vi i stigende grad lever op til vores ansvar som allieret«.

Her holder George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen pressemøde ved Marienborg i 2005.

Peter Hove Olesen

Det store spring

Udviklingen har der langt hen ad vejen været bred konsensus om i Folketinget, siger Per Stig Møller:

»Helt tilbage fra 90’erne var vi med i skarpe FN-missioner på Balkan. Faktisk var det den radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der startede den aktivistiske linje med Danmarks deltagelse i FN-missionerne i Bosnien og Kroatien,« siger han med et grin. »Det var jo reelle kampoperationer, de måtte deltage i,« siger han og nævner bl.a. den berømte Operation Bøllebank, hvor danske kampvogne besvarede et serbisk angreb i Tuzla og slog op mod 150 serbiske soldater ihjel.

Det store vendepunkt i den aktivistiske udenrigspolitik kom imidlertid med Irakkrigen i 2003. Så langt er Per Stig Møller enig med sine politiske modstandere.

»Det var her, Danmark for alvor demonstrerede, at vi havde både evnen og viljen til at udsende militære styrker,« siger den daværende udenrigsminister, der stadig mener, det var den rigtige beslutning for Danmark at gå med i krigen mod Saddam Hussein. Også selv om det siden viste sig, at Irak hverken var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben eller havde internationale terrorforbindelser. I den forbindelse peger han på, at også SR-regeringen i 1998, 1999 og 2001 henviste til Iraks masseødelæggelsesvåben og fremhæver, at Fogh-regeringens begrundelse for at gå med i Irak-krigen i 2003 »var Saddam Husseins manglende efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner«.

Store gevinster

I modsætning til Mogens Lykketoft mener Per Stig Møller, at Danmark har fået overordentlig meget ud af at deltage i samtlige amerikanskinitierede militære operationer siden årtusindskiftet.

»Det kan jeg love for, at vi har,« lyder det lidt iltre svar. »Danmark har fået en politisk indflydelse, som vi aldrig tidligere har haft. Sådan var det i al fald, da jeg var udenrigsminister. Vi havde meget let adgang til toppolitikere i Washington, og personligt havde jeg et rigtig godt forhold til den daværende amerikanske sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister Condoleezza Rice. Hun har siden fortalt, at Danmark var en af de få allierede, som hun lyttede til.«

Blandt de konkrete gevinster fremhæver Per Stig Møller den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008. Her lykkedes det Danmark at få de fire andre arktiske stater Norge, Canada, Rusland og USA til at enes om, at den fremtidige fordeling af territorialrettighederne i Arktis skal afgøres af FN. Ifølge Per Stig Møller var det netop Danmarks nære kontakt til topfolk i den amerikanske administration, som muliggjorde aftalen.

Ligeledes var det også en konsekvens af det gode forhold til USA, at det i 2002 var muligt for Danmark som EU-formandsland at lancere den såkaldte Køreplan for Fred i Mellemøsten: et storstilet og dansk initieret forsøg på at få gang i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne, mener han.

»Uden vores tætte bånd til USA var den plan aldrig kommet op at flyve,« siger Per Stig Møller og nævner flere eksempler på, at Danmark i hans regeringstid har haft USA’s ører, blandt andet i forbindelse med en FN-konference om Darfur, som han var med til at stable på benene, et syrisk-israelsk fredsinitiativ, som ifølge Per Stig Møller »var meget tæt på at lykkes«, samt et forløb, hvor Danmark blev valgt som kontaktled mellem USA og Kina i en strid om Nordkoreas atomvåben.

»Ingen af disse ting var sket, hvis ikke vi havde ført en troværdig aktivistisk udenrigspolitik,« mener Per Stig Møller.

Ingen forskel på rød og blå

Den netop afgåede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har lagt stor vægt på at præsentere det, han kalder en proaktivistisk udenrigspolitik, som bygger på tre grundprincipper; militære løsninger kan ikke stå alene, militære koalitioner skal være så brede som muligt, og operationerne skal have et klart formål og succeskriterium. Dog kan Per Stig Møller ikke få øje på forskellen på den politik og den, han selv var med til at føre op gennem 00’erne.

»Jeg kan ikke umiddelbart se forskellen. Jeg kan godt se, at den afgående regering har været mere passiv, end vi var, men om det skyldes situationen og mulighederne, ved jeg ikke.«

Ifølge Per Stig Møller er der i praksis meget lille forskel mellem rød og blå bloks udenrigspolitik.

»Det er f.eks. noget vrøvl, når den afgående regering hævder, at deres udenrigspolitik har gået på to ben; et militært og et civilt. Dansk udenrigspolitik har altid gået på to ben. Det gjorde den også, da jeg var udenrigsminister. Vi var meget aktive – også på den diplomatiske front og bestemt også proaktive. Hvad vil du ellers kalde Køreplanen for Fred i Mellemøsten, lanceringen af Det Arabiske Initiativ i 2003, Ilulissat-aftalen i 2008 og EU’s nye partnerskabsaftale efter udvidelsen? Og det samme gælder opfattelsen af udviklingsbistanden som et våben. Den har altid været et vigtigt udenrigspolitisk værktøj, og det var den bestemt også for os,« siger Per Stig Møller.

»Vi havde både en reaktivistisk politik, hvor Danmark reagerede på situationer, der opstod, f.eks. al-Qaedas angreb på World Trade Center og det efterfølgende behov for at gå i krig i Afghanistan. Og en proaktivistisk, hvor vi selv tog et initiativ til at forebygge og løse konflikter.«

FN-mandat ingen betingelse

En af de ting, som rød og blå blok er enige om i dag i modsætning til for 25 år siden, er spørgsmålet om, hvorvidt det kræver et FN-mandat, før Danmark kan deltage i en væbnet konflikt.

»Den afgående regering og vi er enige om, at et FN-mandat ikke må være en betingelse for at gribe ind,« siger Per Stig Møller og henviser til, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) så sent som i efteråret 2013 var klar til at gribe militært ind over for Syriens kemiske våben, selv om der ikke var mandat til en sådan aktion fra FN’s Sikkerhedsråd.

»Der er helt klart undtagelser, hvor verdenssamfundet er nødt til at handle, selv om FN’s Sikkerhedsråd ikke kan blive enigt. Det gælder f.eks., når det handler om at beskytte civilbefolkningen i overensstemmelse med FN’s principper om Responsibility to Protect, R2P,« siger han og fremhæver, at Socialdemokraterne også var med til at gå i krig i Kosovo, da der var risiko for et folkemord i 1999.

»Det var godt, at vi gik ind i Kosovo, selv om det ikke var sanktioneret af FN. Og det kan bestemt ikke udelukkes, at der igen vil opstå en situation, hvor det er rigtigt at handle uden om FN. Man kan ikke bare se på, at der igen sker et folkemord, som der gjorde i Rwanda i 1994. Dér burde vi også være gået ind, uden om FN.«

Meget få grænser

Grænsen for, hvor militært aktivistisk Danmark skal være, er ifølge Per Stig Møller svær at definere. Dog mener han, at der altid har været en grænse.

»Danmark skal ikke være parat til at gå med i militære aktioner overalt på kloden,« siger han. »Vi bør altid overveje, om det er i Danmarks interesse at deltage, og det er det ikke altid. Vi har f.eks. aldrig sendt styrker til Salomon-øerne, det var lidt for langt væk,« siger han med henvisning til en multinational styrke, som i 2003 blev sendt af sted for at stoppe borgerkrigen i det lille ørige nordøst for Australien.

Per Stig Møller kan heller ikke pege på et militært redskab, som Danmark bør afholde sig fra at bidrage med, hvis USA beder om det.

I den militære værktøjskasse hører de nuværende F-16 fly, som bomber Islamisk Stat i Irak, til i den skarpeste ende, måske kun overgået af de danske specialstyrker Jægerkorpset og Frømandskorpset, som skiftende regeringer selv gennem de mest aktivistiske år har været forholdsvis tilbageholdende med at sende af sted.

»Om der er en grænse for, hvilke militære midler Danmark skal bidrage med i dag, afhænger af den enkelte situation,« siger Per Stig Møller.

»Det må afhænge af, hvad der bliver kaldt på, og hvad vi kan levere. Danmark råder over en bruttoliste af militære kapaciteter, og så er det op til NATO og USA at fortælle, hvad de helst vil have. Selvfølgelig er der grænser, men det afhænger af, hvad vore allierede har brug for. Og grænsen går ikke ved brugen af vores specialstyrker,« mener han.

»For når man er med, så er man med hele vejen,« som den tidligere udenrigsminister udtrykker det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Kroll
  • Flemming Berger
Robert Kroll og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Hansen

Mon også Per Stig Møller tror, at hans barnebarn er i stand til at lave gæstemiddagen på sit dukkekomfur?
Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark har et yderst kompetent millitær. Spørgsmålet er bare, hvornår og hvordan bruges det bedst. Min holdning er, at vi selvfølgelig skal være parat, når der er behov for det. Og her er der endnu et spørgsmål, for var det nødvendiggt, at vi gik aktivt i krig for at støtte en amerikansk hævnaktion. Sådan ser det da ud lige nu, hvor Iraq kommissionen er opløst. Den igangværende krig er på anmodning fra lokalområdet, og her finder jeg det helt naturligt, at vi deltager. Hvis vi altså skal være en krigsførende nation. Danmark er rigtig gode på den humanitære og fredsbevarende bane, så måske var vores penge givet bedre ud der. Hvis man var lidt højtflyvende i tankerne, var det en ide, at forske i mobile flygtningelejre, og finde et koncept specielt til at hjælpe i nærheden af lokalområdet. Jeg tror vi har iværksætterånd nok til sådan et projekt, der uden tvivl vil løse mange problemer for de lande, der modtager flygtninge.

Men naturligvis skal vi have et solidt forsvar, bedre end det, vi har idag. Per Stig Møller var så vidt jeg husker, selv med til at nedlægge den gamle ubåds-eskadre, med det til følge, at både et godt kystnært forsvar og en kæmpe viden om ubådskamp nåede at forsvinde, inden man kom på bedre tanker. Under Kuweit, tror jeg det var, havde vi også en ubåd afsted til observation. Vores små ubåde havde en klar fordel fremfor de noget større ubåde. Det må og skal være vigtigere, at vi er istand til at imødegå Ruslands efterhånden mange provokationer, end at overlade vores forsvar under amerikansk kommando.

Peter Nielsen

Når Danmark vælger at deltage i en krigsindsats så kræver det en flertalsopbakning i Folketinget. Har vi ikke afholdt disse afstemninger? Grundlaget var ikke korrekt dengang man drog i krig mod Saddam, men den største og absolut mest alvorlige fejl var at man ikke havde nogen plan og strategi for tiden efter sejren i Irak og Afghanistan. Jeg er langt hen ad vejen enig med den førte politik, og jeg mener at FN oftest lammes af modsatrettede holdninger og derfor oftest er ineffektivt. Hvornår har FN haft en virksom effekt på en lokal krig? Det virker først når truslen og militær intervention kommer på bordet. Desværre er FN sjældent i stand til at fremføre den trussel. Husk også på at fredsbevarende og fredsskabende er to vidt forskellige missioner. Jeg var taknemmelig for at være udsendt som fredsskabende og ikke bevarende, det var vigtigt i Jugoslavien og skabte ofte en vigtig respekt omkring FN kontingenterne.

erik mørk thomsen

Det Per S. Møller mener, må være, når alfonsen (USA) siger hor, gør luderne(Danmark) det.

Henrik Brøndum

Tak til Information for denne udmærkede artikel. Fordi Per Stig Møller forløber sig og siger at Mogens Lykketoft vrøvler - og endnu mere kuriøst - at han havde et godt forhold til Condoleezza Rice, er manden både vidende og velargumenteret. Udenrigspolitik bør helst diskuteres på dette niveau - og ikke nede ved grænsebommene.

Jørn Petersen

Hvem behøver fjender når vi har typer som PSM til at rende løs som et løbsk missil.

Krig vil uanset hvad man kalder den, være det sidste man griber til og overfaldet på diktatoren SH viser med al grusom tydelighed de fejl som PSM og hans ligesindede, nemt bevægede sig ud i med deres formørkede sind.

Hverken usa eller eu er under angreb og bør derfor ikke føre krig andre steder i verden, de skulle også stoppe med at undertvinge andre nationer deres økonomiske overherredømme samt føre krig der hvor de mener de har olie interesser, det noget svineri.

usa er en aggressor og PSM kobler sig nemt og uden samvittighed på deres krige som er helt grundløse.

Uden usa mange provokationer alle vegne i verden, hvor de af hensyn til enten olie eller våben industri starter krige eller uroligheder, ville der være mere fred i denne verden.

Men tåber som Per Stig Møller fatter ikke dette faktum.

Lars Kristensen

FORSLAG TIL DEBAT

VERDENSERKLÆRINGEN FOR MENNESKELIVET

http://www.humanworldcouncil.net/Verdenserklaeringen%20for%20menneskeliv...

Jeg synes det ville være mere rigtigt, at vi - os, som er levende mennesker, at vi allierer os med alle de andre levende mennesker, her på Jorden.

ISIS, andre volds- og terrorgrupper samt diverse lande og stater der ser krig, vold, død og magt som løsningsformer, er menneskegrupper der har mistet forbindelsen og forståelsen til livet.

Vi mennesker har i årtusinder søgt at løse alverdens problemer på måder, der i store træk viser mangel på respekt for både menneskeliv og alt andet liv, her på Jorden.

Jeg føler mig derfor nødsaget til at komme med følgende forslag til, hvordan vi - os, de levende mennesker, kan gøre det enklere og mere levende, livgivende og livsbekræftende at forholde os til menneskelivet og livet i det hele taget, her på Jorden.

Mit forslag er blot en tilkendegivelse om, hvordan vi mennesker kan komme langt videre ud i forståelsen af, hvad livet reelt er for en størrelse for os mennesker.

Mit forslag er hverken religiøst eller politisk, det er alene et forslag jeg kommer med, som det levende, livgivende og livsbekræftende menneske jeg er.

Forslaget er et forslag jeg stiller til debat, som jeg håber så mange mennesker som muligt - globalt - kan være sammen fælles om at udforme til et dokument, vi - os alle, som levende, livgivende og livsbekræftende mennesker kan være med til, ved egenhændig underskrift at stå inde for.

LÆNGE LEVE DU LIVETS BARN
FOR DU ER IKKE NOGET SKARN.

Kære Per Stig Møller.
Du har vist en noget forenklet opfattelse med hensyn til hvordan den dansk-amerikanske forbindelse skal være.
Lad mig blot som eksempler nævne nogle amerikanske "successer": vietnamiseringen - iraqiseringen - og aktuelt afghanistaniseringen - alle beroende på følelsen af amerikansk"supremacy" - og noget vi som danskere må forbeholde os retten til at have en selvstændig stilling til.
Der er sikkert flere eksempler fra fortiden... og mange flere venter i fremtiden.
Det virker IKKE for klogt på forhånd at lade sig "lokke" til hvad som helst...
Må du få et godt otium.
Med venlig hilsen

Sider