Baggrund
Læsetid: 4 min.

En dreng bliver dumpet af professor Tribini

Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
Indland
9. juli 2015
Professor Tribinis råberi foran teltet var mere underholdende end det, der foregik inde i teltet.

Lars Hansen

Der var engang en dreng, der blev draget af gøgl, og den dreng var jeg. Tilbage i de tidlige 1960’ere tilbragte jeg en stor del af mine ledige stunder på Dyrehavsbakken. Modsat Tivoli var adgang gratis, og der var noget befriende råt over Bakkens gøgl, hvorimod Tivoli kunne fremstå som afmålt og poleret. Når man nærmede sig Dyrehavsbakken, kunne man høre forlystelserne, før man så dem: Rutsjebanens rumlende nedture med publikumshyl; en voksklovn, der fra sit glasbur i Det Mystiske Hus udsendte en hysterisk latter – og så en mandsstemme, der med kraftig højttalerforstærkning søgte at hidlokke publikum til et gøglertelt.

Når man nåede frem til teltet, kunne man forvisse sig om, at stemmen tilhørte professor Tribini, en drabelig selviscenesat figur, iført cylinderhat, rummelige grå bukser, sortpolerede sko, spraglet slips og jaket behængt med farverige ordener. Tribini bankede i gulvet med sin rumstérstang, mens han brølede remser som:

»Højtærede herskaber, grevskaber, klædeskaber, videnskaber og djævelskaber! Alle er velkomne. Tykke og tynde. Brede og flade. Rullemænd, tullemænd og julemænd. Sprællemænd og skraldemænd. Landmænd og vandmænd. Giffen, gaffen, guffen – penge ned i skuffen.«

Meget mere krudt

Man skulle tro, at Tribini dermed havde affyret sit krudt. Men nej. Der var masser af flere salver:

»S.O.S. – Slip Omgående Slanterne. Fuld tilfredshed eller pengene er spildt.«

»Kom nærmere, fru kammerherreinde. Luk op for smykkeskrinet. Hen til billetlugen. Op ad trappen, ind ad klappen.«

»Go’ aften, hr. godsejer. Det bliver tidligt sent. Sidste godstog kl. 23.18 dut.«

Professor Tribinis råberi foran teltet var mere underholdende end det, der foregik inde i teltet. Det var oftest plat og narreværk. Som Tribini selv sagde det ved afslutningen af den ca. 20 minutter lange forestilling:

»Mine herskaber, dette var ikke svindel. Det var det rene humbug.«

Et af de bebudede numre var den altfortærende kæmpe Samson. Det betalende publikum sad inde i teltet og ventede og ventede på Samson. Til sidst annoncerede Tribini: »Mine damer og herrer. Samson kommer ikke. Han har spist sig selv.«

Skæggede og oversavede damer var også en del af repertoiret, men sjældent særligt overbevisende skægklædt eller oversavet.

Det var ikke altid, de oversavede optrådte. Som Tribini kunne finde på at råbe ude foran teltet: »Den oversavede dame optræder ikke i aften. Hun er lige blevet skilt. Den ene halvdel bor i Roskilde, den anden i Ringsted.«

Forestillingen kunne Tribini også finde på at anprise som:

»De sorte dødsstråler fra uranminerne i Ballerup Tørvemose! Levende mennesker forsvinder sporløst. Mine herrer, tag Deres svigermor med.«

Søgte kgl. bevilling

Egentlig var professor Tribini i 1915 født på Københavns Vesterbro som Christian Jørgen Nielsen. I 1959 søgte han Justitsministeriet om kongelig bevilling til at antage sit gøglernavn som det officielle – dog uden professortitlen, som han sommetider tilføjede et »dr. philur«.

Nationen var meget optaget af den ministerielle behandling af Tribinis navneskifte. Sagsbehandlingen trak ud. I radioprogrammet ’Vers og Viser fra Aviser’ sang Buster Larsen på melodien fra ’Tom Dooley’ – en mand, der venter på at blive hængt efter at have jalousimyrdet sin kæreste – nogle linjer, der tæt fulgte den danske udgave. Blot var navnet skiftet ud:

’Timen er nær,

Tribini,

Bøj dig og bed din bøn.’

Det lo jeg ni-årige meget ad, da jeg hørte sangen i radioen.

Tribini fik sin kongelige bevilling.

I Tribinis mange sideaktiviteter til gøglerteltet indgik, at han var konferencier ved børnequizzer på Dyrehavsbakkens Friluftsscene. Jeg var stærkt opsat på at brillere, så til en quizdag kom jeg i god tid og satte mig midt på første række, så Tribini ikke kunne undgå at få øje på mine vilde håndsving, da han fra scenen bad frivillige om at melde sig til quizzen.

Han bød mig op, og jeg sprang på scenen, en 11 år har jeg vel været. Jeg gammelkloge og overbelæste barn fik hurtigt overhalet de andre deltagere. Jeg begyndte at sende forventningsfulde blikke til præmien: Et skrin med skinnende mønter i. Tribini, den svindler, har sikkert lagt falsk bund i skrinet, så der kun lå mønter allerøverst. Så lavt tænkte jeg dog ikke dengang.

Slutrunden

Til slutrunden bad Tribini mig om at komme hen til sin side. Tæt på kunne jeg se, at han var træt og udslidt, hans koparrede ansigt stærkt sminket.

Tribini sagde: »Nu nævner jeg en sang, og så skal du fortsætte.«

»Ja,« sagde jeg ivrigt.

Tribini sagde: »I Danmark er jeg ...«

»Født.« sagde jeg stolt.

Tribini sagde: »Næste linje?«

»Dér har jeg hjemme,« sagde jeg endnu stoltere.

»Og sidste linje?« sagde Tribini, i et bekræftende tonefald, som om møntskrinet allerede var mit.

Og så var det, at jeg pludselig var tom i hovedet. Jeg anede ikke, hvordan H.C. Andersens verselinjer fortsatte. De var væk.

Tribini ventede utålmodigt.

»Jae?« sagde han.

»Joeh,« sagde jeg.

Så kastede Tribini redningskransen: »Hvad har du hjemme på dit værelse?«

Jeg prøvede at se det for mig, men kunne kun få øje på Anders And-blade, og det gik jo ikke. Men andet meldte sig ikke.

Hvorpå Tribini irriteret råbte:

»Dér har jeg rod.«

Så grinede de nede blandt publikum. Jeg stod på scenen og var ydmyget. Møntskrinet forblev uantastet på sit podium. Jeg luskede ned.

Tænk at blive dumpet af professor Tribini! Hvor flovt kan det dog være?

Serie

I glimt

Seneste artikler

  • En naturdirektør fatter håb

    23. juli 2015
    Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
  • Den unge læser, der købte Ditlevsen og Sønderby

    23. juli 2011
    Nogle bøger betyder så meget, at man nødvendigvis må eje dem. Tove Ditlevsen og Knud Sønderby har skrevet noget af det smukkeste dansk. Ærligt og gribende, så de bliver en del af læserens eget liv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her