Baggrund
Læsetid: 4 min.

En dreng vokser op i nøjsomhed

Alle spinkede og sparede i 1950’erne. Gode år lå langt tilbage i tiden. Men så, pludselig ...
Indland
6. juli 2015
Det var de enkle glæder, der prægede børns liv i 1950’erne. Andet var der ikke råd til.

Det var de enkle glæder, der prægede børns liv i 1950’erne. Andet var der ikke råd til.

Johnny Bonne

Der var engang en dreng, der voksede op i nøjsomhed, og den dreng var jeg. De andre børn havde det på samme måde i 1950’erne. Nogle familier var ægte fattige, andre kunne lige holde skindet på næsen. Alle spinkede og sparede; ingen smed noget ud, der overhovedet kunne bruges igen. Ingen havde mange penge, i hvert fald ikke nogen af dem, jeg kendte.

Sådan havde det været næsten altid, blev det fortalt mig. I 1940’erne – under den tyske besættelse – havde det været forfærdeligt, og folk havde frygtet den sult og nød, der ramte mange lande i Europa. Inden da – i 1930’erne – var det endnu værre; verdenskrisen havde hærget, arbejdsløsheden var eksploderet og socialhjælp dårligt nok indført. Kun de meget ældre kunne huske, at der en gang havde været gode tider: Tilbage i 1920’erne, før de store krak. Under Første Verdenskrig var det vist også gået ret godt for Danmark.

Det havde min egen familie nydt godt af i den fjerne fortid – og så længe det varede.

Min morfar, der var født i 1870’erne, var af bondeslægt fra Slagelse-egnen. Han blev kødgrosserer og flyttede i 1910 med kone og barn til Hamborg. Kødgrossistvirksomheden gik godt; familien boede i en villa ved floden Alster, og min morfar tog hver dag en dampfærge til og fra sit kontor inde i byen.

Krigen bryder ud

Så brød verdenskrigen ud i 1914, og forholdene i Tyskland blev vanskelige. I 1916 flyttede min morfar og familien tilbage til Danmark. Grossistvirksomheden blomstrede stadigvæk. Det var gullasch-tid, og fronternes sult efter dåsekonserves var umættelig.

Min morfar og hans familie, hvor min mor nu var kommet til, boede i en pragtvilla i Hellerup, tæt ved Øresund. Min morfar havde alle sine penge stående i en bank, som hans bror var direktør for, og det var ikke klogt. I midten af 1920’erne krakkede banken efter hasarderede spekulationer. Det var der mange danske banker, der gjorde de år, mest spektakulært Landmandsbanken i 1922. Min morfars bankbror havde inden krakket nået at få sine egne penge ud og tilskyndet en udvalgt skare af venner og familie til at gøre det samme. Nogle af dem var så hæderlige, at de ikke ville benytte sig af insider-advarslen. Det moralske valg fik min morfar ikke, for broderen holdt ham i uvidenhed. Min morfar mistede sin formue. Det næste trekvarte år rejste min morfar land og rige rundt for at finde ordninger med sine kreditorer. Så døde han af skuffelse og udmattelse. Derpå var hans efterladte familie mindst lige så fattig som alle andre.

Armoden emmede over min barndom. Når jeg besøgte skolekammerater, der var værre stillet end jeg, lugtede deres trappeopgange af fattigdom. Lugten var også inde i lejlighederne. En sursød snerpen i næsen, som jeg siden har genoplevet under besøg i udlandet. Nogle af mine jævnaldrende havde en underlig moppefrisure. Når de skulle klippes, lagde deres mor en kasserolle over hovedet på dem og klippede randen rundt. Andet var der ikke råd til.

I et hjem, jeg kom i, fik jeg at vide, at de i lejligheden måtte flytte rundt på malerierne alt efter, hvilken retning vinden kom fra. Der var så mange revner og huller i murene, som det trak igennem. Billederne blev flyttet rundt som isolation.

For småt, for stort

Nøjsomheden kan iagttages på skolens klassebilleder fra de år: Tøjet er enten snærende småt, fordi der ikke har været råd til nyt, eller også er det for stort, fordi det er købt til at vokse i eller er genbrug af ældre søskendes. Der blev lappet, stoppet og syet på alle tekstiler, indbefattet møbelpolstringer.

Det var skik, at alle drengene i klassen blev inviteret hjem til hinandens fødselsdage. Selv mine børneøjne kunne se, hvilke drabelige omflytninger hjemmet havde foretaget for at fremstå præsentabelt – f.eks. ved at fjerne spor af, at stuen også var soveværelse.

Til en fødselsdag mødte en af drengene – Bjørn – uden en gave. Han havde måske håbet, han kunne smutte ind, uden at manglen blev opdaget. Men nej, fødselaren stod i døren og spurgte: »Hvor er gaven?«

Bjørn vred og vendte sig. Gaven havde han glemt, sagde Bjørn. Han ville have den med i skole i morgen. Fødselsdagsselskabet lå hånligt.

Næste dag havde Bjørn noget med, som vi andre var enige om var en brugt legetøjsbil fra en af Bjørns mangfoldige søskende. Så lo vi hånligt igen.

Og så pludseligt ... Hen mod slutningen af 1950’erne blev verden en anden: Forældre begyndte at få råd. Og børn fik lov til de ting, de gerne ville. Ligesom de voksne gjorde.

Verdenshistoriens voldsomste og længstvarende højkonjunktur – den fra 1957 til 1973 – var i gang. Men det kunne man jo ikke vide dengang. For barnets øjne så det ud, som om alle var blevet dygtigere – eller smartere.

Bump efter bump

Nogle kom nu så let til penge, at de voksne omkring mig udvekslede forargede bemærkninger. Især hvis det drejede sig om nogen, der heller ikke havde gjort en heldig figur under Besættelsen.

Men også den højkonjunktur fik en ende: Oliekrisen i 1973. Siden er det gået bump efter bump: Ny oliekrise i 1979, dotcom-boblen i slutningen af 1990’erne, finansnedsmeltningen i 2007.

Igennem det hele er min generation stort set landet med pålægschokoladen opad. Stort set – for nogle har formået at komme galt af sted selv i gode tider. Værre er det, at de slægtled, der følger efter, formentlig ikke kommer til at opleve en tilsvarende velstand livet igennem. Og da slet ikke, at det pludselig går vildt fremad.

Min generation har taget godt for sig af den globale honningkrukke – der er mindre af den tilbage og mange flere til at slås om resterne. »Gør gode tider bedre.« Sådan stod der på Socialdemokraternes valgplakater i 1960. Og det var ikke en gang løgn, for det kunne lade sig gøre, den gang.

Nu ville et sådant slogan nok lyde som en besværgelse snarere end en garanti for en bedre fælles fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her