Analyse
Læsetid: 5 min.

Dronningens fornemmelse for Grønland

Det royale sommerbesøg i Grønland er nøje designet til styrkelse af rigsfællesskabet. Blandt andet ved et besøg til Udkantsgrønland
Den danske regering har afvist alle opfordringer til at bidrage til den grønlandske forsoningskommission, der skal kulegrave danske overgreb i Grønland. Men dronningen synes at have en anden vilje til refleksion over den fælles fortid.

Den danske regering har afvist alle opfordringer til at bidrage til den grønlandske forsoningskommission, der skal kulegrave danske overgreb i Grønland. Men dronningen synes at have en anden vilje til refleksion over den fælles fortid.

Forsvarets Mediecenter

Indland
13. juli 2015

Dronningens igangværende besøg i Grønland illustrer på flere måder kongehuset uovertrufne fornemmelse for sne. Alene dronningens valg af rejsemål i Grønland afspejler en træfsikker sans for de royales muligheder for at forstærke rigsfællesskabets sammenhængskraft.

Inden dronningen indledte den mere pressevenlige del af sit besøg på Grønlands vestkyst, fløj hun med et af forsvarets fly til den lille by Ittoqqortoormiit – blandt danskere kendt som Scoresbysund – langt oppe på Grønlands østkyst.

Monarken fik således understreget kongehusets indsigt i Ittoqqortoormiit og Østgrønlands særlige betydning både i den aktuelle grønlandske kontekst og i den historiske: Ittoqqortoormiit hører til det yderste, forsømte Udkantsgrønland. Ligesom i Danmark har man i Grønland en intens diskussion om forholdet mellem centrum og periferi, og dronningen har nu med sit besøg diskret illustreret, hvordan en nations hele kun sikres ved at holde aktivt sammen på alle delelementer. Det vil de sætte pris på blandt østgrønlænderne, der udgør et væsentligt mindretal i Grønland – også i de større byer på vestkysten. Dronningen fik da også fluks overrakt en gave fra glade borgere i Ittoqqortoormiit: en pude i sælskind med det royale monogram.

Så slog Danmark til

Ittoqqortoormiit blev grundlagt på et tidspunkt, hvor Danmarks overhøjhed over Grønland var sat på hård prøve. I begyndelsen af 1900-tallet var der flere nordmænd – pelsjægere – i Nordøstgrønland end danskere. I Oslo var man uhyre bevidste om, at Grønland fra vikingernes tid lige som Færøerne og Island havde været norsk biland, og at hele Nordøstgrønland fortsat var uden permanent beboelse, et terra nullius. I mange nordmænds øjne var Nordøstgrønland mere norsk end dansk. Så slog Danmark til. Den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen inviterede et hold grønlændere fra den sydlige del af Østgrønland med til Scoresbysund. Et skib blev stillet til rådighed af ØK, og byen grundlagt som bevis på, at Danmark mente Nordøstgrønland alvorligt. Snart efter gjorde Norge krav på tusinder af kilometer kyst nord for byen; hele det vældige og dybe fjordsystem nord for Staunings Alper blev for en stund annekteret; nordmændene kaldte området for Erik den Rødes Land, men forgæves: Den Internationale Domstol afviste efter to års granskning hele det norske krav. (I modsat fald ville nordmændene i dag have stået som ejere også af de vældige olie- og gasforekomster, geologerne spår om ud for Nordøstgrønland. Det vidste man ikke den gang – men alligevel!).

Under Anden Verdenskrig oprettede tyske tropper vejrstationer i Nordøstgrønland, og hele kysten nord for Ittoqqortoormiit er stadig uden permanent beboelse. Dronningens besøg er derfor et ikke uvæsentligt bidrag til den stadige markering af Danmarks engagement også i denne del af Grønland; et bidrag, der fra starten var tænkt endnu stærkere. Dronningens oprindelige rejseplan indebar også et besøg på forsvarets Station Nord flere hundrede kilometer nord for Ittoqqortoormiit. Her skulle hun sammen med landsstyreformand Kim Kielsen bl.a. have åbnet en ny klimaforskningsstation, Villum Research Station, bygget og drevet af Aarhus Universitet, og formelt ejet af Naalakkersuisut, Grønlands selvstyre. Kun tågen forhindrede den kongelige deltagelse; til gengæld var det kronprins Frederik, der tog det første spadestik til stationen i 2013.

Byen, der nægter at dø

I Vestgrønland vil dronningen og en skare af journalister, der slutter sig til der, bl.a. besøge den endnu mere symbolladede destination Qullissat; en nedlagt, ubeboet mineby på den østlige side af Disko-øen.

Få danskere ved, hvad Qullissat er, men dronningen er tydeligvis fuldt ud klar over stedets stærke symbolladning. Lukningen af Qullissat i 1972 er en af de væsentligste begivenheder i nyere, grønlandsk historie. Mange grønlændere kalder flytningen af Qullissats godt 1.400 beboere for en tvangsflytning; byen var den fjerdestørste i Grønland og landets første rigtige arbejderby. Lukningen fik karakter af et nationalt traume og indgår nu som centralt element i kritikken af danskernes håndtering af Grønland efter Anden Verdenskrig. Lukningen førte til splittelse af talrige familier; Qullissat-borgerne blev spredt over hele Grønland, mange af de tidligere kulminearbejdere blev arbejdsløse; mange sagde farvel til et sted, hvor de var født og opvokset, til nære slægtninges gravpladser, ejendele, historie og identitet. En af dem var den senere landsstyreformand Kuupik Kleist, der under hele sin regeringstid havde et stort oliemaleri af Qullissat hængende på chefkontoret i Nuuk. Legenden siger, at det var i Qullissat det kommunistiske manifest blev oversat til grønlandsk, arbejderne fra byen var vandt til at organisere sig; lukningen satte sindene i kog, og ni år senere havde Grønland fået Hjemmestyre, eget parlament, flag og nationaldag.

Dronningens besøg i Qullissat vil af mange i Grønland sikkert blive opfattet som en velkommen anerkendelse af de rystelser, Qullissat-familierne blev udsat for ved byens lukning. Hendes blotte tilstedeværelse i Qullissat vil blive læst som et bidrag til den søgen efter fred med fortiden, en del i Grønland er optaget af. Dronningen ved selvfølgelig, at Naalakkersuisut med opbakning fra de politiske partier i Grønland sidste år nedsatte en Forsoningskommission, der netop skal kulegrave alt det, som en del grønlændere anser for danske overgreb i Grønland, herunder lukningen af Qullissat. Den danske regering har hårdnakket afvist alle opfordringer til at bidrage til kommissionens arbejde, men dronningens besøg i Qullissat synes at afspejle en ganske anden royal vilje til refleksion over den fælles fortid.

Dronningen vil til gengæld svare vagt og forsigtigt på spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret for lukningen af Qullissat var dansk eller grønlandsk; hvem havde skylden? I den fine bog om sagen, Byen, der ikke ville dø fra 2013, beskrives et årelangt forspil, hvor både danske og grønlandske politikere og embedsmænd havde del i de overvejelser, der førte til lukningen, og dronningen vil klogeligt afholde sig fra at sige noget som helst konkret om netop det, den grønlandske kommissionen har fået mandat til at undersøge. Det behøver hun heller ikke; billederne af kongeskibet, der lægger sig for svaj ud for Qullissat og dronningen, der går i land i den formelt ubeboede mineby, som mange nu bruger som sommertilholdssted, vil være alt rigeligt. Dronningen indledte sit besøg i Grønland 8. juli; Prins Henrik støder til i Vestgrønland. Pressens hofreportere spekulerer i øjeblikket over, hvorvidt besøget mon bliver dronningens sidste i Grønland.

Martin Breum er forfatter bl.a. til ’Balladen om Grønland’ og har netop været på reportagerejse til Nordøstgrønland. Han skriver jævnligt i Information om Arktis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Circus royale" satser naturligtvis på det sikre... herunder på besøg på Grønland.
Vi der ønsker ændringer vil foreslå hoffet flyttet til Nuuk... og Amalienborg åbnet for offentligheden.
Hermed bliver den kongelige families relation til Danmark mindre...og Grønland bliver sparet for besvær med hvem der skal være overhoved når det bliver selvstændigt... held og lykke til alle...!!