Læsetid 4 min.

Håb om behandling af børn med angst

Ny forskning viser, at en specifik behandling mod angst hos børn og unge virker. Derfor skal 60 kommunalt ansatte nu uddannes i metoden i håb om, at den vil brede sig på landsplan. Og det er ikke usandsynligt, siger KL
Information fortalte i mandags om otteårige Mathias, der lider af separationsangst, men nu er begyndt på Cool Kids-behandlingen.

Information fortalte i mandags om otteårige Mathias, der lider af separationsangst, men nu er begyndt på Cool Kids-behandlingen.

Sigrid Nygaard
23. juli 2015

Ny forskning viser, at den såkaldte Cool Kids-behandling, der er udviklet specifikt til børn med angst, er særdeles effektiv. Og det kan ifølge Mikael Thastum, professor, psykolog og leder af behandlingsprogrammet for børn på Angstklinikken, være med til at gøre, at børn med angst i flere kommuner får den hjælp, de har brug for.

»Vi har lavet en række undersøgelser og har påvist en god effekt for Cool Kids-behandlingen. Samtidig er der en del kommuner, der er begyndt at bruge den, og det i sig selv er også en god ting. Det er stadig meget få, men for fem år siden var der ingen, der gjorde det,« siger han.

Læs også: Angste børn bliver overset

Som Information kunne fortælle i mandags, er den aktuelle status, at der i 65 af landets 98 kommuner ikke findes et specifikt behandlingstilbud til børn med angst. Men de positive resultater fra Angstklinikkens undersøgelser har været med til at skaffe en bevilling fra Trygfonden, som har givet penge til uddannelse og supervision af 60 personer fra omkring 20 kommuner. Og selv om det ifølge Mikael Thastum ikke kan dække behovet, er det bedre end ingenting:

»Det er selvfølgelig alt for lidt, men det er en måde at udbrede kendskabet til både problematikken med angst hos børn og Cool Kids-behandlingen, som vi ved har god effekt.«

Effekten er blandt andet målt i en af de nyeste undersøgelser, som er foretaget blandt 90 børn og unge og deres forældre. Her har halvdelen modtaget Cool Kids-behandlingen, mens resten har stået på venteliste i tre måneder. Og mens 48 pct. af børnene blev helt fri af deres angst efter behandlingen, helede tiden i sig selv kun 5,7 pct. for angst i ventelistegruppen. Da begge grupper havde modtaget behandling, var tallet oppe på 58 pct. angstfri børn og unge, og resultatet var nogenlunde det samme, da børnene blev undersøgt et år senere.

Det er gode nyheder, synes kontorchef i Center for Social og Sundhed i KL Tina Wahl:

»Det lyder interessant, og det vil helt sikkert være en af de ting, vi følger med i,« siger hun og erkender, at indsatsen over for blandt andet de angste børn har haltet:

»Vi har haft en række udfordringer inden for området med udsatte børn og unge. Og der er fortsat plads til forbedring, men det er vigtigt at understrege, at der allerede er en meget positiv udvikling i gang på området.«

Som ringe i vandet

Angstklinikken har allerede uddannet en række kommunale psykologer i Cool Kids-metoden i blandt andet Holstebro og Randers og har desuden konkluderet, at effekten i det virkelige liv svarer nogenlunde til den, de har påvist i klinikken. Men noget af det, der for alvor gør en forskel, er ifølge Mikael Thastum, når psykologerne ude i kommunerne kan mærke, at det virker:

»Mange af de behandlere, som er begyndt at bruge det, er meget begejstrede, fordi de kan se, at det har en rigtig god effekt. Og så bliver de motiverede til at lave flere forløb og hjælpe endnu flere, fordi de tidligere har følt sig magtesløse over for de her børn og ikke vidst, hvad de skulle stille op.«

Derfor er der også håb om, at det nye uddannelsesforløb kan skabe gode resultater, siger Mikael Thastum:

»Så får kommunerne mulighed for at afprøve en metode og opleve, at de kan hjælpe disse børn, og det motiverer også behandlerne til at fortsætte med dette tilbud,« siger han.

Læs også: To ud af tre kommuner tilbyder ikke målrettet hjælp til angste børn

Interessen er der, siger Mikael Thastum og fortæller, at forløbet, hvor fagpersoner fra en række kommuner skal lære at bruge Cool Kids-metoden, starter i januar 2016. Samtidig forpligter de sig til at gennemføre mindst to Cool Kids-forløb det første år. Men håbet er, at det ikke stopper dér:

»De steder, hvor vi har uddannet folk, kan de jo selv uddanne andre. Så det er også en måde at skabe kendskab til den her behandling, og så er målet at få det udbredt, så de børn, der går rundt med angst, får en tilstrækkelig hjælp i kommunerne,« siger Mikael Thastum.

»Vi håber, det kan skabe ringe i vandet og få flere kommuner til af sig selv at synes, det er en god idé, fordi det er en billig metode, der kan hjælpe en masse børn,« siger han.

Og det er ikke usandsynligt, for det er ofte sådan, udviklingen i kommunerne sker, forklarer Tina Wahl.

»Hvis man skal drage en parallel til ældreområdet, arbejder alle kommuner nu med rehabilitering. Det startede egentlig i Fredericia for efterhånden 10-12 år siden og blev i mange år kaldt Fredericia-modellen, men er nu fuldstændig landsdækkende og er endda blevet skrevet ind i serviceloven,« siger hun.

»Så kommunerne lærer af hinanden, og man skal ikke underkende, at kommunernes netværk ikke er dårligt. Der er meget, der breder sig, uden at vi for eksempel har nogen aktie i det.«

Information har i en række artikler sat fokus på børn med angst og på børnefamiliers vilkår i Danmark. Til udarbejdelsen af artiklerne har Information fået økonomisk støtte fra TrygFonden i forbindelse med konkurrencen ’Viden før vinkel’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tove Stenersen
Tove Stenersen

Hva med å se på mikroflora? Det hjelper ikke bare litt, men ordentlig.
Jeg har ikke lest forskningen som ligger til grunn for denne behandlingen nevnt over,men ganske ofte i psykologisk forskning foregår det slik: "Føler du deg bedre" "-Ja, litt." Når så mange nok svarer det, regnes det som statistisk signifikant. Og det er jo hyggelig å prate med en terapeut, man har ikke lyst til å si noe negativt. Dessuten dersom det er en betennelse som er årsak til angsten kan den jo gå over etter en stund.
http://www.healthygutbugs.com/probiotics-next-big-anti-anxiety-remedy/

Brugerbillede for Peter Jensen
Peter Jensen

Vil man helst have et køligt barn eller et angst barn? Det afhænger nok af.

Cool kids er et symptomprodukt. Angsthåndtering. Lapperier. I sig selv er det bekymrende at den fremtidige, kommunale 'løsning' på børn og unges angstproblemer er at gøre dem kølige. For dét betyder det. Varme børn er bedre, på godt - på mindre flot.

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Kognitiv behandling af angst som eks cool kids virker. Det er der intet ny i - det har international forskning vist i årtier nu.

Cool kids er en behandling hvor barnet i små bitte doser udsættes for mere og mere af det som gør det angst. Til sidst bliver det så at sige de-sensibiliseret.

Hvis et barn først har udviklet stærk angst er sådan en type behandling ofte nødvendig for at komme igang igen.

Fint. Det har vi så med en bred pensel fået smurt ud over 6 artikler.

Men hvordan kan det fortsætte uden at emnet bliver set i større perspektiv og fra andre vinkler?

Tror journalisterne at de her er super smarte og lige kan hjælpe syge børn?

Det er farligt med den slags aktivistisk journalistik når man som læser sidder med en fornemmelsen af at den der skriver ikke har det fjerneste begreb om hvad de har imellem hænderne men alligevel fører sig frem som om de har en sag.
Hvis man tror at angstbehandling med desensibilidering er løsningen på at 10% af børnene har angst - vi skal bare bruge flere penge - så er man som journalist blevet en del af problemet.

Det er ikke blot dårlig ukritisk journalistik det er også farligt.

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Her er en kommentar jeg skrev til sidste leder. Kan information mere eller mindre kopiere indhold med let omskrivning kan læserne vel begynde at gøre det samme:

Hvad fortæller børnene os?
Op mod slutningen af nullerne brugte kommunerne 30% (eller deromkring) af deres skolebudget på handicapområdet. Det var voldsomt eskaleret således at alle de penge der blev tilført området ekstra endte i specialområdet. Da kassen var tom, kom der besparelser og de faldt inden for specialområdet - ellers var der ikke til at lave almindelig skole.
Således at vi nu skal tilbage til en fordeling vi havde omkring år 2000. Folk tror vi skal tilbage til 50erne.
Alle de børn havde vi ikke blot givet diagnoser, men vi havde også placeret dem uden for vores normale system. De skulle have terapi, medicin og i specialskoler.
Imens vi kunne parkere dem på disse skoler under kyndig behandling af eksperter, kunne vi indrette vores skoler med mere gruppearbejde, sociale krav, projektorienteret arbejdsform, børn der ledede børn, børn der satte egen dagsorden og program. Karakterer, handlingsplaner, sociale krav, ikke sociale krav. Ros & Ris i store mængder. Ambitioner i massevis. Navigering i noget der ligner en stiv storm med vind fra forskellige retninger. En kamp.
Da inklusionen startede skulle de handicappede børn tilbage - under stor postyr - væk fra behandlerne, terapien, medicinen og specialskolerne.
Men vi havde nået at indrette os så vi ikke kunne være sammen. Med os selv og hinanden.
Løsningen er ikke altid flere penge. Det kan godt gøre det værre.
Hvis 10% af børn viser tydelige træk på angst, og at denne påvirker deres hverdag og kompetencer i betydeligt omfang, er løsningen så terapi? - som løsningen var medicin til dem med ADHD?
Hvis 10% af børnene har angst - ikke 2 ud af tusinde - nej 2-3 i hver klasse, så er det værd at arbejde med den hypotese at situationen ikke blot skal læses som børn der har angst, men som børns - til dels sunde - reaktion og kompensation på noget der sker i deres omgivelser.
Lad os sige tak til dem fordi de fortæller os at VI skal gøre noget anderledes.
I USA bliver hver fjerde dreng i skolen medicineret mod ADHD. Når psykiske lidelser når den udbredelse er det ikke gavnligt at se dem som en personlig lidelse men som et spejl på de problemer der er omkring børnene (eksempelvis de ængstelige voksne). Det er håbløst at behandle sig ud af problemer der har den størrelsesorden - når vi taler 10%. Det giver ingen økonomisk mening at behandle barnet for separationsangst den ene måned, og et halvt år efter for angst for åbne pladser, og næste år for edderkopper. Imens psykologen eksponerer (udsætter) barnet for elevatorer og busser, står den ængstelige mor og kikker på. Det skal være en absolut undtagelse, resten skal håndteres i den måde vi indretter vores hjem, institutioner og arbejdspladser på.
De problemer der møder kommunerne til prioritering af ressourcerne er enorme.
Angste børn har mødre og en hær af behandlere der vil tale deres sag. De bliver ikke overset. Mor har lagt mærke til sit barn - hun er bestemt bekymret.
Børn med adhd eller kræft bliver heller ikke overset. Alle kan forstå og sætte sig ind i deres situation og de har opbakning fra en industri - og også deres egne kasser der giver adgang til hjælp.
Men hvad sker der eksempelvis med de spædbørn, der vokser op uden omsorg, kontakt og fejlernæring - af forældre der er meget evnesvage og/eller på stoffer? Her taler vi om uoprettelige hjerneskader og efterfølgende omkostninger til det offentlige der får mange andre problemer til at blegne rent økonomisk. De kræver kommunens opmærksomhed. Som andre oversete grupper."

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Hvad med at uddanne et forebyggelses korps i stedet?
- (hvis det nu er den slags nemme systemiske lappeløsninger vi skal have fordi alle har mistet overbilkket)

De kunne tage rundt til skoler, børnehaver og andre instutioner og give værktøjer (host host) om hvordan de skal indrette sig for at vi ikke producerer ængstelige, urolige, stressede whatever børn.
Korpset kunne være en del af arbejdstilsynet, da voksnes miljø jo direkte smitter ind på børnenes reaktionsmønster.

Så kunne man kombinere det med at pædagoger, sygeplejesker, lærere mm blev uddannet i hvordan hjemmet skal fungere og hvad forældre skal gøre. Den viden kumne de så give når de så tegn på at børnene fik det dårligere.

En løsning ala den ovenstående har den fordel at vi alle ville blive klogere på hvad der sker med børnenes trivsel så vi kan indrette os bedre. Uden at der skal behandlere eller medicin til.

Vores børn er ikke syge.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

I alle de artikler, der er skrevet om emmet, er det væsenet spørgsmål ikke stillet.
Hvorfor få børnene angst?
Børn er ikke født angste, psykiske syge m.m.
Nogle må da havde påført dem det!
Hvis et barn, har en hysterisk far/mor, der er angste, overføres den angst til børnene.
Og det kan man ikke behandle sig ud af, med mindre man behandler faren/moren, for de vil blive ved med, at overføre deres egne angst til deres børn.
Men da, i følge de ting, jeg se/hører om i LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere) er en stor del, af de angste børn, fra den "bedre" middelklasse og de er jo fejlfrie, i følge dem selv, og derfor umulige, at behandle, går det ud over de stakkeles børen, der ufrivillige bliver taberne.
At behandl/medicinindustrien kører med på det, siger sig selv, der er jo gode penge i at gøre folk syge, for et helt liv!

Brugerbillede for Tove Stenersen
Tove Stenersen

Blir jeg ignorert fordi det er så fremmed å se på mulige biologiske årsaker til psykiske problemer? Og måske mikroflora er enda mer ukendt? Men søk litt på forskning og dere finner mye fra de siste årene.

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Ang. Kost og hjernens udvikling gennem tarmflora. Det giver ikke mening og forklaringskraft i lige denne her sammehæng.
Det emne der behandles går ret specifikt på separationsangst og med cases fra børn i skolealderen.
Eksponeringen som behandling virker jo også på denne gruppe hvilket samlet ikke peger på en biologisk årsag på den her gruppe.

Det er bestemt interessant men som jeg skriver ovenfor har vi altså spædbørn der vokser op i det her land uden bare rimelig ernæring og med omsorgsvigt. Det giver hjerneskader så det basker til noget hvor de psykologiske følgevirkninger faktisk er nogle af følgevirkningerne. Det handler om at få proportionerne på plads.

Brugerbillede for Søren Kramer
Søren Kramer

Vi vil alle være disponerede i mere elle mindre omfang for en psykisk lidelse (en færdighed i nogle sammenhænge - fx at forstå faren ved at mor forlader en i skoven). Der er således også en genetisk disponering. Den kan bare ikke ændres.
Det interessante er hvad vi gør ved det.
Det er ihvertilfælde billigere at lære mor at hun godt kan gå på toilettet uden at baby er med end at det er at få et angst barn på 8 år der ikke tør gå i skole vænnet til det igen.
Hvis vi bruger alle vores penge på behandling er der ingen til forebyggelse hvor man får så uendeligt mere for pengene. Tag eksempelvis oplysning om at rygning er usundt. Det koster jo intet at informere om.
Det er et helt klassisk dilemma. Der er intet pres på bedre forebyggelse kun behandling.