Læsetid: 1 min.

Kommunalt ansatte fik luksusmiddage, fodboldbilletter og konsulentopgaver

17. juli 2015

67 kommuner får pas leveret fra it-firmaet Scan-Tech Sikkerhedssystemer, der har givet kommunale embedsmænd billetter til en fodboldlandskamp, luksusmiddage, kasser med rødvin og vellønnede konsulentopgaver.

Det skriver DR Nyheder på grundlag af dokumenter fra Scan-Tech Sikkerhedssystemer. Dokumenterne viser, hvordan ansatte i Københavns Kommune, der arbejdede med pas, i 2011 var til landskamp i Parken med luksusmiddag.

Det strider mod reglerne, mener lektor i forvaltningsret, Sten Bønsing, fra Aalborg Universitet.

»Jeg ser et mønster, hvor virksomheden forsøger at få så tæt et forhold som muligt til udvalgte kommunalt ansatte,« sagde Bønsing til DR. »Der er efter min vurdering tale om overtrædelser af reglerne om både habilitet og gaver til offentligt ansatte.«

En chef og en leder i pasafdelingen i Høje-Taastrup Kommune fik i 2012 hver en kasse rødvin i forbindelse med, at de demonstrerede Scan-Techs system i en reklamevideo.

»De her gaver er klart ud over grænsen for, hvad man må modtage som offentligt ansat. Vi har så skrappe regler i Danmark for at undgå, at man som offentligt ansat kommer i lommen på nogen virksomheder,« siger Sten Bønsing.

It-firmaet ansatte lederen af pasafdelingen i Høje-Taastrup Kommune som konsulent. I 2010 fik hun 100.000 kroner for at lave manualer, teste it-systemer samt fremvise firmaets systemer for ansatte i andre kommuner.

Siden 2008 har it-firmaet leveret systemer til kommunerne til fremstilling af pas. Firmaets ejer, Bjarne Jensen, ville ikke interviewes af DR. Men han forsvarede ansættelsen af Høje-Taastrup Kommunes leder.

»Den pågældende medarbejder har dels brugt (fri-)tid på at lave brugervejledninger til vores systemer og dels i tre tilfælde undervist andre kommuner i brugen af systemet,« skrev han i en mail.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu