Læsetid: 12 min.

’Jeg har ikke lavet noget i dag’

Der drikkes kaffe i litervis, og der er altid et fjernsyn tændt på frimurerplejehjemmet Johannesgården i Brønshøj. Information har tilbragt 24 timer sammen med de ældre, som både er taknemmelige og melankolske
Connie Ruusunen føler sig lidt fortabt på Plejehjemmet Johannesgården, fordi det ligger i et område, hun ikke kender. Men hun synes, at plejerne er søde og rare, og hun er glad for sin lejlighed. På væggen hænger et ur, som er gået i stå. Det fik hun af sine forældre i bryllupsgave.
1. august 2015

Klokken er 10.15, og Dorte Jensen, som er aktivitetsmedarbejder på plejehjemmet Johannesgården i Brønshøj, har samlet en gruppe ældre til ’formiddagshygge’ i et fællesrum på første sal.

»Du har din nye bluse på,« siger Dorte Jensen til 83-årige Lisjan, som er dement. Lisjan kigger ned af sig selv, på den gule T-shirts med blondeudskæringen for derefter at kigge op på Dorte Jensen.

»Du skal huske at få et nummer i den,« siger Dorte Jensen.

Annie Aggerbeck, en lille 86-årig dame med plaster over næsen, træningsjakke og multifarvede strikkede muffediser på armene kommer ind i rummet. Foran sig skubber hun en rollator. Hun kommer nede fra træningslokalet. Der skulle have været træning, men der var ikke nogen. Dorte Jensen serverer te i hvide porcelænskopper med guldkant og påmalede roser, som er placeret på matchende underkopper, og forklarer, at den medarbejder, som står for træningen, er langtidssygemeldt, men at der måske bliver et erstatningshold senere på dagen.

Annie Aggerbeck har boet på Johannesgården i en måneds tid, og hun er, som hun siger, »meget forkælet«.

»Jeg har jo drengene,« siger hun med henvisning til hendes to sønner, som besøger hende mindst én gang dagligt.

»Det er rørende, at de gider. Men må vi sige, at vi mangler en kiosk?« siger Annie Aggerbeck og kigger drilsk op på Dorte Jensen.

»Det må du godt. Men det er svært, når I kun er 73 beboere. Men jeg ved godt, at mange af jer savner at handle ind,« siger Dorte Jensen.

Der nikkes rundt om bordet.

»Det er også derfor, vi holder café en gang om måneden. Og bestiller varer til jer hver uge, som jeg skal til nu,« siger Dorte Jensen og griber ud efter sin telefon og bestiller et Familie Journalen, et Her & Nu, fire plader chokolade og snehvidt bomuldsgarn til en, som bare kaldes Mormor.

»Jeg kom meget i Magasin. Der var nu så hyggeligt derinde,« siger Lisjan.

Ulrik Hasemann

Klokken er 11.16, da Connie Ruusunen parkerer sin kørestol i gårdhaven, som er omringet af den tre etager høje bygning. På hver etage er der to afdelinger, øst og vest, og på hver afdeling er der 11 beboere med hver sin lejlighed. Connie Ruusunen fisker en cigaret op af et læderetui. Hun tænder den med en lighter, som spyr ild ud i en aggressiv stråle. Næsten som en ukrudtsbrænder.

Connie Ruusunen ville helst have været på et andet plejehjem tættere på hendes tidligere hjem i Vanløse. Selvom hun sjældent forlader Johannesgården, gør det hende utryg at bo i et område, hun ikke kender.

»Jeg føler mig helt lost her. Men plejerne er så søde og flinke,« siger hun med sin spinkle stemme. Connie Ruusunen har ingen familie tilbage. Hendes mand døde af kræft i 1963. Og hendes søn som 27-årig i 1989.

»Han var misbruger. Det var med piller. Sådan er det. Det var en befrielse faktisk. Han truede med alt muligt for at få penge.«

Klokken er 11.33. Inge, en lille spinkel dame med udstående kraveben, sidder i fællesstuen i afdeling vest på anden sal. Hun har haft dårlig mave og skal faste.

»De bruger mig til at øve sig på. Jeg skal sige det, når jeg har været på toilettet. Men det har jeg jo ikke kunnet i dag, for jeg kan ikke finde dem. Ih, hvor er jeg gal på dem. Så sidder jeg her ganske alene,« siger Inge.

»Altså, hvor har I været henne?,« siger hun, da tre ansatte kommer ind.

»Vi har været til morgenmøde, Inge. Hvad kan vi gøre for dig?,« siger en medarbejder.

»Jeg sidder her og venter på information,« siger Inge.

Medarbejderen forklarer, at Inge snart skal have en proteindrik.

»Så fik vi da en forklaring,« siger Inge bagefter.

Ulrik Hasemann

Klokken er 12.00, og frokosten, som består af smørrebrød, indtages i afdeling vest på første sal i stilhed – kun brudt af opvaskemaskinens summen, bestikkets klirren mod tallerkenerne og Leif Jensen, den eneste mand blandt afdelingens 11 beboere, som siger »det’ en flyvefisk«, hver gang han tager en bid af sin sildemad. På bordet har han en plastikbøtte, som der har været rejer i, som han har fyldt med Matador Mix.

Inge får serveret en proteindrik med cappuccinosmag i en kaffekop af social- og sundhedshjælper Tina Hansen, som forsøger at sparke gang i samtalen:

»Der er en masse ballade med grækerne og deres penge,« siger Tina Hansen.

»Nå da,« siger en af beboerne.

Klokken er 12.27, og 80-årige Helga Pedersen sidder i sin kørestol ved sit egetræsbord, hvor den blå bakke, hun har fået frokosten ind på, står. Hun foretrækker at spise på værelset, fordi hun er vant til at bo alene.

– Savner du livet i din gamle lejlighed?

»Jeg savner bare livet. Jeg plejer at gå til koncerter og teater,« siger Helga Pedersen og tilføjer, at personalet »såmænd gør, hvad de kan«, fordi plejehjemmet får støtte af Frimurerlogen til koncerter og kulturelle arrangementer.

»Det er bare ikke det samme som Radiohuset,« siger Helga.

»Men man har jo hørt så meget om de andre plejehjem. Når man sidder her og skal på toilettet, så tæller hvert et minut jo. Nu som mig, jeg kan bakke, men jeg kan ikke flytte mig fra stolen. Det er der heldigvis andre, der kan gøre for mig. Men jeg føler mig bundet.«

Leif Jensen får et bad omtrent en gang om ugen. Han har prøvet lidt af hvert i sit liv, blandt andet sejlet Østen rundt, arbejdet i et cirkus og været Danmarksmester i dart. Han fik sin første tatovering som 12-årig og har blandt andet sin afdøde kones navn tatoveret.

Ulrik Hasemann

Klokken er 13.01, og Annie Aggerbeck har taget plads i plastikhavemøblerne i gården sammen med en anden beboer, Elsa. Inden har Annie Aggerbeck trasket tre runder i gården som erstatning for den aflyste træning.

»Ved du godt, at Grethe er faldet?,« siger Elsa.

»Ja, det kan du tro, jeg ved,« svarer Annie Aggerbeck og forklarer, at Grethe faldt, da hun skulle bukke sig efter en serviet.

»Og hvad så?« spørger Elsa.

Annie fortæller, at Grethe har fået en revne i hoften.

»Det er synd for hende. Jeg bruger altid min gribetang,« siger Elsa, som har arbejdet på Grøndals Apotek, hvor hun »trillede piller, så de blev runde og pæne«.

»Hvad er det for en klods deroppe?« siger Annie Aggerbeck og retter sin pegefinger mod en firkantet udsugning på plejehjemmets tag.

Elsa tipper hovedet og studerer kassen gennem sine smalle blå briller.

»Mon det er noget med elevatoren,« siger Elsa.

»Det må vi have undersøgt. Vi kan ikke have sådan en klods liggende uden at vide, hvad det er. Det er dagens opgave,« siger Annie Aggerbeck, som i mange år har arbejdet som viceskoleinspektør.

Ulrik Hasemann

Klokken er 13.40, og Charlotte Renneberg, som er rengøringsvikar, er nået til tredje sal, hvor hun banker på Lars’ dør.

»Hej Lars, det er rengøringen,« siger Charlotte Renneberg.

Lars er lam i den ene side af kroppen efter en blodprop. Han ligger i sin seng og kigger op i loftet. Med åben mund. Mens en genudsendelse af Kender du typen pumper høj volumen og lysstød ud i det mørke rum, hvor gardinerne er trukket for.

»Niels, hvad siger du til køkkenet?,« spørger værten en af livsstilseksperterne.

»Det er tydeligvis et køkken, der bliver lavet mad i,« svarer den mandlige livsstilsekspert.

»Er der noget, du lægger særligt mærke til,« spørger værten den anden ekspert.

»Jamen, mine øjne falder altid på champagneglassene,« svarer hun, imens Charlotte Renneberg går i gang med Lars’ badeværelse.

Ulrik Hasemann

Klokken er 13.50, og Lisjan sætter læberne i en blød hvid bolle med et tykt lag tandsmør. Hun sidder i sofaen i fællesstuen sammen med Leif Jensen, som har sin bøtte med Matador Mix med sig. Ruth, en høj tynd dame med krøller, som altid har sin håndtaske med sig, sidder der også.

Leif Jensen glæder sig til, at det bliver varmt.

»Så går damerne nøgne rundt derude,« siger han og peger ud på gården.

»Det får du ikke nogen til,« siger Lisjan.

Både Lisjan og Ruth ville helst bo hjemme.

»Men det nytter ikke noget. Jeg blev så tynd. Ens familie kan ikke komme hele tiden,« siger Lisjan, som bliver bekræftet af Ruth.

»Nej, det ville jeg i hvert fald ikke bryde mig om,« siger Ruth. »Men de kunne komme på skift,« tilføjer hun og fortæller, at hun gav sin familie »en skideballe«, da hun skulle på plejehjem.

»En ordentlig omgang. Alle sammen. Men inderst inde kunne jeg godt mærke, at det kneb.«

Leif Jensen fortæller, at han har prøvet meget i sit liv. Han har blandt andet været på sømandsskolen i Esbjerg, sejlet Østen rundt på en lastdamper, arbejdet i et cirkus og på både Carlsberg og Tuborg. Og så er han tidligere Danmarksmester i dart. Hans kone døde af »noget med de røde og hvide blodlegemer«.

»Det gik så hurtigt. Hun havde sgu aldrig fejlet noget. I den anden ende af hospitalet lå vores ældste søn, som døde af narkoforgiftning. Hun vidste ikke, at han lå der,« siger han.

»Og ved du hvad? Hun var ud af en søskendeflok på 13. Tænk at de boede 13 mennesker i en toværelses lejlighed. Uden vand. Tak skal du ha’.«

Klokken er 15.00, og en lille gruppe demente kvinder er samlet til reminiscens i et køkken på første sal. Foran dem ligger tykke bøger, hvor alle udgaver af Tidens Kvinder fra 1955 er samlet. Reminiscens går ud på at tale om gamle dage, som demente husker bedre end sene erindringer. Der er blomstrede servietter og småkager på bordet. De gamle porcelænskopper er også taget i brug. Bag kvinderne har Dorte hængt kjoler af ældre årgang. Lisjan fortæller, at hun købte sine kjoler i Magasin, mens andre mindes Daells varehus.

»Hvor fandt du din første mand?«, spørger Dorte Jensen Grete, en smilende kvinde på 95 år. Hun har runde kinder og ingen tænder.

»Det skulle jeg kunne huske. Vi havde det jo så dejligt,« siger Grete, som afkræver svar på, hvordan det går med Dorte Jensens eget kærlighedsliv. Dorte Jensen fortæller, at hun er blevet skilt, og at hendes eksmand er blevet gift for tredje gang.

»Åh Gud,« siger Grete.

»Grete, det er ikke så længe siden, du havde en kæreste her. Det var Alfred. Kan du huske det?,« siger Dorte Jensen.

»Ja,« siger Grete stille.

Grete fortæller forsamlingen om Steen Sten, en assistent som hun har kastet sin kærlighed over, nu hvor Alfred er død.

»Nu vi er her, kan jeg godt sige, at jeg altid har syntes, at Steen var noget af det dejligste på denne jord. Jeg mødte ham i dag, og han hilste. Så det er bare så godt med ham Steen,« siger hun.

Klokken er 17.30, og aftensmaden, som består af boller i karry, mangochutney og kogte grøntsager, nydes i stilhed, mens fyrfadslys kaster små lysglimt ud på voksdugen.

På opslagstavlen foran dagligstuen hænger en reklame for en frisør, som tilbyder permanent. Der er også et billede af Annie Aggerbeck, som sidder og smiler bredt i en cykelvogn, som en frivillig har kørt hende rundt i. Og et aktivitetsskema, hvor træningstimerne er streget over.

Efter karrymenuen serveres der frugtgrød med fløde på desserttallerkener af glas. Leif Jensen, som har sin rejedåse med Matador Mix til at stå på bordet foran sig, forsøger sig med en joke, om at grøden giver ham frugtknopper. Ruth slår ud efter ham. Ellers er der ingen reaktion.

Annie Aggerbeck, som i mange år har arbejdet som viceskoleinspektør, er for nylig kommet på plejehjem, fordi hun faldt derhjemme. Hun går meget op i at blive genoptrænet. Så hvis træningen er aflyst, trasker hun tre runder i gården som erstatning.

Ulrik Hasemann

Klokken er 19.01, og Jørgen Jensen, en stor mand iført en stor blå polo T-shirt, er netop blevet færdig med sin aftensmad i afdeling øst på første sal. Nu har han sat sig i sin sorte lædersofa i sin lejlighed, hvor der er en tyk lugt af tobak. På væggen hænger en stor fladskærm, som er tændt det meste af dagen.

»Det giver et pusterum at se de andre til måltiderne. Ellers ser jeg bare kassen,« siger Jørgen Jensen og peger på den del af bygningen, som er på den anden side af gården.

»Det er elementbyggeri. Fugen mellem etagerne er mørkere end fugen mellem murstenene. Det irriterer mig grænseløst,« siger Jørgen Jensen, som tidligere har arbejdet som murer.

Klokken er 19.50, og inde på sit værelse sidder Connie Ruusunen i sin lænestol med et glas rødvin og ser tv. På væggen har hun et billede af sin afdøde søn og et ur, som hun fik af sine forældre i fødselsdagsgave. Det er gået i stå.

»Jeg har ikke lavet noget i dag,« siger hun. »Eller jeg var jo nede i haven i morges.«

Klokken er 21.28, og sosu-assistent Betina Jessen hiver Annelise op fra sofaen og danser med hende til 60’er-hittet »Dancing in the Street« i fællesstuen.

»Det her gylle kan vi bare,« hviner Annelise.

Klokken er 21.39, og Leif Jensen sætter dåsen med Matador Mix i sit køleskab.

Xenia Petersen, en 20-årig vikar, hjælper Leif Jensen med at komme på toilettet og komme i seng.

»Ligger du godt?,« spørger Xenia Petersen.

»Ja, tak skal du have,« siger Leif Jensen og smiler med hele ansigtet.

Han har fået brillerne af. Hans glasøje og det andet øje peger i hver sin retning.

Xenia Petersen sætter sengehesten på og spørger Leif Jensen, om der er mere, hun kan gøre for ham.

»Der er ikke mere, du kan gøre, lille ven. Men jeg skal nok tænke på dig i nat, når jeg sover. Hvornår kommer du igen?«

»Først i weekenden,« siger Xenia Petersen.

På sengebordet ved siden af sengen står en tøjdyrshundehvalp og et billede af Leif Jensens kone.

»Vi var gift i 36 år. Og ved du hvad? Hun havde 13 søskende. Og ved du, hvor de boede? I Mimersgade på anden sal. Med 13 børn, mand. Tak skal du ha’,« siger Leif og sætter sig op for at tage T-shirten af.

Der kommer flere tatoveringer til syne. Den første fik han, da han var 12 år og boede på Haraldsgade. Han har også sin kones navn, Jytte, på armen. Den blev lavet i Nyhavn.

Klokken er 23.00, og de to nattevagter Vera Jørgensen og Lea Hasfeldt begynder deres aftenrunde. De hjælper blandt andet en beboer med at finde ud af, hvornår hun må gå på toilettet igen efter at have taget en stikpille, skifter en forbinding på en dårlig fod og de giver Rita, en dement kvinde iført lyserødt natsæt, morfin, fordi hun har ondt i knæene. Inde på sit værelse har hun redt op på sofaen, for hun kan ikke sove i »den hoppeseng«, som hun kalder elevatorsengen. »Jeg har aldrig haft så ondt. Jeg tror, det er på grund af varmen,« siger hun.

Klokken er 00.03, og Lisjan sidder i en blomstret natkjole på sin seng.

»Jeg kan ikke slukke fjernsynet. Hvad skal jeg dog gøre,« siger hun og trykker hårdt på B&O-fjernbetjeningen.

Lea Hasfeldt konkluderer, at den er løbet tør for batteri og slukker på en knap på fjernsynet.

»Åh,« siger Lisjan.

Klokken er 5.00, da Lea Hasfeldt og Vera Jørgensen begynder deres morgenrunde. Rita sidder stadig i sit lyserøde natsæt i sofaen og har haft smerter hele natten.

»Jeg har moslet frem og tilbage. Du må undskylde,« siger hun til Lea Hasfeldt, som prøver at hjælpe og understreger, at Rita »slet ikke skal undskylde«.

»Jo, for jeg er ked af det,« siger Rita.

Klokken er 7.05, og Tina Hansen banker på døren til Leif Jensens værelse.

»Godmorgen Leif, det er tirsdag,« siger hun.

»Ja, det er i dag, jeg skal i bad,« siger Leif Jensen.

Tina Hansen begynder at skifte Leifs sengetøj, mens Leif Jensen gør sig klar ude på badeværelset.

»Vi skifter sengetøjet den dag, de skal i bad,« forklarer Tina Hansen.

»Det er koldt ad helvede til. Jeg er ved at gro fast herude,« råber Leif, og Tina Hansen iler ud og hjælper ham med shampooen.

Klokken er 8.56, og 92-årige Elisabeth Hind Hansen spiser knækbrød med smør og ingefærmarmelade i fælleskøkkenet i afdeling øst på første sal. Hendes tynde lyse hår er samlet i en høj knold. Hun har en stor, rødblå bule i panden under sin gennemsigtige hud, fordi hun faldt for et par dage siden. Hendes mand Erik var stormester – den øverste rang, understreger hun – i Frimurerlogen.

»Der har været masser af store, fine rejser. Vi var sågar i Det Hvide Hus. Og jeg kan godt sige dig,« siger hun og banker en af sine vel-plejede negle, som hun filer hver søndag, i bordet.

»Jeg har haft sådan et godt liv. Jeg har opnået alt, jeg gerne ville. Så det må gerne være slut nu.«

»Men opholdet her kan ikke gøres bedre. De er vanvittigt søde. Jeg kan love dig for, at det har fungeret vældig godt med denne røde knap,« siger hun og knuger alarmen, som hun ligesom alle stedets beboere har rundt om halsen.

I Elisabeths lejlighed hænger billeder af hende i spadseredragter. På et af dem konverserer hun med dronningen.

»Du kan godt se, at jeg ikke har noget til gode. Jeg håber bare, at jeg snart får lov at lukke øjnene.«

Ulrik Hasemann

Ved beboere, som er omfattet af tavshedspligt i forhold til demens og andre lidelser, nævnes efternavnene ikke i artiklen. Information er bekendt med alle beboernes efternavne.

Serie

Virkelighedens velfærdsdanmark

Sikringen af velfærdsstaten er et af tidens varmeste emner. Politikere og eksperter diskuterer effektivisering, afbureaukratisering og forbrug i den offentlige sektor. I denne reportageserie følger Information hverdagen for en række ansatte i den offentlige sektor for at komme tættere på, hvad det er, diskussionen i virkeligheden handler om.

Seneste artikler

  • ’Omstillingsparathed er politiets nye hurra-ord’

    6. juli 2016
    Efter terrorangrebet i København har politiets arbejde ændret karakter. Marlene Bendix er lokalbetjent på Københavns Vestegn, men hun har gennem det seneste halve år haft meget mindre tid til at udføre det kriminalpræventive arbejde, hun elsker. I stedet har hun bevogtet den jødiske synagoge og kontrolleret pas i Rødby. Information har været med hende på arbejde
  • ’Det, jeg kan som præst, er at være til stede i afmagten’

    21. juni 2016
    Undervisning af konfirmander, sjælesorg med en kræftsyg, dåbsforberedelse og en tur i Flügger farver. Information har været med sognepræst Line Andrea Bønding på arbejde
  • ’Uanset hvor mange gange man hjælper et barn til verden, er det lige fantastisk’

    20. juni 2016
    I år oplever Danmark et decideret babyboom, som sætter pres på landets fødegange. På Hvidovre Hospital hjælper jordemoder Kamilla Kamp Vanman Knudsen børn til verden. Ifølge hende er hver eneste fødsel lige fantastisk, selv om hverdagen på fødegangen kan være for travl. Information har været med hende på arbejde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Vivi Rindom
Jørn Andersen og Vivi Rindom anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Det er endda et sted hvor de har det godt, hvor de ikke kan sidde hele dagen i en beskidt ble fordi ingen har tid til at skifte dem, hvor der er tid til at lave lidt andet end at glo ud i luften, hvor maden tilsyneladende laves på stedet og ikke står en uge i vacumpakning.
Der hvor almindelige mennesker ender, ser der noget anderledes ud - men hvad pokker, skal der profit nok til de rigeste og høje lønninger til laget under, så er der selvklart ikke råd til at give de gamle fra arbejderklassen bare minimal hjælp og noget der ligner et liv.

Preben Haagensen, Anne Eriksen, Hans Larsen og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Jeg hader kogte grønsager og håber, at når den tid kommer, så vil jeg kunne få serveret sushi og ellers dejligt knasende friske grøntsager ad libitum med frisk antillansk chili. Min favoritgrønsag er rå åkanderod i tangsuppe. For dette betaler jeg gerne lidt ekstra.

Claus E. Petersen

Da min ex startede som nyslået hjælper på et plejehjem var det datidens "sort" at de gamle skulle aktiveres, så dengang kunne de ikke bare gemme sig under dynen.
Det var UD af sengen klokken 0600, efterfulgt af bad, morgenmad klokken 0645, opvarmning fra klokken 0800 til 0830, pause til 0900, gymnastik fra 1100 til 1130.. osv..
Nu får de lov at passe sig selv, og så er det vel også forkert?
Lad dog for helvede de gamle mennesker gå i hundene og dø langsomt og stilfredsommeligt.
Sådan vil jeg foretrække det for mig selv.

Juliana Rasmussen

Virkelig?

En del mennesker, mig inklusiv, har aldrig rigtigt fået foden indenfor arbejdsmarkedet, og reelt aldrig haft et ordentligt arbejdsliv, selv med uddannelse.

De fleste i det plejehjem har været igennem et liv med om ikke andet arbejde, og evt. familie.

Mange har det værre i DK, er det så forfærdeligt?

Juliana Rasmussen

Virkelig?

En del mennesker, mig inklusiv, har aldrig rigtigt fået foden indenfor arbejdsmarkedet, og reelt aldrig haft et ordentligt arbejdsliv, selv med uddannelse.

De fleste i det plejehjem har været igennem et liv med om ikke andet arbejde, og evt. familie.

Mange har det værre i DK, er det så forfærdeligt?

Claus E. Petersen

@jørn andersen

Du har ingen anelse om hvor mange historier der er.
For de fleste er folk på plejehjem noget de aldrig besøger, men hver eneste beboer har et langt livs fortællinger som aldrig kommer frem.
Fortællinger som ligner vores egne, næsten ord til andet.