Baggrund
Læsetid: 8 min.

En naturdirektør fatter håb

Frem mod 1990’erne så det ud til, at verdens magthavere havde lært af fortiden og nu ville tage natur og miljø alvorligt. Men så opdagede de, at det skaffede dem uvenner
1980’ernes politiske medvind brugte natur-fredningsforeningen til at rejse fredningssager for store bynære naturområder, som kommunerne pønsede på at få bebygget. Her ses foreningens daværende direktør David Rehling ved det pressemøde på Vestamager, hvor foreningen præsenterede sit fredningsforslag for området. Arkiv
Indland
23. juli 2015

Der var engang en naturdirektør, der fattede håb, og den naturdirektør var jeg. I 1984 var jeg blevet ansat som direktør for Danmarks Naturfredningsforening. Gennem foreningens aktive over hele landet opdagede jeg hurtigt, at der var et misforhold mellem, hvordan natur- og miljøbeskyttelsen blev opfattet blandt de fleste politikere, og hvordan store dele af befolkningen forholdt sig. De fleste politikere anså natur- og miljø for noget, som havde haft sin storhedstid tilbage i 1970’erne, men som vælgerne efter oliekriserne og den økonomiske nedtur ikke rigtigt gad mere. Fra befolkningen fornemmede vi i naturfredningsforeningen det anderledes: Folk var reelt bekymret for, om den smukke natur og det rene miljø, som mange havde en næsten religiøs respekt for, var ved at gå tabt i menneskers grådighed og kortsyn.

I april 1984 havde naturfredningsforeningen over 180.000 danske husstande som medlemmer – svarende til otte procent af befolkningen – og tallet var stærkt stigende. Det var, som om folk gennem viljen til at betale for et medlemskab sendte et stilfærdigt, men umisforståeligt signal. Lykkeligt var det, at jeg gik så godt i spænd med den person, der valgtes som præsident for naturfredningsforeningen en uge efter, at jeg var blevet direktør. Den nye præsident, Svend Bichel, som jeg ikke kendte i forvejen, var lektor i biologi ved Skive Gymnasium, og således fagligt funderet i naturens mysterier, hvad jeg som jurist ikke var. Han var jysk sindig, når jeg var harm, og retlinet, når jeg – i den gode sags tjeneste – var villig til at skære et par hjørner. Vi fik et nært makkerskab, der kom til at vare i 12 år.

Kristelig minister

I efteråret 1983 var en ny regering trådt til – den konservative Poul Schlüters regering af VK, Centrumdemokrater og Kristelige. Miljøministeren var Kristeligt Folkepartis formand med det passende navn: Christian Christensen. Hans kristentro var også en tro på Guds skaberværk, og han brød sig ikke om, at mennesker ødelagde det.

Den parlamentariske stilling var den, at Schlüters firpartiregering var en mindretalsregering, der havde Radikale Venstre som støtteparti. Dog kun fast i den økonomiske genopretningspolitik; i sikkerhedspolitikken og natur- og miljøpolitikken stillede Radikale Venstre sig frit. I partiets historie havde de været optaget af naturbeskyttelse – det var en radikal regering, der i 1917 fik gennemført den første naturfredningslov. Samtidig havde partiet gennem sin tilknytning til højskolerne en fornemmelse af de rørelser, der gik over landet. Dermed kom de radikale til at fornemme det samme øgede folkelige engagement i natur og miljø, som vi registrerede i naturfredningsforeningen.

Radikal markering

Her spillede den parlamentariske situation ind. Radikale kunne markere sig som naturens og miljøets værnere. Det ærgrede Venstre-folk med tilknytning til landbrugslobbyen, men ikke Poul Schlüters Konservative, der begyndte at opfange de folkelige stemninger. Konservative bad naturfredningsforeningen om at være dem behjælpelige med et nyt miljøprogram. Radikale var selvsagt også lydhøre over for tanker fra foreningen.

Internt i den borgerlige mindretalsregering kunne miljøminister Christian Christensen bruge Radikale Venstre til at hævde sig og dæmme op for Venstres forsøg på at svække miljøpolitikken til landbrugets fordel.

Det betød, at den ansvarlige miljøminister lænede sig op ad regeringens radikale støtteparti og Folketingets venstre side. Bare vi i naturfredningsforeningen sørgede for, at vores forslag var sagligt velfunderede og praktisk gennemførlige, ville de blive mødt med velvilje ikke alene af ministeren, men også af regeringens radikale støtteparti og hele oppositionen.

I efteråret 1985 inviterede naturfredningsforeningen den radikale folketingsgruppe på en busudflugt til Tystrup-Bavelse-søerne. Under turen sagde jeg spøgefuldt til den radikale leder, Niels Helveg Petersen: »Nu lægger I skuldre til en økonomisk genopretning af landet. Er det ikke på tide, at regeringen lægger ryg til en genopretning af naturen?«

Den slags noget-for-noget kunne de radikale godt lide. De bad naturfredningsforeningen om at lave et udkast til en folketingsbeslutning om naturgenopretning. Det lagde foreningens sagkyndige mange kræfter i, både med påvisninger af tilbagegangene og praktiske løsningsforslag – f.eks. atter at lade de åer sno sig, som var blevet udrettet, og de søer fylde, som var blevet tømt.

Radikale gav forslaget politisk flagføring, og det sejlede stolt gennem Christiansborg.

Den politiske medvind brugte vi i naturfredningsforeningen til at rejse fredningssager for store bynære naturområder, som kommunerne pønsede på at få bebygget, f.eks. Vestamager og områderne langs med Københavns Vestvold.

Mediegennemslag

Der skete samtidig det, at befolkningens interesse for natur- og miljø begyndte at slå igennem i medierne. Pludselig ringede de til naturfredningsforeningen om snart sagt hvad som helst. Jeg var forsigtig med ikke at ævle, men sendte dem videre til forstandige folk – eller svarede ærligt, at det vidste vi ikke.

Jeg kom ind i bestyrelsen for de europæiske folkelige miljøorganisationers fælles sammenslutning, EEB. Her forstod jeg på mine kolleger, at miljøpolitiske vårbrud var på vej overalt. Det hang sammen med, at jerntæppet begyndte at smelte. I de kommunistiske lande var en af de få regimekritiske sysler, der var blevet tolereret, interesse for natur og miljø – oftest som den blev næret på naturvidenskabelige fakulteter, der var mindre hårdt styret end de humanistiske. Det betød, at oppositionen i øst var præget af natur- og miljøkyndige.

Ved en kæde af uforudsigelige begivenheder blev jeg i 1987 formand for en delegation af miljøorganisationer fra USA, Canada, Vest- og Østeuropa samt det daværende Sovjetunionen. Disse verdensdele er nemlig i FN-systemet samlet i en regional underafdeling. Den skulle holde en stor konference i Bergen i maj 1990. I tidens tøbrudsånd ville den norske regering gerne have et væsentligt bidrag fra de folkelige organisationer.

Bro over kløften

I min brogede delegation valgte vi at give vores oplæg titlen ’Bro over kløften’. Hentydningen var dengang indlysende: Bro mellem Øst og Vest, Nord og Syd, rige og fattige, faktisk politik og miljøbeskyttelse.

For at understrege symbolikken havde den snilde britiske generalsekretær for vores delegation fundet på, at de mange delegerede fra de forskellige verdensdele skulle lave den endelige udgave af vores oplæg på en stor floddamper, vi lejede til at sejle os ad Donau fra Wien til Budapest. Vores forberedende forhandlinger med de kommunistiske ungarske værter om de praktiske arrangementer var besværlige, men vi fornemmede, at kommunisterne var bange for at blive slået omkuld af historiens vingesus. Det vingesus baskede således, at inden vores floddamper i marts 1990 lagde an ved havnekajen i Budapest, var den kommunistiske regering blevet afløst af en ægte folkevalgt en. Nu kunne de østeuropæiske miljømedkæmpere, vi i de to foregående år havde fået, ytre sig uden frygt.

Den endelige vedtagelse af miljøorganisationernes oplæg fandt sted i kommunistpartiets kongressal i Budapest. Fra podiet var der et frit fald på fire meter ned til de menige i salen – noget som miljøfolk ikke var vant til. Alligevel kunne jeg som mødeleder fra den svimlende højdes talerstol bakse et oplæg igennem uden insisterende dissenser.

Selve konferencen i Bergen i maj 1990 forløb båret af samme optimisme: Nu skulle der ske noget. Øst-Vest-forsoningen gjorde, at der endelig var kræfter til at få løst miljøproblemerne. Næste stop var den store, globale klimakonference i Rio i 1992.

Den afstod jeg fra at deltage i. Jeg havde en hjemmefront, der nu trængte til at blive styrket.

Radikale i regering

I Danmark var der i 1988 sket det, at Radikale Venstre i deres fri sikkerhedspolitiske rolle var kommet til at vælte Schlüters regering på en dagsorden om udenlandske flådefartøjers atombevæbning. Det blev der udskrevet valg på. Efter valget løste Schlüter sine parlamentariske problemer ved optage Radikale Venstre i sin regering og skubbe de kristelige og Centrum-Demokraterne ud.

Miljøministerposten gik til de radikales Lone Dybkjær. Hun viste sig overraskende langt mindre miljøaktiv i balladesagerne end de kristeliges Chr. Christensen. Lone Dybkjær gjorde et stort nummer ud af at få indskrevet ’bæredygtighed’ i alle sine loves formålsparagraf, men det gjorde jo ingen forskel på afgørelserne efter lovene.

De afspejlede stadigvæk den politiske vilje. Og dér var det, som om Radikale Venstre havde brændt sig på deres meget fremtrædende rolle i tilblivelsen af Folketingets vandmiljøplan 1986-87. Naturfredningsforeningen havde bidraget med et konkret oplæg til en handlingsplan for vandmiljøet. Den havde de radikale lagt sig tæt ved, men derved udløst landbrugslobbyens mægtige vrede. Noget tilsvarende var de radikale tilsyneladende ikke villig til at risikere igen.

Lone Dybkjær lagde afstand til de grønne organisationer. Det var Venstre begejstret for, Konservative i vildrede, og de grønne organisationer selvsagt skuffede.

I samarbejdet mellem EU-landenes miljøorganisationer fik jeg i første halvdel af 1990’erne tilsvarende beretninger fra andre lande. De politikere, der havde lagt sig ud med traditionelle erhvervsinteresser for at rykke miljøbeskyttelsen mærkbart fremad, kom i vanskeligheder. De blev mødt med rasende kampagner om, at de nedlagde arbejdspladser. Nogle af de miljøivrige politikere mistede deres position, andre sænkede profilen.

Også i USA var præsident Bill Clintons regering (1993-2001) tilbageholdende i forhold til de forventninger, der var knyttet til Clintons vicepræsident, Al Gore. I sin egen 2001-præsidentvalgkampagne nævnte Al Gore end ikke miljøet. Gore endte med at tabe til George W. Bush, der afviklede den amerikanske miljøforvaltning.

Energiske Auken

I Danmark kunne det se ud, som om den energiske socialdemokrat Svend Auken samlede skårene op, da han i 1994 fik fusioneret miljø og energi i ét ministerium, som også fik miljødelen af den danske ulandsbistand. Og sandt var det, at Auken brillant artikulerede nødvendigheden af en fremadrettet miljø- og klimapolitik. Men han stod påfaldende alene i Poul Nyrups SR-regering. Miljøet var Aukens soloforestilling, varmt applauderet af de grønne organisationer, men tavst iagttaget af Christiansborg.

Venstre blev hen mod slutningen af Aukens ministertid åbenlyst aggressiv mod natur- og miljøbeskyttelse. Efter VKO-partierne fik flertal i november 2001, indledte statsminister Anders Fogh Rasmussen noget, der lignede en hævnaktion mod, hvad Fogh kaldte »Aukens miljøimperium«. Det blev splittet for alle vinde, embedsmænd blev fyret, og lovene lemfældigt forvaltet.

Da SRSF i 2011 skrev regeringsprogram, så det ud til, at de tre partiers regering ville indlede en modoffensiv. Det blev det aldrig til. ’Nødvendighedens politik’ betragtede natur- og miljøbeskyttelse som noget, man kan pynte med, men som er ulønsomt at satse på.

2015-sommerens Løkke-Venstre-regering har bag sig et flertal af fire partier, der inden valget ugenert luftede fjendtlighed mod landets love til beskyttelse af natur og miljø. Løkke har nu fjernet planlovene, affald og vandforsyning fra Miljøministeriet og lagt de sørgelige rester ind under landbrugets ministerium.

Samtidig siger videnskabelige rapporter om tilstandene i naturen og miljøet, at de – med få undtagelser – fortsat er under forringelse, og at flere og flere dyre- og plantearter er truet med udryddelse. Ikke underligt.

Hvor nødigt politikere end vil indse det, gælder det for udviklingen i natur og miljø, at der ikke er årsager uden virkning og ikke er virkninger uden årsager. Så længe årsagerne til nedbrydningen får lov til at fortsætte, vil virkningen være: fortsat nedbrydning.

Den indsigt så ud til at slå igennem frem mod 1990’erne, men nu er den fortrængt. Den er ubekvem for politikere, der gerne vil holde sig på god fod med de lobbygrupper, der holder dem ved magten.

Tænk, at der var så meget håb for natur og miljø – og nu er der så lidt af det.

Serie

I glimt

Seneste artikler

  • En dreng bliver dumpet af professor Tribini

    9. juli 2015
    Foran sit gøglertelt på Dyrehavsbakken hidlokkede professor Tribini i 1960’erne sit publikum med en rablende talestrøm. Tribini stod også for børnequizzer på Friluftsscenen. Her blev erindringsskribenten ydmyget
  • Barnet, der intet anede om fremtiden

    30. juli 2011
    At kende sin skæbne er en forbandelse. Dumhederne begår man nok alligevel uanset om man på forhånd er advaret. Fremtiden nydes bedst i små bidder. Ligesom pilgrimmen dag for dag finder glæden i at være på vej
  • Den unge læser, der købte Ditlevsen og Sønderby

    23. juli 2011
    Nogle bøger betyder så meget, at man nødvendigvis må eje dem. Tove Ditlevsen og Knud Sønderby har skrevet noget af det smukkeste dansk. Ærligt og gribende, så de bliver en del af læserens eget liv
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Fin gennemgang, interessant at læse.
Og så, ak, hvor forandret. Hvordan kan vi være i den situation, som vi er nu? Næsten ikke til at bære. Egoisme, dumhed og kortsynethed præger miljø- og klimapolitikken. Vi er måske nede ved rødderne nu. Enhver er sig selv nærmest. Ægte højrepolitik. Nu skal vi have skifergas, TTIP og GMO...

Michael Grell, Morten Lind, Gertrud M Dühring, kjeld jensen, Nanna Wulff M., Lars Bo Jensen, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Kirsten Mindegaard og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Ole Falstoft

Alle forsøg på at regulere og begrænse udnyttelsen af naturen eller af mennesker er til alle tider blevet mødt med modargumentet 'det vil koste arbejdspladser', af dem der profitere på det.
(Tænk på Ryanair f.eks.). Det er den sidste trumf bruges for at kue os.
Vi skal vi ikke lade os kue. Vi skal i stedet spørge os selv, hvad det er for en natur og hvilke arbejdspladser, vi ønsker os i fremtiden.
Aukens 'miljø imperium' har sikkert kostet arbejdspladser i nogle brancher, men den gav tusinde af arbejdspladser i vindmølleindustrien

Lise Lotte Rahbek, Michael Grell, Morten Lind, Gertrud M Dühring, kjeld jensen, Lars Bo Jensen, Carsten Wienholtz, Kim Houmøller, Flemming Berger, Kirsten Mindegaard, Janus Agerbo og Ivonne Cordes anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, det er så latterligt. Arbejdspladser er ikke en garanti for velstand eller et velfungerende samfund, kun arbejdspladser, der indeholder ægte fremskridt mod en bedre verden eller til nød opfylder de uomgængelige materielle behov er værd at kæmpe for.
Det handler om at prioritere den vej, man vil går som samfund og flytte arbejdspladserne derhen, hvor de virker til fordel for det. Det er i virkeligheden så simpelt.

Lise Lotte Rahbek, Morten Lind, Gertrud M Dühring, kjeld jensen, Kim Houmøller, Lars Bo Jensen, Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Kirsten Mindegaard og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Det er gået helt hen over hovedet på den største del af den danske presse, at Anders F. Rasmussen gennemførte en veritabel revolution på natur- og miljøområdet. Jeg husker tydeligt, hvordan arbejdspladserne for miljøformidlere og -undervisere forsvandt med et knips, da han lukkede "Den Grønne Fond" og stoppede alt udviklings- og oplysningsarbejde inden for bæredygtighed og grøn omstilling.

Den vedvarende strøm af formidling af seriøs forskning i natur-, miljø- og forureningsspørgsmål fra Amternes miljøafdelinger og Miljøstyrelsen tørrede også langsomt ud. Amterne blev aflivet og medarbejderne i statens styrelser havde tilstrækkelig "politisk tæft" til lære at holde kæft.

Tak til David Rehling for at ribbe op i det igen.

Ulla Blok Kristensen

Tak til David Rehling for denne sommerserie