Pia og arvesynden

Det beskæmmende ord »stueren« om Dansk Folkeparti, udtalt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), har svirret i de forgangne ugers avisspalter og er dukket op igen og igen i fjernsynet enten som citat eller i klip fra gamle nyhedsudsendelser. Hvornår det faldt, for nogle år siden eller i en eller anden fjernere uklar fortid og hvorfor – det er der ingen, der har spurgt til. Det passer ikke ind i tidens melodi.

Det ser ud til, at det er Nyrup, der skal skamme sig og ikke Dansk Folkeparti. Ingen ærlig journalist, ingen ærlig redaktør finder det på sin plads bare med to ord at gøre rede for, hvad der udløste ukvemsordet, så det en fjern oktoberaften i forrige århundred røg over talerstolens rampe på Christiansborg. Og ramte. Det må man sige – så langt et liv har ikke mange tillægsord haft i mands minde. Jeg kan lige akkurat komme i tanke om Tøger Seidenfadens »velsignelsesrige« Golfkrig i 1990. Men det var der aldrig tvivl om, hvor hørte hjemme.

»Stueren«? I dag hører det fæle ord uden videre hjemme i skammekrogen hos den tavse eks-statsminister. Dér kan han have det så godt med sin pinlige fortid. Ingen har faldet på, at Nyrup med sin tavshed kunne have ønsket at lade valget foregå i fred og ro – i modsætning til Pia Kjærsgaard, for hun har som sædvanlig været klar ved mikrofonerne med friske kommentarer til den gamle fornærmelse.

Eller måske har Nyrup bare tænkt: Hvad skal det nytte?

I mellemtiden har den borgerlige presse flere gange taget hatten af for, hvad den kalder ’folkestyrets storhed’, der ligger i, at Pia Kjærsgaard nu har fået den højeste post, ligesom den har talt om hendes ’storhed’, hvis hun kan forvalte den med respekt også for dem, hun er mindst enig med. Er det storhed? Jeg troede, det var en selvfølge.

Jamen, så er alt jo godt! Og har vi det ikke herligt?

Stueren? Ordet faldt nøjagtig den 5. oktober 1999 fra Folketingets talerstol. Folketinget åbnede, og Nyrup var statsminister. Det blev som sædvanlig en lang tung debatdag, men med et turbulent højdepunkt, som ikke mindst Nyrup og Kjærsgaard selv, men også Mimi Jakobsen, der var der for CD, Søren Søndergaard fra Enhedslisten og flere andre kan huske.

Replik overlevede

Højdepunktet sørgede Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard for, mens Nyrup sørgede for det berømte punktum: »Stuerene bliver I aldrig.« Og det var denne replik, der overlevede. Sidst er replikken endog omdrejningspunkt for et essay af Jens Christian Grøndahl (Hjemme i Europa), og det ikke for det gode. At replikken har sin egen historie er heller ikke relevant hos Grøndahl. Den er kun flov for Nyrup.

Al kritik og forargelse bliver med andre ord vendt mod Nyrup. Det er åbenbart tidens melodi. Men den er historieløs og virkelighedsforvrængende. Derfor skal den kort afbrydes her.

Historien bag Nyrups replik er ikke bare det menneskesyn, der sådan i almindelighed ligger bag Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det siger sig selv. Den udløstes konkret og umiddelbart af Pia Kjærsgaards lange partiformandsindlæg under debatten.

Efter Glistrup

Vi befinder os i de år, da Pia Kjærsgaard ligesom Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup var sluppet fri af Glistrup – hvis suppleant Kjærsgaard troligt havde været, mens hans sad i fængsel.

I 1995 havde de stiftet et nyt, udlændingefjendsk parti, der netop skulle være, for nu at bruge ordet: stuerent målt med den rendesten, Glistrup og hans ’landsbytosser’ havde udviklet Fremskridtspartiet til. I øvrigt sad Fremskridtspartiet selv med i salen den oktoberdag 1999 i folketinget, ved Kim Behnke. Vi er dér i dagens forhandlinger, hvor Pia Kjærsgaard har holdt sin ordførertale, der var én lang forhånelse af Socialdemokratiet, en dommedagsprædiken over det kriminalitetsredne Danmark (indvandrerbanderne!) og en umisforståelig trussel/advarsel vendt direkte imod statsministeren om, at Dansk Folkeparti nok skulle komme efter de socialdemokratiske vælgere!

Undervejs stillede Pia Kjærsgaard spørgsmål om, hvad regeringen agtede at gøre mod de kriminelle udlændinge og rundede af med et krav om en folkeafstemning: Skulle Danmark være et multietnisk samfund eller ej?

Hele familien ud

Socialdemokraten Jacob Buksti syntes, der var noget, der manglede. Havde fru Kjærsgaard ikke glemt at komme mere konkret ind på et bestemt forslag? Han beder fru Kjærsgaard uddybe: »Hvis jeg ikke misforstod udtalelsen fra Dansk Folkepartis årsmøde her i weekenden, så opfattede jeg det sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gjorde sig til fortalere for det synspunkt, at hvis en indvandrer gør sig skyldig i kriminalitet, så skal familien i tre generationer – i tre generationer – udvises fra Danmark. Det vil sige, at hvis en 19-årig begår en forbrydelse, så skal familien straffes i tre generationer: Bedsteforældre, forældre og søskende skal udvises.« Til slut spørger Buksti: »Hvordan og hvorledes skal vi lovfæste arvesynden i Danmark?«

Jeg tror, at var Buksti ikke kommet i tanker om at benytte lejligheden til at trække Dansk Folkepartis ordfører yderligere i åbningsdebattens manege med hendes planer, ja, så ville der nok ikke have været noget »stueren«!

Pia Kjærsgaard er ikke veltilpas og kan ikke se, hvad det skal til for at besvare et spørgsmål med et spørgsmål, sådan som Buksti netop har gjort: »Jeg stillede faktisk et spørgsmål til regeringen om, hvordan den egentlig ville bære sig ad med at få afhjulpet al den kriminalitet, der er blandt anden- og nu desværre også tredjegenerationsindvandrere.« Og så erkender hun: »Vi har allerede en lang række spørgsmål på vej til justitsministeren og til indenrigsministeren om, hvorledes man konkret kan forholde sig til det her område. Jeg synes, at det ville være helt naturligt (…) at man begynder at give forældrene et ansvar og siger til de indvandrere, som under ingen omstændigheder vil opføre sig ordentligt, hvor ingen opdragelse overhovedet er mulig, hvor det er totalt umuligt at få dem ind i et samfund som det danske, at hvis ikke de kan forstå, at de i Danmark må leve efter danske regler, og at de har et ansvar for deres børn, ja, så falder straffen altså, og lad os bare sige kollektivt«.

»… lad os bare sige …« ? Sådan udtrykker man sig, når man tager en chance. Det taler til Pia Kjærsgaards fordel, at hun trods alt kommer til at markere, at hun er på gyngende, for ikke at sige tvivlsom grund.

Nyrup bekymret

Men – så er katten ellers sluppet ud af sækken. Og en dirrende Mimi Jakobsen fra CD er omgående på talerstolen med stærke ord (’en led svada’) om Pia Kjærsgaards »over- og undermennesker«, ligesom Søren Søndergaard fra Enhedslisten advarer mod at nære tillid til Pia Kærsgaards demagogiske omgang med tal vedrørende etnicitet, ungdom og kriminalitet.

Og til sidst er det så statsministeren, der traditionen tro runder åbningsdebatten af. Han er bekymret over den frygt og det had, der i tiltagende grad spredes i befolkningen af dansk folkeparti og han har tilsyneladende i mellemtiden skaffet referatet fra det unge partis netop afholdte landsmøde i Odense, og han citerer: »Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en anden- eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig, ja, så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende, men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for.«

Den lader Nyrup lige stå et øjeblik og fortsætter så: »… Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land, eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne.«

Så var det sagt.

Også her markeredes et lille forbehold med understregningen: … set med mine øjne.

Nu? Nu er Pia Kjærsgaard måske den stuereneste politiker, Danmark har.

Alt har en årsag

Om det spring kan der fortælles meget – hun har selv delvis gjort det i sine erindringer. Det drejer sig om den tilgrundliggende energi fra det glistrupske ophav og om en højt udviklet tæft for vælgerne samt en usvigelig sans for propaganda. Dertil kommer, at respekten for hendes succes har haft jordskredseffekt langt ind i de store midterpartiers rækker, der nu fører den konfronterende og bydende udlændingepolitik, som de tidligere lod Pia Kjærsgaard om og som de tror giver pote.

Dette handler ikke om Pia Kjærsgaards stjernekarriere og om graden af hendes berettigelse på formandsstolen i det danske demokratis helligste.

Dette er der alt sammen rigelig medieopmærksomhed til at tage sig af. Det drejer sig om at minde om, at alt har en årsag – selv et ukvemsord i en højspændt politisk debat – selvom den er glemt eller ønskes glemt.

Er det sidste tilfældet, er der noget galt.