Pelle Dragsted erkender det helt åbent og ærligt: Han er ikke færdig med at evaluere den folketingsperiode, som lige er afsluttet med folketingsvalget, der sendte venstrefløjen ud i kulden, og de borgerlige partier ind i varmen hos de nye Venstre-ministre.
Den evaluering kommer til at tage tid, og fundamentet skal være i orden, før der drages konklusioner, og strategien skal lægges, så resultatet kan være omvendt, når der senest om fire år igen skal være holdt valg.
Et af de centrale spørgsmål, som en evaluering vil skulle forholde sig til, er: Skulle partiet tidligere i perioden have udløst et valg ved at stemme for et mistillidsvotum til regeringen? Det kunne have været i DONG-sagen. Det kunne have været på dagpengeproblematikken.
»Mange har sagt ’vælt dem, vælt dem’, og jeg synes, det er en relevant diskussion, men man er nødt til at tænke de næste tre-fire spørgsmål frem. Hvad ville konsekvensen være for venstrefløjen på kort og langt sigt? Hvordan skulle vi efter et valg pege på en regering, vi netop havde væltet? Hvorfor vælte en regering, hvis det var åbenlyst, at det ikke ville have forhindret f.eks. et salg af Dong. Vi er også nødt til at forholde os til, at et valg med stor sandsynlighed ville have ført til, at Løkke kom til magten. Og det ville øjeblikkeligt have ramt arbejdsløse og flygtninge. Så det er lidt nonchalant ikke inddrage de konsekvenser i vurderingen,« mener Pelle Dragsted som gennem flere år har udtænkt Enhedslistens strategiske planer og er nyvalgt folketingsmedlem for partiet.
Men diskussionen er vigtig at tage. I dag er der dog ingen tvivl hos ham: Det var SR-regeringens egen skyld, at centrum-venstre ikke samlede de nødvendige 90 mandater til at kunne fortsætte.
»Efter min mening tabte man valget som en straf for den politik, regeringen har ført. Dem, der dannede regeringen, gik samlet set omkring otte procentpoint tilbage, og jeg tror, at hovedårsagen er den samme, som mange andre socialdemokratiske regeringer rundt om i Europa har tabt på: Man formåede ikke at føre en politik, som adskiller sig fra højrefløjen, og man formåede dybest set heller ikke at skabe en skarp venstreorienteret fortælling. Der havde lige været en finanskrise. Vreden mod finanssektoren var stor, så banen var kridtet op til en stærk socialdemokratisk fortælling. Den svigtede man,« lyder analysen fra Pelle Dragsted.
»Så sker der det paradoksale, at Socialdemokraterne i mange år har haft den strategi at kopiere meget af højrefløjens værdipolitik af frygt for, at det afgør valgene. Derfor har de lagt sig ekstremt tæt op ad Dansk Folkeparti og Venstre. Mens man har haft travlt med det, tog Dansk Folkeparti lige en tur rundt på den anden side og overhalede Socialdemokraterne venstre om på velfærdspolitikken. Enten opdagede Socialdemokraterne det ikke, eller også bekymrede de sig ikke om det, for de tog det i hvert fald ikke alvorligt. Det betød, at vi gik til valg med en situation, hvor DF lå til venstre for Socialdemokraterne på store dele af den økonomiske politik. Det, tror jeg, er hovedårsagen til, at de i virkeligheden ganske få vælgere, der gjorde forskellen, tog turen fra S til DF. Det var nok til, at det tippede. Så det blev nok ikke så meget Blå Bjarne, der afgjorde valget, men i stedet Røde Bjarne. DF formåede ganske enkelt at fremstå som et bedre Socialdemokrati.«
Ifølge Pelle Dragsted formåede Socialdemokraterne »ikke at bringe bolden ind på den spillebane, hvor venstrefløjen står stærkest: Nemlig velfærd og fordelingspolitik.«
»Når den almindelige befolkning oplever, at uanset om vi har en rød eller blå regering, så bliver velfærden forringet, uligheden større og utrygheden på arbejdsmarkedet dybere, så bliver værdipolitikken the difference that makes the difference, med den norske forfatter Magnus Marsdals formulering. Hvis venstrefløjen f.eks. havde løst dagpengeproblemet og givet de ældre klare rettigheder, så tror jeg ikke, at Løkke havde haft en chance. Folk ville ikke have stemt på Dansk Folkeparti, hvis det var klart, at det ville medføre klare forringelser for deres liv og tryghed.
Ingen rød politik
Ved folketingsvalget gik Enhedslisten frem. Men slet ikke i det omfang partiet undervejs i løbet af valgperioden havde udsigt til, hvis man skal tro meningsmålingerne. For Pelle Dragsted og den øvrige del af Enhedslistens ledelse har den seneste valgperiode været lærerig – også selv om det kan diskuteres, hvor mange politiske resultater partiet opnåede hos SR-regeringen, der ønskede at gøre op med blokpolitikken fra 00’erne.
»Grundlæggende er det lykkedes os at få vigtige indrømmelser, hver gang vi har forhandlet. Kontanthjælpsmodtagere har fået ret til ferie, vi har afskaffet fattigdomsydelser, sat maksimalt ind mod social dumping, indført klasseloft i gymnasiale ungdomsuddannelser, etableret en statsbank, der skal fremme grøn omstilling med fem mia., og jeg kunne blive ved,« remser Pelle Dragsted op.
»Presset omkring dagpengene, som udløste hjælpepakker, var heller ikke kommet uden os. Men når man ser på den overordnede økonomiske politik, har vi ikke formået at vende den. Der er ikke ført en rød politik. Uligheden i dag er større, end da regeringen trådte til, velfærden er svækket, der er kommer færre medarbejdere på de centrale velfærdsområder. Der er ikke ført en politik, der har gjort Danmark mere rødt og solidarisk, og vi kan konstatere, at vi ikke har formået at hive regeringen i en anden retning.«
– Hvorfor ikke?
»Det skyldtes den parlamentariske situation: Et stort flertal af partier, som gik ind for en reformpolitik, der reelt betød nedskæringer. Hvis vi havde valgt at vælte regeringen, var reformerne alligevel blevet gennemført.«
– Kunne I have været mere hjælpsomme ved ikke at stille så store politiske krav og tilbudt dem et bedre alternativ end det, de kunne få gennem en aftale over midten?
»Vi tilbød et alternativ. Men sagen var, at førtids- og fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen var en spareøvelse. Vi ville gerne reformere, men når det handler om at skære i folks ydelser, og det var formålet, synes vi ikke, det er rimeligt. Vi stikker ikke kniven dybt ind, og trækker den lidt ud igen.
Virkeligheden er også den, at det simpelthen gjorde mindre ondt på Bjarne Corydon at give indrømmelser til Lars Løkke end til os, fordi de politisk lå tættere på hinanden. Det stiller os i en langt vanskeligere situation. Og det gjorde det ikke bedre, at Løkke stod klar i sidegemakket hver dag og var klar til at lave aftaler pissebilligt.«
Ny regnemaskine i Finansen
Siden folketingsvalget er der allerede sket flere ting hos centrum-venstre: SF og Alternativet har indgået et forlig med regeringen og flere borgerlige partier om at videreføre boligjobordningen de næste år – dog i en grønnere version end tidligere – og Socialdemokraterne har fået en ny formand. Det bekymrer dog Pelle Dragsted, at »vi har fået en ny socialdemokratisk formand, men ingen diskussion på venstrefløjen om hvad det var, der gik galt.«
Der skal ifølge Pelle Dragsted en vigtig ting til, hvis det skal gå bedre for centrum-venstre ved næste valg:
»For det første skal man have et opgør med finansministeriets regnemaskiner. Vi har oplevet, at det var umuligt at gennemføre selv traditionel socialdemokratisk politik, fordi de regnemetoder, der blev introduceret gennem 00’erne, favoriserer højreorienteret økonomisk politik. Regnemaskinen i finansen hopper og danser af glæde, når der bliver puttet borgerligt liberal politik ind i den. Mens hvis vi foreslår f.eks. at indføre orlovsordninger for familier, så står dampen ud af siderne på maskinen. Det er en maskine, der gør socialdemokrater til liberalister. Hvis ikke socialdemokraterne får gjort op med det, så kunne de sætte Anker Jørgensen i det finansministerium, og så ville de alligevel ikke kunne gøre noget.«
– Hvordan er mulighederne for, at Socialdemokraterne kan tage det opgør, når Mette Frederiksen er formand?
»Der er jo stærke røster på Mette Frederiksens fløj, som jeg tror, er enige i, at det er et problem. Om det så kan lade sig gøre, når man sidder over for embedsmændene – det er et andet spørgsmål. Så er det også en opgave at finde ud af, hvordan man vil forholde sig til de radikale. Historisk har Radikale Venstre været et socialliberalt parti, der ganske vist gennemførte reformer under Nyrup og Jelved, som vi ikke brød os om. Men der var dog grundlæggende enighed om en eller anden form for kenysiansk politik, når man lavede pinsepakke f.eks., var den ikke fordelingsmæssigt skæv. Men de radikale har udviklet sig til et virkeligt højreorienteret nyliberalt parti. S er nødt til at erkende, at man står med et helt andet parti, end man gjorde for 20 år siden.«
– Det ser ikke ud til på den foregående regeringsperiode, at S overhovedet er klar til et opgør med R?
»I S er der en opfattelse af, at regeringssamarbejdet med R er en historisk lovmæssighed. Den slags findes ikke. Det vidner dette valg – og opbruddet i alle mulige flertalskonstellationer jo om. Selvfølgelig er der situationer, hvor man ikke kan komme uden om dem, men det grundlæggende opgør er nødvendigt. Dybest set handler det om, hvorvidt S tror på deres eget historiske projekt eller ej,« siger Pelle Dragsted og fortæller om en nylig debat som forløb ved kollegaen Henning Hyllesteds fødselsdag. Her deltog to forhenværende socialdemokratiske finansministre, Bjarne Corydon og Mogens Lykketoft.
»Deres forståelse af det socialdemokratiske projekt er jo vidt forskellige. Corydon vil skær e og tilpasse velfærdssamfundet til nye udfordringer. Lykketoft siger, at socialdemokraternes historiske opgave er at ændre rammerne for det mulige. Jeg håber selvfølgelig, at Lykketofts tankegang vil blive mere fremherskende. Selvfølgelig er der en globalisering og nogle rammer, der gør, at Danmark ikke bare kan køre i sin egen retning. Men de rammer kan påvirkes nationalt og international. Det er opgøret med nødvendighedens politik, som skal til, hvis S skal have nogen chance for at genrejse sig som et folkeparti.«
Dragsted minder om, at den danske models levedygtig igen blev bevist under krisen, fordi de skandinaviske lande klarede sig forholdsvist nådigt igennem den. Men udfordringen er, at kagen ikke bliver større – i modsætning til i forrige århundrede, hvor arbejderne fik mere uden at tage noget fra andre.
»Meget af det socialdemokratiske projekt i forrige århundrede hvilede på et klassekompromis, der betød, at arbejderne fik del i profitten, mod at man ikke greb ind i arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Men fra slutningen af 1970’erne er et forlig gradvist blevet opsagt fra arbejdsgivernes side. De har ikke længere det samme behov for kompromis. Det er bare en erkendelse, som Socialdemokraterne ikke har gjort sig endnu. Man er nødt til i meget højere grad at sætte hårdt mod hårdt mod en økonomisk elite. Det gælder også fagbevægelsen. Man er nødt til at holde op med at være bange for konflikt. Vi får ikke de store vækstrater mere, det stiller S over for en ny erkendelse. Hvis ikke de indser de nye styrkeforhold, så tror jeg, at det sagtens kan gå sådan, som det er gået mange andre steder i Europa. De mister deres betydning.«
DF skal stå til ansvar
Det er ikke kun i en større samfundsmæssig kontekst og internt i centrum-venstre, der er rykket godt og grundigt rundt på styrkeforholdene. Partierne har også fået et markant større Dansk Folkeparti, de er nødt til at forholde sig til.
»Vores parlamentariske muligheder er helt anderledes, end de var under Anders Fogh Rasmussen. Der er et flertal uden om de borgerlige med DF på en lang række områder. Det gør det spændende. DF har i den grad bukserne på, så de kan bestemme over Lars Løkke. Ved sidste valg stod de radikale i samme situation: Man kunne ikke have dem rendende rundt uden for regeringen, for så kunne de lave flertal med højrefløjen. Nu er der et velfærdsflertal til venstre for Lars Løkke, som DF kan true med. Og så er de endnu stærkere, fordi de faktisk er større end Venstre. Det er Margrethe Vestager gange 10.«
Selv om Dansk Folkeparti ikke på nuværende tidspunkt er en del af regeringen, ser Pelle Dragsted »uanede muligheder for at teste DF på de løfter, de gav inden valget«, og det forsikrer han om, at Enhedslisten har tænkt sig at gøre.
»De er jo aldrig rigtigt blevet testet. Det er aldrig rigtig lykkedes at svække DF, uanset hvilken strategi man har brugt. Vi skal ikke sidde og vente på, at DF gør noget dumt. Vi skal hele tiden pege på, at der er et flertal for velfærd. Hvis DF accepterer mindre end 0,6 procent i offentlig vækst, så svigter de den mulighed, de havde, fordi der var et flertal for mindst det. Benytter de sig ikke af de muligheder, de har, så skal de stå til ansvar over for deres vælgere – det vil vi medvirke til, at de kommer til.«
2. afsnit, 2. linje.: "... heller ikke lykkedes ..."
I min tid på Facebook i dag, faldt jeg over det her link fra truth.org - se her:
http://www.truth-out.org/news/item/26112-an-economic-hit-man-speaks-out-...
Selvom det handler om Grækenland kan mange af pointerne sagtens overføres til DK, bl.a. kan slaget af TDC og sidst Goldmann-Sachs opkøb af DONG Energy forklares med store globale korporationers interesserer i at opkøbe infrastruktur i de lande, de har lånt penge.
Pointen er egentlig den, at det virker som om ligegyldigt, hvad man gør, så vinder huset altid.
Og the house (i rouletten) er her de store globale korporationer som ikke vil finde sig i at lande kører en anden økonomisk politik end det som Torben R. Jensen (og jeg) kalder for den neo-liberale, altså at staten sørger for at kapitalen kan flyde frit derhen hvor den giver størst, mest og bedst profit. En cirkulær økonomi med lokalt producerede fødevarer skabt af den gamle andelstanke hvor vi har små overskuelige samfund med lokale mejerier f.eks. bryder store globale selskaber sig ikke om. Fordi det giver næsten ingen profit til dem.....da den bliver investeret i det lokale mejeri eller lokale bageri eller brugs igen.
Og jeg tror at vi her informations sider har diskuteret mulighed for en korporativ stat mange gange.
@ Grethe Preisler - det tror jeg desværre, du har så evigt ret i. Der er et ihvertfald et stort element af "payback-time" i mange af de nu så sejrsdrukne kommentarer, nogle af DFs vælgere leverer på diverse fora.
@ Grethe Preisler og karsten Aaen:
Men der er også en falden for Rottefangeren fra Hamelns toner (og hr. debatredaktør - det er en litterær henvisning, ikke en karakteristik af vælgerne som dyr) , som med lidt god vilje kan være forståelig.
Jeg har vist skrevet det før, men gør det igen:
mine - nu forlængst afdøde eks-svigerforældre - voksede som unge på i Saarland. Eller som det hed i deres ungdom "Saargebiet", for det var besat af Frankrig, og de var som tyskere "sales bosches" beskidte tyskere, der blev behandlet som 2. rangs borgere. Så blev en vis hr. Hitler rigskansler og fik gennemtrumfet, der skulle holdes folkeafstemning. De stemte begejstret på ham, for de ville "Heim ins Reich". Så det der med at jøderne ( som der ikke var nogen af i deres landsby) og de homoseksuelle (som der BESTEMT ikke var nogen af i deres landsby) og alle andre, hans udstede bandruller imod - ja, det hørte det ganske enkelt ikke efter. for de var optændt af een sag.
Det skal siges til deres ros, at de aldrig lagde skjul på, de i sin tid havde stemt begejstret for Hitler. De fortrød det inderligt siden hen og skammede sig over, de ikke havde kunnet gennemskue ham. Men i det mindste stod de ved deres fejltagelse. Og jeg synes, jeg ser noget af det samme mønster hos en del DFvælgere: ærlig følt frustration over reelt oplevet ligegyldighed overfor det faktum, at det sted, hvor de bor - og gerne vil blive boende - lukkes ned. Det samme gælder ligegyldigheden overfor det faktum at -nej ikke alle af en ungdomsårgang har evner - og lyst - til at "studere". En del vil såmænd være lykkelige over det, mange andre anser for skodjobs. Det havde mine forældre hele deres liv og havde det fint med det. De havde ikke større ambitioner. Det var al den jord, deres såler kunne bære og alt, hvad de begærede. Men de job forsvinder og bliver erstattet af ledige som gratis arbejdskraft.
Så de kommer til den konklusion, at " levebrødspolikerne" i de gamle partier for de flestes vedkommende reelt er ligeglade med dem og deres livsvilkår. Det er jeg overvejende enig i.
Så konkluderer de, at DF med mor Pia og søn Tulle oprigtigt vil dem det godt, og 24/7 arbejder for at forbedre deres vilkår, for de siger de da igen og igen. Her er det så lige, kæden hopper af, for tilsyneladende glemmer de efterfølgende at holde de søde mennesker op på, had de rent faktisk gør og stemmer for. Og det fatter jeg ganske enkelt ikke, for i modsætning til tidligere, er det i dag let hele tiden at følge med i, hvad politikerne rent faktisk gør og stemmer for enhver, der har adgang til en PC.
Tak for linket (kl. 20:34), Karsten Aaen. Citat fra artiklen.: "... now the people (in Greece) are being asked to pay for the mistakes made by "their" (mine citations tegn) leaders".
Hvilket 61,5 % sagde nej til i søndags. Et glædeligt resultat. Men 38,5 % var imod. Husk - for eksempel - hvad der skete den 11. september 1973 i Chile.
Og videre.: "It´s a corporate empire ... They control the politics of the United States, and to a large degree they control a great deal of the policies in countries like China".
Henvis meget gerne til de debatter du nævner, der har været i Information.dk, om muligheden for en korporativ STAT. Den debat er gået henover mit tykke hoved ...
For vi er selvfølgelig enige om, at corporate empires ikke er det samme som korporative stater..?
@ Peter Nørgaard
Jeg kan simpelthen ikke huske alle de debatter, hvor jeg og f.eks. Torben R. Jensen og Peter hansen har diskuteret den korporative stat. Som regel har de enten handlet om Socialdemokraterne, Dong, Goldmann-Sachs eller andre sådanne ting og sager.
Det, der er pointen i den linkede artikel, at de her store globale korporationer, ja, de samarbejder med staterne, f.eks. Tyskland og Frankrig, så corporate empires og corporate states glider sammen og bliver til et. Og i Grækenlands tilfælde.....ja, så....
Pointen er egentlig også den, at de mennesker der ser ud til at bestemme i dag over verdens-økonomien, og dermed også de nationale økonomier, ikke vil tillade, sådan som jeg ser det, at der opstår lokale former for cirkulær økonomi, altså en økonomi, der er baseret på lokale handlende, hvor man tænker globalt, men handler lokalt. (som et slogan lød i 1990erne). Fordi det går ud de corporate empires evne til hurtigt at lade kapital tilflyde til store koncentrationer.
Og jeg er meget enig med Herdis Weins i analysen: DF's vælgerne er ærligt frustrerede, og føler en ærlig frustration over, at omverdenen har glemt dem. Og at flere af deres områder lukkes ned. Skolen forsvinder, bussen går ikke længere, fabrikken er lukket, eller flyttet ud. Billige østeuropæere overtager deres arbejde, eller det som er tilbage af det. Og folk oplever og føler frustration over det. Og de anser så en stemme på Dansk Folkeparti for hjælp til selvhjælp. Fordi som jeg tror de tænker, så kan østeuropæerne komme ud af landet, og de kan få de skodjobs som de har i dag. For jeg mener, at du, Herdis Weins har ret i, at der er mange mennesker derude i det danske samfund, som vil være ganske godt tilfreds med et helt almindeligt lagerarbejde eller arbejde på en grisestation eller lignende. Det er netop alt den jord deres såler kunne bære....
Og ja, de job som de kunne tage, de her mennesker, forsvinder ganske stille og roligt, og bliver erstattet af enten østeuropæere eller af det du kalder gratis arbejdskraft, folk i aktivering, folk i resurseforløb, folk i praktik. Og måske af flygtninge fra Syrien? i praktik. Frustrationen stiger og stiger hos de mennesker, altså de mennesker, der oplever at alt langsomt forsvinder fra deres område, deres byer og landsbyer. Og på en måde tror jeg vi skal være glade for at DF er her. For så har de her folk et sted, de kan gå hen med deres vrede, afmagt, skuffelse, og frustration. Kan de ikke andet, kan de altid stemme DF, Liste O, på valgdagen.
En af grundene til at de her mennesker ikke stiller Dansk Folkeparti til ansvar for noget er vel den, tror jeg, at DF bliver ved med at sige noget om udlændinge, til valgene og mellem valgene og i valgkampene.
PS: I andre lande end i DK, f.eks. Tyskland, Frankrig eller England er stemmeprocenten ved valg efter valg gået ned og ned og ned. I DK kan man sige, at det at DF har været der har betydet, at de har samlet de her frustrerede vælgere op. Og fået dem til stemmeurnerne....
@Herdis Weins,
Har du læst Elsa Gress' erindringsbøger "Mine mange hjem" og "Fuglefri og fremmed", som indeholder en del - meget fine - skildringer af, hvad fattige unge studerende med åbne øjne og ører og friske sanser kunne opleve, se og mærke på vandreture i Tyskland med overnatninger på vandrer-herberger i selskab med HJ- og BDR-medlemmer i midten af 1930'erne? Min far, der talte tysk som en indfødt og berejste Tyskland som vandrefugl på samme tid og under de samme pauvre konditioner som Elsa og hendes bror Palle, kunne bekræfte de indtryk af stemningen og ungdommen i Tyskland kort efter magtovertagelsen, som tegnes af forfatteren i disse to erindringsbøger.
(De to bøger er forresten også læsværdige af andre grunde end Tysklands-skildringerne. Hun var en djævleblændt god essayist, den gæve Elsa Gress, selvom hun ikke hørte til eliten blandt romanforfattere fra den generation)
@ Grethe Preisler - jeg har engang for foget nær 100 år siden læst "Mine mange hjem", men ret overfladisk. Mit focus var et andet sted dengang.
Men tak for tippet - jeg vil prøve igen. Det er sjovt, som man nogle gange kan læse en bog uden at den gør det mindste indtryk - for derefter at genlæse den 20 år senere og blive helt betaget. Og omvendt naturligvis .-) Du har iøvrigt ret: hun var rigtigt god til korte tekster og skulle have holdt sig fra romanerne. desværre mener mange, det kun er romanforfattere, der er rigtige forfattere. Derfor blev jeg så, da Alice Monroe, der netop er kendt som novelleforfatter, fik Nobelprisen.
Jeg fik ikke den internationale dimension med, da jeg skrev om nyliberalisme, men det er som Karsten Aaen påpeger naturligvis et væsentligt nyliberalt argument for centralisering, privatisering og konkurrencestat. Jeg synes dog, at det er en styrke, når Pelle dragsted ikke bruger indvandring, som et væsentligt politikemne i forhold til det aktuelle valg.
Når indvandrerdebatten efter min mening havde mindre betydning ved det aktuelle valg, så skyldes det, at S og V nærmest konkurrerede om at være værst. Indvandrerdebat forklarer derfor ikke fremgangen for DF i forhold til valget i 2011. Det havde undervejs i valgkampen nærmest den modsatte effekt, da Pia Kjærsgaard midt i valgkampen tonede frem med et angreb på salafister.
Til gengæld er der siden årtusindskiftet en konstant tilbagegang for de fire (nyliberale) regeringsbærende partier, så de denne gang tilsammen blot har ca 55% af stemmerne. De økonomiske konsekvenser i form af geografisk centralisering og marginalisering af mennesker kan derfor have gjort forskellen.
Som du sikkert har gjort, Karsten Aaen, kan der - blandt andet - søges via Den Store Danske på linket.: "korporatisme (Den korporative stat)", hvor der er et yderligere link til "nykorporatisme".
Måske også disse to link blev anvendt i debatterne om korporativisme, som du ikke på stående fod kan henvise konkret til ..?
Siden disse to (og mange flere) artikler blev skrevet, er der - selvsagt - sket store ændringer. Staten er f.eks blevet en endnu mere udstrakt arbejdsgiver i de sidste 30 år, som vi alle ved.
Den berømmede "danske model" med såkaldte frie forhandlinger mellem arbejdsgiver organisationer (= DF, V, C, LA og R ) og fagbevægelsen (= S med sit monopol), er kun frie såfremt forhandlingerne ikke ender med grundlæggende uenigheder med staten.
Bare et eksempel på en sådan uenighed, var S R regeringens indgreb til fordel for arbejdsgiverne i KL, så lærerne blev trynet i 2013.
Når staten, arbejdsgiverorganisationerne og fagbevægelsen smelter sammen, ja, så anduver den korporative stat alle havne. Og det er ikke et godt fartøj at tage hyre på. Er dette skib på vej i danske havne..?
Når der hersker grundlæggende enighed mellem de politiske partier om kursen på skibet, der kan være på vej ind i et isbjerg, er visionen så om NYE andelsbevægelser - world wide - en seriøs samtale værd..?
Hvis ikke, så endnu et ønske om en god sommer, fra Himmerland.
Jeg bliver næsten nødt til at tilføje, helt kort, at socialisternes største problem er, når de løber tør for andre folks penge.
Det har ikke noget med (ortodokse) kapitalisters uansvarlige antisociale forståelse, den er under al kritik, men det skal forstås i lyset af socialistisk (Maxistisk) økonomisk inkompetence. Hele problematikken er plaget af ideologiske synspunkter, der næppe har meget med virkeligheden at gøre.
Som der siges; at "ismer" er noget Fanden har skabt. Gælder det også humanismen? Blot et spørgsmål. Jeg forstår naturligvis argumentet, men ikke semantisk konsistens. Efter min mening, så er humanismen lige så fyldt med selvmodsigelser som alle andre antipragmatiske fraser.
Grækenland har tisset i sengen. Deres politiske skel mellem rig og fattig, er i praksis ligeså langt ude som socialisternes. De tror på en gang at man kan tillade, helt sindsygt rige, ikke at betale skat, og samtidigt at resten af EU landendes befolkninger skal agere barnepige ved at betale for deres tåbeligheder.
Humanisterne vil overbefolke EU med asylansøgere der kommer til at koste i milliard klassen. Det er jo synd for dem, men hvor blev realistisk økonomisk politik lige af? Humanisterne ønsker heller ikke at skelne mellem islamisterne blandt asylansøgerne, så resultatet bliver endnu flere end de godt 30.000 der estimeret allerede har fået indfødselsret.
Så er human "ismen" noget fanden har skabt? Det er humanister der har vedtaget FN konventionernes fortolkning, og det er netop ikke deres opgave at få økonomi til at hænge praktisk sammen med økonomi.
Prøv at forstå, at dette her er umådelig meget mere kompliceret end ideologiske kyllinger kan regne ud ...
Hans K. Hansen, du skriver at "socialisternes (hvem det så end er i dagens verden)største problem er når de løber tør for andre folks penge".
Hvem er "andre folk" og hvis "største problem" er det, at fattigdommen øges..?
Omkring 1 milliard mennesker kan ikke spise sig mætte. Så vidt vides, tæller de sultne kinesere . ikke med i dine "socialister", da de jo lever i et ét-parti diktatur.
"De (DF) er jo aldrig rigtigt blevet testet. Det er aldrig rigtig lykkedes at svække DF, uanset hvilken strategi man har brugt. Vi skal ikke sidde og vente på, at DF gør noget dumt."
Ja korrekt. Hverken DF eller EL er blevet testet. Ingen af jer har endnu taget regeringsansvar, men befolkningen skal alligevel trækkes med EL's mudderkastning.
De største økonomiske uansvarlige er Marxister. Hvor mange Marxister findes der i EL hr Pelle Dragsted? Hvilke Maxistiske lande (den berygtede marx "isme" fanden angiveligt har skabt) er endnu ikke gået fallit?
Hvilke Marxistiske lande fungerer vækstøkonomisk, og hvilke Marxistiske lande er ikke ved at drukne i korruption? Nordkorea? Venezuela?
Når det er sagt, så kan jeg udmærket være enig med visse EL argumenter, men hold da op hvor i i EL, generelt udviser deres ideologiske og økonomiske smalsyn ...
Peter Nørgaard.
Jeg ved godt at der er nød i verden, også at f.eks Grækenlands økonomiske situation, skyldes Grækernes korrupte politikere, dermed et økonomisk uligeland, hvor der er klar evidens for, at for stor økonomisk ulighed, er lige så ikke-pragmatisk som total lønlighed.
Det er af samme årsag jeg er træt at ideologernes repræsentative partipolitik. Også Pelle Dragsteds. Hvis man tror at EL har mere pragmatik mellem ørene end flere andre, så se på lande med socialistisk Marxisme.
De er totalt korrupte, centraliseret styret, alt hvad de selv siger de er imod, så forklaringen kan kun være at EL's praktiske politik, der aldrig er testet i Danmark, er ligeså socialistisk religiøs, som den er teoretisk. Marxismen duer ikke, har aldrig fungeret, og kommer aldrig til det, fordi den ganske enkelt er illusorisk.
Prøv eksempelvis at se kortet over Transparacy International 2014 CORRUPTION PERCEPTIONS INDEX. Læg mærke til hvilke lande der er mest korrupte, mindst gennemsigtige. Læg mærke til både socialistiske og religiøse lande, og sammenlign dem med demokratiske kapitalistiske.
http://www.transparency.org/cpi2014
Læs så EL's partiprogram, eller principprogram som de kalder det, og prøv at finde uoverenstemmelse med virkeligheden vist fra Transparency. Hvilke lande er mest korrupte? Skyldes det ideologiske principper, eller er EL's medlemmer klogere end andre socialister?
Hans K Hansen
Jeg kan se, at du kommer med en række meninger, som jeg ikke er enig i, men det har ikke nogen relation til artiklen bortset fra, at du tilsyneladende er glad for DF.
Ideologier og ismer er gode, som begreber til at beskrive verden og ikke mindst politiske partier. Men de fleste ideologier har også en indbygget forestilling om, at alle tænker ens og har samme interesser, så de bliver totalitære – Derfor skrev jeg, at ideologier noget fanden har skabt.
De holdninger, som du giver udtryk for, kan også placeres i nogle rammer, som Karsten Aaen har beskrevet udmærket, men ligesom skiftet af partileder hos socialdemokraterne kan give forventning om en anden partilinje, så er det også muligt, at DF med en ny partileder får tilført nyt indhold. I modsat fald er Thulesen Dahl blot ny glacur på et autoritært styret parti bestående af racister og religiøse fanatikere.
Som skrevet i tidligere indlæg, Hans K. Hansen, har vi stadig et opgør til gode fra Enhedslistens ledere, om deres opbakning til Sovjetblokkens diktaturer.
I min optik - og sikkert i mange andres - findes der ingen socialistiske lande. Og de nødvendige forsøg, der har været på at gennemføre socialisme, er endt med korporative stater, hvor en ny herskende klasse opstod og hvor organisationsfriheden - for eksempel - ikke eksisterede.
Vi har set en statskapitalisme gro frem efter 2. verdenskrig - også udenfor Sovjetblokken - hvor magten samles endnu stærkere om ét parti, hvor den kunstneriske frihed og det frie ord knægtes, hvilket er stærkest udtrykt i dikaturet, den korporative stat Kina i dag. En stat der lefles for, fra de åhh så demokratiske magthavere i vores del af verden.
En tendens til korporative stater - hvor regeringsmagten, arbejdsgiverne og fagbevægelen smelter mere og mere sammen - ser vi også i Norden og Europa.
Eet er hvad et land kalder sig - et demokrati blandt andet. Noget andet er hvad virkeligheden viser - fattigdom blandt andet.
Men grundholdninger - som nogle kalder ideologier - er nødvendige, ikke som betonklodser, men som konkrete, levende og visionære værdier, der udmønter sig i medmenneskelighed der ikke vil acceptere udnyttelse, svindel og uærlighed. Der er så uenighed om hvad f.eks svindel er, og der står grundholdningerne så overfor hinanden. Irak-kommisionens nedlæggelse er et såre aktuelt eksempel på det.: Skriv under og del via http://www.skrivunder.net/forum/135802/start/75
At lyve overfor sig selv, er grundlaget for en stor del af den svindel der foregår på alle niveauer i et mere og mere klassedelt samfund. Sådan behøver det ikke at være, hverken for den enkelte eller for landes måder at indrette sig på.
P. S.
I øvrigt afleverede jeg, som cirka 30.000 andre mennesker, en blank stemmeseddel - for Groucho Marx´ ved hvilken gang skyld - den 18. juni, da jeg som partiløs ikke stoler på løsagtige partier, hvor partiledere lyver - blandt andet overfor dem selv.
Det lyser jo - mere eller mindre - ud af deres ikke særlige kærlige blikke.
P.P.S.
"PSYKOPATISKE CHEFER - lige så charmerende som farlige" (2002, 112 sider), viser nogle sider af sygdommen psykopati, der, i følge fagkundskaben ikke kan erkendes af den sygdomsramte, og som cirka 10 % af alle ledere lider af.
Korporativ hygge, blandt nogle af disse, findes f.eks i VL-grupperne. Check selv ud hvem der hygger sig, blandt disse cirka 4.000 kadrer ...
Udover VL-gruppernes eget websted, anbefales også wikis korte artikel, hvor til journalister (nok ikke DR TV-avis og hofreporter Tine Gøtsche, og DR´s Clemens Kjærsgaard, der var VL-toastmasters på to VL-døgn) har udtalt, citat.: "VL-grupperne er en trussel mod demokratiet".
I øvrigt mente Anders Fogh Rasmussen, da han var statsminister, at ministre ikke b u r d e være medlemmer af en VL-gruppe, hvor imod departementchefer i ministerierne, mediebosser fra publicservice virksomhederne og andre chefer betalt via finansloven, havde - og har - frit slag.
Som du kan se i VL-gruppernes medlemslister via deres web., var - og er - det ikke alle ministre der følger deres parlamentariske fører i dette spørgsmål.
Nedenstående link på dansk, omhandler én af de tunge medlemsgrupper, VL-2 - hvor ovennævnte bog, måske, læses. Og de virkelige tunge m/k´ere er slet ikke med i deres VL-kadre grupper ...
God fornøjelse - og god dag, fra en morgenstund med en nordvesten kuling i mund.
http://www.henley.dk/en/lifelong-learning/during-mba/networking#Artikel-...
Det forum, hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner?
Svært som det lykkedes for ophavsmændene (Mette Line Thorup og Casper Dall) til ovenstående interview med "Enhedslistens mangeårige strateg og nyvalgte folketingsmedlem Pelle Dragsted" at få læserne til at debattere "chefstrategens" bud på, hvad man som vælger kan bruge sin stemmeseddel til, næste gang man skal til det igen. Efter en valgkamp, der endte med et regeringsskifte, hvor Venstre fik færre stemmer end Dansk Folkeparti. Som dog med klædelig beskedenhed afstod fra at kræve del i regeringsmagten i form af ministerposter, til trods for at DF (næst efter Socialdemokraterne) nu er det parti, som har flest medlemmer siddende i den lovgivende forsamling og dermed de facto har Lars Løkke Rasmussens chance for at blive siddende på statsministerposten de næste fire år, i sin hule hånd.
Men nej, nej. Rollen som reservehjul på bagsmækken af den nye Venstre-regerings vogn og "tungen på vægtskålen", når der skal udpeges ny formand for folketinget og tilvejebringes parlamentarisk flertal for den nye Venstre-regerings beslutning om at nedlægge en undersøgelses-kommission, som DF stemte for oprettelsen af, da Socialdemokraterne havde overtaget "nøglerne til maskinrummet", er alt nok for det næststørste parti i folketinget efter "hofteskreds-valget" i august 2015.
Hvorfor er det nu pludselig blevet så magtpåliggende for "den fjerde statsmagt" at vide hvad novicen Pelle Dragsted i EL's nye folketingsgruppe gør sig af tanker om, hvordan posen skal skæres og valgflæsket serveres med sovs og kartofler, hvis man gerne vil have indflydelse på, hvor valgkvæget (eller svingdørsvælgerne) bisser hen med deres stemmesedler i morgen eller overmorgen, eller hvornår det nu passer Lars Løkke Rasmussen bedst at udskrive valg igen?
Kort sagt: Næste gang valgkvæget skal "tage stilling på et oplyst grundlag" til hvor de skal lægge deres lod i vægtskålen i de kasser, the gentlemen of the press m/k på folket og læsernes vegne (og alt efter, hvilken retning vinden blæser fra i presselogen den pågældende dag) sorterer og lægger i dueslaget under skiltene: "Blå Blok" - "Rød Blok" - og ha, tja, bum, bum, bum - "Dem der gerne skulle blive ved med at abonnere på de rygter, vi videredistribuerer, når vi lytter til vandrørene på Christiansborg"?
Ja, det ville være langt mere relevant at få den dreng fra Thyregod til at formulere, hvad indflydelsen rent konkret nu skal bruges til. Punkt for punkt. Og så hele tiden - og jeg mener hver eneste uge - følge op på, hvad de så rent faktisk stemmer for og får gennemført. Det er på, at journalister begynder at tage DF alvorlig som magtfaktor, i stedet for hele tiden at vente på, de når bare forsvinder, hvis vi venter længe nok.
Gå på dem - og hold nu endeligt op med at skrive/tale om "Tulle". Det giver associationer til en sød, lille - og helt ufarlig - dreng.
Hvad manglende opgør og manglende selverkendelse, kan føre til er Ole Sohn, DKP´s tidligere formand, et ubehageligt - evigt smilende - eksempel på. Og i dag leder han et foretagende der rådgiver virksomhedsbestyrelser. Fogh light..?
Aaens og Sovjetblokkens tilhængere i EL er fortsat stor, men uanset.: Hvorfor intet opgør..?
Hvad dine "anti sovjetiske trotskister" har at gøre med det, må du nok tage dig en snak med dem om.
At en del af Enhedslistens ledere er tilhængere af korporative stater kan - sålænge de ikke har gjort op med fortiden - være én af grundene til visionerne i dansk politik er ... en by i Rusland.
Fra Pelle:
"Vreden mod finanssektoren var stor, så banen var kridtet op til en stærk socialdemokratisk fortælling. Den svigtede man," lyder analysen fra Pelle Dragsted.
Svigtet af de udsatte og lader de skyldige gå fri, det er fortsat problemet, ikke mindst i opgøret med finanssektoren.
Det at 'vreden var stor' er en grundlæggende politisk fejlfortolkning, der bære præg af politikkere er valgt, for fire år af gangen, 'den er stor', finanssektoren 'er' en væsentlige fejl i samfundsstrukturen, der øger uligheden og undergraver demokratiet, der den kontinuerlige fejl, at tale om afstumpethed i datid.
Der er brug for 'langsigtede bæredygtige mål', opbygget på 'fremtidssikret' og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering.
PS.
At vælte en regering, der fører samfundsskadelig politik, er lige så naturlig, som at trække vejret, den højreekstremistiske regering, Danmark har fået, er ikke kommet til magten, ved et tilfælde.
Så må de vel gøre som Se & Hor - få folk til at tippe dem :-)
P.S. Herdis Weins:
Sandheden i ære, var også jeg ved at få morgenkaffen i den gale hals af forbløffelse over, hvor mange stemmer DF scorede forleden Efter i samfulde 11 år at have fungeret som "skyggekabinet" for først Anders Fogh Rasmussen og så Lars Løkke Rasmussens regeringer og senere som Venstres "stemmekvæg" for Venstre i 4 år med Helle Thorning Schmidt i det "maskinrum" Løkke Rasmussen allernådigst lånte hende nøglerne til, indtil ballonen revnede og Sog RV modstræbende måtte aflevere nøglerne til Lars Løkke Rasmussen igen. - Så kort havde jeg god tnok heller ikke regnet med, at vælgernes hukommelse var.
Men hvad skidt - det holder jo nok din tid ud, tænkte jeg så, og mindedes jordskredsvalget i 1973. Du døde ikke af det dengang, og så holder du vel også til dette uden at forfalde til selvmordstanker. Man skal fodre sine karusser og gøre sin whisky stærkere, når man har passeret de 70. Og huske på, at ingen lever evigt, og der ikke er lommer i ligklæder.
Grethe Preisler - er citatet ikke fra Gustav Wied? Sandt er det ihvert fald. I dissse alvorlige tider gør man klogt i altid at have en flaske whisky, så man kan genoplives, hvis man uforvarende skulle komme til at se Tv-avisen eller nyhederne . Jeg har helt bevidst sørget for, at mit TV ikke kan tage TV2 News.
Og ja for fanden - vi overlevede også 1973.
Jeg har et Bo Boejsen hæfte fra 1974. Den starter jo omkring midt oktober fra året før, så han kommenterer naturligvis det nu så berømte valg. Det gør han bl.a. med en tegning af Glistrup som statue med mottoet : Folkes egenkærlighed - min støtte !
@Herdis Weins,
Jo, Herdis - den med whiskyen og karusserne er en af Gustav Wieds aforismer. Jeg ryger som en skorsten, men er desværre er af helbredsmæssige grunde afskåret fra at gøre min whisky stærkere, da min metabolisme reagerer negativt på drikke med en højere alkoholprocent end hængemuleøl.
Og så foretrækker jeg trods alt at holde mig til postevand og mælk og juice til dagligbrug (og flaskevand med brus og citron, når jeg dinerer i selskab med folk, der drikker øl og vin til maden og gerne vil have en lille avec af de stærke til kaffen bagefter) Det er den slags små skavanker, der undertiden følger med alderen, men dog er til at leve med, når man tænker på alternativet.
Men hygge-hejsa med Bo Bojesen-hæftet fra 1974 og en whisky on the rocks på sengekanten i aften. Det skal være dig vel undt som antidepressionsmiddel oven på chok'et efter Lars Løkke Rasmussens revival som "maskinchef" på det gode skib Christiansborg.
Sider