Læsetid 4 min.

Sortlistet israelsk våbenhandler del af millionhandel med dansk politi

Rigspolitiets indkøb af overvågningsudstyr sker gennem et firma ejet af en israelsk våbenhandler, som en FN-rapportør har opfordret til boykot mod, og som blandt andre Danske Bank har sortlistet. Politiet har et gigantisk forklaringsproblem, mener Amnesty
Rigspolitiets indkøb af overvågningsudstyr sker gennem et firma ejet af en israelsk våbenhandler, som en FN-rapportør har opfordret til boykot mod, og som blandt andre Danske Bank har sortlistet. Politiet har et gigantisk forklaringsproblem, mener Amnesty
23. juli 2015

I alle led er det en kontroversiel handel, som Rigspolitiet for nylig har indgået for at købe et nyt digitalt overvågningssystem.

Tidligere har Information afdækket, at ordren – via en leverandør – er endt med at gå til det omstridte italienske firma Hacking Team, som har mødt verdensomspændende kritik for at have solgt overvågningssystemer til undertrykkende regimer.

Nu viser det sig, at også leverandøren, der formidlede handlen mellem Rigspolitiet og Hacking Team, er yderst kontroversiel. Kort inden aftalen med dansk politi blev underskrevet, blev det nemlig offentliggjort, at den israelske våbenhandler Elbit Systems har indgået en aftale om at opkøbe leverandøren.

Det viser Informations gennemgang af lækkede e-mails fra Hacking Team og leverandøren sammenholdt med offentligt tilgængelige oplysninger fra Elbit. FN’s menneskerettighedsrapportør for de besatte palæstinensiske områder har ellers opfordret til boykot af Elbit, som også er sortlistet af en række danske og internationale pensionskasser og investorer. Og derfor er det problematisk, at dansk politi handler med firmaet, mener Amnesty International.

»Rigspolitiet står med et gigantisk forklaringsproblem. Der tegner sig mere og mere et billede af, at politiet i sin stræben efter at anskaffe sig et hyperavanceret overvågningssystem har tilsidesat alle menneskeretlige hensyn,« siger pressechef Ole Hoff-Lund. Rigspolitiet møder ligeledes kritik fra SF og Enhedslisten.

Brud på menneskerettigheder

Danske Bank har fravalgt at investere i Elbit, fordi det er »involveret i leverancer af elektronisk udstyr, som anvendes i konflikt med menneskerettighedsnormer«. Og hos pensionskassen PKA har Elbit været på den sorte liste siden 2010, fordi firmaet har leveret udstyr til Israels omstridte ’sikkerhedsmur’, forklarer administrerende direktør Peter Damgaard Jensen.

»Det er efter vores vurdering et brud på menneskerettighederne, fordi det forhindrer beboerne på Vestbredden i at færdes frit inden for deres områder. Derfor har vi valgt at udelukke Elbit,« siger han.

Det er uvist, hvor meget handlen mellem Rigspolitiet og leverandøren beløber sig til. Men kontrakten mellem leverandøren og Hacking Team er på mindst 4,2 millioner kroner. Rigspolitiet har ikke ønsket at svare på kritikken af forbindelsen til Elbit.

Læs også: Diktatorernes digitale lejesoldater

Heller ikke firmaet selv har ønsket at kommentere kritikken, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V).

Da det tidligere på måneden vakte kritik, at dansk politi har købt et overvågningssystem fra Hacking Team, forsvarede chefen for Rigspolitiets National Cyber Crime Centre, Kim Aarenstrup, sig ellers netop med, at aftalen var indgået via leverandøren.

»Noget tyder på, at de (Hacking Team, red.) har handlet med denne type lande (undertrykkende regimer, red.), men det er jo ikke noget, vi har været vidende om, når vi indgår sådan en type aftale. Vi handler med en anden virksomhed, som så har denne virksomhed som underleverandør,« sagde Kim Aarenstrup til Version2.dk

Amnesty International mener imidlertid ikke, at politiet har udvist »rettidig omhu«.

»Det kan man ikke ligefrem beskylde politiets indkøbschefer for, når de er villige til at indkøbe spionsoftware fra det firma i branchen, som har det måske mest blakkede omdømme – og så endda via en israelsk leverandør, der er sortlistet,« siger pressechef Ole Hoff-Lund.

Hold fingrene fra Elbit

Ifølge vejledende FN-principper har stater et ansvar for at sikre, at virksomheder, de køber af, ikke bidrager til krænkelser af menneskerettighederne – et princip kaldet »State Duty to Protect.« Alligevel er det ikke første gang, danske myndigheder bliver sat i forbindelse med Elbit.

Tidligere på året afdækkede Information, at Forsvaret »påtænker« at indkøbe israelske våbensystemer, hvor Elbit var ét af de firmaer, der var såkaldt ’prækvalificeret’ til at kunne få ordren. Det mødte hård kritik fra Enhedslisten og SF. Og partierne lader sig ikke formilde af, at der i tilfældet med Rigspolitiet ikke er tale om indkøb af våben i klassisk forstand.

Læs også: Politidirektør: Alle regler er fulgt

»Jeg synes, at vi skal holde os væk fra Elbit. Ikke mindst når det handler om militærudstyr, men også sikkerhedsudstyr. Det her giver problemer i forhold til vores udenrigspolitik, hvor vi i andre sammenhænge forsøger at have et godt forhold til den arabiske verden,« siger SF’s forsvars- og udenrigsordfører Holger K. Nielsen.

Christian Juhl, der er medlem af Folketingets Udenrigsudvalg for Enhedslisten, mener ligeledes, at indkøbet er problematisk.

»Sådan et firma skal danske myndigheder holde fingrene fra,« siger han.

Forelagt oplysningerne om Rigspolitiets indkøb via et Elbit-ejet selskab, siger PKA-direktør Peter Damgaard Jensen:

»Det sker jo ind i mellem, at vi bliver kritiseret for ikke at være opmærksomme nok på den slags problemstillinger. Der er det da nogle gange, at politikerne er hurtigt ude og sige, at det må vi få styr på.«

»De danske politikere og Rigspolitiet må jo selv finde ud af, hvordan de ser på Elbit. De kan jo have nogle andre retningslinjer. Men vi har da noteret os, at det åbenbart i dette tilfælde falder anderledes ud, end det gør for os.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for J. Nielsen
    J. Nielsen
  • Brugerbillede for Søren Roepstorff
    Søren Roepstorff
  • Brugerbillede for Jan Pedersen
    Jan Pedersen
  • Brugerbillede for Niels Engelsted
    Niels Engelsted
Flemming Berger, J. Nielsen, Søren Roepstorff, Jan Pedersen og Niels Engelsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

God gået, rigspoliti, nu vil alle hyle op om, hvem der er i den handel, istedet for, at finde ud af, hvor og til hvad, systemet skal bruges til!
Det må da være det vigtigste.

Bjarne Andersen, Carsten Wienholtz, Felix Austin, Per Jongberg, Jens Jørn Pedersen, Jakob Bonde, Anne Eriksen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Ikke noget godt tegn, at de snorksover i Rigspolitiet...
Eller i Folketinget!

Morten Lind, Flemming Berger, Jens Jørn Pedersen og J. Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jacob Tyge

måske skulle man slå lidt koldt vand i blodet.....
Elbit er vel ikke meget anderledes end Terma. Som jeg ser det er det overvågning - og ikke våben de sælger. er man så våbenhandler?
og hvis svaret er ja - så er facebook altså også en våbenhandler, for de overvåger også, og dem der bruger facebook - hvad er de så!!!
Danmark er ved at købe fly af USA, som har en guantanamo base, for at kunne torturere krigsfanger. Danmark bomber løs i Syrien imod den regenrende magt - men må ikke købe overvågnigsudsyr. "DET ER ET KÆMPE FORKLARINGSPROBLEM" skriver information....Det er vel i linje med resten af statens forsøg på at bibeholde statens suverænitet, internt såvel som eksternt.

Brugerbillede for Lasse Skou Andersen
Lasse Skou Andersen

@Jacob Tyge

Elbit er både leverandør af overvågningsudstyr og våben i mere klassisk forstand. Vi har tidligere beskrevet det danske forsvars tidligere og muligvis kommende indkøb fra firmaet: http://www.information.dk/528606

Blandt andet kan nævnes:
Tunge morterer – fra Soltam/Elbit
Præcisionsstyrekits, hvor bl.a. Elbit er prækvalificerede
Artilleri, hvor Elbit er én blandt tre mulige leverandører

Brugerbillede for Christian Svenstrup Harder
Christian Svenstrup Harder

Et overvågningsfirma der kalder sig selv 'NICE Systems' - Hvem sagde nysprog?

Jens Lysdal, Carsten Wienholtz og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mark Strøm

Regel nr. 1 i et mørklagt "skakspil*. Den som følger reglerne taber.
Regel nr. 2. Oplys modstandernes "brikker** For at minimere risikoen for baghold.
Regel nr. 3. Man er nød til at offer en del af sine egne, for ellers kan "kongen*** ikke leve.

* Sjæl.
** Kød.
*** Blod.

Sådan har det set du siden middelalderen.

Brugerbillede for Lars-Bo Abdullah Roland Jensen
Lars-Bo Abdullah Roland Jensen

Jacob
Du skriver Danmark bomber løs i Syrien imod den regenrende magt
Hvis det er sandt så foregår det imod det mandat som folketinget gav. Der blev givet mandat til at bombe i Iraq, men ikke i Syrien. At vi så er i en koalition der bomber i Syrien er en lidt anden sag, Danske F16 skulle ifølge mandatet ikke bruges i Syrien.
Danmark køber med meget stor sandsynlighed fly fra USA, men du behøver ikke trække den "Cubanske ferie lejer" ind, bare det at Danmark har udleveret fanger til USA, Iraq og Afghanistan, er en klar overtrædelse af vores konventions bundne forpligtelser til ikke at udlevere til tortur. De ansvarlige soldater, skulle reelt rets forfølges, det er jo gentagende gange fastslået at det at følge en ordre ikke fritager for ansvar, når denne ordre er udstedt ulovligt.

Brugerbillede for jacob Tyge

@Lasse
- jeg er bare pikeret over at du synes det er så meget anderledes, end hvad Danmark eller går og foretager sig. Terma levere også våben. Maersk tjerner på transport af militært udstyr. Vi er en krigsførende magt - så hvorfor hæve øjebrynet over indkøb af udstyr fra Israel.
Som Erik Mørk Thomsen skriver - find dog ud af hvad de har købt, og hvad det skal bruges til.

Brugerbillede for Lasse Skou Andersen
Lasse Skou Andersen

@ Jacob Tyge

Vi ved præcis, hvad det er dansk politi har købt. Det har vi tidligere skrevet detaljeret om. Og der er også et resumé af det i faktaboksen til denne artikel. Vi har også spurgt dansk politi, hvad systemet skal bruges til, og svaret kan du læse her: http://www.information.dk/528606

Hvad, du synes om handlen, er helt op til dig. Vi har bare lagt oplysningerne frem.

mvh

Flemming Berger, Anne Eriksen, Mi Phuna og J. Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mi Phuna

I artiklen
Institut: Opholdstilladelse giver flygtninge ro til at hele traumer, argumenterer den første kommetator for, at det kan forsvares at flygtninge behandles elendigt, i og med at vi også behandler vores svageste medborgere elendigt.

Samme argumentation bruger jacob Tyge, når han mener at vores politiets uetiske samarbejdspartnere kan forsvares i og med at vi også på andre områder ligger i med de værst tænkelige.

Tankegangen er forrående. Svinsk opførsel bliver ikke acceptabelt blot fordi man også er et svin på andre områder.

Niels Nielsen, Carsten Wienholtz og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for J. Nielsen

@jacob tyge

Terma og Mærsk er danske firmaer et dansk firma. Danmark holder ikke nogen områder besat i strid med FN's resolutioner. Danmark støtter og/eller deltager ikke i illegal bosættervirksomhed eller andre former for forbrydelser mod menneskeheden.

Elbit er placeret i et land, der imodsætning til Danmark, deltager i alle de overnstående forbrydelser. Elbit leverer også våben og "sikkerheds- og overvågnings"-udstyr til at opretholde den illegale besættelse af Østjerusalem og Vestbredden. Elbit arbejder også tæt sammen med de israelske besættelsesstyrker. Mange folk i Elbit har tidligere været medlemmer af de israelske besættelsesstyrker, og det er nærmest helt usandsynligt at de i den forbindelse ikke har været involveret i alvorlig kriminalitet, og overtrædelser af menneskerettighederne.

Torben Arendal, Carsten Wienholtz, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans-Micael Søndergaard
Hans-Micael Søndergaard

ELBIT er direkte medansvarlig for alle de forbrydelser der er blevet begået mod palæstinenserne siden 1967, hvor ELBIT har været en af de største leverandører af våbensystemer. Alt fra kikkertsigte til finskydningsrifler til avancerede våbenstyringssystemer. De lægger ikke engang skjul på det i deres markedsføring at deres systemer er testet 'on the ground' altså imod sagesløse palæstinensere (civile), deres droner har siden 2006 været med til at dræbe utallige - henrettelser udenfor alle retsregler, deres overvågningssystemer kan gøres til aktive våbensystemer, og de tester deres overvågning ved den ulovlige sikkerhedsmur - hvor alt der kommer indenfor deres lige så ulovlige sikkerhedsafstand bliver beskudt af fjernstyrede våben fra et datacenter. https://www.stopthewall.org/sites/default/files/elbit%20systems%20briefi...

Niels Nielsen, Torben Arendal, Carsten Wienholtz, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Sterling
Peter Sterling

Nu er udstyret jo købt gennem trediepart, så er der jo ikke noget at komme efter, og desuden er der jo flere svin i Danmark end der er mennesker, ergo er det mest naturligt at Rigspolitiet samarbejder med uetiske samarbejdspartnere.

Brugerbillede for Frank Hansen
Frank Hansen

Det er et mærkeligt nysprog, som artiklen benytter. Hvad betyder det at et firma er "sortlistet" af en eller anden organisation, som ikke har jurisdiktion i Danmark? Svaret er, absolut ingenting. Hvis der er begået et lovbrud kan man jo anlægge sag, men det hører vi aldrig noget om.

Hvis Folketinget ønsker at forbyde firmaer eller det offentlige at handle med bestemte parter, så kan det jo vedtage en lov. Sålænge det ikke er sket, er der ikke noget at komme efter. Det kan aldrig være politiets opgave at føre politik. De skal blot løse de stillede opgaver bedst og billigst.

Brugerbillede for jacob Tyge

@Jens og Hans-Michael
Er Grønland et besat land?
Er halland, blekinge og skåne besat?
Der er masser af territoriale stidigheder i verden. Det betyder ikke, at vi ikke handler med de lande. Vi har også en stor samhandel med Rusland og USA. Jeg mener heller ikke at Isrealerne har behandlet Palestinenserne korrekt - men at blande det ind i en handel som politiet laver! - ja det handler vel mere om at man gerne vil skabe en boykot af Israel. Politiet har jo ikke lavet noget ulovligt i den handel. Er det moralsk forkert? - nej, det er vel i linje med andre påpegede handlinger staten foretager. Og nej @Mi- det er ikke en svinsk handling at beskytte sine medborgere mod overgreb fra udefra kommende agressioner eller kriminelle. Det er en del af den tryghed, som gør folk lykkelige, og sikre at vi kan have frihed under ansvar.
@Jens - i Israel er der 4 års værnepligt, hvilket betyder at alle har deltaget i at opretholde besættelsen/beskyttelsen af Israel - så ja, alle mænd i Elbit eller et hvilket som helst andet israelsk firma har været deltager til besættelsen/beskyttelsen af Israel.

Brugerbillede for Tue Juncker-Løndal
Tue Juncker-Løndal

Havde nogen forventet, med henblik på den historiske præcedens, at enten det danske politi, det danske militær eller det danske politiske etablissement, endsige alle tre instanser, ville forholde sig til disse "menneskeretlige hensyn"? Jeg håber ikke at det kommer som nogen overraskelse at vi bebor et land, hvor Søren Pind er justitsminister, og Dansk Socialnationalistisk Folkeparti fik 21% af stemmerne til Folketingsvalget. Følgelig kan vi vel heller ikke vente megen justits, ej heller konsekvent tankegang.

Velkommen til Teater Absurdum (tidligere kendt som Danmark).