Læsetid: 6 min.

En studerende får sin valgtale afbrudt af skrig

Nymarxismen fik store dele af de studerende og de ældre intellektuelle til at gå fra snøvsen. I begyndelsen af 1970’erne blev Danmark ramt af et kollektivt tab af dømmekraft
Da universitetets besluttende forsamlinger var valgt ved demokratiske valg, stormede nymarxisterne i 1971 deres møder for at forhindre dem i at virke

Peer Pedersen

15. juli 2015

Der var en gang en studerende, der fik sin valgtale afbrudt af skrig, og den studerende var mig. Året er 1970. Jeg er opstillet som formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet. Jeg skal holde min valgtale for Studenterrådets repræsentantskab.

Men jeg har svært ved at holde talen, for forsamlingen sidder og skriger taktfast: »Ho, Ho, Ho Chi Mihn! Ho, Ho, Chi Minh.« Råbet er kendt fra Vietnam-demonstrationer foran den amerikanske ambassade. Ho Chi Minh er lederen af det kommunistiske Nordvietnam.

Nu gjalder råbet altså imod mig fra de første rækker i det tætpakkede auditorium. De skrigende vil have, at jeg skal tabe fatningen, og jeg skal stramme mig an for ikke at gøre det. Jeg prøver at kigge de skrigende i øjnene, én for én, mens jeg venter på, de holder op.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Kurt Loftkjær
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
Ejvind Larsen, Kurt Loftkjær, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Da jeg læste i firserne, var alt dette overstået, og det var derfor forfærdeligt at iagttage den borgerlige revanchisme, der er gået i svang lige siden, værst med slavebindingen af institutionerne under finansministeriet og den deraf afledte afskaffelse af universitetsdemokratiet og de facto den frie forskning.

Gustav Alexander, Bill Atkins, Felix Austin og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Målet forsvandt men metoderne bestod

I 1972 begyndte jeg på jura på Københavns Universitet og her mærkede jeg fra starten den forandring, som jeg formoder indtrådte i forlængelse af studenteroprøret.

I de første dage blev de nystartede studerende bedt om at udfylde et skema, hvor de bl.a. skulle redegøre for deres motiver for at vælge jurastudiet. Jeg husker stadig, at jeg fandt det meget grænseoverskridende bl.a. set i lyset af parolerne på visse studier om at først skulle man skoles politisk og siden kunne man blive specialist. Politisk skoling var formentlig marxistisk skoling. Jeg udfyldte aldrig skemaet.

Efter et år ophørte jeg mit jurastudium og valgte i stedet at blive civilingeniør.

Mange af de studerende som vedkendte sig marxisme o.lign. bevægelser var arrogante og lærte en række mindre pæne metoder. Med tiden glemte de deres ungdommelige politiske holdning, men deres tvivlsomme metoder og arrogancen havde de svært ved at lægge fra sig. Man kan fornemme, at en del af 68'ere siden hen brugte metoderne til at fremme deres egeninteresser samtidig med at de glemte ungdommens paroler om solidaritet m.m.

De venstrefløjspolitisk engagerede mennesker, som jeg lærte at kende i 1970'erne og årene efter er nu langt væk fra den politiske scene og deres tidligere holdninger. Når jeg er sammen med dem, kommer jeg ofte til at mindes mine forældres generation på godt og ondt.

Ole Falstoft

At studerer på geografisk institut i slut 70'erne var ind imellem som at deltage i en opførelse af Dostojevskij's 'Onde ånder'

Torben Lindegaard

Jeg læste Information for egen regning i 1968 og frem - avisen tilbød gedigne studenterrabatter.

Jeg mindes især Lasse Ellegaard, der var en ivrig defensor for hvilket som helst marxistisk studenterinitiativ. Begrebet mindretalsbeskyttelse - det var lige til at grine af.

Gad vide hvad han mener i dag?

Ivan Breinholt Leth

Det ser ud som om, at de neoliberale er i fuld gang med at begå samme fejl i dag. Forskellen er blot, at disse har enorm meget mere magt end nogle langhårede studenter. Læs Varoufakis' beskrivelse af forhandlingene med Eurogruppen i New Statesman. Varoufakis' logiske, økonomiske argumentation - at f.eks. den græske gæld ikke er bæredygtig og aldrig vil blive det, så længe man fører en austerity politk som skrumper landets økonomi - blev ikke mødt med råb, men med tomme stirrende blikke. Modsiger man den herskende ideologi, vil der end ikke blive gjort forsøg på at argumentere. Varoufakis blev ignoreret, og formentlig blev han blot betragtet som et psykiatrisk tilfælde, som magteliten ikke nedværdiger sig med at bruge tid på.
Varoufakis: “It’s not that it didn’t go down well – there was point blank refusal to engage in economic arguments. Point blank. You put forward an argument that you’ve really worked on, to make sure it’s logically coherent, and you’re just faced with blank stares. It is as if you haven’t spoken. What you say is independent of what they say. You might as well have sung the Swedish national anthem – you’d have got the same reply.”
"Ideologi er noget bras." (Poul Schlüter)
http://www.newstatesman.com/world-affairs/2015/07/exclusive-yanis-varouf...

Karsten Aaen, Steffen Gliese og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Jeg læste på universitetet i Århus på det beskrevne tidspunkt og deltog også i "oprøret". På baggrund af hvad jeg oplevede i de år kan jeg i nogen henseender følge David Rehling. Arbejderismen var fremtrædende også i dele af den ikke DKP-bestyrede venstrefløj. Men vi var nogle ikke-leninister, der aktivt modarbejdede den. Jeg vil gerne stilfærdigt gøre opmærksom på, at man ikke udtømmende kan ligestille arbejderisme med marxisme. Blandt de fra mit synspunkt værdifulde frugter af oprøret var oprettelse af tværfaglige kurser i "kapitallæsning" på universitetet. For mig, og givetvis mange andre deltagere i disse kurser blev "marxisme" en frugtbar kritisk, analytisk tilgang. Den indebar bl.a. en kritik af (bl.a. arbejderismens) normative, dekreterende politisk praksis under påberåbelse af Marx og andre kirkefædre.

Mikael Velschow-Rasmussen

Det lyder som om hr. Rehling synes, at Marxisme er et negativt ladet ord !!
(så behøver man jo lis'som ikke at læse mer ...)

Hvordan er det muligt, at en sådan total mangel på logik kan fremstå uimodsagt ?

Jørgen Garp

At høre det her nærmest hysteriske klynkeri fra David Rehling samt nogen i tråden her, er som et da capo af en anden af fortidens men stadig konservative Brian Mikkelsens studenterklynk nu som universitets ditto.
Jamen et er, at det måske dengang i ungdommens vår kunne give politiske knubs at stikke hovedet frem, som altid i øvrigt, et andet er, at man som fuldvoksen m/k over 40 år efter fortsætter klynkeriet, og den i øvrigt lige så længe gældende 68'er mobning og bashing.
Jeg startede på Kbh. universitet 1971 efter 2 års studenterkurses på det "røde" Toftegårds statskursus 1969-71. På kurset ankom jeg lige fra plovfuren efter 6½år ved landbruget og politisk Venstre "landboungdom", som første årgang med det "Grønne kort" efter Malling Landbrugsskoles etårige driftslederkursus og efterfølgende jobs, lig dem før skolen, fodermester og bestyrer i Hedensted og Ravnstrup i Jylland.
Jamen det var da lidt af et politisk og kulturelt chok fra bøhlandet til Hovedstaden, hvor jeg ankom i jakke og hornbriller foreviget på "klassebilled", men såmænd ikke værre end det omvendte fra bankelev i Holte bank til landbruget og siden Malling landbrugsskoles bønderkarle. "Gadedrengen" og "Køvenhavneren"som de kaldte mig, alt imens vi spillede jydewhist, somme tider også i de kedelige timer og i øvrigt var på 5 ugers Europa turne sammen – oplevelsesrig tid og gode folk, selv om det et par gange gik over i håndgemæng også for mig. – OG det er IKKE soldaterromantik!
Ja og overgangen fra studenterkursus, hvor der trods alt var en del med håndværker baggrund og uddannelse bag sig typograf (min nuværende svoger i øvrigt), maskinarbejder og andre halvstuderede røvere, til Kbh's. Uni på det nyoprettede Samfundsfag (senere efterfulgt af et bifag, som det hed, i historie) var da også en mental og politisk omvæltning og prøvelse med masser af nymarxister og kapitallogikere i blandet nogle få Stamokapfolk og maoister mv., og såmænd også lidt studenterpolitisk arbejde på lavblus, hvor jeg bl.a. mødte en Christian Nissen som aktiv og ung studenterlærer.
Og undervist blev vi af en del marxister og andet godtfolk, men også af Mette Kofoed Bjørnsen - et herlig hårdtslående senere forligskvinde - i økonomisk social samfundsbeskrivelse, og i metode af Henrik Nissen, i statskundskab af 'kapitalogikeren' Finn Valentin , i historie af Christmas-Møller samt i international politik af et par nymarxistiske kvinder og en flink, ung men lidt tør nationaløkonom i dette fag.
En alt i alt herlig tid med to sociale og stabile læsegrupper a 4stk. trods en helvedes faglig ballade med mit/vores speciale, og med masser af politiske og hidsige faglige, teoretiske diskussioner, som fortsatte på Historie med bl.a. en kompetent Niels Finn Christiansen som underviser og ind imellem pædagogikum.
Og efter permanent og masser af arbejde i studietiden bl.a. tilbage i banken, men også en del undervisning af elektriker 'rødder' på teknisk skole i samfundsfag, som ikke interesserede dem en dyt, nødvendiggjort af kone og to børn samt senere kollektiv, ja så arbejdsløshed og kvotajob i start 80'erne. Og trods arbejde i hele forløbet en kæmpe studiegæld, af en hovedstol på 83.000kr, der var vokset til ca. 400.000kr i tider, hvor renten lå omkring 16%!
Og så slut 25 år i det såkaldt private erhvervsliv som controller og debitorchef, så jeg kunne sådan set lige så godt være blevet i banken fra start, men jeg ville såmænd ikke have undværet noget af det, og da slet ikke studie på Kbh.Universitet, hvor jeg lærte en helvedet masse fagligt og politisk ja og menneskeligt såmænd også – ligesom i landbruget i øvrigt!
Så jeg genkender slet ikke den klynkende beskrivelse af disse steder og miljøer, som en nærmest åndelig terrorreden – lang, lang fra – Vorherre bevares!

Væmmelsen ved Vietnamkrigen var en berettiget drivkraft bag al marxistisk politisering i den tid ... Og Ho Chi Min råbet kan altså ikke skriges. Øvelsen var jo netop at udstøde Ho Ho Ho Chi Min nærmest ud gennem brystkassen.

Ole Falstoft

@Bill: Ja Vietnamkrigen var afskyelig og kritikken af USA berettiget, men desværre var beundringen for Ho Chi Minh ilde anbragt

Ole Falstoft, personligt har jeg aldrig "dyrket" ledere af nogen som helst slags ...men derimod ofte læst deres skrifter. Jeg er tidligt nået til den forståelse, at krig forkrøbler magtapparatet i enhver henseende.

Ole Falstoft

Bill: Udmærket leveregel! Desværre havde nymarxisterne i 60'erne en stor behov for 'faderskikkelser' - Lenin, Marx, Mao og Ho Chi Minh som de citerede flittigt og ukritisk.

Ja, sjovt nok, når ungdomsoprøret netop var rettet mod den patriarkalske autoritet i samfundet. Men jeg er lige ung nok til at have været en del af ungdomsoprøret og jeg så det nærmest som en elitær foreteelse i universitetskredse. Ikke som en politisk bevægelse.