Ministeren var klar i mælet, da hun i efteråret 2012 proklamerede, at dokumentationen nu var på plads:
»Vi har her fået bekræftet, at inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning støtter alle børns læring og udvikling,« sagde daværende børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).
Udtalelsen henviste til en nyligt udgivet forskningsrapport fra det såkaldte Dansk Clearinghouse ved DPU, Danmarks Pædagogiske Universitet. Det var dette studie, måtte man forstå, der dokumenterede, at inklusion var vejen frem.
En gennemgang af studiet viser dog, at det er så som så med denne dokumentation. Der er alvorlige problemer med uklare definitioner og især manglende kausalitet (som vi vender tilbage til).
DPU-studiet er et såkaldt metastudie, hvilket i sig selv er en anerkendt form for forskning. Man gennemgår og opsummerer eksisterende solide analyser. Og forsøger at skabe ny og mere konsolideret viden på den baggrund.
DPU omtaler 65 studier, men anvender 43. Broderparten fra USA, nogle fra Storbritannien, få fra andre lande og ingen fra Danmark. En del af studierne er ekstremt små. De omhandler kun en håndfuld børn (helt ned til to).
Ringe kvalitet
I forskningssammenhæng bør tungen holdes lige i munden i forhold til to begreber. På den ene side korrelation (sammenhæng), og på den anden kausalitet (årsagssammenhæng). Forskellen er enorm.
Et eksempel: Der er sammenhæng mellem senge og død. Men der er ikke årsagssammenhæng. Rigtig mange af os dør i en seng, men det betyder ikke, at det er farligt at ligge i en. Korrelation.
Andet eksempel: Indkomst og bopæl er korreleret. I Hellerup er gennemsnitsindkomsten højere end i Gjellerup. Men sammenhængen er næppe kausal. Lad være med at forvente en brat forgyldt bankbog, hvis du flytter til Hellerup. Man bliver ikke rig af at bo i Hellerup. Hvis man har råd, kan man flytte til Hellerup. Korrelation.
De to begreber – og forskellen på dem – er helt afgørende for inklusionsstudierne.
Et udsagn, som ministerens, om, at inklusion støtter alle børns læring og udvikling, er et kausalt udsagn. Man må forstå, at det er godt – for både specialbørn og almenbørn – at inkludere i forhold til alternativet, altså ikke at inkludere. At alle børn lærer noget af det og udvikler sig.
Problemet er bare, at hovedparten af de 43 studier absolut intet viser om den påståede kausale sammenhæng. De viser korrelationer.
Det siger Bengt Persson, der selv er bidragyder til DPU-studiet og professor i specialpædagogik ved Högskolan i Borås:
»Helt kort viser resultaterne, at blandede læringsmiljøer med både specialbørn og almenbørn kan være positivt, hvis lærerne har gode kundskaber, og hvis der er adgang til den specialpædagogiske ekspertise. Men det fremhæves i størsteparten af artiklerne, at man skal holde sig fra at udtale sig om årsagssammenhæng i den forbindelse.«
Han støttes af Anders Holm, der ligeledes er bidragyder til DPU-studiet og økonomiprofessor på Københavns Universitet:
»Der er ikke noget bevis for kausalitet i studierne. Måske er den der. Vi ved det ikke. Problemet er, at de underliggende studier er af ringe kvalitet i forhold til at sige noget om det. Typisk dokumenterer studierne, hvordan denne eller hin metode virker i forhold til de børn, der går i en klasse. Altså en kausal sammenhæng. Men vi ved intet om, hvorvidt alternativet, at splitte klassen op, er bedre.«
Altså: Når man har valgt at inkludere, så får man en-eller-anden effekt, hvis man udsætter en klasse for et-eller-andet – f.eks. to lærere, særlige læringstiltag, ekstra pædagoger.
Men det fremgår ikke om, hvorvidt det er en fordel at flytte en bestemt gruppe børn fra et specialiseret tilbud til et alment. Eller, for den sags skyld, om det er bedre at beholde visse børn i almenklasse frem for alternativet. Fører det til bedre trivsel, social udvikling og faglighed? Det siger studierne intet om.
Det naturlige spørgsmål er, hvorfor DPU så ikke har valgt nogle bedre studier?
»Simpel forklaring,« siger Anders Holm: »Der er uendelig lidt af kvalitet derude. Vi ved ikke ret meget om pædagogik. Kausal evidens er ikke noget, der har optaget uddannelsesforskere. Faktisk er problemet så stort, at kongressen i USA i 2001 vedtog et forbud mod at bevilge penge til uddannelsesforskning, hvor lodtrækning ikke indgår.«
Uden lodtrækning, eller tilsvarende tilfældighedsgeneratorer, ingen kausale resultater. Samme regler er ikke indført i Danmark.
Antal ADHD’er pr. døv
En anden problemstilling er, hvor stramt de børn, der indgår i studiet, er afgrænset. Er det børn, der reelt bliver flyttet fra et specialtilbud til almenundervisning? Eller var de der i forvejen? Er det børn med ADHD, autisme, er de blinde, døve, motorisk hæmmede, eller er de fagligt bagud?
Afgræsningen i DPU-studiet synes at være bred. Nogle studier handler om ADHD/ADD, få om aspergers syndrom. Autisme som generel problemstilling er ikke nævnt – og det store flertal omhandler børn uden diagnoser. Hvilket kan være fint nok.
»Med mindre man bruger et sådant studie i en politisk sammenhæng til at legitimere en bred flytning af alle mulige specialelever ind i almenskolen,« siger Mogens Fosgerau, der er professor i økonomi på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Ham vender vi tilbage til.
Brede definitioner kan være fine. Men mest til abstrakte fortællinger. Langt sværere er de at tolke i forhold til noget konkret. Verden består som bekendt af konkrete mennesker. De færreste har en gennemsnitlig diagnose. Hvor mange vellykkede undervisningsforløb med børn med ADHD skal man have, for at kunne udtale sig om mulig inklusion af tre døve?
Det er et politisk mål, at der sker en bred flytning af specialelever i disse år. I 2010/11 var 94 procent almenelever. Andelen skal, ifølge den afgående regering og KL, øges til 96 procent i løbet af i år. Det betyder modsat, at seks procent specialelever skal reduceres til fire procent. Ergo skal omkring hver tredje specialelev – godt 10.000 børn og unge – omdannes til almenelever. Enten ved at flytte dem ind i almenklasser, eller ved ikke at flytte dem ud.
Og så er vi tilbage ved Mogens Fosgerau. Ud over at være transportøkonom ved han en del om inklusion. Fordi han er far til en dreng, der er diagnosticeret med aspergers syndrom. I forrige uge tog hans søn sidste fag i sin folkeskoleafgangseksamen.
Eksamenensresultatet bliver fint. Men det er ikke skolens fortjeneste, mener faren: »Han brød sammen midt i 6. klasse. Siden havde han det længe så dårligt, at han ingen steder kunne komme. Han er meget intelligent, men blev mobbet og var i konflikt med alt og alle. Han fik ingen hjælp, men mange skæld ud,« siger Mogens Fosgerau.
Fra 6. klasse og tre år frem fik han kun undervisning ganske få dage sammenlagt. Først da han blev bevilget et ekstra skoleår på en meget specialiseret behandlingsskole, kom han i gang igen. Undervisningen startede i hjemmet.
»Det er forkert, når man påstår, man har belæg for at inkludere alle mulige børn med diagnoser. Det, vi ved, er, at det ikke kan udelukkes, at det går godt, hvis alle mulige forudsætninger er til stede. Men man kan smadre de her børn for resten af deres liv. Den herskende fortælling lige nu er, at det er synd for børnene at blive ekskluderet, og at det er bedre at rumme dem i almenskolen. Den fortælling er helt forkert og ganske forfærdelig. Nogle børn kan ikke tåle at være i det hektiske miljø i en normalklasse. Det har intet med rummelighed at gøre. De kan ikke håndtere det, der for dem er støj, mangel på struktur og socialt kaos,« siger han.
Netop oplevelsen af kaos kan Jeanet Ørbæk Madsen tale med om. Hun er folkeskolelærer på Vanløse Skole og mor til en 10-årige pige, som for to år siden fik diagnosen GUA, en såkaldt autisme-spektrum forstyrrelse. Forældrene har villet beholde hende på en folkeskole. Men nu giver de op:
»Det er svært. Til næste år tager vi hende ud til fordel for en specialskole. Hun trives rigtig dårligt. Uanset hvor meget inklusion de taler om, så kan folkeskolen ikke rumme hende. Helt almindeligt børnekaos er alt, alt for meget for hende. Når de arbejder i grupper, ved hun alt om, hvad der er foregået i alle grupper. Forestil dig en svømmehal. Børnene svømmer rundt, leger og pjasker. På nær én. Hun står på bunden på tåspidser og bruger al energi på at holde munden oven vande og overleve. Det er min datter.«
Ministeriesvar
Christine Antorini har, før valget, fået mulighed for en kommentar. Hun lod ministeriet svare via mail, hvilke af rapportens underliggende studier der dokumenterer, at inklusion støtter alle børns læring og udvikling. Altså dokumentation af ministerens påstand.
Ministeriet peger på tre: Mastropieri m.fl. (2006), McDuffie m.fl. (2009) og Stevens m.fl. (1995). I det følgende kaldet henholdsvis det første, andet og tredje studie.
Det første viser ingen kausalitet i forhold til, om inklusion er en god idé. Det testes, om én undervisningsform er bedre end en anden i forhold til almene børn og dem med handicap. Det er svært at sige noget om effekten. Mange handicappede børn ville ikke aflevere deres testresultater bagefter.
Det andet studie handler om en to-lærer-ordning. De deltagende elever er blevet udvalgt bevidst (hvilket undergraver enhver påstand om kausalitet i forhold til, om inklusion er godt). Det viser sig (vel overraskende for de færreste), at man lærer mere, hvis man har to lærere.
Tredje studie ser på den kausale effekt af at have en speciallærer med i klassen. Det er godt, viser det sig. Men studiet viser ingen kausalitet omkring inklusion af flere eller færre børn med diagnoser.
De tre studier viser korrelation. Når man inkluderer, får man bedre resultater, hvis man bruger flere ressourcer, flere lærere og underviser smartere. Men igen: De viser intet kausalt om, hvorvidt inklusion er en god idé.
Vi kan i sagens natur ikke afvise, at ministeriet et eller andet sted er i besiddelse af studier, der påviser kausaliteten. Men det lader ikke til at være tilfældet.
Det er ikke særligt overraskende, at politik til tider føres på baggrund af tro, holdning og overbevisning. Mange beslutninger skal træffes, uden at der nødvendigvis ligger solid dokumentation bag. Problemet her er påberåbelsen af en dokumentation, der ikke synes at eksistere. Og den – bevidste eller ubevidste – manglende evne til at adskille kausalitet fra korrelation. Man ved ikke, om inklusion er godt.
I øvrigt er SFI i fuld gang med at lave kausale studier, som forventes at bidrage med viden om, hvorvidt inklusion er godt eller skidt. De første af dem forventes at kunne offentliggøres i løbet af 2016.
Det er på ingen måde overraskende, at inklusion ikke automatisk er godt for alle. Jeg har prøvet at undervise i en folkeskole, og der skal ikke være mange børn, med særlige behov, i klassen, før det kan tage en meget stor del af opmærksomheden.
Jeg har heller ikke de "rigtige" forudsætninger for at håndtere disse børn med særlige behov. Og jeg har set mange af de børn opleve nederlag og få mange skæld ud. Det er synd for dem, og de klasser, hvor de rette forudsætninger for inklusionen ikke er til stede, der lærer eleverne mindre.
For mig er det klar logik, at der ikke per automatik opstår mere læring med flere inkluderede børn. Jeg har aldrig forstået, at politikerne haft helt til at overbevise så mange om inklusionens fortræffeligheder. Uden de rette forudsætninger og ekstra ressourcer i klasserne, så skaber det mindre læring og for en del børn med disse særlige behov ligeledes en række dårlige oplevelser af nederlag og utilstrækkelighed mm.
Kan være positivt - hvis forudsætningerne er opfyldt - så kort kan det siges. Man kan lave kausale studier og sammenligne, til man bliver grøn i hovedet.
Sund fornuft og den nødvendige faglige viden (findes også på å-stedet) vil kunne forudse, om inklusion i netop dette tilfælde er godt - eller om der skal lempes og fires...
Når nu mistanken florerer om, at det er en økonomisk øvelse, der skal reducere de tidligere dyre specialinstitutioner - så er der endnu en faktor, der sammen med den hastighed man indførte ordningen gør, at det bliver svært at gennemskue gavnligheden.
Skolegang må gerne være en måde til at give børn en vid horisont i forhold til andres vilkår og muligheder.
Det er det imidlertid ikke, når teori og praksis skriger mod hinanden og der stadig (stadig) strømmer reformer og begrænsninger fra politisk hold.
Min viden om ADHD børn er særdeles begrænset. Jeg var vikar på en specialskole for ADHD børn mens jeg skrev mit speciale. Så jeg har da mødt nogle af disse typer børn inklusionen drejede sig om. Min vurdering var, at det ville gå galt for rigtig mange af disse børn.
Nu har jeg så ved selvsyn set konsekvenserne af Antorinis projekt. Både i form af flere historier i medierne, men også da jeg har en nevø, der er blevet inkluderet.
Det inklusionen medførte var en meget tydelig eksklusion. Hver dag har været et mareridt for den stakkels dreng. Han har slet ikke kunne finde nogen som helst tryghed i skolen, som blot har haft det hele i munden. - At de sagtens kunne håndtere ham. Sandheden er, at hvis han ikke kom tilbage efter frikvarter, så blev der ikke ledt efter ham. Alene af den grund, at han via sit væsen krævede meget opmærksomhed og forstyrrede i klassen. Dertil skal lægges alle de konflikter han røg i, som ikke blev mindre af, at han konstant blev mobbet. Han havde åndsnærværelse nok til at sige, at når han var i skole, så var det som at blive puttet i en kasse fyldt med slanger, som han ikke kunne komme ud af.
Hans historie er jo langt fra enestående. I rolige omgivelser er han et elskeligt barn. I skolen er han et barn, som alle hader. Den er uhyggelig sørgelig, for det er en situation som voksne menneske, helt bevidst har puttet ham i.
Vores politikere og med Antorini i spidsen har helt bevidst udsat tusinder af børn for mental vold, som jeg finder mindst ligeså slemt som fysisk vold. Og nu læser jeg, at det har de gjort på baggrund af undersøgelser, som understøtter absolut intet, og for mig dermed understøtter hvad alle taler om - At det er en spareøvelse.
Kan det virkelig passe, at vores politikere er så inkompetente, at de på så vigtigt et område sætter penge og egen prestige højere end vores børns ve og vel? Kan de passe, at de ikke er i stand til at læse de rapporter, som skal/skal ikke danne grundlag for så vigtigt et lov-indgreb ordentligt?
Er vores politikere og embedsmænd virkelig så langt fra virkeligheden, at de end ikke er i stand til at have en sund fornuft, som tydeligvis i dette tilfælde, fuldstændig er udeblevet?
Jeg dømmer ikke Antorini og co, men sætter spørgsmålstegn ved deres evne til at træffe beslutninger på folkets vegne.
Min viden om ADHD børn er særdeles begrænset. Jeg var vikar på en specialskole for ADHD børn mens jeg skrev mit speciale. Så jeg har da mødt nogle af disse typer børn inklusionen drejede sig om. Min vurdering var, at det ville gå galt for rigtig mange af disse børn.
Nu har jeg så ved selvsyn set konsekvenserne af Antorinis projekt. Både i form af flere historier i medierne, men også da jeg har en nevø, der er blevet inkluderet.
Det inklusionen medførte var en meget tydelig eksklusion. Hver dag har været et mareridt for den stakkels dreng. Han har slet ikke kunne finde nogen som helst tryghed i skolen, som blot har haft det hele i munden. - At de sagtens kunne håndtere ham. Sandheden er, at hvis han ikke kom tilbage efter frikvarter, så blev der ikke ledt efter ham. Alene af den grund, at han via sit væsen krævede meget opmærksomhed og forstyrrede i klassen. Dertil skal lægges alle de konflikter han røg i, som ikke blev mindre af, at han konstant blev mobbet. Han havde åndsnærværelse nok til at sige, at når han var i skole, så var det som at blive puttet i en kasse fyldt med slanger, som han ikke kunne komme ud af.
Hans historie er jo langt fra enestående. I rolige omgivelser er han et elskeligt barn. I skolen er han et barn, som alle hader. Den er uhyggelig sørgelig, for det er en situation som voksne menneske, helt bevidst har puttet ham i.
Vores politikere og med Antorini i spidsen har helt bevidst udsat tusinder af børn for mental vold, som jeg finder mindst ligeså slemt som fysisk vold. Og nu læser jeg, at det har de gjort på baggrund af undersøgelser, som understøtter absolut intet, og for mig dermed understøtter hvad alle taler om - At det er en spareøvelse.
Kan det virkelig passe, at vores politikere er så inkompetente, at de på så vigtigt et område sætter penge og egen prestige højere end vores børns ve og vel? Kan de passe, at de ikke er i stand til at læse de rapporter, som skal/skal ikke danne grundlag for så vigtigt et lov-indgreb ordentligt?
Er vores politikere og embedsmænd virkelig så langt fra virkeligheden, at de end ikke er i stand til at have en sund fornuft, som tydeligvis i dette tilfælde, fuldstændig er udeblevet?
Jeg dømmer ikke Antorini og co, men sætter spørgsmålstegn ved deres evne til at træffe beslutninger på folkets vegne.
Følgende konklusion blev foretaget af Beatrice Rangvids undersøgelse om modersmålsundrvisning fra 2004.:
Undersøgelsen viser, at der generelt ingen sammenhæng er mellem deltagelse i modersmålsundervisning og elevernes gennemsnitlige testresultater. Dog scorer drenge, der har modtaget modersmålsundervisning, signifikant lavere i matematik end drenge, der ikke har modtaget modersmålsundervisning, og der er desuden flere svage læsere blandt eleverne, der har deltaget i modersmålsundervisning.
Resultaterne for elevernes gennemsnitsscores er uændrede, når man tager højde for forskelle i elevernes hjemmebaggrund, mens der ikke længere er en sammenhæng mellem deltagelse i modersmålsundervisning og det at være blandt de svageste læsere.
Resultatet for deltagelse i modersmålsundervisning og drengenes matematikscores svækkes også, når der tages højde for elevernes baggrund
Dette resultat forårsagede en blodstyrting i de kredse som kunne " bevise" at modersmålsundervisning havde en positiv effekt på snart sagt enhver form for undervisning og Rangvids rapport blev afvist med den begrundelse at man jo ikke kunne vide hvor eleverne ville stå hvis de IKKE havde fået modersmålsundervisning. Og så var man jo lige langt. At man blev bedre til sit modersmål, som vel er den mest naturlige og vigtige årsag til at man skulle modtage undervisning heri er aldrig fremhævet. Alt det andet hokus pokus med at man blev dygtigere til fx matematik var et vedtaget mantra som hvis det blev betvivlet ville få årtiers påstande til at ramle sammen.
Sandheden var ilde hørt og det mest naturlige forsvar for modersmålsundervisningen blev så at sig aldrig fremført, nemlig at barnet ville kunne to sprog, ville kunne kommunikere med bedsteforældre og familie og endelig at DK opfattede det som en resurse og en gave at man fik mennesker kunne etablere kontakter til en verden som ikke lige er engelsktalende.
Ved stædigt at fastholde et SYNSPUNKT har man skadet et hvert fornuftigt tilbud om modersmålsundervisning. Med hensyn til inklusion går det samme vej. Hvad der måske kan være godt for nogle, bliver presset ned over de fleste.
Inklusion er antipædagogisk og ren utopi.
At inklusion i folkeskolen først og fremmest er en økonomisk dagsorden, er ikke en mistanke, det er en indiskutabel kendsgerning. På intet tidspunkt har der hersket tvivl om, at det, der satte gang i bestræbelserne, var løbske udgifter på specialområdet, der lagde beslag på en lille tredjedel af folkeskolens samlede udgifter. Ambitionen om at ramme 96% elever i almenklasserne er rent kvantitativ, økonomisk, og siger intet som helst om hvorvidt disse børn er INKLUDERET. Kun noget om, HVOR de befinder dig rent fysisk.
Endvidere er det evident, at folkeskolereformen modarbejder inklusionen. Kilometerlange skoledage, masser af flimmer og opbrud, nye og overfladiske relationer og eksklusive holddannelser, bl.a. ud fra fagligt niveau.
Den undersøgelse, Antorini her tager til indtægt, føjer sig bare til den lange række af pseudoforskning, hvis hovedformål er at legitimere allerede tagne beslutninger. Fuldstændig som med 'undersøgelserne' at de nationale test, elevplanerne mv. Ren alibiforskning.
Det her burde først og fremmest handle om lektiecaféer og heldagsskoler, ikke inklusion. Inklusion er en illusion, i hvert fald for temmelig mange blandt sindslidende og psykisk handikappede (evnesvage) børn.
Noget tilsvarende for intelligente over gennemsnit. Inklusion er, langt hen af vejen, en slags socialistisk tankegang, hvor man afprøver teorier om at alle er lige. Sandheden er at alle ikke er lige, og derfor skal behandles forskelligt, for deres og vores skyld.
Piet Christiansen
Jeg deler sjældent "Likes" ud, men du fortjener den for dit spørgsmål om politikernes evne til at repræsentere befolkningen.
Politikerne repræsentere deres egne parti ideologier, ikke befolkningen. Befolkningen er gennemgående tværpolitisk mere end partipolitisk, hvilket selve repræsentationen forfører politikerne selv, og visse dele af befolkningen, til at tro.
Det får især visse politikere, tilsyneladende mest på venstrefløjen, til nedladende at kalde befolkningen for populister; (af lat. populus folk + -ist), tilhænger af populisme, dvs af noget der er populært.
Senest jeg hørte en politiker udvise sit manglende vokabularium, var Henrik Sass Larsen, der nedladende omtalte politiske modstandere som høj-populister.
Nej politikerne er ikke, som repræsentationen er sammentømret, egnede til at varetage simpel pragmatisme.
Hans K. Hansen - Udtrykket at "alle er lige" er måske ment som mennesker?
Og skal behandles forskelligt - og lære at acceptere andre med forskellige vilkår i livet.
Man må da virkelig håbe, at SFI vil bidrage med ordentlig viden på det her felt i 2016.
Men hvordan kan man egentlig lave statistiske, generelle studier af virkningen af noget som helst tiltag i folkeskolen i de kommende år - når en så stor reform har ændret så mange variabler på en gang?
Jeg synes, det ville være rigtigt fint, hvis de fagpersoner, som leder folkeskolen fik rammerne til at gøre det, så det ikke blev et regneark, som tilgodeså specialundervisning i Danmark. Stik os en pose penge og lad os om arbejdet.
Lad os lige skille skidt fra kanel.
At placere et barn med særlige behov i en almenklasse er ikke inklusion! Inklusion er at skabe rammer så barnet med særlige behov kan indgå på lige vilkår med de andre børn i klassen. Nu arbejder jeg ikke med skolebørn, men med børn under 4 år, og min erfaring er at der hvor det lykkes at skabe disse rammer, gavner det alle børn i gruppen. Men hvor disse rammer ikke er til stede skader det alle børnene i gruppen.
Desværre har politikerne hørt at det er billigere at have børn inkluderet i de almene tilbud end at lave specialtilbud til dem. Og når politikere hører at man kan spare, forventer de at besparelsen på baggrund af tiltag der foretages i næste budgetår slår igennem i sidste års regnskab. Men når man så laver det til en spareøvelse, så får man ingen inklusion og så bliver grundlaget for diskussionen i artiklen ganske irrelevant. For når der ikke sker en inklusion, så er det jo inderligt ligegyldigt om inklusion er godt eller skidt for børnene. Placering af børn med specielle behov uden inklusion er skidt for alle parter.
Inklusion er et typisk newspeak-ord, som maskerer en forringelse som en forbedring.
Hvordan skulle skrøbelige børn få bedre læring og trivsel af at blive flyttet fra små specialklasser, hvor der tages særlige hensyn til dem, til store normalklasser?
Ja, ja, en exundervisningsminister, der ikke kan læse indenad!
Jeg forstår ikke helt præmissen for artiklen. Selvom jeg ikke anfægter påstanden om, at inklusion næppe altid er vejen frem, så virker argumentationen ikke gennemtænkt. Det er vel ret grundlæggende for al læring, at det er (næsten) umuligt at påvise kausalitet?
Der er en række grundlæggende misforståelser i artiklen vedrørende, hvad uddannelsesforskning og kausalitetsforståelse i virkeligheden er. Jeg har skrevet en kort kommentar til artiklen, som Information desværre har valgt ikke at bringe. Den kan læses her:
http://engsig.org/?p=382