Kritiske røster mistænker ansatte og ledelsen i Vejle Havn for at have brugt penge på ting, der måske ikke kan siges at have noget direkte at gøre med drift og udvikling af havnen.
For eksempel da tre ansatte på en tur til Bornholm valgte at købte Rayban-solbriller til en værdi på 2.594,75 kroner. Eller da bestyrelsen tog en tur med privatfly til Holland i 2012, hvor formålet var at se på en ny slæbebåd til havnen.
»Jeg studsede godt nok over, at vi skulle afsted i et privatfly. Men havnemesteren forklarede, at det ikke var ret meget dyrere end at tage et almindelige fly,« sagde forhenværende havneformand Leif Skov (S) tidligere på måneden til Vejle Amts Folkeblad.
Avisen har også afdækket, at ansatte og bestyrelse for Vejle Havn har rejst i alt 48 gange i løbet af de seneste fem år. En lokalpolitiker fra Liberal Alliance har da også tidligere betegnet roderiet på havnen som »græske tilstande«.
Storm i et glas vand
I det galleri af personer, som er involveret i sagen, er blandt andet en pensioneret borgmester fra Hørsholm, der har viet sit otium til at kontrollere, hvad offentlige myndigheder bruger deres penge på. Uffe Thorndahl, som den tidligere borgmester hedder, har skrevet en ’hvidbog’ om sagen og sendt til de lokale byrådsmedlemmer, rapporterer Horsens Folkeblad.
»Rammerne for udgifter til hotelophold og fortæring er i vidt omfang groft misligholdt,« skriver den tidligere borgmester.
Og noget tyder på, at den flittige pensionist har fået ret. I en ny analyse fra Vejle Kommune konstaterer man, at Vejle Havn har været på en rejse til Florida for 284.000 kroner. Kommunens analyse viser også, at tre medarbejdere fra Vejle Havn tog til et møde i Tyskland sidste år, hvor de købte mere end 300 flasker vin til i alt 22.000 kroner. Også 123 schweiziske lommeknive er der blevet købt ind til havnen, er kommunen kommet frem til.
Torkild Christensen fra Dansk Folkeparti, der er formand for havnen i Vejle, har tidligere sagt, at sagen er en »storm i et glas vand«. I sidste uge sagde han så, at han ikke har i sinde at gå af som formand, efter at være blevet opfordret til at tage skridtet.
@Mathias Koch Stræde
Hold fast i sagen.
Jeg er spændt på, hvad Thulesen Dahl vil stille op med den forpamprede havneformand.
Sikkert ikke så meget.