Benådning eller skydning?

Halvanden time efter midnat den 5. januar 1946 blev den første dødsdømte landsforræder henrettet ved skydning på et øde sted bag Bådsmandsgades Kaserne – i dag kendt som Norddyssen på Christiania – af et kommando politibetjente.

Den tidligere Waffen SS-mand og journalist Knud Flemming Helweg-Larsen blev nu indhentet af skæbnen, efter at han i august 1943 havde været med til at mishandle og senere skyde den dansksindede redaktør Carl Henrik Clemmensen på Lundtoftevej nord for København.

Inden henrettelsen havde den tidligere SS-mand og præstesøn sendt en ansøgning om benådning til justitsministeren, efter at Højesteret havde stadfæstet dødsdommen. En sådan ansøgning om benådning var indført som en sidste appelmulighed i forbindelse med, at Folketinget den 1. juni 1945 havde vedtaget det såkaldte straffelovstillæg, der med tilbagevirkende kraft genindførte dødsstraffen i dansk lovgivning.

Justitsministeren, der havde afvist benådningen, var venstremanden og juristen Aage Ludvig Holberg Elmquist. Han var rundet af en juristfamilie og fremtræder på et officielt ministerportræt som en midaldrende mand med mørkt tilbagestrøget hår, et stramt bundet slips, sygekassebriller og et rundt ansigt med en kløftet hage. I sin samtid blev Aage Elmquist beskrevet som en glimrende taler, der tilmed skulle være en mester i at gengive flere af Emil Aarestrups digte.

Blandt den håndfuld justitsministre, der efter besættelsen fik den tyngende opgave personligt at tage stilling til, om en dødsdømt landsforræder skulle benådes eller ej, skiller Elmquist sig ud: Bortset fra to tilfælde sagde han konsekvent nej til benådning.

At afvise en benådning var dog på ingen måde en opgave, som Elmquist tog let, og de vanskelige afgørelser kom til at nage ham i mange år efter. Det fremgår af to arkivpakker i Rigsarkivet med dele af den tidligere justitsministers privatarkiv, som for nylig er gjort tilgængelige for offentligheden.

Arkivpakkerne indeholder bl.a. en lang række maskinskrevne kapitler eller udkast til erindringer med Elmquists håndskrevne rettelser i margenen. Titlerne Erindringer væsentligt bygget på dagbogsoptegnelser og Politisk Testamente (i hånden rettet til ’Tilbageblik’) kunne pege i den retning. Men i stedet for at udgive erindringerne blev de mange maskinskrevne sider ved Elmquists død i 1962 overladt til Rigsarkivet med en binding på 50 år.

På baggrund af de ikke tidligere offentliggjorte papirer fra Elmquists privatarkiv beskriver Information i denne sommerserie den omstridte anvendelse af dødsstraf i årene 1946-50 oplevet gennem en af hovedpersonerne.

»Det var en urimeligt svær opgave at lægge på en enkelt person at skulle afgøre om en dødsdom skulde eksekveres eller ej,« skrev Elmquist et sted og kaldte opgaven for min »personlige byrde«.

Et andet sted skrev han: »Jeg ville ikke for alt i verden udsættes for det igen.«

Et tredje sted: »Ét er nemlig givet, og det lærte min gerning som justitsminister mig, både i disse benådningssager og i andre benådningssager, hvor det drejede sig om almindelige kriminelle forbrydelser, at det letteste var at benåde.«

Nervøs på forhånd

Aage Elmquist, der fra 1917 drev selvstændig advokatvirksomhed i Svendborg, fik en lang karriere som venstrepolitiker både i Svendborg Byråd og som medlem af Folketinget og Landstinget. I besættelsens sidste del havde han arbejdet særdeles aktivt for, at Venstre skulle tage selvstændig kontakt til Frihedsrådet, og i december 1944 havde han været på tale, hvis Venstre skulle sende en udsending til London.

Måske havde Elmquist bedre forudsætninger for at forstå unge, der var blevet vildført af nazismen, end så mange andre. Ifølge en ubekræftet oplysning i erindringsbogen Troskab fra den tidligere SS-frivillige E.H. Rasmussen var Elmquists søn Bernt i 1939 således som 17-årig med til at starte en lokalafdeling af Danmarks Nationalsocialistisk Ungdom i Svendborg. Sønnen døde som 21-årig under en sejlulykke.

I oktober 1945 henvendte Venstreformanden – høvdingen, som venstrevikingerne yndede at omtale partiets leder – Knud Kristensen sig til Elmquist, der blev bedt om at blive justitsminister, da Venstre dannede en mindretalsregering.

Allerede da han afløste den socialdemokratiske Niels Busch-Jensen som justitsminister, var Elmquist ifølge sine optegnelser meget opmærksom på spørgsmålet om dødsdommene, selv om han ikke var principiel modstander af dødsstraf:

»Da Busch-Jensen overdrog mig ministeriet, udtalte jeg over for ham, at det, jeg var mest ængstelig for ved min nye gerning og som knugede mig stærkt, var dette, at jeg skulle tage bestemmelse om, hvorvidt dødsstraffen skulde eksekveres eller ej.«

Busch-Jensen havde som justitsminister i befrielsesregeringen været ansvarlig for straffelovstillægget med genindførelse af dødsstraffen, og ifølge Elmquists notater svarede Busch-Jensen, »at det kunde han ikke forstå.«

»Han havde gjort op med sig selv, at når Højesteret havde idømt dødsstraf og ikke indstillet til benådning, så måtte der for Justitsministeriet rent administrativt kun være eet at gøre, nemlig at lade dødsstraffen eksekvere.«

Men sådan så Elmquist ikke på benådningsansøgningen, hvis den skulle fungere som den sidste appelmulighed: »Når afgørelsen var henlagt til Justitsministeren, så måtte dette også medføre, at Justitsministeren foretog en selvstændig bedømmelse af, om der var særlige hensyn, menneskelige eller andre, der kunde motivere en benådning.«

Derfor gik han hver gang til opgaven »med ønsket om, at der måtte kunde findes momenter, der kunne berettige til benådning.«

Præstens søn

»Første gang, jeg stod overfor at skulle tage standpunkt til en benådningsansøgning, var kort før jul 1945 altså kort tid efter min tiltræden som justitsminister. Det drejede sig om N.N. Han havde været med til at bortføre redaktør K. og på en brutal og kynisk måde været med til åndeligt at torturere ham og derefter med til at skyde ham.«

Da Elmquist skrev sine erindringsudkast, anonymiserede han de involverede personer og henstillede endda til eftertiden, at de respekterede hans ønske: »Jeg har med vilje ikke nævnt navn, selv om jeg er klar over, at det ikke vil være vanskeligt at finde frem til navnene, hvis man ønsker dette, når dette engang læses, selv om jeg ville ønske, at man vil lade være med det«.

Elmquist var selv en troende kristen, og den første person, han skulle tage stilling til benådning af, var SS-manden Helweg-Larsen, der var søn af præsten ved Christianshavns Kirke.

»Efter at have gennemgået sagen nøje, kunde jeg ikke se, at der forelå sådan formildende omstændigheder, at jeg kunde indstille ham til benådning, når Højesteret havde dømt ham til døden, og når Højesteret ikke havde kunnet indstille til mig at indstille ham til benådning.«

Det fortalte Elmquist til faderen, Povl Helweg-Larsen, der selv lyste velsignelsen over sin søn før henrettelsen.

»Jeg havde lange og meget smukke samtaler med hans fader om sagen. Han fortalte mig, at sønnen var blevet stærkt religiøst grebet i fængslet og havde forsonet sig med sin skæbne og fået fred i sindet i troen på, at hans Frelser vilde tilgive ham,« skrev Elmquist og fortsatte:

»Vi var enige om, at når det var tilfældet, var det jo et stort spørgsmål, om det ikke var det lykkeligste for ham – hvor paradoksalt det end kunne være at tale om lykke – så at dø i denne tro og med denne fred fremfor måske at sidde indespærret i 20 år eller mere udsat for stadige anfægtelser og anger.«

Elmquist tog det hensyn til faderen at udsætte eksekveringen et par uger, så sønnens henrettelse ikke for altid skulle kaste en skygge over julen.

»Vedkommende takkede mig mange gange for denne tanke og sagde, at han og hans kone netop havde talt om, at hvis det måtte ske, var det så uendeligt fortvivlende, at det netop skulde ske på dette tidspunkt. Vi blev derefter enige om at lade sagen ligge til efter nytår, idet jeg tilføjede, at han eller hun måtte søge at være stærke og se i øjnene, at der ikke deri lå noget håb om benådning. Han var klar derover og takkede mig meget, fordi det blev ordnet således, og glad var jeg ved dog at have kunnet gøre dette lidet for dem.«

Den grædende mor

Den næste henrettelse fandt sted et halvt år senere. Det var en tidligere Hipo-mand, der var tiltalt for et drab og tre drabsforsøg, mens han havde været i tysk tjeneste. Den dødsdømte havde i sin ungdom været fem år i Fremmedlegionen og gik derfor under navnet ’Marokko-Jensen’. Hans advokat havde søgt om benådning og udsættelse af eksekveringen, indtil Marokko-Jensen havde skrevet sine erindringer, men det afslog Elmquist.

Den tredje henrettelse var en kun 20-årig mand, der havde været medhjælper for Gestapo og deltaget i grove mishandlinger. Han blev henrettet i oktober 1946.

Frem til november 1947, hvor socialdemokraten Hans Hedtoft dannede regering, blev i alt 21 henrettede. Kun i to tilfælde sagde Elmquist ja til benådning.

I de efterladte optegnelser er Flemming Helweg-Larsens sag den eneste, Elmquist går i detaljer med. At de andre sager ikke har været lettere, fremgår dog indirekte flere steder:

»Jeg vil ikke sige, at det blev nemmere at træffe afgørelser i de efterfølgende tilfælde, men underligt var det vel ikke, at dette første tilfælde virkede uhyre knugende på mig.«

Et andet sted: »Jeg glemmer aldrig den stakkels mor, der lagde sig på knæ og grædende blev ved med at kysse min hånd og bad mig om at redde hendes dreng. Det var en umenneskelig opgave at pålægge en enkelt«.

Når Elmquist talte med forældrene eller pårørende til de dødsdømte, var det ofte svært at nævne, hvad de dømte havde på samvittigheden af forbrydelser. På det tidspunkt var omfanget af de nazistiske forbrydelser ikke så alment kendt, som det senere blev.

»Det var i det hele taget det svære ved at drøfte disse spørgsmål, navnlig med forældrene, at de jo altid fremhævede hvilken god dreng deres dreng havde været og gav udtryk for, at de ikke kunde tænke dem, at han havde gjort noget særligt ondt. At fortælle dem hvad for mishandlinger disse drenge havde gjort sig skyldige i, var jeg af menneskelige grunde afskåret fra. Det kunne ingen vel nænne.«

Blandt Elmquists optegnelser er der intet om de to tilfælde, hvor han sagde ja til benådning og ændrede dødsstraffen til livsvarigt fængsel.

Den første benådning i april 1947 drejede sig om en 25-årig mekaniker Erland Jensen, der var dødsdømt for tortur og angiverier. Her var der fremkommet oplysninger om, at den dødsdømte i flere tilfælde havde ydet hjælp til anholdte modstandsfolk. Den anden var en lokomotivfører Johs. Nielsen, der havde angivet to modstandsfolk til Gestapo.

Læs i næste artikel om, hvorfor fortaleren for dødsstraf skulle afgøre benådninger