Nyhed
Læsetid: 6 min.

Brosten for sammenhængskraft

I weekenden blev der på Nørrebro i København kastet med brosten og molotovcocktails mod politi og butikker, da en gadefest endte i demonstration og hærværk. Bagmændene forklarer, at bydelen er ved at blive for de få – har de en pointe?
Unge har i weekenden smadret blandt andet ruderne til den lokale ejendomsmægler på Nørrebro i København. Mægler Morten Sørensen, der er født et stenkast derfra, undrer sig over, hvorfor lige han er blevet ramt.
Indland
13. august 2015

Medarbejderne hos Lokalmægleren var på Skanderborg Festival i weekenden, så mægler Morten Sørensen måtte læse om hærværket mod sin butik på mobilen.

Morten Sørensen har gået i børnehave i Ryesgade og kunne fra første parket se BZ’erne indtage gaden i midt-80’erne. Den nye generation af antiautoritære, der kastede sten gennem butikkens ruder, er han mere fremmed over for:

»De ved ikke rigtig, hvad det drejer sig om, så når de skal finde nogen at være sure på, tager de et erhverv, der er stik modsat deres nuværende overbevisning.«

På Fælledvej fik gadens to andre mæglere, Danske Bank samt politimuseet også baldret ruder.

»Lidt sjovt er det dog, at 7-Eleven nede på hjørnet gik fri – det er jo de onde multinationale kapitalister,« siger Morten Sørensen.

Dagen efter hærværket, var det muligt for mæglerne at finde svar på eventuelle spørgsmål i et brev fra aktivisterne under titlen ’Vi er Nørrebros ungdom, og vi er her for at blive’ på Modkraft.dk:

»Udviklingen på Nørrebro har ikke været for alle, men for den kreative klasse med forældrenes millioner i pungen.« Det er et kundesegment, hvorfra Lokalmægleren rigtig nok har en del besøgende.

»Mange unge er blevet arbejdsløse og har usikre fremtidsudsigter efter den seneste økonomiske krise. Den blev ikke startet af os, men af grådige spekulanter i banksektoren og blandt ejendomsmæglerne. Derfor er det naturligt, at der opstår utilfredshed og en protest mod dem. Vi ønsker dem ikke, og de har kun en interesse i at være her så længe, at der ruller penge ind på kontoen,« som aktivisterne skriver.

På akademisk: Gentrificering

Et ord, der ikke bliver brugt i brevet til at forklare den voldelige vrede, er gentrificering. Men hvis du holder det uakademiske årsagsskrift op ved siden af kapitel 5 i bogen Understanding Urban Uprisings, Protests and Movements: European Cities and the Crisis of Neoliberalism, er der en sammenfald i årsagsforklaringerne, medgiver medforfatter til kapitlet og lektor ved Lund Universitet, Anders Lund Hansen.

I kapitlet, som omhandler urolighederne omkring Jagtvej 69 i 2007, og hvad der ledte dertil, skriver han sammen med ekstern lektor ved Københavns Universitet, Rene Karpantschof, om gentrificering. En proces, hvor en bydel fornyes, hvilket skaber nyt liv og grønne arealer. Den afledte funktion af dette er dog, at de mindrebemidlede grupper presses ud af kvarteret – hvilket ofte går ubemærket hen.

Ifølge de to forfattere, har København forladt den socialdemokratiske byplanlægningstilgang til fordel for en mere neoliberal vækstorienteret vej, som er mere venligsindet over for investorer og byggeudviklere, men som til gengæld er mindre venligsindet over for de almene boliger.

Første parket til byfornyelsen

Curt Liliegreen var økonom i Entreprenørforeningen på toppen af Københavns byfornyelsesrus fra slut 80’erne og frem. Han sidder i dag som sekretariatschef for Boligøkonomisk Videncenter.

»Jeg opfattede det dengang som om, der var en dagsorden om at gentrificere København, men at det ikke nødvendigvis var udtalt offentligt.«

Efter Stengade-branden i 1975 blev der afsat store beløb til byfornyelse.

»Byfornyelsen medførte, at antallet af boliger blev mindre, fordi man rev baghusene ned og lagde lejligheder sammen. En sådan politik er med til at drive ressourcesvage ud af området.«

Curt Liliegreen har selv beskrevet processen som en succes i rapporter, der viser, hvordan kvartererne har ændret karakter. Han fik indsigt i politiets statistikker for kriminalitet, hvori han kunne se, at hustruvoldsmændene flyttede ud og forsikringssvindlerne ind. Noget han tit joker med, var en god indikation på udviklingen i den typiske beboer.

Curt Liliegreen peger på, at byfornyelsen har fjernet de huse, hvor de allersvageste kunne flytte ind.

»Det har været en fejl, at kommunen ikke har bygget mere til den gruppe, og at man i stedet har opført tre-fire-værelses familieboliger.«

Han mener ikke, at politikerne har været gode nok til at tage højde for boliger til svage mennesker, og det kan svække andre end de svage.

»Økonomer har jo ofte peget på fordelene ved et samfund, hvor man har flere typer af indkomst i samme kvarter. Man tror på, at det er en fordel at blande folk og lære andre end sin egen lille strata at kende. I teorien fordrer det tolerance, i praksis social mobilitet.«

I hvilken kategori falder bolig?

Henrik Gutzon Larsen er selv en del af problemet, da han har boet midt på Vesterbro, siden han var studerende og dermed indirekte har været med til at holde svagere grupper ude af brokvarteret, men det er i hans virke som kulturgeograf, han forklarer, hvordan gentrificering har påvirket København:

»Der har altid været adskillelse i byen, men nu er det blevet sådan, at alle brokvarterene næsten kun er forbeholdt de rige. Nørrebro har relativt mere alment boligbyggeri, men det er i høj grad den øvre middelklasse, der flytter dertil – eller unge med rige forældre.«

I 60’erne og 70’erne flyttede mere velbjærgede ud af byen til frisk luft og grønt, men de seneste 20 år er byerne blevet attraktive igen, hvilket har ledt de velhavende tilbage til stenbroen. Henrik Gutzon Larsen peger på miljø og kultur som en drivkraft i elastikflytteriet.

»Dengang viste en udflytning, at man havde overskud. Det betød, at de fattige blev tilbage. I dag drejer bylivet sig om cafeer, museer og grønt – det tilbagetrækker folk med overskud.«

Dertil er der også det økonomiske element til at forklare strømmen mod byerne. Både Henrik Gutzon Larsen og Curt Liliegreen peger på, at boligen er blevet et investeringsobjekt, og den kontinuerlige byrestaurereing har givet kapitalgevinster til folk, der ejer boligen.

Som ovenstående beskriver, skal kultur og markedet i fællesskab nok tage sig af gentrificering i deres cykliske fællesskab, men for Henrik Gutzon Larsen er det en for langsom proces. Han mener ikke, at vi skal se på boligen i markedstermer:

»Boligen hører til i kategori med sundhed og uddannelse – hvis markedet styrer fuldstændig her, får vi problematiske forhold.«

»Men løsningen på gentrificering er jo ikke at smadre vinduer. Det er boligpolitik, hvilket bare er ret usexet, hvis man ønsker direkte aktion.«

Selv økonom Curt Liliegreen snakker om værdi i mere end monetær forstand:

»Jeg tror på værdien i en bred befolkningssammensætning, og ikke på at skabe en monokultur i centrale dele af København. Jeg tror på charmen i det bredt sammensatte – der taler jeg altså lige meget som Realdania-mand, som økonom, og lige så meget fra praktisk erfaring som fra økonomiske modeller.«

– Kan den værdi oversættes til monetær forstand?

»Ja, det tror jeg. Det er med til at gøre København mere spændende, også som et sted, hvor turister ønsker at tage hen – et erhverv, der er i voldsom vækst. Det kan også have en værdi social set, det skaber sammenhængskraft, og det at man ikke deler folk i ghettoer kan sikre social mobilitet,« siger Curt Liliegreen.

»Spørgsmålet er, om det er for sent? Om de resterende lavressourceboliger blot er øer i havet? I Danmark ender vi aldrig som f.eks. Ferguson, USA, men vi er kommet et stykke den forkerte vej.«

Han peger på, at der i bykommunen København kun er en lille andel, 20 procent, af boligmassen der er almene boliger. Ca. det samme som landsgennemsnittet. I Aarhus er procentsatsen 29, og hvis du bor i Ballerup eller Ishøj er det nærmere 60 procent. Et politisk problem.

At få adresseret det, er ikke en lige kamp – brosten eller ej. Dér har de unge aktivister lært noget fra deres forfædre:

»Politikerne lytter kun, når vi laver problemer,« som de formulerer det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

bolig er en menneskeret.

Jesper Ørberg

Jeg boede i starten af firserne i Meinungsgade 34 på Nørrebro, men huset blev revet ned, og et grimt moderne byggeri med badeværelser blev opført i stedet. Ingen af os i ejendommen bor på Nørrebro i dag. Dengang kunne man vågne op i sin lille toværelsers uden bad og jokke(ikke jogge) i badekåbe over på Sjællandsgade badeanstalt, blive skuret på ryggen af bademesteren, vælge kulbuelys eller dampbad, købe en øl og en cigar og få en snak med vennerne. På tilbagevejen afleverede man sit beskidte tøj i vaskeriet og fik udleveret det rene, pænt lagt sammen og pakket ind i brunt papir.
Se det var en luksustilværelse for os fattige proletarer. I dag snakker man i borgerlige kredse om, at det er et stykke "kultur" der er forsvundet. Ja, det er jo forsvundet, fordi man indførte en borgerlig standart for store lejligheder med toilet og bad. Hvorfor ikke bygge små lejligheder og badeanstalter igen. Det kunne være man derved undgik, at det blev til investeringsobjekter, fordi så autentisk vil den kreative overklasse nok alligevel ikke bo.....eller hvad?

Peter Jensen, Torben Selch og Mads Østergaard anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er meget svært at stå samfundets nederste trin....men brosten og molotovcocktails er totalt uacceptabelt og en volds kultur, som man ikke bør støtte.

Morten Lange, Finn Thøgersen og S. A. anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Et badeværelse koster ikke mere end 100.000 kr. inclusive grundprisen i Kbh. hvis det bygges fra nyt. Det holder i 25 år - det er ca. 10 kr. om dagen eller ca. det dobbelte af hvad det koster at varme det op og forbruge varmt vand. Det boligøkonomiske problem er grundprisen - ikke bygningskvaliteten. Selvfølgelig vil der være nogle ganske få der hellere vil betale næsten 100 kr. for et bad i badeanstalten end 10 kr. for et bad hos sig selv.

Dorte Sørensen

Henrik Brøndum vil du ikke nok overbevise udlejerne om det - så ikke en renoveret udlejningsejendom ikke bliver så dyr, at beboerne har råd at blive boende eller folk med lignende indkomst har råd at flytte ind i de nyrenoverede boliger.

Jannik Sørensen

Kunne man ikke give disse unge mennesker et retskrav på en bolig, ligesom man gør ved flygtninge? Hvis man så ikke kan finde en passende bolig, kan man jo leje nogle luksuslejligheder til formålet.

http://www.tvsyd.dk/artikel/291978:Flygtninge-maa-bo-i-dyr-ferielejlighed

Jørn Petersen

I et system som dag for dag udstøder flere og flere borgere i alle aldersklasser, er det en risiko man løber som etableret undertrykker , at få en brosten i nakken.

Fat det, i som har jeres på det tørre og som synes at en kamp som foregår langt fra jeres dikterede præmisser, bør afstedkomme højere straffe.

I har understøttet et samfund som ekskluderer mange borgere, jeres grådighed og liggen på knæ for arbejdsgiverne er ulækker.

Hvis i tror i har set den sidste brosten, så tager i fejl, der er kun en måde at stoppe den udvikling, bliv mennesker igen og forstå at de behov i tror i har, er skabt af kapitalen.

Vi mennesker behøver ikke at starte en kæmpe produktion hver gang en finder på noget, i virkeligheden ville samfunds økonomien blive bedre hvis vi lod være.

Henrik Bjerre

@Dorte Sørensen

Det er nok ganske let - det er noget helt andet at overbevise om at de ikke skal tage hvad markedet kan bære for at bo i Nørrebronx .... det kvarter enhver ung dansker (undtagen de bjærgsomme) drømmer om at bo i.