Læsetid: 7 min.

Der er brug for nye standarder i det sociale arbejde

Det traditionelle behandlingssystem har svært ved at nå unge rusmiddelbrugere. Ny forskning viser, at der frem for et snævert fokus på misbruget er behov for at arbejde mere med brugerdrevne løsninger, hvor de unge lærer at lede sig selv. Det snævre fokus på evidens overalt i velfærdssamfundet kan imidlertid trække i den modsatte retning
Mads Banks forskning viser, at unge med misbrug skal lære selv at styre deres liv og opleve engagement frem for løftede pegefingre, hvis de skal komme ud af deres misbrug.

Sara Mering

24. august 2015

Et hvidt kontor med plasticstole omkring bordet og en anonym plakat på væggen. Sådan et har de fleste unge på Helsingung siddet i flere gange. På skoler, kommunekontorer, lægekonsultationer og hospitaler. På Helsingung kommer unge mellem 15 og 25 år med misbrugsproblemer, der er droppet ud af deres uddannelse og er uden job. Og her møder de unge andre omgivelser, oplevelser og et andet fokus fra de ansatte psykologer, pædagoger og socialarbejdere, viser psykolog Mads Banks ph.d.-afhandling Brugerdrevne standarder og affektiv subjektivering – en undersøgelse af styringsstrategier i pædagogisk og socialt arbejde.

Som en af de unge i afhandlingen beskriver det, gør det sterile kontormiljø, »at man bliver mere bevidst om ... at du er en misbruger, som bliver nødt til at tale med en voksen behandler ... og det gjorde også, at jeg ikke havde lyst til at være der.«

På Helsingung og U-turn, som er to kommunale dagtilbud for unge brugere af rusmidler, er stemningen derimod en anden, forklarer Mads Bank. De unge er selv med til at bestemme indretning og aktiviteter, og fokus for behandlingen er ikke misbruget, men at den unge får redskaber til at ændre sit liv.

»Det har været et gennemgående problem de sidste 20 år, at de unge ikke har lyst til at snakke om deres problemer, slet ikke på den der psykologiske måde. Tendensen er særlig stor for unge, der er røget ud af skolesystemet som på U-turn og Helsingung, fordi de er vant til at blive udpeget som nogle, der er problemer med,« siger Mads Bank.

Motivation som pisk

Derfor var forskerteamet fra psykologi på Københavns Universitet på udkig efter nogle steder, hvor man arbejdede på en anden måde med de unge end i den traditionelle misbrugsbehandling. Her handler det oftest om, at brugeren skal være motiveret til at stoppe med at drikke eller ryge og villig til at underlægge sig behandlingsregimet.

Ifølge Mads Bank fører behandlernes fokus på motivation ofte til, at brugerens ønsker og synspunkter bliver negligeret. Hvis den unge eksempelvis ikke ønsker at holde helt op med at bruge rusmidler, hvilket de færreste gør, bliver det set som manglende motivation. Den unges holdning og livsstil ses altså som illegitim, og det fører til, at den unge føler sig marginaliseret. En anden negativ konsekvens ved motivationsfokuseret behandling er, at den sætter gang i negative cirkler af kontrol og skyld mellem bruger, familie og personale, når den unge ikke kan leve op til kravet om helt at stoppe. Det centrale problem ved behandlingen er, at mens den står på, lykkes det måske at stoppe med at ryge, drikke eller tage stoffer, men efterfølgende falder en stor gruppe tilbage, forklarer Mads Bank.

»Derfor har jeg interesseret mig for nogle behandlingssteder, der ikke bare fokuserede på forbrug af stoffer, og som ikke bare havde et mål om, at nu skal de unge stoppe med ryge hash, og så er vi glade. Det er behandlingstænkning, men det løser ikke det virkelige problem, som er langt mere kompliceret,« mener Mads Bank.

Moralsk panik

Den kommunale institution U-turn blev oprettet i 2004 i et forsøg på at få fat i de mange unge, som aldrig dukkede op til de initiativer, man lavede for unge rusmiddelbrugere. Derfor spurgte man de unge, hvad der skulle til, for at de ville komme i et behandlingstilbud. U-turn og senere Helsingung er derfor bygget på brugerdrevne standarder, som tager udgangspunkt i, hvad de unge har brug for og efterspørger.

»Nogle unge har ikke lyst til at stoppe med at ryge hash, men hvad er det så, den unge kunne tænke sig at gøre noget ved. Vi havde et eksempel med en ung, som godt kunne tænke sig at få det bedre med sin mor, som hele tiden var på nakken af ham, netop fordi han røg hash. Lad os arbejde med det, så der ikke hele tiden kommer konflikter derhjemme, og det gør faktisk, at der bliver skabt et rum for, at den unge selv kunne begynde at arbejde videre, starte i skole, få et job, finde nye kammerater, gøre ting, der er sjove, som giver liv. Hele ideen er, at hvis vi kan skabe nogle unge, som vil noget med deres liv, så er det som regel sådan, at så nedtrapper de eller stopper deres forbrug helt automatisk. Problemet er ofte, at der hurtigt går moralsk panik i den, fordi behandlere, forældre m.fl. frygter, at den unge ender som narkoman, og det gør, at den unge får meget svært ved at komme til orde og formulere, hvad han gerne vil,« siger Mads Bank.

Derfor kræver det også en del is i maven at være ansat på U-turn og Helsingung, mener Bank.

Men til gengæld lykkes de med at få langt flere af de unge i uddannelse og arbejde, fordi de leder de unge frem til selv at gøre noget ved de problemer, de har.

»Arbejdet på de her behandlingssteder handler mere om almen dannelse, om hvordan den enkelte håndterer sin situation – herunder sine problemer med hash og alkohol, derfor ligner det mere noget af det, man laver i folkeskolen, på arbejdspladser og andre steder,« siger Mads Bank.

Evidensfiksering

Behandlingen på U-turn og Helsingung er altså ikke kun baseret på ekspertviden eller evidens, men på de unge selv. Men netop det øgede fokus på, at der skal være evidens for, hvad der virker, så politikerne ved, hvad de skal bruge penge på, vanskeliggør ofte arbejdet med mere komplekse sociale problemer, mener Mads Bank.

»Når du laver evidensbasering, så bliver du nødt til at se på specifikke problemstillinger, så du kan monitorere og se, om det virker. Og det kan være rigtig fint, hvis man har brækket armen, men når vi har at gøre med mere komplekse sociale problemer som et rusmiddelforbrug, så skaber det problemer. Her er succeskriteriet, at du holder op med at ryge eller drikke, men det gør kun de unge endnu mere stigmatiserede og marginaliserede, fordi de bliver udpeget som nogle, der har et misbrug,« siger Mads Bank.

Evidensbaserede behandlingsmetoder har ofte en mere kortsigtet virkning, når det gælder komplekse sociale problemstillinger og har en større tendens til at behandle problemerne medicinsk. Evidens giver en masse videnskabelig troværdighed og magt til eksperterne, som på forhånd definerer metoder, problemer og kriterierne for succes, men det giver også en manglende fleksibilitet, som ikke har øje for individuelle forskelligheder hos brugere, pårørende og behandlere.

»Problemet ved rigtig meget behandling er, at vi får koblet brugeren af. Det, der er behov for, er, at folk selv får mulighed for at artikulere nogle mål, at behandlere lærer de unge selvledelse, så de kan nå målene selv, i stedet for at alle mulige professionelle og voksne har projekter på deres vegne. Det kan være meget små ting i starten, men de her unge har ikke særlig mange succesoplevelser, fordi de er blevet underkendt og har fået at vide, at de er et problem i skolen, derhjemme og andre steder,« siger Mads Bank.

Oftest er det netop nederlag i forhold til at klare sig godt, der får de unge til at ryge eller drikke for meget. På den måde lægger de afstand til det pres, der ligger på de unge, samtidig med at de er en del af fællesskab og har det sjovt, mener Mads Brank.

»De her institutioners arbejde er et opgør med den rationalistiske forståelse, hvor vi tror på, at hvis vi siger det ikke er godt for den unge at ryge for meget hash, så holder de op. Men vi ved jo alle sammen, hvad der er vigtigt som ung. Det er ikke, om noget er usundt, men om du har nogle venner at hænge ud sammen med og have det sjovt. Hvis ikke vi kan konkurrere med det i vores tilbud, så har det ikke en chance. Det betyder ikke, at de unge konstant skal på udflugt, men de skal have noget, der giver dem noget liv og noget andet end de er vant til, i stedet for underkendelse og straf,« siger Mads Bank.

Anerkender de unge

Ofte aner de unge i U-turn og Helsingung ikke, hvad de vil med deres liv. Det er for svært og abstrakt et spørgsmål, så en af de måder de ansatte forsøger at påvirke dem på er ved at lægge energi i at anerkende de unge for, hvad de rent faktisk kan og gør. Medarbejderne forsøger at lave aktiviteter og skabe en stemning, hvor de unge kan opleve sig selv som nogle, der kan være kompetente og give dem lyst til at prøve noget andet.

»I modsætning til traditionel behandling arbejder man her lidt omvendt med motivation. Man forsøger at skabe situationer, der gør, at de unge opdager, at de vil noget andet, som ikke nødvendigvis er at stoppe med at ryge hash i første omgang, men at ville noget med sit liv og kaste sig ud i nogle projekter. Generelt så bør der skabes nogle andre strategier i det sociale arbejde for, hvordan de ansatte kan lære brugeren at lede sig selv, fordi de traditionelle former for behandling, hvor man skal gå til bekendelse og får karakterer/belønning, hvis man klarer det godt, i mange tilfælde skaber flere problemer, fordi det får brugeren til at føle sig forkert, og det er ikke en holdbar måde at arbejde med de her unge på – og mange andre brugere i det sociale system,« siger Mads Bank.

Ph.d.-afhandlingen ’Brugerdrevne standarder og affektiv subjektivering – En undersøgelse af styringsstrategier i pædagogisk og socialt arbejde’ forsvares i dag kl. 13.00 på Københavns Universitet, Center for Sundhed og Samfund, Gothersgade 140, Audit. 1, 1353 København K

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Jensen
  • lars abildgaard
  • Anne Eriksen
  • Torsten Jacobsen
  • Olav Storm Jensen
Lise Lotte Rahbek, Peter Jensen, lars abildgaard, Anne Eriksen, Torsten Jacobsen og Olav Storm Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mig bekendt foreligger der solid evidens for at unge menneskers muligheder for at opretholde eller etablere sunde selvforhold har afgørende indflydelse på deres liv, herunder deres omgang med rusmidler - og tilstedeværelsen af såvel demokratisk indflydelse som selvledelse og personlig autonomi er nødvendig for at også unge trives. På en måde er der tale om helt elementære, psykosociale/eksistentielle behov, som tillige - jf. evidensen og dens tveæggede utilitarismekultur - udgør stærke motivatorer på mikro, meso og makro.

Måske er vor manglende viden ikke noget væsentligt problem - men dét er derimod hvad der politisk og kulturelt besluttes i lyset af vor tilgængelige viden, herunder foreliggende evidens.

Evidens er i øvrigt en mangearmet moster.