Læsetid: 3 min.

Forskere kritiserer ensidig faglighed i kommissioner

Kun en minimal andel af eksperterne i de politikforberedende kommissioner er magistre som sociologer og historikere. Det resulterer i ensidig og mangelfuld politik, mener flere forskere
Det er paradoksalt, at klimapolitikken i høj grad bliver udarbejder af djøf’ere, når vi ved, at den hidtidige klimapolitik har været ineffektiv. Vi har brug for mere vejledning i, hvordan mennesker handler i deres kontekst, og der kan humaniora spille en rolle, mener David Budtz Pedersen, som er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Det er paradoksalt, at klimapolitikken i høj grad bliver udarbejder af djøf’ere, når vi ved, at den hidtidige klimapolitik har været ineffektiv. Vi har brug for mere vejledning i, hvordan mennesker handler i deres kontekst, og der kan humaniora spille en rolle, mener David Budtz Pedersen, som er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Jakob Dall

21. august 2015

Der er en massiv overvægt af økonomer, politologer, jurister og dommere i de politikforberedende udvalg og kommissioner, som skiftende regeringer nedsætter. Samtidig udgør klassiske magistre som sociologier, historikere og biologer et forsvindende lille antal i kommissionerne. Det er et problem for samfundet og for kvaliteten af den politik, der bliver til på baggrund af kommissionsarbejdet, mener flere forskere. »Den økonomiske videnskab arbejder med helhedsorienterede modeller og fremstår, som om den tager højde for alle forhold i samfundet,« siger professor og rektor ved RUC Hanne Leth Andersen. »Men modellerne kan ikke levere sandheden. Alting kan ikke måles og vejes, og derfor har vi også brug for andre videnskaber i kommissionerne, der kan sige noget om, hvilke dybe vidensfelter der skal tages højde for, når det handler om at underbygge politiske valg. Det handler om at være menneske i samfundet.«

En gennemgang af 27 kommissioner under Helle Thorning-Schmidts regering viser, at 63 procent af medlemmerne havde Djøf-baggrund. I årene 2001 til 2009 under henholdsvis Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen gjaldt det for 85 procent af medlemmerne i de i alt 79 kommissioner.

Samtidig udgjorde magistre kun tre procent af kommissionsmedlemmerne under Thorning og syv procent under Fogh og Løkke. Det skriver Magisterbladet, der står bag gennemgangen af kommissionernes sammensætning. Peter Munk Christiansen er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Han opgør hvert femte år, hvor mange udvalg og kommissioner, der har været nedsat og har desuden kortlagt, hvilke eksperter der sad i kommissionerne under de borgerlige regeringer i 00’erne. Ifølge ham foretrækker politikere at bruge folk med økonomisk og juridisk baggrund i kommissionerne, fordi økonomi spiller en stor rolle i politik i dag. Men det kommer i sidste ende også til at være afgørende for, hvilke konklusioner det enkelte udvalg eller den enkelte kommission kommer frem til. »Det største problem er, at man forsøger at bilde folk ind, at arbejdet er udført af uanfhængige eksperter, hvor det så i virkeligheden er et arbejde, som har været underlagt en subtil form for politisk styring,« siger han til Magisterbladet.

Paradoksalt David Budtz Pedersen er lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet og medforfatter til bogen Kampen om disciplinerne, der sætter fokus på de nye tendenser inden for humaniora. Ifølge ham risikerer vi at få en »endimensionel« politik, når kommissionerne har en meget ensidig faglig sammensætning. »Kommissioner udstikker ofte den rationelle eller den ’nødvendige’ politik, som fokuserer på, hvor der er brug for en lovændring eller stærkere incitamentsstrukur. Men man glemmer, at mennesker er begrænset af den information, de har til rådighed,« siger han. »Så når man ikke har faglig mangfoldighed, lukker kommissionerne sig inde i nogle tænkemåder, der gør, at man ikke stiller sig selv spørgsmål om, hvordan man egentlig designer smart politik. De svar skal findes i samarbejdet mellem fagligheder.«

Et godt eksempel er ifølge David Budtz Pedersen klimapolitikken. Her er diverse råd og kommissioner ifølge lektoren ofte domineret af økonomer. Også selvom det er et felt, som mange forskellige faggrupper beskæftiger sig med i det daglige. Han nævner som eksempel det klimaråd, som den tidligere regering nedsatte, og FN’s klimapanel IPCC, der i vid udstrækning benytter sig af økonomisk og naturvidenskabelig forskning. »Det er jo paradoksalt, når vi ved, at den hidtidige klimapolitik har været ineffektiv. Vi har brug for mere vejledning i, hvordan mennesker handler i deres kontekst, og der kan humaniora spille en rolle,« siger han. Tordenskjolds soldater På Aarhus Universitets Business

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Soleklart - for nogen - at man ikke kan sætte folk med teoretisk ekspertviden til at vurdere noget, der skal virke i praksis. Det har der været adskillige eksempler på de seneste år - hvornår erkender man, at mennesker, der arbejder med disse ting, omend de ikke er akademikere - er de bedste til at løse problemer og planlægge ændringer?

Steffen Gliese

Det er jo reelt ikke engang faglighed, de repræsenterer - de er allesammen kun egnede til den efterbehandling, der skal oversætte det faglige indhold til lovgivning.

Steffen Gliese

Man må ALDRIG tage økonomer med i udvalg, for så kan intet lade sig gøre. De tror, at ting begynder med økonomi, mens det rent faktisk slutter med det. I stedet for at få pengene til at passe på forhånd, skal de jo i stedet sørge for at finde dem, når de skal bruges.

John Christensen

Hvis en sag skal lykkes, skal man undgå at der går hhv. politik, jura, eller religion i den!

God dag der ude

John Christensen

Kommissionsrapporterne - altså resultaterne er i stor stil skrinlagt fordi de ikke var politisk ønskede?

Førte velfærdskommisionen til konsolidering af velfærden endsige forbedringer i velfærden? Husker at den blev skrinlagt (?)

Fører dagpengekommissionen til et nyt og bedre dagpengesystem? - Næppe, og især ikke hvis lapperier på reformen fra 2010 skal ske ved at fodre hunden med sin egen hale, ved at lempelser i genoptjeningskravet - betales af de ledige/forsikrede selv.
Der skal altså tilføres penge, f.eks dem man planlagde at spare ved reformens indførelse.

Grethe Preisler

En kommissionsrapport kan i sagens natur ikke sammenlignes med en forskningsrapport (resultatet af fri forskning), da medlemmerne af en kommission er forpligtet til at holde sig inden for rammerne af det kommissorium, de har fået at arbejde under.

Rammerne, herunder tidsrammen, sættes af opdragsgiverne - som i dette tilfælde er en regering og det flertal i den lovgivende forsamling (folketinget) regeringen støttede sig til på det tidspunkt, hvor kommissionen blev nedsat. For så vidt kan man altså godt sige, at en kommissionsrapport er 'et politisk bestillingsarbejde'.

Det var måske værd at have in mente for os almindelige borgere (we the people), når vi står i stemmeboksen næste gang og tygger på blyanden og overvejer, hvilket af de partier, der er at vælge imellem siden sidst, vi skal sætte vores krydser ved i denne runde af magtkampen på Christiansborg.

Grethe Preisler

Ups - var det blyand jeg skrev, da jeg mente blyant? Det må være det, der kaldes a Freudian slip ;o)

Henrik Brøndum

Gad vide om jeg kan få et job med at markedsføre magistrene?

Ihvertfald tror jeg ikke nedenstående punchhline sælger billetter:

"Det største problem er, at man forsøger at bilde folk ind, at arbejdet er udført af uanfhængige eksperter, hvor det så i virkeligheden er et arbejde, som har været underlagt en subtil form for politisk styring."

Det er sjældent nødvendigt for en magthaver at bilde befolkningen noget ind. Befolkningen gennemskuer som regel tingenes rette sammenhæng, men finder sig i højere grad i "vinklede" eller "romantiserede" historier.

Se f.eks. sagen om håndværkerfradraget - var der nogen der troede det ville give særlig mange jobs? Er der nogen der interesserer sig for skatteministerens efterfølgende bortforklaring? Formålet med den historie var vel at undgå at tale om udlændinge hele tiden.