Læsetid: 9 min.

Fortaler for dødsstraf skulle afgøre benådninger

21 landsforrædere blev henrettet efter besættelsen, mens venstremanden Aage Elmquist var justitsminister og kunne afgøre, om en dødsdømt skulle benådes eller skydes. 15 år tidligere havde netop Elmquist været talsmand for bevarelse af dødsstraffen
Tidligere frikorpsmænd, SS-frivillige fra Regiment Danmark og divisionerne Wiking og Totenkopf, bliver sammen med andre ’landsforrædere’ registreret af en dansk overbetjent i Vestre Fængsel. Billedet stammer fra bogen Østfronten – danskere i krig, side 149.

Ritzau Scanpix

11. august 2015

»Så underligt kan skæbnen mage det, at det netop blev mig, der var talsmand for dødsstraffens bevarelse i 1931, der blev den første justitsminister, der skulle bære byrden derved.«

Sådan skrev den mangeårige venstrepolitiker Aage Elmquist i sine efterladte erindringer, som har været båndlagt i Rigsarkivet i 50 år. Som justitsminister fra november 1945 til november 1947 blev han den første, som fik den tyngende opgave at skulle tage stilling til, om de dødsdømte landsforrædere kunne benådes. Elm-quist var ikke meget tilbøjelig til at benåde. I hans ministertid blev 21 landsforrædere, der var dødsdømt af Højesteret, henrettet enten bag Bådsmandsgade Kaserne på Christianshavn eller i Undalslund Plantage ved Viborg, mens kun to blev benådet.

Flere steder i de mange maskinskrevne sider kommer Elmquist ind på, hvor vanskelig opgaven havde været for ham:

»Når jeg ser tilbage på disse selvfølgelig også for mig betydningsfulde år, kan jeg ikke nægte, at den største byrde, der var lagt på mig, var afgørelsen om dødsdommens eksekvering.«

Et andet sted: »Som jeg engang udtalte i Landstinget burde denne afgørelse ikke være lagt på en enkelt mand. Når Højesteret havde dømt, og når Højesteret havde vedtaget, at man ikke kunne indstille til benådning, burde sagen dermed have være afgjort.«

Domme forbi Højesteret

Da Elmquist nedskrev sine erindringer, var retsopgøret og dermed også henrettelserne af de dødsdømte et overstået kapitel, og Elmquist har i eftertiden især været kendt for den lempelse af mindstestraffen, han som liberal politiker indførte for alle de mindre alvorlige tilfælde af landsforrædderi mod til gengæld at slå hårdere ned på de værste.

Fire justitsministre havde som Elm- quist haft den tyngende opgave at skulle overveje, om en dødsdom skulle fuldbyrdes, eller om der skulle ske benådning. Elmquist skilte sig ud ved dels at være den første, der stod med et sådant ansvar, dels ved at være den eneste af de fem, der oftere sagde nej til benådning end ja.

Naturligvis var Elmquist optaget af at sammenligne sig selv med de justitsministre, der havde fulgt efter ham. Det var et tema, han flere gange vendte tilbage til.

Ifølge optegnelserne stod det fra begyndelsen klart for Elmquist, at der måtte være en fast og konsistent linje i behandlingen af ansøgningerne om benådning:

»Det kunde ikke være således, at der under skiftende ministre blev en forskellig praksis, således at en minister benådede i vid udstrækning, og en anden minister benådede i begrænset omfang, uanset om begge ministre, hvis de skulde følge deres hjerte, navnlig med hensyn til de pårørende, lige gerne vilde benåde.«

Ifølge Elmquists optegnelser var det dog præcis det, der skete, efter han var trådt af som justitsminister i november 1947: Hans efterfølgere – tre socialdemokrater og en venstrekvinde – brugte i vid udstrækning muligheden for benådning. Af de i alt 78 dødsdomme, som blev stadfæstet i Højesteret, blev 32 af de dømte benådet.

Selv havde Elmquist kun benådet to, mens 21 dødsdomme blev eksekveret i hans ministertid. I efterfølgeren, socialdemokraten Niels Busch-Jensens ministertid, blev 30 benådet, mens 25 dødsdomme blev eksekveret.

»Var der nogen, der havde svært ved at træffe afgørelse om eksekvering og som fik ord for at trække benådningssagerne i langdrag, så var det Busch-Jensen«, skrev Elmquist en anelse bittert.

Selv havde han ifølge sine optegnelser sørget for, »at afgørelserne blev truffet meget hurtigt, så de dødsdømte og deres pårørende ikke unødigt skulde pines ved at gå i uvished«.

Han havde også – trods »en del modstand fra mine embedsmænds side« – bestemt, at alle dødsdommene skulle forbi Højesteret, uanset hvor oplagt den enkelte sag end fremstod. Det gjaldt også de sager, hvor byretten og landsretten var enige om dødsstraffen, eller hvor den dømte ikke ville appellere.

»Jeg hævdede imidlertid, at når vi havde indført noget så ekstraordinært som dødsstraffen, så burde vi overfor de straffede såvel som overfor deres familie og i det hele taget i samfundets interesse, vise det hensyn, at vi lod samfundets øverste ret have det sidste ord.«

Og som en hilsen til eftertiden skrev Elmquist derefter:

»Når retsopgøret måske om 50 år eller mere blev taget op til historisk bedømmelse, ville der sikkert være et eller andet, der ville blive – og vel også med rette – kritiseret, så sandt som intet menneske er ufejlbarligt, men ingen ville kunne kritisere, at vi i dette alvorlige spørgsmål lod Højesteret være den endelige afgørende.«

Dødsstraf: Den store advarsel

Aage Elmquist var landsretssagfører med selvstændig virksomhed i Svendborg, så da han kom i Folketinget for Venstre i 1929, var det naturligt, at han beskæftigede sig med retspolitikken.

I 1930 vedtog Folketinget den radikale justitsminister C.Th. Zahles forslag til en ny borgerlig straffelov, hvor dødsstraffen blev afskaffet. Men her havde Elmquist et modsat synspunkt.

»Jeg stod som ordfører for det store flertal indenfor Venstre og Konservative, der holdt på dødsstraffens bevarelse. Talte man med medlemmer af regeringspartiet (Socialdemokratiet eller Radikale, red.), var der ingen tvivl om, at adskillige af disse var for bevarelsen. Da Zahle imidlertid havde gjort afskaffelse af dødsstraffen til et kabinetsspørgsmål, var der ikke indenfor Socialdemokratiet og det Radikale Venstre fri afstemning, men begge disse partiers medlemmer stemte alle for justitsministerens forslag om afskaffelsen.«

Når Elmquist og andre borgerlige politikere gik ind for bevarelse af »den store advarsel i straffeloven«, som han kaldte dødsstraffen, var argumentet, at det var »naturligt«, at »den, der tog andres liv umiddelbart måtte risikere at bøde derfor med sit eget liv«.

Selv om dødsstraffen ikke var blevet idømt i 40 år, »så kunne der måske indtræffe så graverende tilfælde af mord, at man ville anse det for rigtigst at anvende den«, som Elmquist skrev i sine erindringer, som han først kaldte ’Politisk Testamente’ og herefter ændrede til ’Politisk Tilbageblik’.

Hvis Rigsdagen i 1930 havde valgt at bevare dødsstraffen i den borgerlige straffelov, sådan som Elmquist advokerede for, »havde man ikke behøvet at indføre den med tilbagevirkende kraft i 1945«, selv om Elmquist erkendte, at ingen i 1931 kunne forestille sig, »hvad der skulle ske under besættelsen«.

Tilbagevirkende dødsstraf

Da Folketinget i ugerne lige efter befrielsen i 1945 diskuterede det såkaldte straffelovstillæg, kom dødsstraffen tilbage i straffeloven og nu, som den forhenværende justitsminister bemærkede, med tilbagevirkende kraft.

Dette var juristen Elmquist dog på ingen måde betænkelig ved:

»I øvrigt hørte jeg til dem, der mente, at man i 1945 absolut havde ret til at indføre denne slags lov for krigsforbrydere.«

Elmquist pointerede, at man måtte skelne mellem to forhold: Én ting var at skærpe strafferammen med tilbagevirkende kraft for handlinger, der i forvejen var strafbare.

En helt anden ting var at indføre straf for handlinger, der ikke tidligere havde været strafbare.

»Medens man som hovedprincip må være mod det sidste forhold, gælder det ikke spørgsmålet om en senere forstærket straf af en i handlingsøjeblikket begået strafbar handling.«

I erindringerne uddybede Elmquist sit argument:

»Den mand eller kvinde, der begår et mord, under en straffelov, der ikke har dødsstraf, kan ikke med nogen som helst ret, hvis lovgivningsmagten efter hans forbrydelses begåelse indfører dødsstraf, hævde, at han eller hun efter den gældende straffelov måtte gå ud fra, at handlingen ikke medførte dødsstraf, og at vedkommende ikke ville have begået handlingen, hvis straffeloven havde haft dødsstraf for den.«

Når en mand eller kvinde begår en handling, der er strafbar, skrev Elmquist i sine erindringer, havde samfundet ikke »indgået en kontrakt med vedkommende om den eller den maksimumstraf«, og samfundet måtte derfor »have lov til at skærpe straffen efter handlingens iværksættelse, navnlig når det gælder mord.«

Kristent menneskeplageri

Inden den første henrettelse fandt sted i januar 1946, havde Elmquist drøftet »de kirkelige handlinger, der skulde foretages« før fuldbyrdelsen af dødsstraffen.

På et møde med justitsministeren havde biskop Hans Fuglsang-Damgård oplæst »en længere række af skriftsteder, som præsterne vilde foreslå skulde oplæses for den dødsdømte, når han var bragt ud til executionsstedet, lige før skydningen fandt sted.«

Det protesterede Elmquist, der selv var troende, stærkt imod:

»Jeg erklærede, at det efter min mening var det værste menneskeplageri, man kunde tænke sig, om den dødsdømte lige før executionen skulde påhøre en række skriftsteder. Præsterne havde jo i tiden før executionen adgang til at tale med de dømte i det omfang, disse ønskede det. Det var udmærket, men det måtte også være nok.«

Ifølge Elmquist »burde alt foregå så hurtigt som muligt, så man ikke påførte ham unødig lidelse«, når først den dødsdømte »blev ført ud til executionsstedet«.

Præsterne burde derfor indskrænke den kirkelige handling til, »at præsten lagde sin hånd på hans pande og lyste den smukke velsignelse, som vi har, over ham. ’Herren velsigne og bevare dig, Herren lade sit ansigt skinne på dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.’«

Nogen tid efter blev Elmquist bedt om at komme til møde med kirkeministeren. Fængselspræsterne anført af det konservative folketingsmedlem Kristen Amby, der selv var fængselspræst i København, var stærkt utilfredse med justitsministerens holdning.

»Amby, der jo har et meget varmblodigt temperament samtidig med, at han i øvrig er en udmærket mand med et varmt hjerte, lagde harmdirrende for og hævdede, at fængselspræsterne ikke vilde anerkende, at det vedkom mig, hvad de skulde sige til de dødsdømte, når de i det sidste øjeblik stod ved deres side, men at det måtte præsterne bestemme.«

Elmquist erklærede sig uenig og fremhævede ifølge sine optegnelser, at man ikke kunne have, »at de forskellige præster, hvor velmenende deres hensigt end måtte være, stod og holdt længere eller kortere prædikener for de dødsdømte og derved i den for dem så alvorlige og enerverende stund påførte dem unødvendige lidelser.«

»Ordskiftet blev meget varmt«, fortsatte Elmquist, og pastor Amby »slog i bordet og erklærede, at jeg kunde bestemme, hvorledes de skulle dø, men det var præsterne, der havde ansvaret for deres sjæles frelse, og derfor måtte præsterne bestemme, hvad der skulde siges til dem i deres sidste øjeblik.«

Men så rullede Elmquist sig også ud:

»Jeg slog også i bordet og svarede, at netop fordi det var mig, der skulde bestemme, hvorledes de skulde dø, var det også mig, der måtte bestemme, hvad der skulde ske i forbindelse med executionen, og jeg vilde ikke tillade, at de udsattes for i deres sidste stund at skulle høre på kortere eller længere prædikener (…) jeg tilføjede, at denne afgørelse, som jeg ikke tillod ændret, fra min side også var truffet ud fra den positive religiøse indstilling, som var min.«

På samme måde forsøgte Elmquist ifølge sine optegnelser at mildne forholdene for de dødsdømtes pårørende, blandt andet sikrede han sig, at pårørende »fik adgang til at tilbringe de sidste timer sammen med de dømte«, når benådningen var afslået.

For pårørende, der boede uden for hovedstaden, blev politiet pålagt at afhente dem »i en civilvogn« uanset hvor i landet, de boede.

»Som jeg udtalte overfor mine overordnede politiembedsmænd, kunde vi ikke byde en far og mor, der for eksempel boede i Viborg eller et sted på Sjælland, at tage med toget til København, når de havde fået denne for dem så sørgelige meddelelse. Det vilde være ulideligt for dem at sidde i en jernbanekupe eventuelt med glade, støjende mennesker, opfyldt af sorg og fortvivlelse.«

»Dette blev nøje overholdt«, noterede Elmqist i sine erindringer.

Tilsvarende gennemførte han, at meddelelsen om afslag på benådning ikke blot blev sendt med et almindeligt brev, men derimod afleveret »af en overordnet politiembedsmand ved de nærmestes bopæl mundtlig og selvfølgelig på så skånsom en måde som muligt«.

Læs i morgen seriens tredje og sidste artikel, om hvordan kongen stod bag mundkurv til pressen om henrettelserne

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu