Læsetid: 3 min.

Goldman Sachs efter løfte om åbenhed: Ingen kommentarer

Selvom Goldman Sachs nu lover fuld åbenhed om investeringen i DONG, vil selskabet stadig ikke lægge oplysninger frem om, hvem der gennem selskabets kapitalfond i Luxembourg reelt har investeret i DONG. Enhedslisten og Dansk Folkeparti kræver fortsat svar fra Goldman Sachs
Goldman Sachs’ direktører, Martin Hintze (i midten) og Michael Bruun (tv), talte i 2014 om investering i Skandinavien. Nu har Goldman Sachs dog ingen kommentarer til, hvem det præcis er, der har investeret i DONG.

Miriam Dalsgaard

6. august 2015

Efter halvandet års lukkethed om detaljerne i kapitaludvidelsen i DONG og statens handel med Goldman Sachs og en række danske pensionskasser lover både Goldman Sachs og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu øget åbenhed over for Folketingets Finansudvalg.

I et interview med Berlingske i går sagde Goldman Sachs’ direktører Martin Hintze og Michael Bruun, at de vil »afvige fra den normale procedure« og give Finansudvalget »fuld åbenhed« om detaljerne i handlen.

Samtidig lovede finansminister Claus Hjort Frederiksen, at han i fortrolighed vil lade Finansudvalget se de konkurrerende bud, der blev givet i forbindelse med kapitaludvidelsen i DONG. Det har den tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) hidtil afvist.

Udover Finansministeriets lukkethed om de konkurrerende bud har Goldman Sachs tidligere afvist at fortælle, hvem investorerne er i deres kapitalfond i Luxembourg, som for otte milliarder kroner købte en ejerandel på 18 pct. i DONG.

Netop det spørgsmål er et af dem, som Enhedslisten vil bruge Goldman Sachs nye åbenhedsløfte til at få besvaret.

»Det vil i den grad være en af de ting, som jeg vil rejse,« siger partiets finansordfører Pelle Dragsted.

»Det er da i den grad i danskernes interesse at vide, hvem det egentlig er, der nu er medejer af vores fælles statslige energiselskab, hvem der står bag, og hvordan de investeringer er placeret,« siger han.

Hos Dansk Folkeparti, der har været en anden stærk kritiker af forløbet omkring DONG-handlen med Goldman Sachs, glæder finansordfører René Christensen sig over den pludselige åbenhed. Også når det gælder spørgsmålet om, hvem investorerne bag DONG-købet er.

»Jeg forventer da, at Goldman Sachs også svarer på dét. Ellers er der jo ikke åbenhed,« siger han.

Men hvem investorerne bag Goldman Sachs DONG-køb er, og hvem der i realiteten ejer de 18 pct. af DONG, vil Goldman Sachs trods løfterne om åbenhed fortsat ikke fortælle.

I stedet oplyser Goldman Sachs’ pressekontor i London, at de »ikke vil kommentere yderligere på sagen«, og at den danske direktør, Michael Bruun, heller ikke vil stille op til andre interview end det, han gav til Berlingske i går.

Direkte adspurgt vil Goldman Sachs heller ikke kommentere, om Folketingets Finansudvalg kan få oplysningerne om kapitalfondens investorer, hvis partierne ønsker det. Heller ikke selvom Goldman Sachs-direktør Martin Hintze i går sagde til Berlingske: »Vi har intet at skjule og ser derfor heller ingen grund til at indskrænke medlemmerne af finansudvalgets mulighed for at gennemgå det, de har brug for.«

Åbenhed om skattetænkning

Oplysningerne om, hvem investorerne er i Goldman Sachs’ Luxembourg-selskab, er det ellers kun Goldman Sachs, der kan give Finansudvalget.

Den daværende finansminister Bjarne Corydon har tidligere, blandt andet i et skriftlig svar til Folketinget den 15. januar 2014, oplyst, at »ministeriet ikke har kendskab til identiteten på de ultimative investorer« i Luxembourg-selskabet. »Noget af det, der udestår, er jo at få et klart billede af Goldman Sachs’ skattetænkning,« siger Pelle Dragsted.

Og for at vide det, er det nødvendigt at kende investorerne i Goldman Sachs’ luxembourgske kapitalfond.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen vil ikke kommentere sagen, før han har haft mødet med Finansudvalget, hvor Folketingets partier har haft mulighed for at gennemgå de konkurrerende bud.

Både Pelle Dragsted og René Christensen undrer sig over, hvorfor en helt ny finansminister pludselig vil lade Finansudvalget se de konkurrerende bud, når den tidligere finansminister i mere end et år nægtede Finansudvalget præcis det samme.

»At en finansminister, der – undskyld udtrykket – er fem minutter gammel kan gå ud og sige, at hvis det er en forespørgsel, der kommer fra Finansudvalget, så vil jeg da imødekomme den, det er helt nye toner,« siger René Christensen.

Han advarer finansministeren mod kun at give Finansudvalget lejlighed til at stille de spørgsmål, som partierne har, på dette ene møde.

»Jeg vil blive meget skuffet, hvis man laver et møde, hvor der ligger 1.500 papirer på et bord, og så har vi halvanden time til at kigge på det. Så er det jo ligegyldigt,« siger han.

I stedet forventer René Christensen, at der bliver et »forløb«, hvor Finansudvalget får mulighed for at få besvaret alle de spørgsmål, partierne måtte have.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Selch
  • erik mørk thomsen
  • Torben Arendal
Torben Selch, erik mørk thomsen og Torben Arendal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Klausen

"Men hvem investorerne bag Goldman Sachs DONG-køb er, og hvem der i realiteten ejer de 18 pct. af DONG, vil Goldman Sachs trods løfterne om åbenhed fortsat ikke fortælle."

kan det komme bag på nogen....? og så at det er en del af vores infrastruktur som skulle laves grøn, nu har hemmelig ejer... hahaha ja den er god.

Jacob Mathiasen, Henrik Christensen, Kirsten Lindemark, John Hansen, Ole Hansen, Anne Eriksen, Hanne Ribens, kjeld jensen, Carsten Wienholtz, Bodil Waldstrøm, lars abildgaard og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Hvordan er demokratiet i staten Danmark kommet så langt ud, at et privat firma bestemmer, hvad vores valgte folketingmedlemmer må eller ikke må se!
Det er problemet!

Mark Strøm, Jacob Mathiasen, Henrik Christensen, Kirsten Lindemark, John Hansen, Anne Eriksen, Hanne Ribens, kjeld jensen, Per Hansen, Carsten Wienholtz, Tue Romanow, Bodil Waldstrøm, Torben Arendal, lars abildgaard og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Er det den nyansatte GS-medarbejder Anders Foghs spin, der her viser sig? Finansudvalget - endsige Folketinget og befolkningen - vil tilsyneladende ikke få noget at vide.

Mig bekendt, er det ikke ret længe siden, at Folketinget besluttede en alvorlig stramning af reglerne for, at ejerforhold skal registreres i Selskabstyrelsen ! Goldmann Sachs er ikke ejeren, men formidleren !

Henrik Christensen, Kirsten Lindemark, Torben Arendal og kjeld jensen anbefalede denne kommentar

Man kan kun sige en ting,Hedgefonde og kapitalfonde er trusel mod et værdigt liv for ,det meste af verdens befolkning,de har overhalet Hitler i umenneskelig værdighed

GS giver finansministeren lov til at fremlægge oplysninger i ministeriets besiddelse - til hvem han har lyst til. Om han gør dette fuldt ud, er op til ministeren.
Deri ligger sikkert ikke GS' s mellemhandlerrolle og skattelypartnere.

Jeg syntes det allerstørste problem er at den slags tvivlsomme firmaer (GS) kan drive forretning uden at betale skat.

Finn Dalgård

Er det normalt, at investeringsselskaber oplyser, hvis penge de har købt hvad for?
Oplyser mit pensionsselskab til aktieselskabers andre aktionærer, at det er mine penge penge, der er investeret?
Hvorfor er det overhovedet interessant?
Mht. skattely, så ophører det jo, når EU m.fl. engang kommer så langt. Indtil må vi jo finde os i, at det er lovligt.