Nyhed
Læsetid: 1 min.

Hedegaard kritiserer Venstres slækkede klimamål

Indland
21. august 2015

Nu går også en af de tunge stemmer i den internationale klimadebat i rette med Venstre-regeringens beslutning om at sænke Danmarks klimamål kort inden klimatopmødet COP21 i Paris.

Timingen er ikke ligefrem »supergod«, fastslår tidligere klimaminister og EU-klimakommissær Connie Hedegaard over for Ritzau.

Ifølge klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt vil Venstre svække målet i den tidligere regerings klimalov. Den siger, at Danmark i 2020 skal sænke CO2-udslippet med 40 procent fra 1990-niveau. Men 37 procent er nok, meldte Lilleholt onsdag.

Ifølge Hedegaard kan man altid diskutere procenten, der i 2014 blev fastsat i SR-regeringens klimalov med støtte fra SF, Enhedslisten og De Konservative.

»Timingen er ikke god for et af verdens mest ambitiøse lande. Men lad os nu se, om de har flertal for det. Jeg kan læse mig til, at den konservative klimaordfører – med opbakning i folketingsgruppen – siger, at det vil de ikke være med til,« siger Hedegaard.

»Det vil sige, at flertallet bag klimaloven og de 40 procents CO2-reduktion i 2020 lader til at være intakt,« tilføjer hun.

Lars Chr. Lilleholt finder det for dyrt for erhvervslivet at skære CO2-udledningen 40 procent. Han er tilfreds med tiltagene i det gældende energiforlig, som i sig selv vil sikre 37 procents reduktion.

Connie Hedegaard kalder det »et problematisk signal« at meddele, at Danmark i 2015 allerede har tilrettelagt alle politikker, der skal sættes i værk frem mod 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Regeringen bør redegøre for om hvordan optag og udledninger fra arealanvendelsen inklusiv skovene medregnes. Medregnes det efter de EU aftalte regler, så er der noget, der tyder på, at hverken 37% eller 40% er særligt ambitiøst.