Læsetid 4 min.

En helt særlig mand

Fællesskabsprisen uddeles for andet år i træk for at sætte fokus på helt almindelige mennesker, der hjælper andre. En af vinderne er Taxa-Arne
Mie Caroline Olesen er en af de børn, Arne Pedersen hver dag transporterer til og fra skole. Her siger Mie farvel til ham efter at have kørt fem minutter fra Bakkeskolen til sit hjem i Gladsaxe.

Mie Caroline Olesen er en af de børn, Arne Pedersen hver dag transporterer til og fra skole. Her siger Mie farvel til ham efter at have kørt fem minutter fra Bakkeskolen til sit hjem i Gladsaxe.

Ulrik Hasemann
19. august 2015

I hjørnet af forruden sidder en lille elefantbamse, afbleget af solen, og skæver i retning af en mand med panamahat og mørke solbriller. Elefanten har siddet der i 20 år. Den er en gave til manden med hatten, Arne Pedersen eller bare Taxa-Arne, der er taxachauffør og i 30 år har kørt børn med mentale handicap til og fra skole.

Arne Pedersen er en ud af ti vindere af Fællesskabsprisen 2015. For andet år i træk uddeles prisen, som er stiftet af Mette Frederiksen og 11 organisationer og virksomheder, for at hylde helt almindelige mennesker, der gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet i Danmark.

Taxa-Arne blev nomineret, fordi han ifølge forældrene til de børn, han har kørt frem og tilbage mellem skole og hjem igennem flere årtier, har gjort en forskel for deres børn.

»De mindste børn, der kører med Arne, drømmer om at blive som ham, når de bliver store. De vil køre taxa og gå med Panamahat. Og de store børn vil bare gerne køre med Arne, for det er så hyggeligt i hans bil,« skrev Ann Britt Donovan, der er mor til Sigurd, da hun nominerede Arne Pedersen til Fællesskabsprisen.

Arne Pedersen er 71 år og kører i denne uge sine sidste taxature. Han ville egentlig gerne have fortsat med at være taxachauffør for børnene, men Gentofte Kommune har skåret i budgetterne og er gået over til større busser med skiftende chauffører.

Denne eftermiddag, da Taxa-Arne nærmer sig Søgaardsskolen, som er en specialskole i Gentofte for børn med særlige behov, kører en bil forbi Arnes store taxa og dytter. Kvinden i bilen stopper på villavejen foran Søgaardsskolen og vinker ud igennem vinduet til Arne.

taxa-arne

Arne har altid sin hat på. Børenene ved at man absolut ikke må røre den. Ligesom de ved at der hver tirsdag og torsdag er tyggegummi, hvis de husker at sprøge om det. Det plejer de at gøre. "De har en hukommelse som en elefant", siger Arne. 

Ulrik Hasemann

»Hej Arne, tillykke med nomineringen!« siger hun.

Arne letter på panamahatten.

»Vi savner dig. Max nægter at køre med taxa nu, fordi han ikke kender dem, der kører bilen,« siger Max’ mor.

Arne parkerer foran Søgaardsskolen, hvor han skal hente tvillingerne Adam og Thomas og transportere dem til et aflastningssted i Hareskov. Tvillingerne er nogle af de eneste børn, der er omfattet af taxaordningen lidt endnu.

»Tillykke,« råber en forbipasserende, da Arne stiger ud af taxaen. En af Søgaardsskolens pædagoger hilser på Arne og følger med ham over til taxaen, hvor tvillingerne allerede er hoppet ind.

Pædagogen hedder Pernille. Som barn kørte hun med Arnes taxa til og fra samme skole og har sidenhen formået at få en uddannelse som pædagog på trods af sit mentale handicap.

Det er hende, der har givet Arne elefanten, der sidder i hjørnet af forruden i taxaen. »Da Pernille var ni år, havde jeg været ude at rejse, og så ville hun gerne med ud og hente mig i lufthavnen. Hun havde elefanten med som gave til mig, fordi hun vidste, at jeg samlede på elefanter i alle afskygninger,« fortæller Arne.

Arne er på Søgaardskolen for at hente børn. Så snart han er trådt ud af taxaen, kommer en dreng løbende og giver ham et kram. Det er ikke ham Arne skal hente, men han kender mange af børnene på skolen. Omkring 120 gætter han på. 

Ulrik Hasemann

Da jeg spørger, hvor gammel Pernille er nu, kigger han ned i sin kalender.

»27 år til oktober,« siger han. Arne har alle sine passagerer, eller børn, som han kalder dem, tastet ind i sin kalender på sin smartphone. På den måde kan han huske at sende en sms, når de har fødselsdag, ligesom han også plejer at sætte et flag op i taxaen.

Tyggegummi og pusterum

Vi befinder os på motorvejen på vej til Hareskov. Turen til aflastningsstedet Birketoften tager 12 minutter. Tvillingerne Adam og Thomas har deres hoveder begravet i iPads, og ifølge Arne er den lille tur et godt pusterum for de to drenge.

»Må jeg få noget tyggegummi,« spørger Thomas.

»Hvad er det, det hedder?« spørger Arne og kigger på Thomas igennem bakspejlet.

»Må jeg bede om et tyggegummi,« retter Thomas, og Arne finder en slidt, lyserød æske frem mellem fører- og passagersædet.

»Vi har tyggegummidag, eller t-dag, som vi kalder det. Hver tirsdag og torsdag får børnene lov til at få et tyggegummi. Det er kun på særlige dage, for så er det pædagogiske indslag, at de skal lære ugedagene,« siger Arne og rækker Thomas og Adam æsken med sukkerfrit lakridstyggegummi.

Det er de små ting som tyggegummidagene og fødselsdagssms’erne, der ifølge Ann Britt Donovan, har gjort, at Arne Pedersen fortjener at vinde Fællesskabsprisen. Ann Britt Donovan er mor til Sigurd, der har kørt taxa med Arne i seks år.

»Han har været et fast holdepunkt for vores børn, fordi han er så nærværende og omsorgsfuld. Mine to mindre børn har altid været vilde med Arnes bil, han har tyggegummi med, han joker med børnene, og han er lidt en lynafleder, hvis børnene har haft en dårlig dag. Han viser oprigtig interesse, som han fortjener anerkendelse for,« siger Ann Britt Donovan.

Ulrik Hasemann

Arne Pedersen er stolt over at være nomineret til Fællesskabsprisen.

»Det kom bag på mig at blive nomineret. Det er sådan noget, man bliver, hvis man er højt på de sociale rangstiger eller har reddet nogen op fra det dybe hav. Jeg har bare transporteret børn fra A til B,« siger Arne Pedersen. Taxa-Arne er ankommet til aflastningsstedet Birketoften i Hareskov. Adam og Thomas springer ud af bilen og råber farvel i kor. Det er en af de sidste ture, Arne har haft med Adam og Thomas. Det, han kommer til at savne allermest ved sit arbejde, er børnene.

»Jeg kører jo med de samme unger og lærer dem og deres familier at kende. Min telefon bliver frygtelig stille, når der ikke tikker beskeder ind længere. De er næsten som mine egne børn,« siger Arne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Keld Albrektsen
    Keld Albrektsen
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
Keld Albrektsen, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

Flot gjort Arne. Der skulle være flere af din type i taxaerne. Jegkører ofte med taxa. De fleste gange er chaufførerne sure og røvkedelige. Du skulle tage et job som konsulent for Taxadriverne og lærer dem noget om god kundeservice.
For du lyder som da forfatteren, Soya, skrev vores hushjælp er psykolog, men hun ved det desværre ikke.
Katho

Gert Romme, Claus Rosengaard, Karsten Aaen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Du kunne oprette privat taxa service arne - jeg kan forstå, at du har et solidt kundegrundlag, som vil savne dig.