Baggrund
Læsetid: 2 min.

Hver dag tæller for Usama Bilal

Usama, 13 år, venter på familiesammenføring i et telt foran Udlændingeservice i Ryesgade. Han så sin mor dø i krigen i Syrien, hvor hans søskende stadig er i fare, fortæller han
13-årige Usama Bilal har slået sig ned i et telt foran Udlændingeservice i København.  I september 2014 fik han opholdstilladelse. 6. marts 2015 søgte han familiesammenføring med sine søskende.  Han har stadig ikke fået en afgørelse. Han er en del af en gruppe af flygtninge fra Syrien, som sultestrejker i protest mod Udlændingeservices sagsbehandling.
Indland
15. august 2015

Usama Bilal, 13 år, har fået en god nyhed: Hans søsters arm er reddet.

Han fortæller sin historie ved hjælp af en tolk.

Information har ikke haft mulighed for at efterprøve den, men her er, hvad han fortæller:

Hans mor og far er døde. Sammen med sin onkel flygtede han via Tyrkiet og Italien til Danmark.

I september 2014 fik han opholdstilladelse. 6. marts 2015 søgte han familiesammenføring med sine søskende. Han har stadig ikke fået en afgørelse.

Han er en del af en gruppe af flygtninge fra Syrien, som sultestrejker i protest mod Udlændingeservices sagsbehandling.

For halvanden uge siden blev en af hans søskende såret i krigen i Syrien.

»Mit hjem blev ramt under et angreb. En af mine søstre stod til at skulle have amputeret sin arm. Men det er lykkedes at redde armen,« fortæller han.

Usama Bilal er fåmælt og nøgtern. Som om drengen er et sted hinsides sin egen historie. Hinsides krigen i Syrien, hinsides teltet i Ryesgade og hinsides journalisten her.

Hvis Usama Bilal har brug for at holde sin historie fra livet, er det måske til at forstå.

»Begge mine forældre er døde. Min far ved jeg ikke så meget om. Men min mor døde i forbindelse med en stor eksplosion i den by, hvor min onkel bor. Det var frygteligt.«

Usama Bilal så det ske: »Jeg var der, da det skete. Det var en raket, der ramte. Jeg var i et andet rum. Raketten ramte præcis det rum, min mor var i.«

Usama fortæller, at allerede ved det angreb blev hans søskende ramt af mindre fragmenter. Angrebet drev Usama Bilal på flugt.

»Efter min mor døde flygtede jeg med min onkel. Der var krig, jeg havde ikke noget valg.«

Rejsen foregik via Tyrkiet, som de nåede til ved at vandre nat og dag gennem tæt skov. De tog færgen til Italien. Derfra rejste de med bil til Danmark.

»Jeg kendte intet til Danmark. Men jeg havde hørt, at jeg havde nogle grundlæggende rettigheder her,« siger han.

Derfor har Usama Bilal forladt huset i Værløse, hvor han bor til daglig med sin syge onkel, derfor ligger han i teltet på fortovet foran Udlændingeservices indgang.

»Jeg er her, fordi jeg vil have mine søskende herop i sikkerhed,« siger han.

Flygtningene protesterer både imod Udlændingeservices langsommelighed samt den behandling, de får, forklarer den 13-årige:

»Selv da chefen kom ud, gad hun ikke engang kigge på mig. Jeg følte mig som en hund.«

I en e-mail til Information afviser Udlændingeservice, at deres medarbejdere skulle optræde arrogant:

»Vi kan ikke genkende, at vores medarbejdere skulle have opført sig som beskrevet. Vi har løbende haft en rigtig god dialog, og vi er kede af, hvis nogen har fået et dårligt indtryk,« skriver kontorchef Merethe Nord Philip.

I Damaskus i Syrien levede Usama Bilal et helt almindeligt liv, han gik i skole og hang ud med sine venner, når han havde fri.

Nu hænger det på ham at få sine søskende i sikkerhed. Han får hjælp fra en jurastuderende, som på frivllig basis arbejder med hans sag.

»Jeg savner min mor og far,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her