Læsetid: 6 min.

’Hver gang vi sælger 500 tørklæder, sælger vi en niqab’

En muslimsk modebutik er kommet i modvind, efter en lokalpolitiker kritiserede dens salg af muslimske klædedragter. Information har været en tur på det ydre Nørrebro i København for at se på tøjmode og tale om ligestilling
Der er ikke meget salg i de helt tildækkede dragter, fortæller butiksejer på Nørrebro, Rawdah Hassan.

Sigrid Nygaard

14. august 2015

Blusen har lyserøde blomster broderet over brystpartiet, og på det tilhørende tørklæde er der syet en lyserød streg ind, der matcher mønstret. Den hænger i et lille udstillingsvindue på Mimersgade i København, hvor forbipasserende gennem ruden kan udse sig sommerens nyeste festskrud eller blive fristet af den udstillede badedragt, der udover blusen med de lyserøde blomster, er sort og består af bukser og tørklæde.

Butikken hedder Hijab Hus, og her kan muslimske kvinder købe den seneste mode inden for blandt andet tørklæder og abayaer (en løs kåbelignende kjole, red.).

For nogle dage siden slog det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen Lars Aslan Rasmussen et billede op på Facebook af selv samme udstillingsvindue. I opslaget skriver Lars Aslan Rasmussen, at »det er trist, at der i 2015 er marked for noget, som repræsenterer alt andet end ligestilling mellem mænd og kvinder«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

”Som demokrat burde man acceptere alle former for beklædning. Vi lever i et frit land, og så må folk acceptere, hvordan kvinder vil gå klædt, uanset om det er i niqab eller bikini”, siger indehaveren af Hijab House, og så kan man jo gruble lidt over, hvor meget demokratisk sindelag mange troende muslimer i Danmark egentlig rummer, når man ikke tillader sine kvinder, at de selv kan bestemme over deres eget liv og påklædning fra det fyldte 18. år, hvor de bliver voksne og juridisk myndige.

Muslimske kvinder skal naturligvis have lov til, at gå klædt nøjagtig som det passer dem, men det store problem gennem mange år har jo netop været, at ikke ret mange private og offentlige arbejdsgivere vil bruge mennesker på arbejdspladserne, der insisterer på at bære religiøse klæder, og i det hele taget kræver særlige religiøse hensyn som blandt andet at kunne bede til Allah i arbejdstiden. Eller de muslimske ægtemænd, der ikke tillader, at deres koner arbejder sammen med danske mænd, fordi det strider imod familiens ære og principperne i Koranen.

Heri ligger nok forklaringen på de mange følelsesladede reaktioner hos Facebook samt andre, nemlig at titusinder af muslimske kvinder i den erhvervsaktive alder, reelt aldrig har stået til rådighed for arbejdsmarkedet på linje med de etniske kristne og ateistiske kvinder. Udelukkende fordi de selv og deres familier insisterer på, at de nærmest skal være tildækket fra top til tå, hvis de skal arbejde sammen med ikke-muslimer på en arbejdsplads.

Lige netop dèt faktum har gennem de sidste 30 år slået enhver snak om social lighed og retfærdighed på arbejdsmarkedet i stykker, takket være en misforstået tolerance og positiv diskrimination af muslimer fra myndighedernes side, der har resulteret i et dagligt gadebillede af muslimske kvinder, der bare går rundt og laver ingenting andet end at være hjemmegående mødre.

Hvis etniske kristne danske kvinder i den erhvervsaktive alder stillede de samme krav som de muslimske kvinder om, at kunne bære religiøse tørklæder og klæder i arbejdstiden, hvad enten det er frivilligt eller pålagt af familien, ja, så ville de omgående blive sendt på gaden af enhver arbejdsgiver under henvisning til, at enhver må holde sin religion og tro inden for de private rammer, og ikke bringe det ind på arbejdspladserne eller i institutionerne med uddannelse.

Ingen herhjemme forsvarer de etniske kristne danske kvinders ret til at gøre det samme, altså iklæde sig religiøse klæder på arbejdet, men når det handler om muslimske kvinder – og mænd – skal der forunderligt nok altid udvises særlige religiøse hensyn i mangfoldighedens og tolerancens hellige navn. Ellers skal nationens selvudråbte humanister og de muslimske organisationer nok sørge for, at de pågældende arbejdsgivere omgående bliver miskrediteret i offentligheden som racister og islamofober.

Danmark fejrer i år et fornemt 100-års jubilæum for den indførte stemmeret og ligestilling til kvinderne i 1915, og dèt er noget vores lille nation virkelig kan være stolte af, når man ser på hvordan kvinder bliver mishandlet åndeligt og sjæleligt som andenrangspersoner inden for andre religioner og kulturer. Ligesom vi kan være stolte af den kendsgerning, at vi gennem de sidste 40 år har fået ligestillingen udbredt i et omfang, som ikke ret mange nationer på kloden er i stand til at matche på tværs af kultur og religion.

Men hvis begreber som ligestilling og social retfærdighed overhovedet længere skal have nogen som helst betydning i virkelighedens Danmark anno 2015, ja, så kræver det ganske enkelt, at muslimske kvinder – og mænd – i den erhvervsaktive alder, èn gang for alle forstår, at hvis de vil nyde de samme økonomiske og sociale velfærdsrettigheder som den etniske danske kristne og ateistiske majoritetsbefolkning, ja, så må de stå aktivt til rådighed for arbejdsmarkedet uden krav om, at de absolut har ret til at bære religiøse klæder og tørklæder som betingelse for at gå på arbejde.

Alle trossamfund skal holde religion adskilt fra arbejdslivet og uddannelseslivet.