Baggrund
Læsetid: 6 min.

’Hver gang vi sælger 500 tørklæder, sælger vi en niqab’

En muslimsk modebutik er kommet i modvind, efter en lokalpolitiker kritiserede dens salg af muslimske klædedragter. Information har været en tur på det ydre Nørrebro i København for at se på tøjmode og tale om ligestilling
Der er ikke meget salg i de helt tildækkede dragter, fortæller butiksejer på Nørrebro, Rawdah Hassan.
Indland
14. august 2015

Blusen har lyserøde blomster broderet over brystpartiet, og på det tilhørende tørklæde er der syet en lyserød streg ind, der matcher mønstret. Den hænger i et lille udstillingsvindue på Mimersgade i København, hvor forbipasserende gennem ruden kan udse sig sommerens nyeste festskrud eller blive fristet af den udstillede badedragt, der udover blusen med de lyserøde blomster, er sort og består af bukser og tørklæde.

Butikken hedder Hijab Hus, og her kan muslimske kvinder købe den seneste mode inden for blandt andet tørklæder og abayaer (en løs kåbelignende kjole, red.).

For nogle dage siden slog det socialdemokratiske medlem af Borgerrepræsentationen Lars Aslan Rasmussen et billede op på Facebook af selv samme udstillingsvindue. I opslaget skriver Lars Aslan Rasmussen, at »det er trist, at der i 2015 er marked for noget, som repræsenterer alt andet end ligestilling mellem mænd og kvinder«.

Ziad al-Hassan står i døråbningen til butikken Hijab Hus, der ligger på Mimersgade på det ydre Nørrebro. Han er gift med Rawdah Hassan, der ejer butikken. Ziad plejer ikke være der, men siden Lars Aslan Rasmussen slog billedet op af Rawdahs butik på Facebook, har hun fået sin mand til at være i butikken sammen med hende. Opslaget har nemlig fået flere til at skrive fjendtlige beskeder til Rawdah.

»Jeg blev lidt bange efter al den opmærksomhed på Facebook. Der har været folk, der har henvendt sig, som har sagt, at vi burde lukke vores butik, og at den ikke hører hjemme i Danmark,« fortæller Rawdah Hassan.

På udkig efter festtøj

Den lille, sirligt indrettede butik er fyldt med farvestrålende stoffer og lange, løse kjoler i forskellige farver, mønstre og former. I den bagerste ende af lokalet står en enkelt mannequin med en sort hovedbeklædning, der dækker hele ansigtet på nær øjnene. Ved siden af er opstillet mannequiner på række med de mere almindelige hijaber, der kun dækker kvindernes hår. Nogle af dem er udsmykket med pailletter, glinsende sten og blomster.

I sit Facebookopslag skriver Lars Aslan Rasmussen, at butikken på Mimersgade på Nørrebro sælger beklædningsdragter, hvor man kun kan se kvindernes øjne, men ifølge butikkens ejer er der ikke meget salg i de helt tildækkede tørklæder.

»Hver gang vi sælger 500 tørklæder, sælger vi måske en niqab,« fortæller Rawdah Hassan.

En somalisk kvinde kommer ind med sin datter Maryan på syv år i hånden. Moderen peger på et tørklæde, der er snoet om en mannequin på en hylde oppe under loftet.

»Søster, må hun prøve det blå?« spørger hun henvendt til Rawdah, der står bag disken.

Rawdah henter en stol fra baglokalet og rækker Maryan den blå hijab. Maryan tager sit tørklæde af og afslører et utal af brune fletninger, før hun tager det blå tørklæde om hovedet og kigger sig i spejlet. Hun ser tilfreds ud ved synet, men vil også gerne have et grønt, som hun forelskede sig i, sidste gang de besøgte butikken.

»Maryan kan godt lide farver,« griner hendes mor og ryster på hovedet.

En ung kvinde træder ind i butikken sammen med sin veninde. Med Rawdahs hjælp udvælger hun sig et bordeaux tørklæde, der smyger sig tæt til ansigtet og fremhæver hendes store, brune øjne, da hun prøver det på. En ældre dame kigger på en abaya med pailletter, mens en yngre pige har udset sig et sort tørklæde med sølv similisten. Ved kassen får hun lov af sin mor til at købe en skabelon, så hun kan udsmykke sine hænder og fødder med mørkerøde hennablomster.

Ifølge Rawdah er kvinderne, der handler i butikken mellem 14 og 80 år. Mange af kunderne kommer fra Mellemøsten eller Afrika, men også etniske danskere og ikketroende køber af og til tøj i butikken.

Ligestilling og niqab

Rawdah og Ziad er ærgerlige over, at der er mange i Danmark, der tror, at deres butik er et udtryk for undertrykkelse af kvinder. De undrer sig over, at politikerne af og til kritiserer tørklædet i den offentlige debat. Fordi debatten denne gang er gået ud over deres forretning, har de følt sig nødsaget til at blande sig på Facebook.

På Hijab Hus’ Facebookvæg har Ziad og Rawdah skrevet, at de oplever, at det er »kvinderne selv, der vælger at gå sådan. Det er deres ret og i langt de fleste tilfælde deres eget valg, og vi støtter deres frihed i forhold til at vælge, hvad de vil gå i«. Samtidig slår de fast, at kun en meget lille procentdel af deres udvalg af muslimsk mode dækker hele ansigtet.

Ifølge socialsociolog Connie Carøe Christiansen, der har undersøgt muslimske minoriteter i Danmark og i mange år har arbejdet med ligestilling af kvinder, kan man ikke ud fra mængden af tøj på kroppen sige noget om, hvorvidt kvinder er ligestillede.

»Man kan være afklædt og ikke-frigjorte, og man kan være påklædt og frigjort, men jeg tror, at man skal passe meget på med at slutte graden af frihed hos kvinder ud fra graden af tøj på huden,« siger Connie Carøe Christiansen.

Men Lars Aslan Rasmussen står fast på kritikken.

– Var du klar over, at butikken ikke sælger særlig mange niqaber i forhold til almindelige tørklæder, da du lagde billedet op af Hijab Hus’ udstillingsvindue på Facebook?

»Nej, det var jeg ikke, men almindelig hijab er for mig at se også et udtryk for et konservativt livssyn. Nu har jeg selv en far, der er fra Tyrkiet, hvor langt de fleste ikke går med tørklæde på den måde. At gå tildækket på den måde betyder, at man er meget religiøs. Det, synes jeg, er et tilbageskridt for ligestillingen.«

– Hvorfor påstår du, at tildækket tøj er et udtryk for kvindeundertrykkelse?

»Når der er noget tøj, man skal gå i, fordi man er et bestemt køn, altså, at man skal skjule sit hår og sit ansigt og hele kroppen, så er det for mig at se et udtryk for et problem med ligestilling,« siger Lars Aslan Rasmussen.

– Men hvad bygger du den påstand på, når du kan høre, at studier viser, at rigtig mange kvinder selv vælger at gå klædt, som de gør?

»Jeg har aldrig nogensinde udtalt mig om, at de ikke selv har valgt det. Det er der sikkert rigtig mange, der har, men der er så også nogen af dem, der er tvunget til at gå klædt på den måde. Men det gør det ikke bedre for mig, at de selv vælger det. Det er stadigvæk for mig at se et udtryk for et forkert kvindesyn, at man skal gå tildækket klædt, fordi man er kvinde.«

– Ifølge butiksejeren af Hijab Hus har de efterfølgende fået henvendelser fra folk, der mener, at butikken ikke hører hjemme i Danmark – er du enig i det?

»Nej, for jeg skrev i min opdatering, at jeg ikke vil lovgive mod det. I forhold til hvad jeg selv har modtaget af trusler og hadebeskeder, så tror jeg nok, at Hijab Hus overlever. Jeg kan ikke gøre for, hvad der findes af danskere, der ikke mener, at man bør have sådan en butik her.«

I dag har Rawdah en koboltblå abaya på og et lilla tørklæde om hovedet. For Rawdah er det allervigtigste ved hendes påklædning, at hun føler sig godt tilpas i det, hun har på. Under hendes lange kjole kan man skimme et par sorte New Balance-sko. »Personligt ville jeg føle mig nøgen, hvis jeg gik på gaden uden min hijab, men folk må selvfølgelig gå i, hvad de vil,« siger Rawdah og hendes mand er enig:

»Som demokrat burde man acceptere alle former for beklædning. Vi lever i et frit land, og så må folk acceptere, hvordan kvinder vil gå klædt, uanset om det er i niqab eller bikini.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Liliane Murray

Erasmus Montanus?

Ole Brockdorff

”Som demokrat burde man acceptere alle former for beklædning. Vi lever i et frit land, og så må folk acceptere, hvordan kvinder vil gå klædt, uanset om det er i niqab eller bikini”, siger indehaveren af Hijab House, og så kan man jo gruble lidt over, hvor meget demokratisk sindelag mange troende muslimer i Danmark egentlig rummer, når man ikke tillader sine kvinder, at de selv kan bestemme over deres eget liv og påklædning fra det fyldte 18. år, hvor de bliver voksne og juridisk myndige.

Muslimske kvinder skal naturligvis have lov til, at gå klædt nøjagtig som det passer dem, men det store problem gennem mange år har jo netop været, at ikke ret mange private og offentlige arbejdsgivere vil bruge mennesker på arbejdspladserne, der insisterer på at bære religiøse klæder, og i det hele taget kræver særlige religiøse hensyn som blandt andet at kunne bede til Allah i arbejdstiden. Eller de muslimske ægtemænd, der ikke tillader, at deres koner arbejder sammen med danske mænd, fordi det strider imod familiens ære og principperne i Koranen.

Heri ligger nok forklaringen på de mange følelsesladede reaktioner hos Facebook samt andre, nemlig at titusinder af muslimske kvinder i den erhvervsaktive alder, reelt aldrig har stået til rådighed for arbejdsmarkedet på linje med de etniske kristne og ateistiske kvinder. Udelukkende fordi de selv og deres familier insisterer på, at de nærmest skal være tildækket fra top til tå, hvis de skal arbejde sammen med ikke-muslimer på en arbejdsplads.

Lige netop dèt faktum har gennem de sidste 30 år slået enhver snak om social lighed og retfærdighed på arbejdsmarkedet i stykker, takket være en misforstået tolerance og positiv diskrimination af muslimer fra myndighedernes side, der har resulteret i et dagligt gadebillede af muslimske kvinder, der bare går rundt og laver ingenting andet end at være hjemmegående mødre.

Hvis etniske kristne danske kvinder i den erhvervsaktive alder stillede de samme krav som de muslimske kvinder om, at kunne bære religiøse tørklæder og klæder i arbejdstiden, hvad enten det er frivilligt eller pålagt af familien, ja, så ville de omgående blive sendt på gaden af enhver arbejdsgiver under henvisning til, at enhver må holde sin religion og tro inden for de private rammer, og ikke bringe det ind på arbejdspladserne eller i institutionerne med uddannelse.

Ingen herhjemme forsvarer de etniske kristne danske kvinders ret til at gøre det samme, altså iklæde sig religiøse klæder på arbejdet, men når det handler om muslimske kvinder – og mænd – skal der forunderligt nok altid udvises særlige religiøse hensyn i mangfoldighedens og tolerancens hellige navn. Ellers skal nationens selvudråbte humanister og de muslimske organisationer nok sørge for, at de pågældende arbejdsgivere omgående bliver miskrediteret i offentligheden som racister og islamofober.

Danmark fejrer i år et fornemt 100-års jubilæum for den indførte stemmeret og ligestilling til kvinderne i 1915, og dèt er noget vores lille nation virkelig kan være stolte af, når man ser på hvordan kvinder bliver mishandlet åndeligt og sjæleligt som andenrangspersoner inden for andre religioner og kulturer. Ligesom vi kan være stolte af den kendsgerning, at vi gennem de sidste 40 år har fået ligestillingen udbredt i et omfang, som ikke ret mange nationer på kloden er i stand til at matche på tværs af kultur og religion.

Men hvis begreber som ligestilling og social retfærdighed overhovedet længere skal have nogen som helst betydning i virkelighedens Danmark anno 2015, ja, så kræver det ganske enkelt, at muslimske kvinder – og mænd – i den erhvervsaktive alder, èn gang for alle forstår, at hvis de vil nyde de samme økonomiske og sociale velfærdsrettigheder som den etniske danske kristne og ateistiske majoritetsbefolkning, ja, så må de stå aktivt til rådighed for arbejdsmarkedet uden krav om, at de absolut har ret til at bære religiøse klæder og tørklæder som betingelse for at gå på arbejde.

Alle trossamfund skal holde religion adskilt fra arbejdslivet og uddannelseslivet.