Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hvor mange indlæggelser endnu, før Christina får førtidspension?

Siden Christina Fleischer i 2008 blev sygemeldt med stress og endte med en psykiatrisk diagnose, har hun været indlagt 16 gange. Selv om hun har fået tilkendt invalidepension fra sit pensionsselskab, mener kommunen, at 46-årige Christina stadig har en arbejdsevne, så hun kan blive selvforsørgende
46-årige Christina Fleischer har skizoaffektiv psykose, som er en forholdsvis sjældent forekommende tilstand, som er karakteriseret ved episodiske psykotiske episoder med depressive eller maniske træk, som optræder samtidig med skizofrene symptomer som f.eks. hørelses-hallucinationer og bizare vrangforestillinger.

Lærke Posselt

Indland
4. august 2015

Indlagt i oktober og igen i november 2008. Indlagt i august 2009. Igen i januar 2011 og september 2011. Igen i september 2012. Igen i maj og oktober 2013. Igen i juni, august og december 2014. Igen i marts, april og maj 2015 …

46-årige Christina Fleischer, som bor sammen med sin mand i en mindre lejlighed i Københavns almene boligbyggeri, bladrer gennem bunken af dokumenter i sin sag om førtidspension. Hun har selv arbejdet i årevis som sekretær på et hospital, og nu sidder hun her med sin egen svulmende sag: Statusattester, lægeudtalelser, progressionsrapporter, indlæggelsesjournaler, ansøgninger, skemaundersøgelser og sidst en række afslag.

Christinas diagnose kaldes skizoaffektiv psykose og defineres på en medicinsk hjemmeside som en forholdsvis sjældent forekommende tilstand, som er karakteriseret ved episodiske psykotiske episoder med depressive eller maniske træk, som optræder samtidig med skizofrene symptomer som f.eks. hørelseshallucinationer og bizarre vrangforestillinger.

Det er alt sammen beskrevet i detaljer i sagsmappen, når Christina er blevet indlagt som svært selvmordstruet og med hallucinationer om sin egen eller andres blodige kroppe. Men det er, som om dokumenterne i mappen peger hver sin vej: Der er lægernes vej, og der er kommunens vej.

Læs også: Regler om førtidspension anklages for at lade de svageste i stikken

Ét sted skriver en overlæge på Psykiatrisk Center for Frederiksberg og Vanløse således:

»Der vil permanent være en betydelig risiko for forværring af patientens helbred ved enhver form for beskæftigelsesindsats hos denne svært skrøbelige patient.«

Modtageenheden i Socialcenteret i Matthæusgade går en anden vej, da de skriver et afslag på førtidspension til Christina: »Begrundelsen er, at du efter vores vurdering har en arbejdsevne, som vil sætte dig i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.«

Fra stress til psykose

I kølvandet på at Christina i 2007 blev personaleadministrativ sekretær på hospitalets it-afdeling, blev hun sygemeldt med stress i 2008. Stressen udviklede sig til en depression, som derefter udviklede sig til en psykose. Hun var døgnindlagt i to måneder og blev udskrevet til daghospital i ni måneder.

Christina ville tilbage til sit job, så hun begyndte igen på nedsat tid. Først to timer om dagen, senere kom hun op på 20 timer om ugen. Men det var for hårdt.

»Jeg måtte tage gentagne pauser for at klare det«, som hun har forklaret i et af de mange bilag i sagsbunken.

Da Christinas chef ville have hende til at arbejde flere timer, endte hun med at blive langvarig sygemeldt og derefter afskediget i april 2009. Få måneder efter blev hun indlagt igen.

I september 2009 blev Christina tilknyttet en privat aktør, som skulle arbejdsprøve hende. Hun blev bl.a. observeret, mens hun på et værested lavede forskellige mønstre med mosaiksten, som skulle klæbes på pap og lakeres. Disse opgaver klarede hun tilfredsstillende.

Og selv om Christina havde mange sygedage – 20 ud af 54 mulige – og flere gange havde fortalt, at hun havde »brug for ro«, vurderede den private aktør, at en arbejdstid på »fire timer dagligt er realistisk inklusive pausebehov og frokost.« Det var dog en betingelse, at Christina kunne få brug for ro eller en hviledag, fordi hun ind i mellem var »skrøbelig« og »letpåvirkelig«.

Christina var stadig interesseret i at komme tilbage på arbejdsmarkedet: »Hun ønsker fortsat at ændre sin arbejdsmæssige situation, således at hun opnår nye erfaringer og mulighed for at anvende sine kompetencer i et anderledes miljø«, fremgår det af en progressionsrapport fra juli 2010.

I januar 2011 blev Christina kortvarigt indlagt med hypomani, og mod lægeligt råd tog hun i februar imod et tilbud om at blive sekretær for en overlæge på hospitalet. Men trods to praktikforsøg gik det galt. Ifølge »leverandørens bemærkninger« i en anden progressionsrapport måtte aktøren konkludere, at Christina ikke havde opnået den »rette progression i timetal, stabilitet i fremmøde og stabilitet helbredsmæssigt«.

En forkert vurdering

I en statsusattest fra en psykolog i september 2011 hed det om Christinas funktionsevne: »Aktuelt forventes en forværring af tilstanden ved enhver form for belastning. Hvis pt. (patienten, red.) i fremtiden skal kunne fungere på arbejdsmarkedet er en forudsætning herfor desuden tydelige rammer med klare, strukturerede og overskuelige arbejdsopgaver og begrænsede ydre stimuli.«

I mellemtiden var Christina sat i forbindelse med en ny privat aktør, som havde indledt et forløb med 15 timer om ugen bl.a. med foredrag om stresscoaching, positiv psykologi og mindfullness.

»Målet er (…) at hun gennem samtaler med jobkonsulent/coach bliver afklaret ift. hvad hun er i stand til at vende tilbage til.«

Christina magtede dog kun at deltage i halvdelen af de afsatte ti kursusdage: »Hun fortæller, at der ikke skulle meget til, før hun blev psykotisk, det kunne f.eks. være ved stress/press eller små konflikter.«

I september 2011 blev Christina indlagt med selvmordstanker. Efter udskrivelsen skrev en overlæge i april 2012 i en statusattest, at Christinas »aktuelle instabilitet resulterer i, at patienten mangler overblik og forholder sig urealistisk til konsekvenserne af sine handlinger. Imidlertid forventes, at patienten i mere stabil fase vil være i stand til at genoptage arbejde under nogle forudsigelige, overskuelige arbejdsbetingelser.«

Denne vurdering skulle senere vise sig forkert, selv om det i første omgang tilsyneladende gik fremad for Christina. Hun kom i arbejdsprøvning på sin gamle arbejdsplads. Ifølge en progressionsrapport fra juni 2012 var hun i uge 25 »nu oppe på 5 timer i 4 dage pr. uge = 20 timer pr. uge, som hun langsomt øger frem mod fuld tid.«

Da arbejdsprøvningen var overstået i juli, var vurderingen, at Christina »passer sin medicin og er stabil i en grad, hvor hun indgår i opgaveløsning og sociale sammenhænge på en arbejdsplads«, og derfor var hun klar til »ordinær ansættelse som vikar i 30 timer pr. uge«.

I juli 2012 blev hun tilbudt et vikariat på sin gamle arbejdsplads, som hun mod lægeligt råd påbegyndte den 1. september.

12 dage senere blev hun indlagt »på grund af tiltagende depressive symptomer, påtrængende selvmordstanker og planer om at springe ud fra en bro nær Vanløse Station«, som det blev noteret af en overlæge ved indlæggelsen. Christina blev kategoriseret til at være akut selvmordstruet. I en statusattest beskrev lægen, hvordan Christina »fortsat frembød psykotiske symptomer, ubehagelige hallucinationer og illusioner, hvor pt. ved mindste belastning (for eksempel deltagelse i morgenmødet) så medpt. med afhuggede, blodige lemmer, og kunne se sine egne arme skåret op og fulde af blod.«

Ved udskrivningen i slutningen af november 2012 blev det noteret, at »pt. på grund af den psykiske lidelses alvorlige prognose ikke vil kunne fastholde beskæftigelse på arbejdsmarkedets almindelige vilkår. Det skønnes derfor hensigtsmæssigt, at pts. arbejdsevne vurderes yderligere med henblik på afklaring af, om pt. opfylder betingelserne for tilkendelse af fleksjob eller førtidspension.«

Undgå enhver belastning

I marts 2013 talte Christina med en ny sagsbehandler i kommunen om førtidspension. I den forbindelse kom Christina til en ny undersøgelse hos den samme overlæge, der et år tidligere havde vurderet, at Christina i en mere stabil fase formentlig ville være arbejdsdygtig. Nu lød der andre toner fra overlægen:

»Med tiltagende kendskab til patienten er yderligere belyst en række symptomer, som patienten har været overbevist om, var sådan alle havde det og derfor har været sparsomt oplyst omkring, hvorfor tidligere vurdering i marts statusbedømmelse retrospektivt må siges at have været for optimistisk.«

Om Christinas funktionsniveau mente overlægen, at det aktuelt var »ganske dårligt, på sigt en forhåbning om at opnå en større grad af stabilitet«, og derfor var hendes konklusion:

»Der vurderes at være betydelig risiko for forværring af symptomer ved belastning, herunder praktik og patientens aktuelle tilstand. Forværring i aktuelle tilstand vil lede til behov for genindlæggelse i Psykiatrisk Afdeling.«

Derfor måtte »på nuværende tidspunkt (…) enhver form for beskæftigelsesafklarende indsats frarådes.«

Før Christina fik søgt om førtidspension på ny, blev hun indlagt i maj 2013 i fem uger.

I juni 2013 sammenfattede Kommunens jobcenter lægernes skøn:

»Indstillinger fra behandlende læger: Risiko for forværring, hvorfor enhver form for beskæftigelsesafklarende indsatser frarådes aktuelt. Der forventes varige skånebehov, men som kommunen straks pointerede, »tilstanden er ikke stationær.«

Så »længe der fra lægelig side ikke er givet besked om, at borger befinder sig i en stationær, stabil og god fase«, mente kommunen dog ikke, at det var »hensigtsmæssigt at lade borger deltage i beskæftigelsesfremmende aktiviteter«. Konkusionen var, at »omfanget af funktionsnedsættelsen kan aktuelt ikke vurderes«, og derfor skulle kommunen tre måneder senere bede om en ny statusattest.Da overlægen så dette, sendte hun straks en slags protest. En udtalelse tre måneder senere ville ikke være anderledes: »Der vil permanent være en betydelig risiko for forværring af patientens helbred ved enhver form for beskæftigelsesindsats hos denne svært skrøbelige patient«, lød overlægens vurdering.

I juli 2013 søgte Christina førtidspension »på det foreliggende dokumentationsgrundlag«, altså uden nye lægelige undersøgelser.

Af et dokument fra midten af oktober 2013 fremgår det, at Christina med hjælp fra en sagsbehandler og en psykolog fra det distriktspykiatriske center har besvaret en række spørgsmål. Et af dem lyder: Hvordan ser du din fremtid på arbejdsmarkedet?

»Da jeg oftest kun kan være sammen med andre mennesker i maks. 30 min., er det svært for mig at se en fremtid på arbejdsmarkedet,« svarede Christina og tilføjede: »Hver gang jeg har været i beskæftigelse, holder jeg det ud i starten, men så begynder jeg at få psykotiske oplevelser, der gør, at jeg bliver sygemeldt.«

En uge efter blev Christina indkaldt til et møde med kommunens rehabiliteringsteam, der ville »drøfte dine muligheder« i forbindelse med ansøgningen om førtidspension.

Inden mødet blev afholdt, blev Christina indlagt igen i oktober 2013.

Sammen med psykologen fra distriktspsykiatrien deltog Christina i mødet med rehabiliteringsteamet, der ikke ville indstille til førtidspension. Begrundelsen var, dels at der ikke var dokumentation for, at Christinas arbejdsevne var nedsat til det ubetydelige, dels at hun i et såkaldt ressourceforløb kunne få hjælpe til at strukturere sine dagligsdags aktiviteter. Christina blev derfor tildelt et toårigt ressourceforløb frem til den 15. december 2015.

»Et forløb indeholdende virksomhedspraktik, strukturering og træning for at søge dit energiniveau øget, mentorstøtte samt fortsat behandling ved Psykiatrisk Center,« som kommunen skrev, selv om læger netop havde advaret om, at den slags tiltag ville forværre Christinas tilstand.

I juni 2014 blev Christina indlagt på grund af »tiltagende synshallucinationer og selvmordstanker«.

Nye indlæggelser

Midt i august blev hun indlagt igen.

»I lighed med tidligere ses meget abrubte svingninger i tilstanden (….) hvor hun oplever at flyde ud kropsligt.«

Mens Christina stadig var indlagt, fik hun afslag på førtidspension fra kommunen:

»Begrundelsen er, at du efter vores vurdering har en arbejdsevne, som vil sætte dig i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde«, som kommunens sagsbehandler skrev.

Socialcenteret anerkendte, at Christinas »psykiske tilstand i en vis grad påvirker og nedsætter arbejdsevnen, men vi finder ikke, at din arbejdsevne er ophævet«. Da »alle muligheder for at udvikle din arbejdsevne ikke er udtømt«, mente man således ikke »efter en samlet vurdering« at kunne udelukke, at Christinas »arbejdsevne fortsat vil kunne udvikles med henblik på sigt opnåelse af selvforsørgelse«.

Dagen efter fik hun fra sit pensionsselskab tildelt en »invalidepension hver måned, til du fylder 67 år« på det beskedne beløb 250 kroner, som dog modregnes hendes ressourceforløbsydelse.

Lige før jul 2014 fik Christina et brev fra Ankestyrelsen, der havde vurderet den klage, hendes socialrådgiver fra distriktspsykiatrien havde skrevet efter kommunens afslag på førtidspension med fyldige uddrag fra lægejournaler fra Christinas nyeste indlæggelser.

Ankestyrelsen gav afslag: »Vi vurderer, at der er behov for yderligere lægelig afklaring af din helbredstilstand, før man kan tage stilling til, i hvilket omfang din arbejdsevne er varigt nedsat (…) Vi vurderer ligeledes, at der herefter er behov for udvikling/afklaring af din arbejdsevne, f.eks. ved at gennemføre et ressourceforløb, før man kan tage stilling til dine fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet.«

Ankestyrelsen kunne ikke inddrage de nyeste oplysninger om Christinas indlæggelser, eftersom de ikke forelå, da kommunen traf sin afgørelse, bemærkede styrelsen.

I december 2014 og igen i marts, i april og i maj 2015 har Christina været indlagt.

Vente, vente, vente

Christina har under ressourceforløbet haft ét møde med sin nye sagsbehandler i kommunen, fortæller hun: »Hun accepterede, at jeg ikke kan klare at deltage i kurser. Så der sker ingenting. Reelt består mit ressourceforløb i, at jeg passer min behandling hos distriktspsykatrien, mens jeg venter på, at ressourceforløbet skal stoppe til december. Så kommer min sag automatisk op for rehabiliteringsteamet igen.«

Christina har opgivet tanken om, at hun en dag bliver rask.

»Min psykiater siger, at jeg skal regne med, at lidelsen er varig, selv om vi har prøvet alt med medicin og terapeutisk behandling. For mig er det en kamp for at holde symptomerne i ave og komme igennem dagen.«

»Sidste år indgik jeg en kontrakt med Frederiksberg Hospital om en såkaldt brugerstyret sengeplads. Det betyder, at jeg kan komme ind udenom det store system, når jeg begynder at få symptomer og være der i fem dage. Derefter overgår jeg til almindelig indlæggelse. Det er en ordning, de tilbyder patienter, der ofte er indlagt, og som har en god sygdomsindsigt.

– Hvad ville det betyde for dig at få førtidspension?

»Jeg ville få mere ro, fordi jeg ikke skulle bekymre mig om at blive sendt ud i noget. Det ville også betyde meget økonomisk. I et ressourceforløb får jeg udbetalt 8.200 kroner, så en forbedring af min økonomiske situation med en førtidspension ville gøre min tilværelse mindre stresset.«

Christinas håber, at rehabiliteringsteamet, når det kan se, at hun ikke har kunnet komme ud i arbejdsprøvning, vil indstille til førtidspension. Og at hun måske kan undgå flere indlæggelser.

»Men det kan også være, at de bare forlænger ressourceforløbet i to eller tre år mere,« siger hun.

Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere en konkret borgersag.

Læs også: Har Krølle udsigt til at få arbejde?

Serie

De måske egnede

Information følger op på de tre personer fra sommerens serie, der kæmpede med myndighederne om at få tilkendt førtidspension: Christina Fleischer, Krølle og Carol Rask. Hvor står de i dag?

Da Folketinget i 2013 vedtog en reform af førtidspension og fleksjob, blev det markant sværere for syge borgere at få førtidspension.

Ifølge loven skal borgere ’med komplekse problemstillinger’ fremover ikke tilkendes førtidspension, ’før det er klart dokumenteret, at alle muligheder for fodfæste på arbejdsmarkedet er udtømte’.

Det efterlader ifølge kritikere kommunerne i en situation, hvor de må afvise førtidspension til borgere, der muligvis har en teoretisk, men ikke en realistisk chance for at komme i arbejde.

I Informations serie kan du møde tre borgere, der er kommet i klemme efter reformen: Krølle, der er narkoman, Christina Fleischer, der siden 2008 har været indlagt 16 gange på psykiatrisk afdeling, og Carol Rask, hvis bindevævssygdom er ved at gøre hende blind og giver åbne sår på kroppen.

Seneste artikler

  • Først efter 19 indlæggelser fik Christina Fleischer sin førtidspension

    9. januar 2016
    Selv om en overlæge havde advaret mod at sende den psykisk syge Christina Fleischer i ressourceforløb, sad Københavns Kommune for to år siden advarslen overhørig. Nu har kvinden fået tilkendt førtidspension, fordi hun blev mere syg efter kommunens beslutning
  • Blind skal skrive på computer som led i arbejdstræning

    9. januar 2016
    Det lyder som en vits, men er sandt: I stedet for at få førtidspension afhentes en 57-årig næsten blind kvinde to gange om ugen i taxa for at skrive linjer på en computer som led i en arbejdstræning. Krølle, der har været stofbruger i mere end 30 år, tigger stadig på gaden, mens han venter på, at hans arbejdsevne skal afklares
  • Kommer Carol på arbejdsmarkedet, før hendes øjne visner helt?

    6. august 2015
    En sjælden bindevævssygdom er ved at gøre Carol Rask helt blind. Selv om hendes arbejdsevne ifølge en sagsbehandler er lig nul, afviser Næstved Kommune at give den 56-årige kvinde førtidspension
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der er brug for en tilbageføring af det offentlige system, så det først og fremmest bliver et kontor til forvaltning af de ydelser, borgerne kan gøre krav på - i kraft af de forhold, de møder i samfundet: arbejdsløshed, sygdom, invalidering. Forvaltningen i et demokratisk samfund er ikke en instans, men en service.

Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Mikkel Nielsen, Lone Christensen, Felix Austin, Flemming Berger, Karsten Aaen, Carsten Wienholtz, Peter Wulff, Henriette Bøhne, peter fonnesbech og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Hvis man bare har det mindste kendskab til psykisk sygdom ved man også, at nogen gange fungerer dagligdagen, og andre gange er det kaos. Meget opslidende både for den ramte og familien. At man kan passe et arbejde en dag, betyder nødvendigvis ikke at man kan dagen efter. Uværdigt og spild af penge at arbejdsprøve mennesker, der bare har brug for fred. At stress og økonomisk utryghed oveni selve sygdommen kan ødelægge ethvert menneske, er åbenbart ligegyldigt!

Henrik Christensen, Lene Kruhoffer, Rasmus Kongshøj, Mikkel Nielsen, Gry W. Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Felix Austin, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Claus Jørgensen, Michal Bagger, Mai Mikkelsen, Jørn Andersen, Peter Wulff, Henriette Bøhne, David Zennaro, June Beltoft, Anne Eriksen, Torben Nielsen, Mark Strøm, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Systemet er så gennemført dysfunktionelt,
at det plager mennesker ud i tiltagende sindssyge.

Milgrams forsøg gjort til virkelighed i det danske system,
som angiveligt er til for at HJÆLPE borgerne???

Hvordan kan de ansatte mennesker i systemet få sig selv til at føre dén form for ondskab ud i livet?

Henrik Christensen, Lene Kruhoffer, Rasmus Kongshøj, Jane Jensen, Mikkel Nielsen, Ann Thomsen, Vivi Rindom, Einar Carstensen, Lone Christensen, Carsten Mortensen, Henrik Larsen, Jørn Andersen, Britt Kristensen, Peter Wulff, Tue Romanow, David Zennaro, peter fonnesbech, June Beltoft og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Juliana Rasmussen

Hvis mennesker reelt tænker sig om, og læser at alt er prøvet for hende, også det medicinske, er det kun en ting som mangler.

Give hende den pension, og spørg hende hvad hun reelt ønsker af behandling.

At komme ind og ud af et sygehus med seng og mad, og mange andre trist skæbner at forholde sig til, hjælper ingen.

Det er "de ja vú" hver gang.

Det svarer til at give en alkoholiker muligheden for at drikke lidt under ordnede forhold. Fører næppe til noget i længden.

Rasmus Kongshøj, Mikkel Nielsen, Henrik Larsen, Claus Jørgensen, Peter Wulff, Henriette Bøhne, David Zennaro, June Beltoft og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
hanne plaschke

Det er da vildt ressourcespild, når det kommunale system stresser en borger i årevis, så hun bliver afhængig af hyppige indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Det er rystende, at en syg borger skal finde sig i at blive sygere og sygere pga bevidst nølen i sagsbehandlingen. Det er en økonomisk fordel for kommunerne, at have folk i ressourceforløb frem for på IP. Og sagerne strækkes ud med vilje mange steder. I øvrigt bruger man det psykiatriske system til at dokumentere fremfor at behandle. Og hvor er forskningen i stressreaktioner henne? Jeg er selv berørt i nærmeste familie af en lignende sag, og kan genkende det hele, inklusive det utrolige, at psykiatriske patienter ikke får behandling for deres lidelser, men at de få ressourcer, der er til psykiater eller psykolog bliver brugt til dokumentation. Det er for dyrt for vores samfund og det er umenneskeligt.

Henrik Christensen, Rasmus Kongshøj, Mikkel Nielsen, Einar Carstensen, Christel Gruner-Olesen, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Claus Jørgensen, Michal Bagger, Jørn Andersen, Henriette Bøhne, lars abildgaard, Steffen Gliese, Torben Nielsen, June Beltoft, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Det viser først og fremmest, at vore politikere har mistet enhver menneskelighed. Det er jo ikke sagsbehandlerne der bestemmer hvem der må få pension - det er politikerne. De sætter præmisserne. I øjeblikket lader det til, at vore politikere over en bred kam vægter noget andet end tryghed og en rimelig hverdag for syge.

Hvis der engang igen skal være råd til at vi har gamle, syge og arbejdsløse i samfundet, skal hele systemet oppefra ændres. Så må befolkningen jo vælge de politikere der vægter Danmark før EU og andre projekter der først og fremmest gavner politikernes fremtidige jobmuligheder. Måske skal vi frelse os selv før vi kaster os ud i voldsomme projekter for at frelse resten af verden. Hvordan kan vi bringe orden i andres hus, når vi ikke har orden i eget hus.

Rasmus Kongshøj, Mikkel Nielsen, Karsten Aaen, Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Britt Kristensen, peter fonnesbech, Torben Nielsen, June Beltoft og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Et af Mette Frederiksens arbejder.

Per Klüver, Rasmus Kongshøj, Felix Austin, Gert Selmer Jensen, Flemming Berger og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det overses bevist i den liberale sparepolitik på førtidspensions området, at en tilkendelse af f.eks mellemste førtidspension ikke behøver betyde, at Christina aldrig bliver rask og vil få et fuldtidsjob, der automatisk vil ophæve en tilkendt førtidspension.

Christina kan tjene et mindre beløb på mellemste førtidspension og hvis det viser sig, at Christina ikke kan arbejde overhoved, på lidt længere sigt, vil Christina kunne søge om den fulde førtidspension.

Problemet er af politisk karakter, hvor der opfordres til negative afgørelser i førtidspensionssager for at presse arbejdsmarkedet optimalt, med en konstant trussel om, at du kan blive den næste på bunden af samfundet.

I det neo-liberale samfund er solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed, enhver er sin egen lykkes smed.

Per Klüver, Lene Kruhoffer, Rasmus Kongshøj, Mikkel Nielsen, Gry W. Nielsen, Carsten Wienholtz, Claus Jørgensen, Jan Pedersen, Torben Nielsen, Elisabeth Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er politisk og så alligevel - der er stor forskel på behandling og tildeling af FP her i landet - det kan måske ses som et tilfælde, hvor og hvad der sker for en person i denne situation.

Det samme i forhold til kommune/ anden aktør, selve ressourceforløbet - som, dog uden at anklage nogen, er særdeles relativt - efter arbejdsplads, personale og andre forhold.
Det kunne være en jævn strøm af "testpersoner" og lign., man kan ikke udelade den menneskelige faktor. Det kan man naturligvis aldrig - men når man som Christina kommer med en del indlæggelser m.v. i bagagen, vil også det påvirke...
Løsningen må være, at der skal et helt andet system (eller bare ordning!) til - både for Krølle og Christina - som kun kan få det menneskeligt dårligere i fremtiden.

Der er så mange, der har og vil få stress, at den bedste "økonomiske vinding" er at hjælpe dem i stedet for det bestående.

Det viser jo bare, at det private pensionssystem er bedre til at håndtere dette, da de dels har ret objektive tilkendelseskriterier, har afsat pengene til det og har foretaget en administrativ cost benefit analyse.

Lise Lotte Rahbek

Leo Nygaard
Hvem er det i Folketinget, som vil reducere størrelsen på den herskende klasse,
og hvordan vil de gøre det???

Per Klüver, Rasmus Kongshøj, Gry W. Nielsen og Felix Austin anbefalede denne kommentar

Nu skal man jo passe på med at rådgive folk med svær depression.
Kroppen og hjernen har sagt fra. Det kunne man måske endda bruge lidt positivt.
Kvinden vil gerne tilbage til arbejdet? Vil hun det hvis hun spurgte sin hjerne og mave? Tvivler jeg på. Måske engang om 5-7 år.

Udfordringen kunne være - slip kampen lidt - og hold sig til de personer som kvinden føler hjælper. Dvs. hendes læge og proff. behandlersystem. Ignore the rest - 100%.

Tag deres latterlige job-skåne-tilbud med et ignore - læg absolut nul-og-nix i det.

Mød op når det private igang-sætter firma - skal berettige sin værdi over for kommunekassen. Træk på skulderen af det - og tag de syge- og hvile dage kvinden føler er nødvendigt.
Det er jo ro kroppen og hjernen har behov for - og den får men ikke ved at kæmpe uendeligt imod "systemet". De blodrøde mennesker i hallucinationer er ganske enkelt blodrøde advarsels lamper.

Den eneste måde at vriste sig fri af de terrier er at opbygge den indre ro - derved opdager man at disse mennesker - som godt ved, men ikke selv tør sige fra - bliver mindre og mindre for hver gang - og til sidst får man ondt af dem.

I øvrigt mener jeg man skal passe på med at bruge ordet "depression" hele tiden - Det kan derimod være en hel regulær sund reaktion - en sund krop der reagerer voldsommere end andre - imod et sygt samfund.

Men kvindens eksempel kommer vi til at se mange, mange, mange flere af - det bliver med den nye skolereform skabt fundament - på at sende dem ud på samlebånd.

Ditte Petersen, Einar Carstensen, Karsten Aaen, Claus Jørgensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Leo Nygaard
Jeg vil give dig at der er forskellige holdninger til liberalisme i folketinget, men liberalisme er som udgangspunkt, at forme alt i verden, fra samfundsstruktur til det enkelte menneskes liv på globaliserings konkurrencens vilkårne.

Så det desværre sådan, at i et neo-liberalt og også liberalt samfund, bygget på globaliserings konkurrencens vilkårne, har den kedelige sideeffekt, at det er et samfund, hvor solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed, enhver er sin egen lykkes smed, det er nødvendighedens politik, sådan fungere det internationale marked, med asocial menneskelig opførsel som betingelse for, at være konkurrencedygtig, folk skal være sultne nok, til at tage hvilket som helst arbejde, til den løn det kan bære, ellers må de der ikke klare konkurrencen, føle konsekvenserne på deres krop, det gør dem sultne og det er meningen.

Hele den liberale tilgang til konkurrencesamfundet i den globale vækst økonomi er dømt til undergang, da de klimaforandringer denne tilgang forårsager, indhenter det vækstpotientiale liberalisme og den nye ex-socialistiske og Socialdemokratiske neo-liberalisme medføre.

Søgerligt.

Læs mere om klima, fattigdom og bæredygtighed.

Fra link: "FN-planen kræver investeringer for mellem 3.300 og 4.500 milliarder dollar om året."

Link: http://politiken.dk/udland/ECE2779758/lykketoft-nu-sker-der-endelig-noget/

Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Leo Nygaard
04. august, 2015 - 12:29
Det er velfærd vi vil have, så vi kan blive fri.

Frihed kommer ikke Per automatik med velfærd og velstand.

Torben Nielsen

Tak Leo!

Torben Nielsen

Privat pensionssystem, Mikkel Bech....

Man behøver blot at tilbagerulle den seneste førtidspensionsreform! Den som S, R og SF lavede sammen med de borgerlige i 2013, under den før så socialt indignerede Mette Støjberg Frederiksen.
Det er et meget stort søm i EL's ligkiste, at de fortsat støttede overgrebsregeringen af angst for den mindst lige så skrækkelige Løkke.

Rasmus Kongshøj, Felix Austin og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Og hvem er det der vil øge størrelsen af den herskende klasse :o)

Philip B. Johnsen

Leo Nygaard
Jeg har intet imod en basisindkomst, som led i en forbedret bæredygtig samfundsmodel, jeg ikke engang stødt af liberal tankegang, hvis i den gamle konservative model, hvor familien er udgangspunkt for samfundsmodellen, det ændre dog ikke på, at liberal og neo-liberal politik med tilpasning til globaliseringen, er den der truer velfærdsmodellen og gør mennesker, som Christina og Krølle, der på trods af uddannelse bliver socialt udsatte ved pludselig sygdom i takt med, at maskerne i velfærds sikkerhedsnettet bliver større og griber færre mennesker og lader flere falde igennem og ende på samfundets bund, det skal tilskrives liberal og neo-liberal politik globaliseringens og nødvendighedenspolitisk og det er bestemt relevant, at sætte det i et internationalt perspektiv, med globalisering, bæredygtig udvikling, fattigdom og vækst på bekostning af klima.

Anne Eriksen, Felix Austin og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Leo Nygaard
Nej!
Ikke et ord om skyld, handling og konsekvens.

Peter Sterling

Danmarks ti tusinde af højt betalte bødler på overarbejde. Udskriv en skades erstatning på 30 millioner. Er der overhoved noget tilbage i danmark som er værd at bevare? Hvis vi omdannede landet til et stort museum, kunne vi tjene pengene på turister, som så kunne se hvad der engang var.

@ Sterling:19:39"Danmarks ti tusinde af højt betalte bødler på overarbejde.....---Er der overhoved noget tilbage i danmark som er værd at bevare ?"

Dengang i 1789, havde man ikke sprit og glas, dengang ? - eller hva ?
Ingen arme, ingen kager. Kan man dømmes for at lave forsøg med mennesker ?

Finder man nålen ved at brænde høstakken ? Eller vil vreden blot vokse, og uroen, ustabiliteten vokse som en ulmende ild ud af asken. Samfund skal aldrig undervurdere øksen og hakken. De mest stabile samfund er lige samfund. Og de forsøg med psykisk terror, som man udøver overfor Krølle og Christiana, vil måske ikke give genlyd igennem samfundet lige nu, men oprøret ulmer.

Nürnberg-princippet er indskrevet i sagsbehandleres etiske kodeks: ingen kan frasige sig eget ansvar.
Det danske politis anklagere må vågne op nu !

Jannik Sørensen

Jeg fatter ikke, hvorfor hun ikke bare giver systemet fingeren og lever af sin erstatning og sin ægtemand. Bevares, uden førtidspension, som hun i parentes bemærket heller ikke modtager nu, må hun selvfølgelig gå ned i levestandard, men er det ærligt talt ikke bedre end at kæmpe med kommunen?

@ Lise Lotte Rahbek - 4. august 2015, kl. 10:45

Du spørger: "Hvordan kan de ansatte mennesker i systemet få sig selv til at føre dén form for ondskab ud i livet?"

Noget af svaret kan du læse i det nedenstående link, som er en artikel i Landsforeningen Autismes medlemsblad juni 2015 skrevet af psykolog (cand. psych.) Dorthe Birkmose, som er forfatteren til bogen "Når gode mennesker handler ondt".

Link: http://dorthebirkmose.dk/wp-content/uploads/2015/07/Mødet-med-de-forråede-professionelle.-Autismebladet-endelig-udgave.pdf

Torben Nielsen, Philip B. Johnsen, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Prøver lige igen med et bedre link til artiklen :-):
http://dorthebirkmose.dk/landsforeningen-autisme-saetter-spot-paa-proble...

Klik på det understregede "Mødet med de forråede professionelle" i afsnittet med overskriften "Mit forsøg på at forklare, hvorfor man kan møde forråede professionelle"

Lise Lotte Rahbek

Tak, Jane Jensen, meget relevant !

"Når man har gjort andre ondt,
bliver man – for at kunne holde sig selv ud – nødt til
at legitimere det ved at lave en fortælling om, at den
forråede handling var nødvendig, helt på sin plads
eller måske endda god. Forsvarsmekanismer som
fortrængning, bagatellisering, benægtelse osv. kan
effektivt skjule for én selv, hvad man gør mod andre "

Det er nok sådan, det hænger sammen.
Det gør det bare yderligere skræmmende, HVOR meget afmagt og forråelse der findes på alle niveauer i nutiden.

Jens Thaarup Nyberg

@Leo Nygaard
Hvad ved du om stenaldermænd - følger du ikke med i nyhederne; seksogtredivetusinde år gamle hulemalerier udført af stenaldermennesker, i bedste moderne teknik og stil.

Alan Strandbygaard

Det kan siges meget enkelt: De sidste 25 år har regeringen forvandlet en hjælpefunktion til det modsatte.

Meget behændigt blev Arbejdsformidlingen i første omgang lagt ind uner kommunerne. Senere klaskede de så AF og Socialkontoret sammen til 'Jobcentret' (det lyder jo mægtig fint, ikke sandt?).
I dag eksisterer Socialkontoret faktisk ikke. Kun i et lille bitte hjørne, hvor man tager sig af handicappede, udsatte børn eller pensionister.

Man forvandlede en varm hånd til en handske der fører en ni-halet kat.

Karsten Aaen, Anne Eriksen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar