Læsetid: 6 min.

Kongen stod bag frivillig mundkurv til pressen om henrettelser

I januar 1946 bad justitsminister Aage Elmquist aviserne om kun at omtale henrettelser af landsforrædere med en kort notits. Men ministeren fortav, at initiativet kom fra kong Christian 10. Det fremgår af Elmquists privatarkiv, der nu er blevet tilgængeligt
Da Folketinget i sommeren 1945 vedtog det såkaldte straffelovstillæg og indførte dødsdomme med tilbagevirkende kraft, havde kong Christian 10. ifølge Aage Elmquists optegnelser meddelt den daværende justitsminister Niels Busch-Jensen, at han ikke ville have med benådningsansøgninger fra de dødsdømte at gøre.

Rue des Archives

12. august 2015

Når aviserne i årene efter Besættelsen omtalte henrettelserne af i alt 46 dødsdømte landsforrædere, skete det hver gang med en kort notits.

»Helweg-Larsen henrettet i Dag«, skrev f.eks. Information, der dengang var en eftermiddagsavis, således som overskrift til en notits på 14 linjer på forsiden den 5. januar 1946.

Ifølge »Meddelelse fra Justitsministeriet udsendt i Formiddag« var Knud Flemming Helweg-Larsen ved Højesteretsdom af 5. december 1945 dømt til døden for »Manddrab, Angiveri og Deltagelse i tysk Krigstjeneste under Waffen SS«. Notitsen sluttede: »Denne Dom er blevet fuldbyrdet den 5. Januar 1946.«

Henrettelsen af Helweg-Larsen var den første af de i alt 46 eksekveringer af dødsdomme, som strakte sig frem til juli 1950. Hver gang omtalte Information og andre aviser henrettelserne på samme ordknappe facon som en kort meddelelse fra Justitsministeriet. Det har længe været kendt, at denne enslydende dækning var aftalt på et møde med venstrepolitikeren Aage Elmquist, der var justitsminister fra november 1945 til november 1947.

Men det viser sig nu, at det var kong Christian 10., der stod bag denne frivillige mundkurv, som blev accepteret af aviserne. Det fremgår af to arkivpakker med personlige optegnelser fra Aage Elmquist, som har været båndlagt i Rigsarkivet i 50 år.

Til nytårstaffel med Chr. 10.

Det var under nytårstaflet med kong Christian 10. den 1. januar 1946, at justitsminister Aage Elmquist blev »kaldt hen til Kongen, der meget indgående underholdt sig med mig«, skrev Elmquist i et udkast til Erindringer væsentlig bygget på dagbogsoptegnelser, som dog aldrig blev udgivet, men ved hans død i 1962 overladt til Rigsarkivet.

»Kongen udtalte samtidig, at han ville ønske, at jeg kunne få det ordnet således, at pressen vilde lade være med at lave sensation med hensyn til henrettelserne og vilde lade være med at rode op i de forbrydelser, som de pågældende var dømt for.«

Det ville ifølge kongen »være den mest værdige måde at afgøre disse sager på«.

Den opgave påtog Elmquist sig gerne: »Jeg lovede Kongen at gøre, hvad jeg kunde, for at dette ikke skulde ske.«

Derefter gav kongen Elmquist »et varmtfølt håndtryk« og så ifølge optegnelserne på sin justitsminister »med sine milde og venlige øjne«.

Få dage senere indkaldte Elmquist »repræsentanter for hele pressen« til et møde i Udenrigsministeriets mødesal, hvor også departementschefen i Justitsministeriet, Ejvind Larsen, deltog.

»Jeg fremførte over for pressen, at jeg meget indtrængende vilde henstille, at vi i dette alvorlige spørgsmål virkelig viste os som det kulturfolk, vi mener vi er. Dertil krævedes efter min mening, også af hensyn til de dødsdømtes pårørende, at når en dødsdom blev eksekveret, at man fra pressens side overhovedet ikke kommenterede den, idet det intet nyttigt formål tjente at rive op på ny i de forbrydelser, som lå til grund for dødsstraffen, idet disse forbrydelser jo havde været offentligt omtalt under sagens behandling.«

Alle de tilstedeværende repræsentanter for pressen udtrykte »forståelse« for justitsministerens henstilling.

»Jeg udtalte som afslutning på mødet, at jeg forstod pressens stilling således, at når en dødsstraf var eksekveret, vilde pressen nøjes med at bringe den ganske korte meddelelse om eksekutionen, som Justitsministeren vilde udsende.«

Ifølge Aage Elmquist bekræftede presserepræsentanterne dette, »og det blev med en enkelt undtagelse nøje overholdt i hele min ministertid«.

Det er ikke umiddelbart lykkedes at finde frem til den omtalte undtagelse. Uanset om det var i det kommunistiske dagblad Land og Folk, det uafhængige Information, regeringsavisen Socialdemokraten eller Politiken, Ekstra Bladet og Berlingske Tidende – og uanset hvem der var minister – blev henrettelserne kun omtalt som korte meddelelser fra Justitsministeriet.

Note til eftertiden

På mødet med avisredaktørerne fortalte justitsministeren ikke, at det var kongen, der havde rejst spørgsmålet over for ham. Grunden var, skrev han i optegnelserne, hensynet til pressen selv:

»Jeg omtalte ikke i mit møde med pressen Kongens henvendelse til mig, idet jeg ikke fandt det rigtigt at lægge det tryk på pressen, som en sådan omtale kunde give anledning til. Det viste sig altså for øvrigt også overflødigt.«

Selv om Aage Elmquist ikke over for pressen ville nævne Christian 10., ville han gerne fortælle historien til eftertiden.

»Jeg synes, det tjener til dansk presses ære, at den overholdt dette, men jeg har også følt trang til at nævne, at initiativet til dette kom fra vor gamle Konge, der i øvrigt under hele min justitsministertid viste, at han fulgte retsopgøret med megen stor interesse og var optaget af, at det fandt sted på en forsvarlig og værdig måde,« skrev Elmquist i et andet dokument i det nu tilgængelige privatarkiv.

Dokumentet er på 12 maskinskrevne sider med titlen ’Politisk Testamente’. Det sidste ord har Elmquist dog overstreget og i stedet med håndskrift ændret til ’Tilbageblik’.

Ifølge optegnelserne takkede Christian 10. ved en senere lejlighed Elmquist for hans håndtering af pressen »og udtalte, at han var meget glad derved«.

Også dronning Ingrid kom ind på sagen: »Ved et af de første tafler hos Frederik d. IX sagde Dronningen til mig under en samtale, jeg havde med hende: ’De ved ikke, hvor min svigerfar var glad ved, at De fik denne sag med pressens omtale af dødsdomme så godt ordnet. Han kom flere gange tilbage dertil og var Dem meget taknemmelig derfor.’«

Som Elmquist tilføjede i sine erindringer: »Det glædede mig selvfølgelig meget at høre, og det viste jo, hvor stærkt denne sag lå Kongen på sinde, og hvor interesseret han fulgte med i retsopgøret.«

Der var mindst én oplagt forklaring på Christian 10.’s interesse for dødsdommene. Ifølge den dagældende grundlov fra 1920 kunne kongen nemlig personligt »benaade og give Amnesti«. Men da Folketinget i sommeren 1945 vedtog det såkaldte straffelovstillæg og indførte dødsdomme med tilbagevirkende kraft, havde kongen ifølge Elmquists optegnelser meddelt den daværende justitsminister Niels Busch-Jensen, »at han ikke vilde have med afslag af benådningsansøgninger fra de dødsdømte at gøre, idet han følte han var blevet for gammel til at beskæftige sig dermed, hvorfor han måtte overlade dette til Justitsministeriets afgørelse.«

Christian 10. var på det tidspunkt 75 år gammel. Han døde i april 1947 – i øvrigt lang tid før, at den sidste dødsdom blev eksekveret i juli 1950.

Grundlovsstridigt?

Under nytårstaflet i januar 1946 understregede kongen over for Elmquist, »at han som det jo var mig bekendt, ikke vilde have med denne sag at gøre, men måtte overlade til mig at træffe bestemmelse om, når ansøgningerne skulde nægtes, idet jeg måtte tage ansvaret derfor«.

Elmquist var i sit stille sind måske en smule kritisk over for kongens beslutning om ikke selv at ville beskæftige sig med benådningsansøgningerne:

»Om dette var strengt i overensstemmelse med Grundloven, kan der vel diskuteres om, men både ministeriet Buhl (statsminister i befrielsesregeringen, red.) og Rigsdagen tog det hensyn til den gamle Konge, at man akkviescerede (affandt sig med, red.) derved.«

Og som Elmquist også tilføjede: »Nogen praktisk betydning havde det jo heller ikke, idet det ikke kunde tænkes, at Kongen vilde kræve benådning, hvor en Justitsminister indstillede til afslag på benådningsansøgning.«

Som minister deltog Elmquist i statsrådsmøder med Christian 10. Ifølge optegnelserne var kongen trods sin fremskredne alder lidt af en spøgefugl, og for justitsministeren var møderne »en stor oplevelse«.

»Kong Christian var altid umådelig godt oplagt, og hvad der imponerede mig, meget nøje inde i de forskellige lovforslag, der blev forelagt. Meget morede det Kongen at krydre forhandlingerne med små spøgefulde bemærkninger. Da jeg således forelagde et forslag om, at det fremtidig skulle være en svigersøn tilladt at gifte sig med sin svigermoder afbrød Kongen mig, idet han udtalte: ’Sig mig justitsminister, er det noget De selv har fundet på, for De vil da ikke fortælle mig, at der er nogen, der kan finde på at gifte sig med sin svigermoder’. Jeg måtte svare Kongen, at det var der netop, idet der forelå to tilfælde, hvor svigersønner havde ønsket at gifte sig med deres svigermoder. ’Det er utroligt’ svarede Kongen, ’men sig mig, når De nu foreslår dette, kunne De så ikke også finde det rimeligt at foreslå, at en mand må gifte sig med sin enkes søster’. Så så Kongen på mig med sit smukke smil og med skæmt i øjnene. Efter en lille pause, for at Kongen kunne forstå, at jeg virkelig overvejede spørgsmålet, svarede jeg: ’Jeg beklager Deres Majestæt, men det forbyder naturen.’ ’Bravo!’ svarede Kongen. ’De er jo virkelig slet ikke så dårlig en justitsminister’.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Artikelserien er et stærkt argument for at få indført en republik med en direkte folkevalgt præsident.

Aage Elmquist vender sig sikkert i sin grav herved - men sådan er det.