Læsetid: 3 min.

Konstrueret natur

Det landskab, der omgiver os til daglig, er ikke ’natur’– det løb er for længst kørt. Hvis man tænker sig bare lidt om, kan man til gengæld forme det på lang sigt
5. august 2015

Der er ingen svaler i min lade i år. Det har der ikke været i et par år. Det poetiske hjørne af min sjæl har en forklaring, der lyder som et ordsprog: Ingen kærlighed, ingen svaler.

Vi købte hus i det sydlige Champagnes bakkede landskaber for præcis ti år siden. Pinligt nyforelskede i fyrreårsalderen, med klassikeren ’hus på landet’ og store borde med hvide duge og sammenbragte børn.

Nu er det så et skilsmissehus, i brud og opbrud. Huset slikker sine sår, huller i indboet og kasser fra det andet hjem bragt ind. Tomaterne, courgetterne og alt det løse går det ikke så godt med. Jeg har ikke vandet og gødet på de rette tidspunkter. Jordbærplanterne og tallerkensmækkerne er gådefuldt visnet væk. Nogle omhyggeligt plantede græskarplanter døde i et hjørne, mens jeg et øjeblik eller et par uger var væk.

Tonsvis af kirsebær

Økonomi betyder at holde hus. Kultur betyder at tage sig af jorden, sådan i første omgang. Rundt om mig i min lille landsby, kan jeg hver dag konstatere, hvorledes naturen, der omgiver os, er en social konstruktion. Jeg kan se det langt ind i mit eget hus og have. Og rundt om landsbyen kravler markerne op mod skovbrynet, med et tyndt lag jord, som dyrkes industrielt i en fest af gødning og pesticider.

I min egen have, har forhaven altid været arbejdsområde, med vogne og traktorer af forskellig art. Kalklaget i jorden, som er så god for Champagne, er i al fald aldrig brudt op, at plante en busk tager en dag. Baghaven har til gengæld i lange tider været køkkenhave. Midt i det hele troner en smuk vandhane, som desværre heller ikke længere fungerer. Her kan man grave dybt, hvilket især mosegrisene elsker. De når altid at grave den have meget mere, end jeg selv gør og lever i et parallelsamfund under det hele. Haven har så trods alt ændret sig utrolig meget de sidste ti år. Af mærkværdige grunde har jeg nemlig altid været god til en form for langsigtede planer – opdager jeg med tiden. Af typen: Hvis du vil have store børn, når du er fyrre, så er det nu, du skal have børn. Hvis du vil have overvældende mange roser og kirsebær og æbler, timian, rosmarin og sågar figner, så er det nu. Og vupti, så er der gået ti år. Eller tredive.

Indimellem kan så meget andet gå godt eller galt. Karrieren eller ægteskab. Men pludselig står man med andre former for overraskende høst: morsomme voksne børn, både ens egne og andres – og tonsvis af kirsebær.

’Femårsplaner’

Min mor drillede mig for resten ofte med min langsomhed og undrede sig ikke spor, da jeg valgte filosofi som fag. Det var dengang man hånligt sammenlignede med Sovjet, hvor alt også skulle planlægges med ’femårsplaner’.

Men fem år er alt for kort tid. Et landskab, en økonomi og en kultur ændres over meget længere stræk og ofte af små beslutninger. En ven fortalte, hvordan hendes mor i over fyrre år dyrkede have biodynamisk, lige ved siden af en anden kvinde, som brugte mere moderne midler. Over fyrre år var det blevet til to totalt forskellige haver: Den ene med en levende, let og frodig muld. Den anden konstant sulten efter udefrakommende gødning.

Det landskab, der omgiver os til daglig er ikke ’natur’ – det løb er for længst kørt i lande som Danmark og Frankrig. Hvis man tænker sig bare lidt om, kan man til gengæld forme det på lang sigt: når det bestemmes, om vi skal have levende muld og lystige grise, eller fortsætte med den hovedløse og gyllefyldte udnyttelse af naturens mekanikker, vi satte i gang for halvtreds år siden.

Nu har jeg forresten regnet ud, hvorfor der ikke er svaler i min lade længere. Det passer jo heller ikke, at der ikke er kærlighed i mit hus, selvom lige den mand er væk.

Grunden er, at vi plantede et lindetræ midt i forhaven. Nu er det temmelig stort. Og det har simpelthen, med tiden, stjålet deres indflyvningsbane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu