Læsetid: 4 min.

Krav til flere eksterne bevillinger presser forskning

Forskere bliver kvalt i administrative opgaver i takt med, at flere midler skal hentes via konkurrence, lyder det fra tre forskere på Københavns Universitet. Smertegrænsen for fordelingen af basismidler og eksterne bevillinger er ved at være nået, mener prorektor på Københavns Universitet
24. august 2015

Øgede krav til, at universiteterne skal hente penge hjem fra eksterne bevillinger, flytter fokus fra den rene forskning over i administrative opgaver, lyder det fra tre forskere i en kronik i Berlingske.

En af forfatterne til kronikken er Claus Emmeche, der er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Han advarer mod, at en stadig større del af forskningen er finansieret igennem konkurrenceudsatte midler i stedet for basismidler.

»Når man lader en større del af forskningen være baseret på midler udefra, betyder det samtidig, at man optager forskernes tid med andre ting end selve forskningen. Den enkelte forsker oplever et stort pres med hele tiden at skulle søge midler for at få lov til at forske,« siger Claus Emmeche.

I løbet af de seneste 25 år er der kommet markant flere penge til forskning på Københavns Universitet, men samtidig har fordelingen mellem basismidler og eksterne bevillinger forskudt sig. Over de sidste ti år er de eksterne bevillinger på Københavns Universitet gået fra at udgøre ti procent til i dag at udgøre 40 procent af de samlede midler.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Henrik Christensen
Anne-Marie Krogsbøll og Henrik Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

»Det truer kvalitetsforskningen, hvis for meget af det, vi laver, bliver finansieret eksternt og kortsigtet. Som det ser ud, har vi nok nået smertegrænsen for, hvor stor en andel af vores samlede midler, der må komme fra eksterne bevillinger,«

Smertegrænsen er nået for længe siden. Hvad mon det gør ved lødigheden og den kritiske tænkning for den videnskabelige forskning, når man er afhængig af eksterne midler? Når man kan se budgetterne skrumpe, og fyringerne begynder at kunne skimtes i horisonten, eller når man ikke kan få financieret sit Ph.d.- projekt? Eller når man kan se de gyldne fremtidsudsigter for privatøkonomien, hvis man inviterer f.eks. et medicinalfirma ind? Mon ikke der i stadig højere grad bliver hugget en hæl og klippet en tå m.h.t. etik og uafhængighed?

Og mon ikke netop det er et af de skjulte mål med at skrue op for denne dødsspiral fra politisk side? At man oven i købet kan få lukket munden på den kritiske og uafhængige forskning, samtidig med at man sparer på budgetterne og holder sig gode venner med f.eks. medicinalindustrien, som til gengæld måske er villige til at spytte i partikassen?

Sundhedsvæsnet og forskningen er på vej mod afgrunden. Gid nogen ville ansætte Peter Gøtzsche som sundhedsminister, så der var blot en lille chance for, at der kunnet blive ryddet op. Man har jo altid lov til at drømme.