Læsetid: 21 min.

Da den krisefri kapitalisme blev en dårlig vittighed

I dette Mands Minde-foredrag fortæller journalist og forfatter Ejvind Larsen om kampen for det økonomiske demokrati som modsvar til den keynesianske fidus, der viste sig at komme til kort
Demonstranter protesterer mod bilister, der trodser bilfri søndag. Oliekrisen med sin firedobling af oliepriserne i 1973 gives ofte som forklaring på, at udbredte forestillinger om ’den krisefri kapitalisme’ blev en dårlig vittighed.

Kim Agersten

3. august 2015

–Kapitel 7–

En fredag aften i 1966 havde vi i Studenterkredsen her i Vartov Erling Olsen som foredragsholder. Ni år ældre end jeg, der lige var blevet chefredaktør første gang, havde han – som særdeles lovende cand. polit. på Københavns Universitet og nybagt folketingsmedlem for Socialdemokratiet i 1964 – en tidlig formiddag opsøgt mig på mit kontor kridhvid i ansigtet og med næsten tårer i øjnene. Dog kun næsten.

Han havde lige været hos sin chef, der også var statsminister for Danmark, og som hed Jens Otto Krag, og fået sådan en skideballe og det for en handling, jeg lige havde rost ham for i Information.

Krags regering havde fremsat et lovforslag om kildeskat med fradragsret for betalt skat, som Erling Olsen havde udarbejdet et modforslag til uden den fradragsret, der jo først og fremmest var til fordel for de rige med de højeste skatter. Det havde Olsen gjort delvis på vegne af et nystiftet debatforum Socialdemokratisk Samfund, grundlagt med bl. a. denne motivering:

»Socialdemokratiet har ikke evnet at komme med en systematisk, almen forståelig kritik af det næværende samfunds grundlæggende fejl, dets planløshed og det ringe hensyn til vigtige menneskelige behov. Man har ikke i tilstrækkelig grad understreget dets udemokratiske økonomiske magtfordeling og dets sociale og kulturelle uligheder…«.

Nu, 47 år efter, kan man måske spørge, om Helle Thorning-Schmidt da har fået rettet op på det daværende samfunds grundlæggende fejl, afskaffet dets udemokratiske økonomiske magtfordeling og fjernet dets sociale og kulturelle uligheder? Det ville vi i den grundtvigske Studenterkredsen, som jeg dengang var formand for, i hvert fald gerne høre noget mere om, så derfor var Erling Olsen indbudt.

Hvad han sagde dengang, står, hvad et afgørende indslag angår, den dag i dag så lysende klart, at jeg tror, jeg næsten citerer den senere rektor for Roskilde Universitets Center, boligminister, justitsminister og formand for Folketinget ordret:

»Sagen er, kære studenter, som jeg forstår, især kommer fra de teologiske og filosofiske fakulteter med hovedvægt på kristendom, skønlitteratur, historie, filosofi og kunst plus et par socialrådgivere, så vidt jeg forstår: I har fremtiden for jer. Vi økonomer har nemlig savet den gren over, vi selv sidder på. Saven har vi opkaldt efter en engelsk lord ved navn John Maynard Keynes, fordi han har opfundet den mekanik, der én gang for alle har overflødiggjort alle os økonomer: Den går ud på, at når der bliver arbejdsløshed, springer automatisk en blå fane frem. Blå for kulde, tilbageslag, recession, depression, det skulle ikke være så svært at huske.«

»Og så kommer det virkeligt svære, for så skal man gå hen til mekanikkens håndtag og dreje det opad. Hvorved alverdens nationalbankdirektører ved katapult slynges op af skrivebordsstolene for at lande på seddelpressernes acceleratorer, og ud vælter det med købekraft, så der kommer gang i efterspørgslen og dernæst i hjulene og til sidst i beskæftigelsen. Hvilket jo er formålet.«

»For så vidt kunne man bare leje en helikopter og smide sedlerne ud over det ganske land. Men da er vi socialdemokrater mere smarte. Vi deler især pengene ud til de mindre bemidlede og fattige. Dels fordi de er mindre opsparingsmindede, og vi skulle jo helst have pengene ud i omløb og forbrug hurtigst muligt, dels fordi vi socialdemokrater da får æren af at gøre noget for de fattige, så de stemmer på os næste gang. Er det ikke smart?«

»For det er vi socialdemokrater nemlig. Nu kan der jo ske det, at vi holder nationalbankdirektørerne på seddelpressens acceleratorer for længe, så vi får det, der hedder overophedning af økonomien. Priserne stiger, lønningerne stiger, inflationen stiger, underskuddet på betalingsbalancen stiger, renterne stiger og så videre. Tænk, så springer der en rød fane ud! Er det ikke genialt? Rødt for hedt. Det behøver man egentlig ikke at være cand. polit. for at begribe.«

»Men så kommer det virkelig svære igen: nu skal der atter drejes på håndtaget, men denne gang nedad. Husk det nu: Nedad. Ned. For at slukke ilden. Og op springer alverdens finansministre med krav om skatteforhøjelser, inddragelse af købekraft, så vi kan få efterspørgslen, forbruget, manglen på arbejdskraft, inflationen og underskuddet på betalingsbalancen ned. Ned. Hvor svært kan det være? I hvert fald ikke så svært, at man behøver økonomer til det.«

»En hvilken som helst fornuftig hr. Petersen eller fru Jensen kan jo finde ud af dreje på det håndtag. Vi økonomer er færdige, men det er I teologer, litteraturformidlere, historikere, filosoffer, æsteter og socialrådgivere bestemt ikke. For skal vi nu, efter at alt det der med arbejdsløshed er afskaffet, altså kan afskaffes i løbet af nogle måneder, højest et par år, til endelig at gøre noget ved de indarbejdede sociale og kulturelle uligheder, hvoraf også forestillingerne udspringer om, at der skal og må være store økonomiske uligheder, ja, så er det jer teologer og litterater og historikere og socialrådgivere, der må tage over. Så tag fat, I har fremtiden for jer.«

I begyndelsen af 1990’erne, da den registrerede arbejdsløshed i mange, mange år havde været kolossal høj og nu beløb sig til 350.000 fuldtidsarbejdsløse, som statistikerne kalder det, i levende kvinder og mænd dog langt flere, og så var de 800.000 på kontanthjælp og førtidspension og efterløn med videre ikke engang talt med, mindede jeg Erling Olsen om hans keynesianske sav fra dengang, da økonomerne havde overflødiggjort sig selv, fordi de havde sikret fuld beskæftigelse for tid og evighed.

Uglen, som Olsen blev kaldt, sendte mig et hvast ugleblik – og så tog vi fat på, hvad han lige havde sagt i en paneldiskussion: at skønt han ikke var kristen, så havde han efterhånden kun den kristne kulturarv at forlade sig på. For i dag var de trængte jo i mindretal, omend et gigantisk og frygteligt mindretal, og derfor kunne man ikke længere bruge et demokratisk flertal til at gennemføre de socialdemokratiske velfærdsøkonomiske foranstaltninger. Sådan som flertallet i sin tid havde indledt opbygningen af velfærdsstaten på.

Nu måtte mindretallet appellere til flertallet om kristen barmhjertighed.  Det var nyt for ham, Erling Olsen, at tænke og tale sådan, men det mente han nok, at man kunne – og burde – selv om man ikke var troende. »Uden den kristne kulturarv ved jeg virkelig ikke, hvad vi skulle gøre i dag,« sagde han, da han satte mig af foran min gadedør.

Men da var det allerede for længst gået galt. Oliekrisen, med sin firedobling af oliepriserne i 1973, gives ofte som forklaring på, at de ikke alene erlingolsenske, men i det hele taget de særdeles udbredte forestillinger om ’den krisefri kapitalisme’ – blev en dårlig vittighed. Selvfølgelig spiller oliechokket en rolle. Men sandheden er, at selv efter firedoblingen af oliepriserne var det stadig relativt billigere for en gennemsnitlig vesteuropæisk arbejder at købe en liter benzin, end det havde været i 1947. Så stor havde inflationen været i den vestlige verden, så forværret var bytteforholdet blevet for olielandene og mange andre råstofproducerende u-lande. Nej, krisens årsager stak dybere. I Information og i Danmarks Radios undervisningsbog om marxisme, som jeg i 1975 fik lov at være med til at redigere sammen med Niels Banke,  citerede jeg fra det amerikanske bestemt ikke marxistiske tidsskrift Business Week:

»For at fremkalde tre årtiers efterkrigstids økonomiske boom hjemme, og eksportere den til udlandet, har denne nation (USA) stiftet gæld for 200 millioner dollar (godt en milliard danske kroner) OM DAGEN, hver evig eneste dag, år ud og år ind, siden afslutningen af anden verdenskrig.« USA’s samlede gældsstiftelse beløb sig da til 2,5 BILLIONER (på amerikansk trillion) dollar, altså to tusinde fem hundrede MILLIARDER dollar. (Genkendes her i 2013 noget fra tidens løbende reportager, er det også hensigten).

For supermagten kunne en gældsøkonomi af det omfang lade sig gøre, måske, dengang som nu, men for et land som Danmark var det umuligt. Vi ville miste enhver kreditværdighed, og kronen ville snart være intet værd. Men hvorfor fungerede Erling Olsens mekaniske sav ved navn lord Keynes bare ikke længere, så pengeudpumpningerne, der skulle afskaffe arbejdsløsheden, i stedet kun påførte os forrygende inflation, tocifrede rentebyrder og underskud på betalingsbalancen?

Svaret kan stadig volde professionelle økonomer hovedbrud, selv den verdensberømte amerikanske nobelprismodtager Paul Krugman, men klart er det, at den allerede dengang ganske globaliserede økonomi gjorde det stadig vanskeligere for et enkelt land at anvende de såkaldte keynesianske multiplikatoreffekter fuldt ud. Navnlig når de fleste lande på én gang svingede i samme konjunktur-takt og så at sige forstærkede hinandens udskejelser.

Det glitrede amerikanske tidsskrift Fortune for det højere erhvervsliv udkom med et billede af verdensøkonomien som en DC-10’ers cockpit. Blev krængeroret sat til at styre flyet mod højre, drejede det mod venstre, skulle højderoret tvinge det opad, satte det bare næsen durk mod jorden. Når pengemængden blev formindsket, steg renten, som den skulle, men det gjorde den også, når pengemængden blev forøget!

Længe spekulerede jeg over, hvordan det mon kunne være, indtil det slog mig, at Erling Olsens keynesianske fidus jo ikke længere var forbeholdt initierede overvismænd, finansministre og nationalbankdirektører. Nu fandtes der ikke den lille fagforening eller beskedne brancheorganisation, som ikke havde ansat en eller to økonomer, der også kunne deres keynesianske lektie. Og som derfor rådede fagforeningen at lægge en femøre på lønkravene og brancheorganisationen en tiøre på priserne, så medlemmerne kunne nå at få andel i den øgede pengemængde, før konkurrenter snuppede den. Konsekvensen blev, at der blev taget forskud på den keynesianske økonomi, før resultaterne af den rigtig havde vist sig i virkeligheden, så i stedet for øget beskæftigelse fik man øget inflation.

Skulle beskæftigelsen i vejret, måtte lønmodtagerne selv på mere eller mindre tilskyndelse eller diktat fra staten – indkomstpolitik blev det kaldt – afstå fra lønforhøjelser, de ellers kunne have opnået ved såkaldte frie overenskomstkampe. En professor i nationaløkonomi kaldte det dog ikke indkomstpolitik, men fascisme. Eller lønmodtagerne måtte yderligere under markedets tugt opleve yderligere arbejdsløshed, yderligere uligheder og yderligere faldende disponibel realløn, som dét kaldes, der bliver tilbage, når skatterne, afgifterne og inflationen har taget deres. Og de ville blive stadig mere og mere præget af den rene markedsmentalitet.

Da begyndte forestillingerne om økonomisk demokrati, ØD, og/eller overskudsdeling, OD, for alvor at melde sig i den offentlige debat. Henrik Heie var i 1956 som ung cand. polit. knyttet til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og skulle sammen med andre socialdemokratiske økonomer begrunde det første virkeligt store og direkte indkomstpolitiske indgreb i en storkonflikt mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. De første havde ved urafstemning nedstemt forligsmandens mæglingsforslag, hvorefter Folketinget på den socialdemokratiske statsminister H. C. Hansens foranledning ophøjede forslaget til lov.

For første gang gennemførte en socialdemokratisk regering et politisk indgreb over for strejkende arbejdere, og 20 år efter, da Heie var blevet min kollega på Information, fortalt han, at de dengang havde været nogle unge økonomer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der ærlig talt følte det forargeligt, at lønmodtagerne overhovedet ikke fik noget som helst at skulle have sagt over de kapitaler, som de blev tvunget til at afstå til aktionærerne. De allerførste spirer til krav om noget økonomisk demokrati, noget ØD-lignende, piblede frem.

Og i 1969 fremlægger den nu forhenværende socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann på Dansk Smede og Maskinarbejderforbunds kongres et lovforslag om obligatorisk udbyttedeling. Da havde LO allerede året før nedsat et udvalg til at udforme et debatoplæg om økonomisk demokrati - ØD. Tidligere finansminister Henry Grünbaum blev formand og Mogens Lykketoft sekretær for udvalget, der i 1971 offentliggjorde sit forslag. Der igen dannede grundlag for det ØD-lovforslag, som den nyudpegede statsminister Anker Jørgensen fremsatte i Folketinget i 1973.

»Den model, som jeg, Mogens Lykketoft, var med til at udvikle i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, hører fortiden til. Den, tror jeg ikke, bliver gravet op igen. Den havde den svaghed, at vi blandede for mange forskellige målsætninger sammen og prøvede at løse dem i et eneste hug. Det handlede både om større medbestemmelse på arbejdspladsen. Det handlede om at løse et formuefordelingsproblem mellem arbejder og kapital – at gøre arbejderne til kollektive kapitalister. Og det handlede om at øge den samlede opsparing i samfundet.

Det var måske lige lovligt mange formål at bygge ind på en gang. Man kan sige, at vi har løst den sidste del med at øge den samlede opsparing ved kollektive pensionsopsparinger i en grad, som vi næsten ikke turde tro på dengang. Og det har selvfølgelig også betydet, at formuefordelingen i mere abstrakt forstand er blevet jævnere, fordi lønmodtagerne som gruppe ejer en voksende del af den samlede kapital i erhvervslivet. Men koblingen til medbestemmelse eksisterer jo ikke. Den kapital, som lønmodtagernes pensionskasser har, giver ikke en særlig ret til større indflydelse på arbejdspladsen. Og det var måske heller ikke rigtig tænkt oprindeligt.« Således vurderet i bagklogskabens bengalske belysning af Folketingets nuværende formand for godt syv år siden i en udtalelse til Ugebrevet A4.

Lykketoft har ret – og virker som han rigtig grundigt har læst og et langt stykke tilsluttet sig pointer i etnologen Thomas Højrups bog »Lønkapital under folkestyre – ØD-planernes strukturfejl og deres ophævelse«. Sammen med flere andre, herunder Poul Nyrup Rasmussen, var jeg i 1988-89 med til at diskutere bogen med Højrup selv under værkets udarbejdelse. Højrup som det i 1990’erne heller ikke lykkedes at komme igennem med den kobling til medbestemmelse, som de kollektive pensionsopsparinger kunne have medført. Hvad jeg vender tilbage til næste og sidste gang.

Her drejer det sig om den Thomas Nielsen, formand for LO, der i 1970’erne kæmpede så lidenskabeligt for ØD, at jeg, for nu at sige det som det er, aldrig har kendt magen. I et interview, han gav min kollega, Ilse Olsen, og mig, forklarede han, at da de unge socialdemokrater, DsU’erne og Frit Forum og Henry Grünbaum i slutningen af tresserne var kommet rendende med deres økonomiske demokrati, havde han tænkt:

»Åh, herregud, skal de nu også have noget ligesom jer tossede 68’ere. Vi har jo allerede magten. Vores overenskomster, vores aftalte forhandlingsregler, vores strejkeret, vores tillidsrepræsentanter, vores sikkerheds- og arbejdsmiljørepræsentanter, og i 74 fik vi også medarbejdervalgte repræsentanter i virksomhedernes bestyrelser plus hele vores lovgivning om arbejdsmarkedsforhold, arbejdsløshedsunderstøttelse og meget mere, folkepension,  sygedagpenge osv. Men lad dem da bare få den lille vimpel øverst i kransekagen. Nu har jeg opdaget, at ØD ikke er flaget øverst på kransekagen, det er makronbunden under det hele. Det er ikke noget, vi først skal gennemføre, når krisen er overstået, det er selve midlet til at løse krisen på andet end den rene liberalismes markedsbetingelser. Det er uretfærdigt, at jeg skal være venstreorienteret og kræve kapitalismen afskaffet, når jeg i virkeligheden er højreorienteret. Da jeg i sin tid pegede på Anker Jørgensen over for Jens Otto Krag som den, Krag burde vælge som sin efterfølger, var det netop fordi Anker er så venstreorienteret, og det havde arbejderbevægelsen brug for. Så kunne jeg passe mine 5-ører i overenskomstforhandlingerne. Og så går Anker hen og bliver højreorienteret, fordi han ikke tør tage kampen op med de borgerlige om ØD.«

Det turde Thomas. Jeg glemmer aldrig, da vi stod nede ved telefonbordet i LO-borgen og ventede og ventede eller gik ude på Tornerosenørns Alle for at trække klam decemberluft. Der var kontaktudvalgsmøde mellem Socialdemokratiets topledere og LO’s forretningsudvalg efter, at partiet med sin mindretals-regering endnu engang på de radikales nåde og unåde havde begået indkomstpolitik uden økonomisk demokrati.

I 1976 havde Thomas Nielsen talt om »brandudsalg af socialdemokratiske principper« og demonstrativt nægtet at klappe efter Ankers tale. Siden var det blevet værre og værre. LO-formanden talte om nødvendigheden af at flytte hegnspæle (politisk revy mente senere, at jeg havde fået min mødom taget med en hegnspæl), og han advarede mod at blive bange for sin egen skygge, ja, kaldte ved en lejlighed Anker for »en lille lort«.

Nu var det blevet 1979, og vi stod stadig og småfrøs ved LO-borgens telefonbord. Omsider kom Anker, fåmælt og sammenbidt: – Jo, der havde været forskellige opfattelser i LO’s forretningsudvalg. Mere havde han ikke at sige og gik sin vej. Så kom metalarbejdernes smedeformand Georg Poulsen og var godt tilfreds med, at han havde fået sit bevægelige lønsystems løfteparagraf med mulighed for lønforhøjelser i overenskomstperioden tilbage.

Når det nu på grund af de forvirrede SF’ere heller ikke denne gang kunne blive til noget med den tvungne og solidariske overskudsdeling kaldet ØD. De ufaglærte skulle dog af hensyn til beskæftigelsen og betalingsbalancen og konkurrenceevne afstå fra deres dyrtidsportioner. Thomas viste sig stadig ikke. Men LO-bladets redaktør kom ned og sagde, at vi lige så godt kunne tage hjem, for formanden var ikke i stand til at udtale sig – »på grund af ophidselse«.

Det sagde han virkelig: »På grund af ophidselse«.

Senere fandt vi ud af, at det kunne man for så vidt godt sige, selv om det heller ikke var sandt. Når pressen ikke kunne få LO’s formand i tale, var det, fordi han var gået hjem! Slet og ret. Havde rejst sig og sagt til sit forretningsudvalg, til landets statsminister og Socialdemokratiets øvrige topfolk, at nu havde han ikke tid til at høre mere på den diskussion, for han skulle på juleindkøb med sin kone.

Behøver jeg mon nu at fortolke, hvad Thomas Nielsen mente med sit allermest berømte bevingede ord? Formuleret i hans afskedstale ved afgangen i 1982 som LO-formand: »Vi har sejret ad helvede til« Med – efter en pause, da hele salen stivnede – tilføjelsen: »Godt!«

Rigtigt er det, at SFs kompetente organer ved et møde i Christiansborgs gamle landstingssal forkastede ØD som modydelse for at stemme for de indkomstpolitiske indgreb og bånd på lønmodtagerne. Efter afvisningen fulgtes jeg med SF’s formand, Gert Petersen, ned ad den brede trappe til forhallen. »Jeg har aldrig,« hvislede han ud af den ene mundvig, »været så tæt på at melde mig ud af SF, som jeg er nu.«

Rigtigt er det også, at Niels Helveg Petersens Radikale Venstre, der jo som skildret i forrige Mands Minde foredrag havde fået P. Munchs mere eller mindre ingemannske drøm om økonomisk demokrati i arv, syntes parat til en ØD-indkomspolitisk aftale med Anker Jørgensen. Hvis blot den decentralt alene blev knyttet til de enkelte virksomheders medarbejdere uden nogen stor fælles, central investeringsfond administreret af fagbevægelsen. Men dog med opbygning af en uddannelsesfond.

Selv den daværende LO-økonom Poul Nyrup Rasmussen, der ellers stod LO-formanden meget nær, lægger i sine erindringer ikke skjul på, at han syntes, Thomas Nielsen skulle have taget imod tilbuddet, så man dog kunne have fået begyndt. I sine erindringer er Knud Heinesen, Anker Jørgensens finansminister i de dramatiske år, ligefrem hadefuld over for denne Thomas Nielsen – med sin villa, volvo og vovse. Altid med en cigar i sin alt for store kæft.

Og Thomas Højrup har i sit nævnte værk sikkert ret i, at ØD-planerne fra starten led af de fatale strukturfejl, ikke mindst forestillingen om den store centralfond, Mogens Lykketoft som sagt siden har indrømmet. Engang, da venstremanden Bertel Haarder og jeg faldt i snak ude i Kastrup Lufthavn, hvorfra vi hver skulle flyve til hvert vores foredrags-arrangement, spurgte jeg ham, hvad der var sket, hvis de statsfikserede socialdemokratister og fagforeningsbosser ikke havde kaldt deres fællesfond for centralfonden, men for andelsfonden – og opbygget den efter de oprindelige grundtvigske indstillinger? Haarder sad lidt eftertænksomt, løftede så hovedet, tilkastede mig et kådt glimt og sagde: »Så havde mit parti været nødt til at tage sin første forpligtende selvransagelse i hundrede år.«

Siden har han i en radiodiskussion under ledelse af Bjarke Møller givet mig lov til offentligt at citere denne ordveksling. Noget i den retning var det vel også, der foresvævede hans egen Venstreformand Henning Christophersen, da han i sommeren 1978 indlod sig på at danne regering med Anker Jørgensen. Denne i virkeligheden uhyre dristige og – kunne det være blevet  – visionære SV-regering, der kun holdt et år. Netop fordi den ikke, da det kom til stykket, kunne blive enig om det modstykke til den keynesianske, socialdemokratistiske kapitalisme, som gik under betegnelserne økonomisk demokrati eller en art andelsorganisering.

Selv blev jeg sikkert for ingemannsk henført af Thomas Nielsens lidenskab. Led nok, lider måske stadig – af en forestilling om, at havde samme lidenskab præget alle andre topagenter fra venstresocialisterne med lille v til Venstre med stort V – i Grundtvigs fædreland skal man åbenbart være venstreorienteret med stort eller lille V – var vi nok dengang kommet igennem med et eller andet ikke stalinistiske modstykke til den erlingolsenske keynes-mekanik, der med  lordens egne ord direkte anerkender, at »griskhed og åger og beregning må være vores guder en tid endnu.«

Endnu mere guddommeliggjorte, som socialdemokratismen selv havde været med til at frigøre Charles Chaplins Moderne Tiders samlebåndsarbejder fra trediverne, der ikke havde andet at holde sig til end fagforeningskontingentet og partibogen. Nu havde han griskheden, grådigheden, den grænseløse økonomiske vækst at tilbede og den socialdemokratiske statsbureaukrat og hans fagforstening at forsage og foragte som unødigt formynderi, skrankepaveri, papirnusseri.

For nu at tale det sprog, som var medvirkende til Glistrups epokale jordskredssejr ved folketingsvalget den 4. december 1973. Min først artikelserie i Information og siden bog om skredet kom derfor til at hedde »Den satans stat«. Ikke fordi jeg forgudede den nyliberalisme, der netop med Margaret Thatcher, Ronald Reagan, yuppierne, venstres ungdom, kravene om selvrealisering på fuld tid og helst også overtid, deregulering på deregulering, privatisering på privatisering, den offentlige sektor i stigende grad lagt ind under markedets tugt, konkurrencesamfundets grænseløse efterstræbelse af Den Økonomiske Vækst, DØV, slog så voldsomt igennem i netop 1980’erne.

Så 68-oprøret efterhånden gik hen og blev en slags forberedelse til den markedsgørelse af Erling Olsens keynesianske mekanik og socialdemokratisme, der også er den nuværende SRSF-regerings og Enhedslistens fundamentale ikke alene økonomiske, men også mentale grundvilkår. Blev ikke den nu fra afhængigheden af partibogen og fagforeningskontingentet frigjorte samlebåndsarbejder – som vi kender fra Charles Chaplins 1936-film Moderne Tider – ved økonomisk demokrati og en art andelsorganisering bundet til ansvaret for egen virksomhed, så han og rødstrømpebevægelsens hun ikke længere så behageligt kunne tørre det af på kapitalisterne og politikerne, på markedet og staten for så selv at pleje sin egen selvrealisering, ville det gå – som det gik.

Lilli Gyldenkilde, SF’s daværende arbejdsmarkedsordfører, prøvede at modstå det tilsyneladende uafvendelige og forklarede energisk sit eget og SF’s faglige udvalg, at nu var det altså pinedød nødvendigt at sætte kravet om ØD over kravene om lønforhøjelser, der ellers bare ville øge arbejdsløsheden. En fremtrædende smed i forsamlingen rakte fingeren i vejret og spurgte, om det så betød, hvis han forstod Lilli rigtigt, at kom virksomheden i vanskeligheder, så valget stod mellem i fællesskab at gå ned i løn eller afskedige et antal ansatte, og man ikke ville acceptere lønnedgang for at redde virksomheden, skulle man selv påtage sig fyringerne af nogle af kammeraterne? Ja, svarede fru Gyldenkilde, hvem fanden skal ellers gøre det, når vi selv har fjernet arbejdsgiveren? Ja, så var smeden ikke sikker på, at han var socialist længere.

Men hvad er så socialisme, hvad er så svaret på kapitalisme, spurgte Lilli og jeg, hvis det da ikke er den socialdemokratiske formynderstat eller endnu værre: skinbarlig kommunistisk stalinisme? Som den nu fra partibogen og fagforeningskontingentet frigjorte Charlie Chaplin – heldigvis – trods alt slet ikke ville have længere. Hvad vi den 9. november 1989 ved Berlinmurens fald fik verdenshistorisk synligt bevis for. Men selv en ellers mig på mange områder ganske nært stående ven og kampfælle, den selvrådende VS’er Preben Wilhjelm, ville ikke høre tale om ØD. For det ville bare gøre alle lønmodtagere til småkapitalister. Jamen, hvis vi først skal have enhver risiko for småkapitalisme afskaffet, hvornår og hvordan og på hvilket grundlag indledes så indførelse af vores ikke autoritære socialisme? spurgte jeg. Og fik i realiteten ikke andet svar end en fastholdelse af den allermest venstreorienterede udgave af den socialdemokratistiske, erlingolsenske keynesianisme. Der tydeligvis var i opløsning.

Og på Information forklarede de kommunistiske ledere af Typografforbundet, at bladet aldeles ikke selv skulle indlede socialismen – ved at afskaffe udefrakommende aktionærer og selv overtage ejendomsretten til vores egne produktionsmidler. Hvornår dette revolutionære øjeblik var inde blev afgjort af partiet. Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. I sidste instans af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP’s centralkomités politbureaus stående udvalgs generalsekretær. En afgørelse, der i øvrigt ville blive truffet på streng marxistisk-videnskabeligt grundlag i overensstemmelse med den DIAMAT’s, den dialektiske materialismes materialistiske historieopfattelse.

Min lidenskab, som jeg så med større eller mindre eller måske slet ingen ret spejlede i Thomas Nielsens lidenskab, kom af en stadig voksende erkendelse af nødvendigheden af et modstykke til den kapitalistiske akkumulationstvang, dens behov for uafbrudt økonomisk vækst for ikke at skvatte sammen.

Skærpet af naturforarmelserne omkring mig, Thorkild Bjørnvigs miljøengagement, Rachel Carsons Det tavse forår, FN’s miljøtopmøde i Stockholm i 1972, Romklubbens påpegninger samme år af de elementære, naturgivne Grænser for vækst, og hvad senere chefen for FN's Miljøprogram, Klaus Töpfer, sagde så utvetydigt, at Kinas plan om at firedoble økonomien inden 2020 kun kan lade sig gøre, hvis de udviklede lande radikalt nedsætter deres forbrug af naturens materielle goder for at give de fattige land jordisk rum til at øge deres. Han påpegede, at hvis Kina havde samme proportionelle antal privatbiler som for eksempel Tyskland, ville landet være nødt til at producere 650 millioner vogne, og det vil Jordens forsyninger af metal og olie ifølge miljøeksperter simpelt hen af elementære materielle grunde slet ikke kunne imødekomme.

Min gode ven Klavs Birkholm fra først VS og siden SF var i løbet af 1986-87 blevet overbevist om, at hele systemet med politiske partier havde udlevet sin rolle i det borgerlige demokrati. Hans ifølge sin egen fremstilling egne ubehagelige erfaringer fra den politiske venstrefløj, hvor partisoldaterne hele tiden tvinger alle medlemmer til en form for ensretning, var ikke kun et træk ved de militante socialister – det gjaldt hele det politiske spektrum, indså han. Der samtidig var enormt inspireret af tiårets store, positive strømning – dissidentgrupperne i Central- og Østeuropa.

For det ligger akkurat i begrebet dissidens, at man ikke lader sig bringe på nogen homogeniseret formel. Flere af hans helte, især Vaclav Havel og Adam Michnik, talte om borgerforum’et som det nye redskab i den politiske kamp: Når borgere på eget initiativ finder sammen og udveksler politiske iagttagelser og overbevisninger helt uden hensyntagen til deres karriere i staten, kan dette blive til ”et bakteriologisk våben”, som de sagde. For når man ikke står til ansvar over for hverken et parti- eller politbureau, endsige en arbejds­giver, kan sandheden ikke undertrykkes i længden.

Derfor vil sådanne selvstændige borgerfora avle flere borgerfora, indtil den folkelige bevægelse til sidst sætter alle bureaukraterne fra bestillingen og lader demokratiet genopstå. Tænkte han. Og foreslog mig at være med til at starte noget lignende herhjemme. Det var jeg i første omgang tøvende overfor, men inspireret af Niels Helvegs såkaldte frihedsbrev efter folketingsvalget i 1987, mine samtaler med en anden god ven, arkitekten Jørn Noletenius og med Villy Sørensen om de tre partier, der efter hans og min opfattelse stod nærmest Oprør fra Midten, udgivet i 1978, dog ikke snart kunne danne deres egen ny regering med det mål at indlede et i alle ordets betydninger bæredygtigt samfund, tog jeg i løbet af efteråret sammen med Jørn Noltenius og efter samråd med Villy Sørensen omsider imod Klavs Birkholms tilbud.

Resultatet blev det DLTS, der efterhånden kom til at bestå af Poul Nyrup Rasmussen, Harald Børsting og Gunvor Auken fra den socialdemokratiske parti- og fagforeningsfløj, Marianne Jelved og den netop nu forleden alt for tidligt afdøde Tage Dræby fra Det Radikale Venstre, Anne Grete Holmsgaard fra SF og så Klavs, Jørn og jeg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Torben Arendal
  • Claus Høeg
  • Torben R. Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Jan Pedersen
  • Peter Nørgaard
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Torsten Jacobsen
  • Steffen Gliese
  • Niels-Simon Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
Morten Lind, Torben Arendal, Claus Høeg, Torben R. Jensen, Olaf Tehrani, Jan Pedersen, Peter Nørgaard, Robert Ørsted-Jensen, Torsten Jacobsen, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Enormt spændende stykke Danmarkshistorie.
Hvor er vi i dag? Jeg kan ikke finde ud af det, så jeg gør, hvad jeg finder godt.
Jeg er involveret i forskellige debatfora. De er selvorganiserende indtil en vært fjerner et indlæg. Værterne er ikke demokratisk valgt. Ikke engang på dette område, som består at forholdsvis politisk bevidste folk, er der demokrati. Argumentet må være, at vi ikke magter det. Vi kan bare se det her, hvor jeg synes, at nogle vrøvler. De pågældende hæfter så nogle andre anklager på mig. Der står vi så ude af stand til at løse konflikten og uden 'mandat' til at løse den. Vi må ikke, underforstået fordi vi ikke kan. Det er højst utilfredsstillende. Jeg mener, at vi ikke kan løse konflikter her, kan vi heller ikke løse dem 'der', altså højere oppe i systemerne.
Ang. ØD var vi ikke forberedt på at hyre og fyre. Vi ville ikke tage fat om nælden, og det vil vi stadig ikke (som vælgerbefolkning). Demokratiet skal indøves helt nede fra bunden, ellers kan det ikke udfolde sig.

Ejvind Larsen

Tak Maria
Tak Niels-Simon. Du skriver: »Ang. ØD var vi ikke forberedt på at hyre og fyre.« Nej, det skal jeg love for. Heller ikke hovedparten af venstrefløjen var åbenbart indstillet på at afskaffe kapitalismen. Nok var den trod Keynes åbenbart ikke helt krisefri, men ligefrem selv overtage ansvaret og bøvlet? Nej, føj for Mar . Og hvor blev den grundtvigske andelsbevægelse/kooperativ-/ØD-bevægelse af? »Vi ville ikke tage fat om nælden, og det vil vi stadig ikke (som vælgerbefolkning).Demokratiet skal indøves helt nede fra bunden, ellers kan det ikke udfolde sig.« Det sidste troede jeg, vi var i gang med i 68. Men...

Lars Ebbensgaard, Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er så sørgeligt, at I ikke kunne blive enige i tide om det, der kunne have forhindret årtiers misregimente imod almindelige menneskers frihed og interesse.

Lars Ebbensgaard, Jonas Pedersen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Men selv en ellers mig på mange områder ganske nært stående ven og kampfælle, den selvrådende VS’er Preben Wilhjelm, ville ikke høre tale om ØD. For det ville bare gøre alle lønmodtagere til småkapitalister.

Det skete så alligevel - eller var måske det allerede tilfældet, da ordene faldt? Nuvel, chancen blev forpasset, vinduet lukkedes i, men tilbageslag er ikke nederlag. Det gør blot alting så meget mere besværligt.

Marxisme og kapitalisme er kun modsætninger i den forstand, at de er som en mønts to sider. Ubehjælpeligt sammenviklede og med samme grundlæggende forudsætning: Angsten for det frie menneske. Eller er det snarere indsigt i en dyb og 'hemmelig sandhed', som de to ideologier har til fælles? En forståelse af, at mennesker flest i bund og grund vil ledes snare end lede? At friheden ganske enkelt ikke er til at bære for den hårløse abe, for hvem frihed - ægte frihed - i årtusinder var lig med den sikre død? Er det muligt at mennesket vil acceptere selv den største ydmygelse, give køb på alle principper, for blot at undgå denne truende frihed hvis skygge er døden? Det er bestemt en mulighed. Selvfølgelig sker en sådan underkastelse ikke bevidst, kan hverken indrømmes i fuld offentlighed, ej heller i hjertets lønkammer. Dertil har vi over tid rejst for langt. Set for meget. Tænkt for meget. Vi er ikke længere kun hårløse aber i små flokke på græsstepperne. Vi har fået kultur. Flokdyrets instinkter presset ned under en fernis af selvbevidsthed, egoets møllesten om halsen. På godt og ondt - endnu ikke hinsides samme.

Lars Ebbensgaard, peter fonnesbech, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

For mig at se er vi ikke blevet rigtigt voksne. Vi har valgt barnagtigheden (til stor skade for børn af alle slags). Vi vil ikke tage den demokratiske kasket på.
Eks.: Deadline har en ordstyrer, der helst ikke må styre ordet. Man hører dette: "Prøv lige at høre her, Martin!" (Interviewet med Anders Samuelsen fx). Martin'erne skal svare: "Det skal du ikke sige til mig, for jeg er her for at høre på dig, og du er her for at svare på mine spørgsmål, og når du ikke vil det, så må du rejse dig op og gå, og så sætter vi en film på om kattekillinger, der skubber hinanden ned fra et sofabord, for det er mere interessant end dine bortforklaringer.

Skandale! Kom lige med ind på mit kontor, siger direktøren.
Nej, det sker netop ikke. I stedet får vi interviews, man slukker for. Deadline, som burde være 'opvækkeren', bliver en del af sløveriet, og det forplanter sig ned gennem rækkerne.

Vi står over for to tendenser, hvor den ene afbryder og opfordrer forsamlingen til at komme tilbage til sagen, og en anden til at folk skal have lov at tale ud, tale ud og tale ud.
Jeg ser Ejvinds foredrag som en tråd tilbage til i går og spørgsmålet: "Hvad var det nu, det drejede sig om - har I glemt det"? Det almindelige svar vil være: "Der er sgu da ikke nogen tråd, mand, eller tråde er der nok af, oven i købet for mange, det er jo et eneste stort virvar".
Det er denne forvirring, som jeg synes er udfordringen.

Ejvind Larsen, Steffen Gliese og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Vi skal til stadighed stille spørgsmålet om, hvad kristendommen, marxismen og alle de andre -ismer går ud på går.
Forbrugerismen går fx ud på at ødelægge Jorden, og den har fuld opbakning.

Steffen Gliese

Spørgsmålet er, kan vi gå tilbage? Det er så populært at sige, at man ikke kan gå tilbage - "Man kan ikke træde ned i den samme flod to gange", "Alting flyder"; men er det trods alt ikke bare noget, vi for automatisk affinder os med? Vi skal vel finde Ariadne-tråden!

Torsten Jacobsen

Nej, vi kan ikke gå tilbage. Det er heller ikke ønskeligt. Det er en både vidunderlig og sørgmodig beskæftigelse, både i tilbageblik på eget liv og i forhold til samfundets udvikling, at forestille sig hvad der kunne have været. Men sådanne forestillinger er fri fantasi, ønsketænkning. Faren er at man lader sig lokke til at tro, at hvis blot ét parameter havde været anderledes, så ville alt være gået anderledes. Man ser ikke, at netop dét ene parameter stod i forbindelse med andre, og at selv den mindste justering på ét lille punkt, nødvendigvis rekalibrerer konstruktionen som et hele. Alt flyder, ja, og forekommer det os at visse bølger går igen, skyldes det blot en begrænsning i det menneskelige kognitionsapparat.

Der er brug for med en nøgternhed grænsende til det kyniske at drage de nødvendige erfaringer fra en ikke længere eksisterende virkelighed, uden at falde for fristelsen til at applikere disse erfaringer i et 1:1 forhold på en ny virkelighed som, uanset om vi evner at se dette eller ej, er væsensforskellig fra det, som kom før.

En næsten umulig opgave, naturligvis. For vi er selv indlejret eller indskrevet i historien. Vi kan ikke navigere uden dette kompas, og så betyder det ikke det store om kompasset virker eller ej.

Ovenstående inspireret af: Terrence Mckenna: 'Culture is not your friend!'
https://www.youtube.com/watch?v=4-tY6hmKcms

Niels-Simon Larsen, Torben R. Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En masse postulater, Torsten Jacobsen. Reelt set er det så få ændringer, der er tale om i vores samfundslegeme. En god opvågnen får man ved f.eks. at se gamle satireprogrammer: det, der burde være helt tæt tidstypisk, viser sig at have bevaret aktualiteten.
Jeg deler altså ikke dit deterministiske samfundssyn.

Det demokratiske samfund kan ikke bestemme det "gode", når flertallet ikke kan se det dårlige.
Lad min tage et eksempel.
Et kæmpe flertal mener, at jorden og dens resurser skal være underlagt privat ejendomsret.
Derfor gik Retsforbundet ud af folketinget for 35 år siden.
Heri ligge forklaringen på at kapitalismens negative virkninger ikke bliver rettet og reguleret.
Ikke kapitalismen i sig selv.

Torsten Jacobsen

Selvfølgelig er det postulater, Peter Hansen. Nærværende overvejelser kommer til udtryk i kommentarspalterne på Information.dk, ikke som et indlæg i f.eks. 'London Review of Books'.

Din bemærkning er således helt overflødig, omend jeg da i samme ånd kan bemærke, at du jo selv blot udslynger et postulat om mine ytringers 'postulatitet' ;). En trættende leg, no?

Hvad angår mit 'deterministiske' samfundssyn, så tror jeg du misforstår mig lidt, eller også har du set noget i mine postulater, som jeg ikke selv kan få øje på. Jeg er af den opfattelse at samfundsudviklingen ikke kan forudsiges med nogen større nøjagtighed. Det er derfor i den forstand uinteressant, om samfundet udfolder sig deterministisk eller ej.

Jeg hævder så til gengæld, at der er en fare for at man gennem ønsketænkning kan ende med at bilde sig selv ind, at der ikke blot ér kausalitet i samfundsudviklingen, men tilmed at denne kausalitet er ukompliceret. Og her vil jeg da gerne tilføje som et nyt postulat, at man i en sådan vildfarelse typisk ender med at tro, at hvis en ønskelig samfundsudvikling mod forventning ikke manifesterer sig, så skal man blot applikere et endnu hårdere pres.

Eksempler:

Hård straf virker ikke? Hårdere straffe er løsningen.
Skattelettelser stimulerer ikke væksten? Større skattelettelser er svaret.
Penge løser ikke problemet? Flere penge må til!

Mikael Velschow-Rasmussen, Torben R. Jensen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Tak for en god artikel.
Men mener nu at Hartling var Venstres leder, da Venstre dannede regering med Anker Jørgensen og ikke Henning Cristoffersen??

Steffen Gliese

Nej, Felix Austin, Hartling var gået af som V-formand og var allerede FNs Flygtningehøjkommissær.

Steffen Gliese

Jeg tror, vi er meget enige, Torsten Jacobsen, omend vi udtrykker os forskelligt. Dine eksempler er jo en måde at lovgive på, der tænkes som adfærdsregulerende. Det tror jeg ikke på, og jeg opfatter det i øvrigt som aldeles umoralsk på den måde at forsøge at manipulere mennesker i en retning, nogen anser for 'gunstig'. Hvis man ikke vil have, at folk spiser underlødige fødevarer, må man således forbyde fremstillingen og importen af underlødige fødevarer.

Peter Nørgaard

Endnu en spændende periode, om en del teorier og en del praksis, også i dette kapitel. De første fjorten kommentarer har endnu ikke sagt daw til prakis. Men det kommer nok. Og så må vi se hvad Ejvinds sidste kapitel fortæller videre, blandt andet om DLTS. Med Nyrup, Børsting og Jelved ombord i det skiw, giver dét både mands- og kvindsmindelser om SUKP´s stående udvalg - hér i hytten.

Let´s go N I V E /;-) Seriøst. Uden partispidser og andre magtmennesker. I dén samtale om teori og praksis, om vision og handling - indtil der eventuelt bliver liv i "andels-tråden" igen, eller Informations redaktion er med på at plante et digitalt ANDELSTRÆ - sættes der her fra, i den del af samtalen, et.: ,

God tur.

Niels - Simon Larsen
Angående ØD, var det en drøm hvor end ikke liste As medlemmer, kunne blive enige.
Manden "på gulvet" ville have del i overskudet, medens de faglige organisationer ville akkumulere overskudende i centrale fonds (som de faglige organisationer, naturligvis, skulle have råderet over).
Da der samtidig var tvivl om, en sådan lovgivning kunne gennemføres inden for grundlovens rammer, fik ideen lov til at dø af mangel på omtale.

Ejvind Larsen, Peter Nørgaard og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Jørn: Det var dengang, A havde drømme om noget andet på tallerkenen, end det der fandtes. I dag skal vi, inden vi drømmer, lige spørge EU først (konkurrenceforvridning fx). Når drømmen fornægtes af ens egne (kammerater), bliver der et slip.
I dag er vi nogle, der drømmer om et grønt samfund. Lad os antage, at flertallet en skønne dag bakker det op. De næste hurdler bliver EU, TTIP. Det er meget at give sig i kast med, når man kun er en lille bjørn med en meget lille forstand, samt skal passe familie og job m.m. Jeg spekulerer på, om det er derfor, at mange giver op på forhånd...

Ejvind Larsen, Paul Peter Porges, Inge Møller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Torsten Jacobsen
03. august, 2015 - 11:34

Tak for dit indlæg, som jeg kan relatere til den lange og meget personlige rejse gennem dette, mit liv.

Dit sprog, som balancere på en fin knivsæg kan læses på flere måder. Tak!

Per Dørup Jensen

Er økonomisk demokrati da ikke principielt et skridt mod reelt demokrati - og mod socialisme?

Steffen Gliese

Åbenbart ikke efter venstresocialisternes mening, Per Dørup Jensen - selvom ejerskab til produktionsmidlerne vel er selve definitionen på socialisme, ikke central styring.

Torsten Jacobsen

Jeg faldt lige over et interessant perspektiv, som selv om det udspringer af en anden kontekst (en diskussion om hvordan afro-amerikanere kan gøre sig håb om at kæmpe sig ud af den strukturelle økonomiske undertrykkelse, de er udsat for) efter min mening har relevans for vores diskussioner om både andelsbevægelsen og ØD. Følgende er et citat fra den amerikanske rap-musiker og aktivist Michael Render (aka Killer Mike), da han for nylig blev interviewet af Tavis Smiley. Der er tale om et længere citat fra interviewet, for at give lidt kontekst. Den afgørende pointe er fremhævet (hvis ellers formateringen virker):

Render: Because wealth is mainly transferred through property. Property is old houses that get left to you. It’s land that gets left to you. It’s buildings that get left to you. Blacks have been kept out of the real estate game for over half a century. How? Redlining, refusal to sell to Blacks.

I grew up in a neighborhood called Collier Heights, the first nationally historic Black neighborhood in the United States recognized as. That neighborhood was bought at a 30% higher mark-up rate in a deal brokered by Maynard Jackson’s grandfather to move Blacks to the west side of Atlanta. Now they had to pay 30% more to have their own community.

What about the poor Blacks that couldn’t, that got marginalized and subjugated to housing projects? And that became an endless cycle, generation after generation. So you haven’t even been allowed in the wealth game. So what I’m saying is, to say I’m sorry to me is a good start, but what are you gonna do to make sure that I get fair and equal housing?

And if the government is not gonna do it for you–and they’re not–we should figure out how to do it for self. And that goes back to where does your money go? How many times is your money flipping your community? I own a barbershop. I own a barbershop ’cause I wanted to hire Black people…

Tavis: You own a couple of them.

Render: We own two, yeah, my wife and I.

Tavis: Yeah, yeah, yeah.

Render: I own them because I wanted to be able to hire people immediately like, yes, you have a job. I wanted to directly service the community and directly know what’s going on in our community. But me owning barbershops, I’m not gonna own a Chinese food restaurant, but there’s room for a Black guy to do it and he should do it.

Because my Chinese neighbors that have the restaurant next to me, they don’t put any of that money back in the community and that isn’t me talking against them. They take their money back to wherever they live. They don’t donate to the football team, they don’t donate to the baseball team, they don’t put their money in a Black bank.

So what I’m saying is you have to start to attack. You have to have an economic enemy of sorts. You have to decide that whoever’s on the other side of my dollar, they got to look like me.

They got to be about my community, or they got to be local. Even if they don’t look like me, they got to be doing things locally, or I’m not going to give my dollar to them. So, you know, Black people got to man up. No one is gonna give us anything except the opportunity that we have in America.

Torsten Jacobsen

For mig at se er dette en essentiel pointe! Hvis et Økonomisk Demokrati eller en andelsbevægelse ikke skal undergrave sig selv over tid, er det ikke nok kun at føle sig ansvarlig over for virksomheden eller andelsfællesskabet. Man må også være ansvarlig for, at den løn man indtjener anvendes på en måde der virker positivt tilbage på fællesskabet. Hvad nytter det at opbygge bæredygtige økonomiske fællesskaber, hvis overskuddet fra disse fællesskaber placeres i hænderne på kræfter, der undergraver selv samme fællesskab? Ansvarligheden må gælde hele vejen rundt - er det ikke i sidste ende hvad demokrati handler om?

Ejvind Larsen, Paul Peter Porges, Peter Nørgaard og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er vist ikke meget, der har været forsøgt så meget med som demokrati, selvforvaltning, selvorganisering, udvikling af fællesskaber osv. osv., og nok heller ikke noget, der har givet så mange frustrationer.
Jeg har haft perioder, hvor jeg har søgt væk fra andre og ind i mig selv (Jeg er bedst, når jeg er helt alene). Når der så var gået et stykke tid, søgte jeg fællesskab igen. Det er nok sådan for de fleste andre. Det gælder om at finde balancen mellem en selv og de andre. Ser man tilbage, kan man se perioder med fællesskab og individualisme.
Jeg tror, at UBI vil få mange til at føle sig mindre udstøtte, men det kommer selvfølgelig an på, hvordan den implementeres. Det er den slags eksperimenter, vi skal i gang med. Man kunne begynde med en kommune, der var positivt indstillet og så gå videre derfra. Vi bliver nødt til at bryde ud af det fastlåste.

Ejvind Larsen, Inge Møller og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er at tro alt for meget på pengene! Det er produkter og tjenesteydelser, der er den sande værdi, og værdien af deres spredning afhænger af, om modtagerne virkelig har behov for dem.
Vi kan ikke påbegynde en ny cyklisk egocentri, der begrænser udviklingen i verden ved at sætte sig på værdierne.
Renders eksempel er jo en case for, hvor det hele halter: selvfølgelig er det GODT, at nogle kinesere kommer, tjener pengene, hvor de er, og sender dem hen, hvor de ikke er. Det handler ikke om job, det handler om tilstrækkelig produktion til at bringe holdbare produkter i tilstrækkelig mængde ind i verden.
Situationen har længe været at udvikle nye produkter, der var mere energieffektive for at kunne hamle op med CO2-udledningen; men hvis problemet er, at vi snarere har for meget strøm fra vindmøller, er denne udvikling ligegyldig. På samme måde med opvarmede drivhuse: hvis solpaneler giver os langt mere end tilstrækkelig varme til opvarmning, er der intet problem. Og her skal intensiteten så hellere kunne øges, hvad den jo konstant bliver, ligesom fremstillingen af solceller forbedres og billiggøres.
Opgaven er ikke at skabe job, men at skabe tilstrækkeligt til at overkomme sult, nød og manglende adgang til undervisning og sundhed. Vi klager over, at vi ødelægger afrikanernes markeder med alt for billige og subsidierede landbrugsprodukter; men kun hvis man ønsker at opretholde en markedsøkonomi med bytteforhold er det et problem. Afrikanerne har rigeligt med andre opgaver at løse i deres samfund, såsom mere udbredt undervisning og uddannelse, udvikling af samfundsbærende institutioner, opbyggelse af indbyrdes tillid ved at overkomme rivalisering og stridigheder.

Peter Nørgaard

Kl. 21:50 i går. Per, jo - som du skriver - MOD demokrati (-udvikling) og MOD socialisme (-forsøg).

ØD var - den splittede - socialdemokratiske ledelses (som LO´s ledelse var en del af - og stadig er bummelum) udgave. Ikke befolkningens ønske og udgave, ikke efter omfattende SAMTALER i befolkningen.

Det gik med at få vedtaget Danmarks RIGES Grundlov af en fåtallig overklasse, dengang analfabetismen var større end i dag. I dag er det "kun" omkring 15 % der er funktionelle analfabeter.

Lennart Kampmann

Det medfølgende foto driller mig, hvornår er det fra? En toyota camry med nummerplade KP, kan den virkelig være fra 1973-4? Er det bilfri søndag. Jeg har søgt men måske andre har en bedre forklaring....

Med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Nej, billedet må være langt senere - de hvide nummerplader indførtes første i 1976, og der måtte være gået en del år, før man var nået til midten af alfabetet.

Steffen Gliese

Den tredje ting, der afslører billedet som et falsum er, at folk overholdt de bilfrie søndage - samt at de jo var om vinteren.

Lennart Kampmann

Hvide nummerplader sættes i søen i starten af 1976, så vidt jeg kan læse mig til, så billedet driller.
Med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Billedet ikke bare driller, det skildrer en helt anden begivenhed mange år senere. Nok fordi der ikke er drama i de bilfrie søndage overhovedet. Der er masser af dokumentation: parkerede biler og folk på cykler og gående med barnevogne.
Dette er snarere en langt senere demonstration for at få bilerne ud af byen. Dog inden konstruktionen af busterminalen, hvilket vil sige før 1995.

Steffen Gliese

Jeg tror, det er for tidligt med 1982. Folk er også meget lettere påklædt - baseret på fotografen tror jeg også, at vi er meget tættere på 1990 eller senere, hvor cyklismen var i høj kurs, og hvor kampagnerne for en bilfri by var meget - insisterende.

Lennart Kampmann

Journalister glemmer måske hvor vigtigt det er at referencerne er korrekte. KP nummerpladen burde man kunne slå op og få en præcis registreringsdato på.
Med venlig hilsen
Lennart

Peter Nørgaard

Måske en gren - eller kvist på grenen - på det mulige kommende ANDELSTRÆ (se hele samtalen i "andelstråden" fra 14.juli kl. 9 sharp - i går er der skrevet spørgsmål og forslag på side 4, dér) kunne være en TRAFIK gren (eller kvist)..?

Niels-Simon Larsen

Billedet er fra 1. april 1974. Det år hvor man i Nordjylland fejrede Skipper Klements 440 års fødselsdag og et tag i Herning fløj af og landede på Post Danmarks bygning lige overfor, så det siden da blev almindeligt at gå med pakkerne til Brugsen, hvor brugsuddeleren havde fået lov til at oprette et lille postkontor og lige var blevet ringforlovet med bagerens Ingrid, der ellers skulle have været gift med Preben, der fandt en anden lige før brylluppet og derfor lavede skandale i hele byen, fordi han var fuldstændig kold over for Ingrid som til gengæld fik sympatien med sig så Preben måtte forlade byen. Ingen har set ham siden, men da han heller ikke kunne finde ud af det med den nye meldte han sig til fremmedlegionen...

Ejvind Larsen, Torben Nielsen, Maria Francisca Torrezão og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Niels-Simon Larsen
Den hvide nummerplade blev indført i 1976 - det giver ikke mening at billedet skulle være fra 1974.

Med venlig hilsen
Lennart

Niels-Simon Larsen

Sig mig engang, er der ingen af jer der skammer sig over den drejning tråden har taget?

Peter Nørgaard, Ejvind Larsen, Lars Ebbensgaard, Torben Nielsen, Felix Austin og Inge Møller anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

I går, kl. 21:37. Tak for en god latter, Niels-Simon, så må vi håbe Preben mødte en smuk berber kvinde i Nordafrika, så de kunne åbne en bagerbutik i Casablanca - as time goes by.

Og apropos din indledning så runder Klement Andersen - alias Skipper Klement - de 530 år anno 2015. Hans fødselsdag er der tvivl om, men født i Vedsted, Aaby Sogn i Vendsyssel står fast, om slægten i 5 led kan der læses på nettet.

Det Nordjyske Bondeoprør blev slået ned i 1534 af krigsforbryderen Johan Rantzaus tropper, tusinder omkom i massakren, Klement blev fanget og holdt i fangenskab, til det landsomfattende oprør var slået ned 2 år efter det brød ud . Den 9. september 1536 blev Klement halshugget i Viborg på Christian den 3.´s ordre. "Grevens Fejde" - 1534-1536 - kan vi lære en hulens masse af, den dag i dag.

Er en ny Reformation på vej..? Og hvis.: Hvordan..?

Peter Nørgaard

Og hvis (og hvis ikke).: Hvordan..? ANDELS-reformationen som én af modvægtene til ny-liberalismen (der hverken i gamle eller nye jakkesæt, m/k, er særlige liberale)..?

Torben R. Jensen

Dateringen af billedet er en faktuel fejl. Det er godt set af Lennart Kampmann og vigtigt, at det bliver påpeget. I modsat fald kunne billedet give anledning til alle mulige forkerte antagelser om året 1974. Indkredsningen af det rigtige årstal er derfor også væsentligt. Bortset fra nogle bemærkninger om historiske begivenheder i Nordjylland er kommentarerne også relevante i forhold til artiklen.

Det overrasker mig lidt, at ØD af nogle har været opfattet som en forlængelse af Keynes teorier. Forskel i organisering, mål og ejerforhold er netop elementer, som stabiliserer økonomien, medens ideen om en central fond og medarbejderejede virksomheder er en ensretning, som mere har rod i socialistiske tankebaner.

Det mest keynesianske element er vistnok, at den centrale fond kunne have et samfundsøkonomisk sigte og agere modsat markedet. Den primære tanke bag ØD var derimod en gradvis overtagelse af private virksomheder og en central fond, som kunne dirigere hele produktionen.

Forsøget på at etablere en ”strukturfond” kom igen i 90'erne i forbindelse med pensionsopsparinger, ATP, SP og LD, hvor tanken var, at fondene ikke blot ville investere i forhold til den bedst mulige forrentning, men også ud fra aktuelle samfundsøkonomiske behov og en langsigtet bæredygtighed. Så jeg ser frem til det næste afsnit af fortællingen og kampene mellem Lykketoft og Nyrup m.fl.

Peter Nørgaard

Den splittede socialdemokratiske ledelses ØD, Torben, går nok ikke over i historien som et samtale emne. Mon der rejses en statue af Thomas Nielsen..? Det Nordjyske Bondeoprør drejede sig om demokrati, og om at få andel formuerne som adelen holdt for sig selv. Men hvem skabte - og skaber - værdierne..? Adelen, der sagde "Arbejde adler" eller befolkningen..?

Hils på Klement Andersen næste gang vejen går mod Downtown Aalborg. Der står han og skuer mod Svenstrup, hvor det første slag stod i 1534 mellem bondehæren og adelens rytterhær, der sank i sumpene ved Svenstrup og led nederlag, et nederlag der stadig tales om - også i de adelige kredse.

Historien kort :
ØD i det enkelte firma - arbejdstager ansvar - nej tak.
ØD i samfundet - centrale fonde - nej tak.
Moderne "ØD" - at kunne sige nej tak til arbejdsgiveren uden repressalier - UBI , sælgers marked, ja tak.

Sider