Læsetid: 21 min.

Da den krisefri kapitalisme blev en dårlig vittighed

I dette Mands Minde-foredrag fortæller journalist og forfatter Ejvind Larsen om kampen for det økonomiske demokrati som modsvar til den keynesianske fidus, der viste sig at komme til kort
Demonstranter protesterer mod bilister, der trodser bilfri søndag. Oliekrisen med sin firedobling af oliepriserne i 1973 gives ofte som forklaring på, at udbredte forestillinger om ’den krisefri kapitalisme’ blev en dårlig vittighed.

Kim Agersten

Indland
3. august 2015

–Kapitel 7–

En fredag aften i 1966 havde vi i Studenterkredsen her i Vartov Erling Olsen som foredragsholder. Ni år ældre end jeg, der lige var blevet chefredaktør første gang, havde han – som særdeles lovende cand. polit. på Københavns Universitet og nybagt folketingsmedlem for Socialdemokratiet i 1964 – en tidlig formiddag opsøgt mig på mit kontor kridhvid i ansigtet og med næsten tårer i øjnene. Dog kun næsten.

Han havde lige været hos sin chef, der også var statsminister for Danmark, og som hed Jens Otto Krag, og fået sådan en skideballe og det for en handling, jeg lige havde rost ham for i Information.

Krags regering havde fremsat et lovforslag om kildeskat med fradragsret for betalt skat, som Erling Olsen havde udarbejdet et modforslag til uden den fradragsret, der jo først og fremmest var til fordel for de rige med de højeste skatter. Det havde Olsen gjort delvis på vegne af et nystiftet debatforum Socialdemokratisk Samfund, grundlagt med bl. a. denne motivering:

»Socialdemokratiet har ikke evnet at komme med en systematisk, almen forståelig kritik af det næværende samfunds grundlæggende fejl, dets planløshed og det ringe hensyn til vigtige menneskelige behov. Man har ikke i tilstrækkelig grad understreget dets udemokratiske økonomiske magtfordeling og dets sociale og kulturelle uligheder…«.

Nu, 47 år efter, kan man måske spørge, om Helle Thorning-Schmidt da har fået rettet op på det daværende samfunds grundlæggende fejl, afskaffet dets udemokratiske økonomiske magtfordeling og fjernet dets sociale og kulturelle uligheder? Det ville vi i den grundtvigske Studenterkredsen, som jeg dengang var formand for, i hvert fald gerne høre noget mere om, så derfor var Erling Olsen indbudt.

Hvad han sagde dengang, står, hvad et afgørende indslag angår, den dag i dag så lysende klart, at jeg tror, jeg næsten citerer den senere rektor for Roskilde Universitets Center, boligminister, justitsminister og formand for Folketinget ordret:

»Sagen er, kære studenter, som jeg forstår, især kommer fra de teologiske og filosofiske fakulteter med hovedvægt på kristendom, skønlitteratur, historie, filosofi og kunst plus et par socialrådgivere, så vidt jeg forstår: I har fremtiden for jer. Vi økonomer har nemlig savet den gren over, vi selv sidder på. Saven har vi opkaldt efter en engelsk lord ved navn John Maynard Keynes, fordi han har opfundet den mekanik, der én gang for alle har overflødiggjort alle os økonomer: Den går ud på, at når der bliver arbejdsløshed, springer automatisk en blå fane frem. Blå for kulde, tilbageslag, recession, depression, det skulle ikke være så svært at huske.«

»Og så kommer det virkeligt svære, for så skal man gå hen til mekanikkens håndtag og dreje det opad. Hvorved alverdens nationalbankdirektører ved katapult slynges op af skrivebordsstolene for at lande på seddelpressernes acceleratorer, og ud vælter det med købekraft, så der kommer gang i efterspørgslen og dernæst i hjulene og til sidst i beskæftigelsen. Hvilket jo er formålet.«

»For så vidt kunne man bare leje en helikopter og smide sedlerne ud over det ganske land. Men da er vi socialdemokrater mere smarte. Vi deler især pengene ud til de mindre bemidlede og fattige. Dels fordi de er mindre opsparingsmindede, og vi skulle jo helst have pengene ud i omløb og forbrug hurtigst muligt, dels fordi vi socialdemokrater da får æren af at gøre noget for de fattige, så de stemmer på os næste gang. Er det ikke smart?«

»For det er vi socialdemokrater nemlig. Nu kan der jo ske det, at vi holder nationalbankdirektørerne på seddelpressens acceleratorer for længe, så vi får det, der hedder overophedning af økonomien. Priserne stiger, lønningerne stiger, inflationen stiger, underskuddet på betalingsbalancen stiger, renterne stiger og så videre. Tænk, så springer der en rød fane ud! Er det ikke genialt? Rødt for hedt. Det behøver man egentlig ikke at være cand. polit. for at begribe.«

»Men så kommer det virkelig svære igen: nu skal der atter drejes på håndtaget, men denne gang nedad. Husk det nu: Nedad. Ned. For at slukke ilden. Og op springer alverdens finansministre med krav om skatteforhøjelser, inddragelse af købekraft, så vi kan få efterspørgslen, forbruget, manglen på arbejdskraft, inflationen og underskuddet på betalingsbalancen ned. Ned. Hvor svært kan det være? I hvert fald ikke så svært, at man behøver økonomer til det.«

»En hvilken som helst fornuftig hr. Petersen eller fru Jensen kan jo finde ud af dreje på det håndtag. Vi økonomer er færdige, men det er I teologer, litteraturformidlere, historikere, filosoffer, æsteter og socialrådgivere bestemt ikke. For skal vi nu, efter at alt det der med arbejdsløshed er afskaffet, altså kan afskaffes i løbet af nogle måneder, højest et par år, til endelig at gøre noget ved de indarbejdede sociale og kulturelle uligheder, hvoraf også forestillingerne udspringer om, at der skal og må være store økonomiske uligheder, ja, så er det jer teologer og litterater og historikere og socialrådgivere, der må tage over. Så tag fat, I har fremtiden for jer.«

I begyndelsen af 1990’erne, da den registrerede arbejdsløshed i mange, mange år havde været kolossal høj og nu beløb sig til 350.000 fuldtidsarbejdsløse, som statistikerne kalder det, i levende kvinder og mænd dog langt flere, og så var de 800.000 på kontanthjælp og førtidspension og efterløn med videre ikke engang talt med, mindede jeg Erling Olsen om hans keynesianske sav fra dengang, da økonomerne havde overflødiggjort sig selv, fordi de havde sikret fuld beskæftigelse for tid og evighed.

Uglen, som Olsen blev kaldt, sendte mig et hvast ugleblik – og så tog vi fat på, hvad han lige havde sagt i en paneldiskussion: at skønt han ikke var kristen, så havde han efterhånden kun den kristne kulturarv at forlade sig på. For i dag var de trængte jo i mindretal, omend et gigantisk og frygteligt mindretal, og derfor kunne man ikke længere bruge et demokratisk flertal til at gennemføre de socialdemokratiske velfærdsøkonomiske foranstaltninger. Sådan som flertallet i sin tid havde indledt opbygningen af velfærdsstaten på.

Nu måtte mindretallet appellere til flertallet om kristen barmhjertighed.  Det var nyt for ham, Erling Olsen, at tænke og tale sådan, men det mente han nok, at man kunne – og burde – selv om man ikke var troende. »Uden den kristne kulturarv ved jeg virkelig ikke, hvad vi skulle gøre i dag,« sagde han, da han satte mig af foran min gadedør.

Men da var det allerede for længst gået galt. Oliekrisen, med sin firedobling af oliepriserne i 1973, gives ofte som forklaring på, at de ikke alene erlingolsenske, men i det hele taget de særdeles udbredte forestillinger om ’den krisefri kapitalisme’ – blev en dårlig vittighed. Selvfølgelig spiller oliechokket en rolle. Men sandheden er, at selv efter firedoblingen af oliepriserne var det stadig relativt billigere for en gennemsnitlig vesteuropæisk arbejder at købe en liter benzin, end det havde været i 1947. Så stor havde inflationen været i den vestlige verden, så forværret var bytteforholdet blevet for olielandene og mange andre råstofproducerende u-lande. Nej, krisens årsager stak dybere. I Information og i Danmarks Radios undervisningsbog om marxisme, som jeg i 1975 fik lov at være med til at redigere sammen med Niels Banke,  citerede jeg fra det amerikanske bestemt ikke marxistiske tidsskrift Business Week:

»For at fremkalde tre årtiers efterkrigstids økonomiske boom hjemme, og eksportere den til udlandet, har denne nation (USA) stiftet gæld for 200 millioner dollar (godt en milliard danske kroner) OM DAGEN, hver evig eneste dag, år ud og år ind, siden afslutningen af anden verdenskrig.« USA’s samlede gældsstiftelse beløb sig da til 2,5 BILLIONER (på amerikansk trillion) dollar, altså to tusinde fem hundrede MILLIARDER dollar. (Genkendes her i 2013 noget fra tidens løbende reportager, er det også hensigten).

For supermagten kunne en gældsøkonomi af det omfang lade sig gøre, måske, dengang som nu, men for et land som Danmark var det umuligt. Vi ville miste enhver kreditværdighed, og kronen ville snart være intet værd. Men hvorfor fungerede Erling Olsens mekaniske sav ved navn lord Keynes bare ikke længere, så pengeudpumpningerne, der skulle afskaffe arbejdsløsheden, i stedet kun påførte os forrygende inflation, tocifrede rentebyrder og underskud på betalingsbalancen?

Svaret kan stadig volde professionelle økonomer hovedbrud, selv den verdensberømte amerikanske nobelprismodtager Paul Krugman, men klart er det, at den allerede dengang ganske globaliserede økonomi gjorde det stadig vanskeligere for et enkelt land at anvende de såkaldte keynesianske multiplikatoreffekter fuldt ud. Navnlig når de fleste lande på én gang svingede i samme konjunktur-takt og så at sige forstærkede hinandens udskejelser.

Det glitrede amerikanske tidsskrift Fortune for det højere erhvervsliv udkom med et billede af verdensøkonomien som en DC-10’ers cockpit. Blev krængeroret sat til at styre flyet mod højre, drejede det mod venstre, skulle højderoret tvinge det opad, satte det bare næsen durk mod jorden. Når pengemængden blev formindsket, steg renten, som den skulle, men det gjorde den også, når pengemængden blev forøget!

Længe spekulerede jeg over, hvordan det mon kunne være, indtil det slog mig, at Erling Olsens keynesianske fidus jo ikke længere var forbeholdt initierede overvismænd, finansministre og nationalbankdirektører. Nu fandtes der ikke den lille fagforening eller beskedne brancheorganisation, som ikke havde ansat en eller to økonomer, der også kunne deres keynesianske lektie. Og som derfor rådede fagforeningen at lægge en femøre på lønkravene og brancheorganisationen en tiøre på priserne, så medlemmerne kunne nå at få andel i den øgede pengemængde, før konkurrenter snuppede den. Konsekvensen blev, at der blev taget forskud på den keynesianske økonomi, før resultaterne af den rigtig havde vist sig i virkeligheden, så i stedet for øget beskæftigelse fik man øget inflation.

Skulle beskæftigelsen i vejret, måtte lønmodtagerne selv på mere eller mindre tilskyndelse eller diktat fra staten – indkomstpolitik blev det kaldt – afstå fra lønforhøjelser, de ellers kunne have opnået ved såkaldte frie overenskomstkampe. En professor i nationaløkonomi kaldte det dog ikke indkomstpolitik, men fascisme. Eller lønmodtagerne måtte yderligere under markedets tugt opleve yderligere arbejdsløshed, yderligere uligheder og yderligere faldende disponibel realløn, som dét kaldes, der bliver tilbage, når skatterne, afgifterne og inflationen har taget deres. Og de ville blive stadig mere og mere præget af den rene markedsmentalitet.

Da begyndte forestillingerne om økonomisk demokrati, ØD, og/eller overskudsdeling, OD, for alvor at melde sig i den offentlige debat. Henrik Heie var i 1956 som ung cand. polit. knyttet til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og skulle sammen med andre socialdemokratiske økonomer begrunde det første virkeligt store og direkte indkomstpolitiske indgreb i en storkonflikt mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. De første havde ved urafstemning nedstemt forligsmandens mæglingsforslag, hvorefter Folketinget på den socialdemokratiske statsminister H. C. Hansens foranledning ophøjede forslaget til lov.

For første gang gennemførte en socialdemokratisk regering et politisk indgreb over for strejkende arbejdere, og 20 år efter, da Heie var blevet min kollega på Information, fortalt han, at de dengang havde været nogle unge økonomer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der ærlig talt følte det forargeligt, at lønmodtagerne overhovedet ikke fik noget som helst at skulle have sagt over de kapitaler, som de blev tvunget til at afstå til aktionærerne. De allerførste spirer til krav om noget økonomisk demokrati, noget ØD-lignende, piblede frem.

Og i 1969 fremlægger den nu forhenværende socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann på Dansk Smede og Maskinarbejderforbunds kongres et lovforslag om obligatorisk udbyttedeling. Da havde LO allerede året før nedsat et udvalg til at udforme et debatoplæg om økonomisk demokrati - ØD. Tidligere finansminister Henry Grünbaum blev formand og Mogens Lykketoft sekretær for udvalget, der i 1971 offentliggjorde sit forslag. Der igen dannede grundlag for det ØD-lovforslag, som den nyudpegede statsminister Anker Jørgensen fremsatte i Folketinget i 1973.

»Den model, som jeg, Mogens Lykketoft, var med til at udvikle i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, hører fortiden til. Den, tror jeg ikke, bliver gravet op igen. Den havde den svaghed, at vi blandede for mange forskellige målsætninger sammen og prøvede at løse dem i et eneste hug. Det handlede både om større medbestemmelse på arbejdspladsen. Det handlede om at løse et formuefordelingsproblem mellem arbejder og kapital – at gøre arbejderne til kollektive kapitalister. Og det handlede om at øge den samlede opsparing i samfundet.

Det var måske lige lovligt mange formål at bygge ind på en gang. Man kan sige, at vi har løst den sidste del med at øge den samlede opsparing ved kollektive pensionsopsparinger i en grad, som vi næsten ikke turde tro på dengang. Og det har selvfølgelig også betydet, at formuefordelingen i mere abstrakt forstand er blevet jævnere, fordi lønmodtagerne som gruppe ejer en voksende del af den samlede kapital i erhvervslivet. Men koblingen til medbestemmelse eksisterer jo ikke. Den kapital, som lønmodtagernes pensionskasser har, giver ikke en særlig ret til større indflydelse på arbejdspladsen. Og det var måske heller ikke rigtig tænkt oprindeligt.« Således vurderet i bagklogskabens bengalske belysning af Folketingets nuværende formand for godt syv år siden i en udtalelse til Ugebrevet A4.

Lykketoft har ret – og virker som han rigtig grundigt har læst og et langt stykke tilsluttet sig pointer i etnologen Thomas Højrups bog »Lønkapital under folkestyre – ØD-planernes strukturfejl og deres ophævelse«. Sammen med flere andre, herunder Poul Nyrup Rasmussen, var jeg i 1988-89 med til at diskutere bogen med Højrup selv under værkets udarbejdelse. Højrup som det i 1990’erne heller ikke lykkedes at komme igennem med den kobling til medbestemmelse, som de kollektive pensionsopsparinger kunne have medført. Hvad jeg vender tilbage til næste og sidste gang.

Her drejer det sig om den Thomas Nielsen, formand for LO, der i 1970’erne kæmpede så lidenskabeligt for ØD, at jeg, for nu at sige det som det er, aldrig har kendt magen. I et interview, han gav min kollega, Ilse Olsen, og mig, forklarede han, at da de unge socialdemokrater, DsU’erne og Frit Forum og Henry Grünbaum i slutningen af tresserne var kommet rendende med deres økonomiske demokrati, havde han tænkt:

»Åh, herregud, skal de nu også have noget ligesom jer tossede 68’ere. Vi har jo allerede magten. Vores overenskomster, vores aftalte forhandlingsregler, vores strejkeret, vores tillidsrepræsentanter, vores sikkerheds- og arbejdsmiljørepræsentanter, og i 74 fik vi også medarbejdervalgte repræsentanter i virksomhedernes bestyrelser plus hele vores lovgivning om arbejdsmarkedsforhold, arbejdsløshedsunderstøttelse og meget mere, folkepension,  sygedagpenge osv. Men lad dem da bare få den lille vimpel øverst i kransekagen. Nu har jeg opdaget, at ØD ikke er flaget øverst på kransekagen, det er makronbunden under det hele. Det er ikke noget, vi først skal gennemføre, når krisen er overstået, det er selve midlet til at løse krisen på andet end den rene liberalismes markedsbetingelser. Det er uretfærdigt, at jeg skal være venstreorienteret og kræve kapitalismen afskaffet, når jeg i virkeligheden er højreorienteret. Da jeg i sin tid pegede på Anker Jørgensen over for Jens Otto Krag som den, Krag burde vælge som sin efterfølger, var det netop fordi Anker er så venstreorienteret, og det havde arbejderbevægelsen brug for. Så kunne jeg passe mine 5-ører i overenskomstforhandlingerne. Og så går Anker hen og bliver højreorienteret, fordi han ikke tør tage kampen op med de borgerlige om ØD.«

Det turde Thomas. Jeg glemmer aldrig, da vi stod nede ved telefonbordet i LO-borgen og ventede og ventede eller gik ude på Tornerosenørns Alle for at trække klam decemberluft. Der var kontaktudvalgsmøde mellem Socialdemokratiets topledere og LO’s forretningsudvalg efter, at partiet med sin mindretals-regering endnu engang på de radikales nåde og unåde havde begået indkomstpolitik uden økonomisk demokrati.

I 1976 havde Thomas Nielsen talt om »brandudsalg af socialdemokratiske principper« og demonstrativt nægtet at klappe efter Ankers tale. Siden var det blevet værre og værre. LO-formanden talte om nødvendigheden af at flytte hegnspæle (politisk revy mente senere, at jeg havde fået min mødom taget med en hegnspæl), og han advarede mod at blive bange for sin egen skygge, ja, kaldte ved en lejlighed Anker for »en lille lort«.

Nu var det blevet 1979, og vi stod stadig og småfrøs ved LO-borgens telefonbord. Omsider kom Anker, fåmælt og sammenbidt: – Jo, der havde været forskellige opfattelser i LO’s forretningsudvalg. Mere havde han ikke at sige og gik sin vej. Så kom metalarbejdernes smedeformand Georg Poulsen og var godt tilfreds med, at han havde fået sit bevægelige lønsystems løfteparagraf med mulighed for lønforhøjelser i overenskomstperioden tilbage.

Når det nu på grund af de forvirrede SF’ere heller ikke denne gang kunne blive til noget med den tvungne og solidariske overskudsdeling kaldet ØD. De ufaglærte skulle dog af hensyn til beskæftigelsen og betalingsbalancen og konkurrenceevne afstå fra deres dyrtidsportioner. Thomas viste sig stadig ikke. Men LO-bladets redaktør kom ned og sagde, at vi lige så godt kunne tage hjem, for formanden var ikke i stand til at udtale sig – »på grund af ophidselse«.

Det sagde han virkelig: »På grund af ophidselse«.

Senere fandt vi ud af, at det kunne man for så vidt godt sige, selv om det heller ikke var sandt. Når pressen ikke kunne få LO’s formand i tale, var det, fordi han var gået hjem! Slet og ret. Havde rejst sig og sagt til sit forretningsudvalg, til landets statsminister og Socialdemokratiets øvrige topfolk, at nu havde han ikke tid til at høre mere på den diskussion, for han skulle på juleindkøb med sin kone.

Behøver jeg mon nu at fortolke, hvad Thomas Nielsen mente med sit allermest berømte bevingede ord? Formuleret i hans afskedstale ved afgangen i 1982 som LO-formand: »Vi har sejret ad helvede til« Med – efter en pause, da hele salen stivnede – tilføjelsen: »Godt!«

Rigtigt er det, at SFs kompetente organer ved et møde i Christiansborgs gamle landstingssal forkastede ØD som modydelse for at stemme for de indkomstpolitiske indgreb og bånd på lønmodtagerne. Efter afvisningen fulgtes jeg med SF’s formand, Gert Petersen, ned ad den brede trappe til forhallen. »Jeg har aldrig,« hvislede han ud af den ene mundvig, »været så tæt på at melde mig ud af SF, som jeg er nu.«

Rigtigt er det også, at Niels Helveg Petersens Radikale Venstre, der jo som skildret i forrige Mands Minde foredrag havde fået P. Munchs mere eller mindre ingemannske drøm om økonomisk demokrati i arv, syntes parat til en ØD-indkomspolitisk aftale med Anker Jørgensen. Hvis blot den decentralt alene blev knyttet til de enkelte virksomheders medarbejdere uden nogen stor fælles, central investeringsfond administreret af fagbevægelsen. Men dog med opbygning af en uddannelsesfond.

Selv den daværende LO-økonom Poul Nyrup Rasmussen, der ellers stod LO-formanden meget nær, lægger i sine erindringer ikke skjul på, at han syntes, Thomas Nielsen skulle have taget imod tilbuddet, så man dog kunne have fået begyndt. I sine erindringer er Knud Heinesen, Anker Jørgensens finansminister i de dramatiske år, ligefrem hadefuld over for denne Thomas Nielsen – med sin villa, volvo og vovse. Altid med en cigar i sin alt for store kæft.

Og Thomas Højrup har i sit nævnte værk sikkert ret i, at ØD-planerne fra starten led af de fatale strukturfejl, ikke mindst forestillingen om den store centralfond, Mogens Lykketoft som sagt siden har indrømmet. Engang, da venstremanden Bertel Haarder og jeg faldt i snak ude i Kastrup Lufthavn, hvorfra vi hver skulle flyve til hvert vores foredrags-arrangement, spurgte jeg ham, hvad der var sket, hvis de statsfikserede socialdemokratister og fagforeningsbosser ikke havde kaldt deres fællesfond for centralfonden, men for andelsfonden – og opbygget den efter de oprindelige grundtvigske indstillinger? Haarder sad lidt eftertænksomt, løftede så hovedet, tilkastede mig et kådt glimt og sagde: »Så havde mit parti været nødt til at tage sin første forpligtende selvransagelse i hundrede år.«

Siden har han i en radiodiskussion under ledelse af Bjarke Møller givet mig lov til offentligt at citere denne ordveksling. Noget i den retning var det vel også, der foresvævede hans egen Venstreformand Henning Christophersen, da han i sommeren 1978 indlod sig på at danne regering med Anker Jørgensen. Denne i virkeligheden uhyre dristige og – kunne det være blevet  – visionære SV-regering, der kun holdt et år. Netop fordi den ikke, da det kom til stykket, kunne blive enig om det modstykke til den keynesianske, socialdemokratistiske kapitalisme, som gik under betegnelserne økonomisk demokrati eller en art andelsorganisering.

Selv blev jeg sikkert for ingemannsk henført af Thomas Nielsens lidenskab. Led nok, lider måske stadig – af en forestilling om, at havde samme lidenskab præget alle andre topagenter fra venstresocialisterne med lille v til Venstre med stort V – i Grundtvigs fædreland skal man åbenbart være venstreorienteret med stort eller lille V – var vi nok dengang kommet igennem med et eller andet ikke stalinistiske modstykke til den erlingolsenske keynes-mekanik, der med  lordens egne ord direkte anerkender, at »griskhed og åger og beregning må være vores guder en tid endnu.«

Endnu mere guddommeliggjorte, som socialdemokratismen selv havde været med til at frigøre Charles Chaplins Moderne Tiders samlebåndsarbejder fra trediverne, der ikke havde andet at holde sig til end fagforeningskontingentet og partibogen. Nu havde han griskheden, grådigheden, den grænseløse økonomiske vækst at tilbede og den socialdemokratiske statsbureaukrat og hans fagforstening at forsage og foragte som unødigt formynderi, skrankepaveri, papirnusseri.

For nu at tale det sprog, som var medvirkende til Glistrups epokale jordskredssejr ved folketingsvalget den 4. december 1973. Min først artikelserie i Information og siden bog om skredet kom derfor til at hedde »Den satans stat«. Ikke fordi jeg forgudede den nyliberalisme, der netop med Margaret Thatcher, Ronald Reagan, yuppierne, venstres ungdom, kravene om selvrealisering på fuld tid og helst også overtid, deregulering på deregulering, privatisering på privatisering, den offentlige sektor i stigende grad lagt ind under markedets tugt, konkurrencesamfundets grænseløse efterstræbelse af Den Økonomiske Vækst, DØV, slog så voldsomt igennem i netop 1980’erne.

Så 68-oprøret efterhånden gik hen og blev en slags forberedelse til den markedsgørelse af Erling Olsens keynesianske mekanik og socialdemokratisme, der også er den nuværende SRSF-regerings og Enhedslistens fundamentale ikke alene økonomiske, men også mentale grundvilkår. Blev ikke den nu fra afhængigheden af partibogen og fagforeningskontingentet frigjorte samlebåndsarbejder – som vi kender fra Charles Chaplins 1936-film Moderne Tider – ved økonomisk demokrati og en art andelsorganisering bundet til ansvaret for egen virksomhed, så han og rødstrømpebevægelsens hun ikke længere så behageligt kunne tørre det af på kapitalisterne og politikerne, på markedet og staten for så selv at pleje sin egen selvrealisering, ville det gå – som det gik.

Lilli Gyldenkilde, SF’s daværende arbejdsmarkedsordfører, prøvede at modstå det tilsyneladende uafvendelige og forklarede energisk sit eget og SF’s faglige udvalg, at nu var det altså pinedød nødvendigt at sætte kravet om ØD over kravene om lønforhøjelser, der ellers bare ville øge arbejdsløsheden. En fremtrædende smed i forsamlingen rakte fingeren i vejret og spurgte, om det så betød, hvis han forstod Lilli rigtigt, at kom virksomheden i vanskeligheder, så valget stod mellem i fællesskab at gå ned i løn eller afskedige et antal ansatte, og man ikke ville acceptere lønnedgang for at redde virksomheden, skulle man selv påtage sig fyringerne af nogle af kammeraterne? Ja, svarede fru Gyldenkilde, hvem fanden skal ellers gøre det, når vi selv har fjernet arbejdsgiveren? Ja, så var smeden ikke sikker på, at han var socialist længere.

Men hvad er så socialisme, hvad er så svaret på kapitalisme, spurgte Lilli og jeg, hvis det da ikke er den socialdemokratiske formynderstat eller endnu værre: skinbarlig kommunistisk stalinisme? Som den nu fra partibogen og fagforeningskontingentet frigjorte Charlie Chaplin – heldigvis – trods alt slet ikke ville have længere. Hvad vi den 9. november 1989 ved Berlinmurens fald fik verdenshistorisk synligt bevis for. Men selv en ellers mig på mange områder ganske nært stående ven og kampfælle, den selvrådende VS’er Preben Wilhjelm, ville ikke høre tale om ØD. For det ville bare gøre alle lønmodtagere til småkapitalister. Jamen, hvis vi først skal have enhver risiko for småkapitalisme afskaffet, hvornår og hvordan og på hvilket grundlag indledes så indførelse af vores ikke autoritære socialisme? spurgte jeg. Og fik i realiteten ikke andet svar end en fastholdelse af den allermest venstreorienterede udgave af den socialdemokratistiske, erlingolsenske keynesianisme. Der tydeligvis var i opløsning.

Og på Information forklarede de kommunistiske ledere af Typografforbundet, at bladet aldeles ikke selv skulle indlede socialismen – ved at afskaffe udefrakommende aktionærer og selv overtage ejendomsretten til vores egne produktionsmidler. Hvornår dette revolutionære øjeblik var inde blev afgjort af partiet. Danmarks Kommunistiske Parti, DKP. I sidste instans af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP’s centralkomités politbureaus stående udvalgs generalsekretær. En afgørelse, der i øvrigt ville blive truffet på streng marxistisk-videnskabeligt grundlag i overensstemmelse med den DIAMAT’s, den dialektiske materialismes materialistiske historieopfattelse.

Min lidenskab, som jeg så med større eller mindre eller måske slet ingen ret spejlede i Thomas Nielsens lidenskab, kom af en stadig voksende erkendelse af nødvendigheden af et modstykke til den kapitalistiske akkumulationstvang, dens behov for uafbrudt økonomisk vækst for ikke at skvatte sammen.

Skærpet af naturforarmelserne omkring mig, Thorkild Bjørnvigs miljøengagement, Rachel Carsons Det tavse forår, FN’s miljøtopmøde i Stockholm i 1972, Romklubbens påpegninger samme år af de elementære, naturgivne Grænser for vækst, og hvad senere chefen for FN's Miljøprogram, Klaus Töpfer, sagde så utvetydigt, at Kinas plan om at firedoble økonomien inden 2020 kun kan lade sig gøre, hvis de udviklede lande radikalt nedsætter deres forbrug af naturens materielle goder for at give de fattige land jordisk rum til at øge deres. Han påpegede, at hvis Kina havde samme proportionelle antal privatbiler som for eksempel Tyskland, ville landet være nødt til at producere 650 millioner vogne, og det vil Jordens forsyninger af metal og olie ifølge miljøeksperter simpelt hen af elementære materielle grunde slet ikke kunne imødekomme.

Min gode ven Klavs Birkholm fra først VS og siden SF var i løbet af 1986-87 blevet overbevist om, at hele systemet med politiske partier havde udlevet sin rolle i det borgerlige demokrati. Hans ifølge sin egen fremstilling egne ubehagelige erfaringer fra den politiske venstrefløj, hvor partisoldaterne hele tiden tvinger alle medlemmer til en form for ensretning, var ikke kun et træk ved de militante socialister – det gjaldt hele det politiske spektrum, indså han. Der samtidig var enormt inspireret af tiårets store, positive strømning – dissidentgrupperne i Central- og Østeuropa.

For det ligger akkurat i begrebet dissidens, at man ikke lader sig bringe på nogen homogeniseret formel. Flere af hans helte, især Vaclav Havel og Adam Michnik, talte om borgerforum’et som det nye redskab i den politiske kamp: Når borgere på eget initiativ finder sammen og udveksler politiske iagttagelser og overbevisninger helt uden hensyntagen til deres karriere i staten, kan dette blive til ”et bakteriologisk våben”, som de sagde. For når man ikke står til ansvar over for hverken et parti- eller politbureau, endsige en arbejds­giver, kan sandheden ikke undertrykkes i længden.

Derfor vil sådanne selvstændige borgerfora avle flere borgerfora, indtil den folkelige bevægelse til sidst sætter alle bureaukraterne fra bestillingen og lader demokratiet genopstå. Tænkte han. Og foreslog mig at være med til at starte noget lignende herhjemme. Det var jeg i første omgang tøvende overfor, men inspireret af Niels Helvegs såkaldte frihedsbrev efter folketingsvalget i 1987, mine samtaler med en anden god ven, arkitekten Jørn Noletenius og med Villy Sørensen om de tre partier, der efter hans og min opfattelse stod nærmest Oprør fra Midten, udgivet i 1978, dog ikke snart kunne danne deres egen ny regering med det mål at indlede et i alle ordets betydninger bæredygtigt samfund, tog jeg i løbet af efteråret sammen med Jørn Noltenius og efter samråd med Villy Sørensen omsider imod Klavs Birkholms tilbud.

Resultatet blev det DLTS, der efterhånden kom til at bestå af Poul Nyrup Rasmussen, Harald Børsting og Gunvor Auken fra den socialdemokratiske parti- og fagforeningsfløj, Marianne Jelved og den netop nu forleden alt for tidligt afdøde Tage Dræby fra Det Radikale Venstre, Anne Grete Holmsgaard fra SF og så Klavs, Jørn og jeg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hej,
Skal vi ikke prøve at forholde os seriøst argumenterende til økonomisk demokrati.
Det er altså ret vigtigt, når man diskuterer selve demokrati-begrebet - og hvad deraf følger!

Peter Nørgaard

Hvad kalder du f.eks Goldman Sachs, Torben, bakket op af Don Corydon og Socialdemokratiets ledelse..? Er det ikke ét eksempel på den slags SUPERfonde vi i dag er vidner til, der sammen med og mod magteliterne - også i statsapperaterne - er drevet af at blive større..?

Og hvilke "seriøst argumenterende" bud, som du efterlyser Per, har du selv..?

At eksempler på befolkningens kampe for demokrati og økonomisk fremgang, ned gennem historien, som indlægget kl. 17:57 slår et smut forbi, betegnes som useriøst, er ikke en saglig bemærkning.

Historieløsheden er, desværre, omsiggribende, specielt hvis der graves mere end cirka 100 år ned i historien.

Peter Nørgaard

Indlægget kl. 17:57, skal selvsagt læses i sammenhæng med de øvrige korte indlæg, skrevet kl. 16:01, kl.16:14 og kl. 17:09.

God nat.

Torben R. Jensen

Goldman Sachs er en kapitalfond, hvor kapitalen kommer fra forskellige investorer, heriblandt også pensionsmidler.
De store private kapitalfonde er ikke det samme som ØD, hvor der kun skulle være en enkelt national fond, som løbende ville få tilført penge via lønsummen og dermed de aktiviteter, som alle andre udførte.
Det er klart, at der uden international regulering er en væsentlig risiko for, at verdensmarkedet bliver domineret af nogle få selskaber, Effekten vil i givet fald på mange måder blive den samme som en i en planøkonomi, som ØD havde ført til.

Steffen Gliese

Men, Torben R. Jensen, uden den demokratiske kontrol.

Torben R. Jensen

Der er for mig tre forskellige økonomier: Planøkonomi uden privat marked (socialismem, facisme), blandingsøkonomi med privat og offentlig sektor (Keynes) og markedsøkonomi uden stat (nyliberalisme).

ØD ville have ført til planøkonomi, og vi er hastigt på vej til en markedsøkonomi, hvor staten ikke blander sig i økonomien. Kapitalfondene er en del af den markedsøkonomi, og hvis der ikke reguleres, vil det føre til stadigt færre og større private kapitalforetagender.
Jeg tror den demokratiske kontrol vil blive sat ud af kraft både ved planøkonomi og markedsøkonomi, selv om begge formentlig vil hævde, at de netop forudsætter demokrati. Man kan givetvis også argumentere for enhver form for økonomimodel/statsstyre som mere demokratisk end de øvrige.

I forhold til de enkelte arbejdssteder, så er der stadig et rigt udvalg af forskellige produktionsmåder, hvor demokrati, udbytte og mål kan være forskellige - Det ville man miste, hvis der alene fokuseres på en bestemt model, som (efter demokratisk flertalbeslutning) anses for bedre end alle andre.

Steffen Gliese

Men ØD vil netop ikke føre til planøkonomi, blot sikre medarbejdernes del i ansvaret og - er det håbet - større motivation.
Det er formodentlig rigtigt, at en central fond havde været en dårlig idé - selvom den slags fonde jo netop var en stor del af det beredskab, der bragte økonomien på fode under Nyrup, de andre tilbageslag ufortalte.
En ting, som vi i hvert fald havde undgået, var sådan noget som dette: http://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/tillidsmand-vi-er-dybt-ne....
Snarere end planøkonomi ville ØD som en demokratisk og decentralt baseret nyskabelse have lettet omstillingsparatheden i virksomhederne ved et nøgternt blik på afsætningsmulighederne - men også nytteværdien.
I hvert fald ville det være på tide, at vi tager fat på en helt anden diskussion: den automatiske tro på, at vi skal have mere vækst, som beskæftigelsesministeren gav udtryk for i Deadline i aften. Hvad der var helt forventet. Men er vækst virkelig til fordel for samfundet - herunder alle dem, der fylder overklassens lomme med penge?
Det er en kamp, der pågår, som handler om, hvorvidt man skal arbejde så meget, som man kan, eller om man skal arbejde så meget, som det er nødvendigt. Jeg holder på det sidste.

Torben R. Jensen

Den centrale fond, som LO havde i tankerne i forbindelse med ØD var vistnok meget en erhvervsdrivende fond. Det er klart, at mange fonde har et andet formål, som gør, at de netop opvejer mange af de ulemper, der er ved et liberalt marked, f.eks i forhold til arbejdsløshed og lokal økonomi. Det var derfor jeg på et tidspunkt skrev "Strukturfond", som netop har et andet formål end at skabe mest mulig profit på kort sigt.

Der kom faktisk mere demokrati ud af ØD debatten i starten af 70'erne i form af medarbejderrepræsentanter, tillidsmænd og krav om inddragelse af medarbejdere. Men der er formentlig væsentlig forskel på behov for demokrati i forhold til størrelse og type arbejdssted. Demokratiet kan også misbruges, så der er nogen, som får mere demokratisk ret end andre, hvor et repræsentativt demokrati ofte ville være bedre.

Jeg tror, der stadig vil være vækst, selvom man f.eks. besluttede at holde uændret ressourceforbrug, men selv ved nul-vækst vil der være både tabere og vindere, medmindre man også bestemte sig for aldrig at udskifte noget teknologi.

Vækst kan i øvrigt både ses som øget indkomst for samfundet og for individer. Samfundet kan f.eks. få vækst via en befolkningstilvækst, hvor individerne beholder samme indkomst - Det kan nogen gange være lidt svært at skelne i forhold til f.eks. BRIK landene.

Peter Nørgaard

6.8., kl. 1:16

Hvad er så det "nødvendige" arbejde, som du "holder på", Peter Hansen..? Og hvordan forestiller du dig det gennemført - også udenfor Danevang..?

Sider