H.C. Andersen – det gamle fjols! I sin sang om, at han er født i Danmark, hulker han linjen: »I grønne øer, mit hjertes hjem hernede.«
Sådan noget vås. Der er da ingen danskere, der har lyst til at have fast hjem på nogen dansk ø. Det viser den hårde statistik. Antallet af fastboende på mindre danske øer er de seneste 100 år gået nedad. På de mindste øer er der nu kun 5.590 indbyggere tilbage.
Det er til grin, at Folketinget skulle forsøge at vende udviklingen ved at hjælpe færgefarten og sænke færgetaksterne – sådan som regeringen har foreslået. Det kan overhovedet ikke betale sig. Øerne bør lukkes. Det siger en ekspert til forsiden af gårsdagens udgave af dagbladet Politiken. Eksperten er Jørgen Møller, der er lektor og forsker ved Aalborg Universitet med speciale i lokalplanlægning, landsbyer og øsamfund.
Jørgen Møller kalder det økonomisk galimatias, hvis Folketinget holder liv i de mindste øsamfund, hvor en håndfuld beboere skal serviceres med færgefart, skoler og anden kommunal service. Jørgen Møller foreslår, at staten sælger øerne til andre formål end beboelse af almindelige mennesker. Som købere nævner han »nogle af de rige russere, der køber fodboldklubber i England«.
Diskretionsjægere
Der er en særlig type købere, der er på jagt efter den diskretion, man kan sikre sig, hvis man står som eneejer af en ø. Det forklarer ejendomsmægler Hans M. Lilienhoff til Politiken:
»Afsides beliggenhed er i høj kurs, og jeg har nogle gange oplevet kunder, som har sagt, at de også er interesseret i en ø, hvis det er en mulighed. Den slags købere tænker anderledes. Privacy står højt på deres liste.«
Her sætter kun fantasien grænser for, hvad sådanne diskretionssøgende rigmænd vil med en øde ø. Vil de bruge den som elskovsrede til udenomsægteskabelig aktivitet fjernt fra nyfigne billedblades kameraer? Eller vil de lede et forbryderimperium fra øen?
Fra bøgerne og filmene om James Bond kendes Bonds ærkefjende, Ernst Stavro Blofeld, der fra sin private ø iværksætter anslag mod verdensfreden og imellem sine infame påhit ler en hysterisk latter. Ville det være en god forretning for Danmark at overlade sådan en type herredømmet over Avernakø i Det Sydfynske Øhav?
Og så er der russerne, de rige russere, som ekspert Jørgen Møller anbefaler som købere. Den rigeste russer af dem alle er jo Vladimir Putin. Hvad med at sælge ham et par danske øer? Dér kunne Putin foretage en tiltrængt investering ved at anlægge russiske flådehavne og ubådsstationer, ja, måske også et par raketbatterier.
Og hvis det gav anledning til misstemning i den danske befolkning, så kunne Vladimir Putin jo bare gøre ligesom DONG-opkøberne Goldman Sachs og ansætte Anders Fogh Rasmussen som spindoktor for en charmekampagne. Så var der slet ikke noget at komme efter.
Hep! Lad os få Putin til de danske øer. – Jae, der er ganske vist den lille hage ved det, at langt størstedelen af de danske små øer er ejet af mange forskellige danskere med hver deres hus og jord på øen. Så staten kan ikke bare sælge øen væk – hen over hovedet på ejerne. Den lille detalje synes ekspert Jørgen Møller at have overset. Men pyt, så må staten bare ekspropriere øboernes ejendomme. Formålet – at sælge øerne til rige russere – er jo så indlysende til gavn for det danske almenvel.
Fred de danske øde øer ! .. dem est der råd til. Har man hørt mage til glubsk globaliseringsindustri. Og nej, der kan ikke pænt stå 20000 unge mænd fra Burkina på Femø.
Hvad er forskellen mellem en ekspert og en taabe?
En nation skal værne om de fælles værdier, herunder bevare suverænitet og natur.
Hvad er pointen med en nation, der sælger sit territorium til private?
Så kan vi lige så godt bede om at blive indlemmet i forbundsrepublikken. Eller etablere København som en bystat med Singapore som forbillede.
Med venlig hilsen
Lennart
Nogle ting koster bare penge.
Og nogle af disse ting giver ikke nødvendigvis nogen penge tilbage.
Men den dag hvor alt skal gøres op i penge, den dag kan vi lige så godt sælge hele landet og immigrere til et bedre sted at leve.
Slotsholmen kan vi sagtens undvære.
Kunne man bare få kommuner til at forstå, at de ikke skal sælge deres ejendomme for lidt klatskilling til plejesektorens ansattes arbejdsmiljøer.