Læsetid: 7 min.

Mogens laver medicinsk cannabis i stor målestok

Et nært familiemedlems kræftsygdom fik mureren Mogens til at begynde at fremstille medicinsk cannabis. I dag foregår den illegale produktion næsten industrielt i en stald på en landejendom på Vestsjælland. Og cannabisolien kan fås med og uden chokoladesmag
’Der er stor efterspørgsel og derfor også store penge i det her marked. Det er endnu en grund til, at cannabisolie bør legaliseres, så olien kan fremstilles billigere, bedre og mere ensartet,’ siger Mogens, der illegalt producerer store mængder cannabisolie til medicinsk behandling.

’Der er stor efterspørgsel og derfor også store penge i det her marked. Det er endnu en grund til, at cannabisolie bør legaliseres, så olien kan fremstilles billigere, bedre og mere ensartet,’ siger Mogens, der illegalt producerer store mængder cannabisolie til medicinsk behandling.

Sigrid Nygaard

31. august 2015

Mens flere amerikanske stater for nylig har legaliseret cannabis til medicinsk brug, og hampplantens medicinske potentiale bliver et stadig større diskussionsemne blandt forskere, har mange danskere taget sagen i egen hånd.

Som tidligere beskrevet i Information selvmedicinerer syge mennesker sig i vidt omfang med cannabis, og enkelte er også begyndt illegalt at fremstille cannabisprodukter, som kunderne bruger til at behandle deres lidelser.

En af producenterne er 44-årige Mogens, der er udlært murer. For ham begyndte interessen for medicinsk cannabis for alvor for to år siden, da et familiemedlem fik konstateret tre kræftknuder i det ene bryst.

Mogens havde på internettet set, hvordan tidligere kræftpatienter fortalte om en kur med cannabisolie, så han kørte til Christiania.

»Jeg vidste, at man kunne købe cannabisolie der, men den virkede slet ikke som den, jeg havde set på nettet. Den var tynd i forhold til det, jeg havde set, som var lige så tykt som det tjære, man bruger til at male på soklerne på huse,« siger han.

Mogens besluttede sig derfor til at lave sin egen olie. I forvejen kendte han til at lave alkohol, så han købte for 5.000 kroner cannabis på Christiania og hældte derefter sin hjemmelavede sprit ud over. Det foregik hjemme i hans køkken, hvor han siede og filtrerede den udblødte cannabis og kogte det ind.

»Jeg brugte mit destillationsapparat, så hele lejligheden ikke skulle lugte af spritdampe.«

Efter en kur på fem måneder blev det nære familiemedlem erklæret rask, forklarer Mogens, der bor sammen med sin kone og sine børn.

»Den pågældende fortalte bagefter sin læge, hvad hun havde gjort. Lægen blev vred, fordi hun var gået til en kvaksalver, som han sagde. Hun havde fået kemopiller af lægen, men i stedet for at tabe 10-15 kilo, tog hun tre på,« fortæller han.

Efter kuren havde han lidt cannabisolie tilovers, 20 engangssprøjter med hver én milliliter. Mogens satte dem til salg på nettet til 400 kroner pr. sprøjte, som var den pris, han kunne se hos andre producenter. De 20 sprøjter blev solgt i løbet af knap to uger.

Sådan begyndte det, som i dag ifølge Mogens er vokset til seks medhjælpere og en betydelig månedlig omsætning. Det hele er illegalt, fordi cannabis, selv når det anvendes i kurerende og lindrende øjemed, er ulovligt som følge af narkotikalovgivningen.

»Jeg blev ved med at modtage mails fra de kunder, jeg havde solgt de første 20 sprøjter til, og de fortalte, hvor glade de havde været for olien, der havde taget deres smerter, og om ikke jeg kunne skaffe noget mere.«

’Laboratoriet’

De næste portioner cannabisolie fremstillede Mogens i kælderen under sit hus. Han eksperimenterede tillige med at fremstille små chokoladebønner, der hver indeholdt en lille smule cannabisolie, fordi især ældre havde svært ved at dosere olien, lige som han har fået lavet piller med gelatine, så de kan bruges som stikpiller. Også creme med olier er på Mogens sortimentsliste.

Snart blev kælderen for lille til produktionen, så i en lejet stald på en tidligere landejendom et sted på Vestsjælland er Mogens om en uge færdig med at indrette et rum, som han kalder »laboratoriet«.

Det gamle staldrum fremstår moderne og praktisk med stålborde, og her skal pakningen og forsendelsen af cannabisolien foregå. Mogens har planer om at anskaffe et rigtigt pakkeanlæg, der kan emballere chokoladebønnerne ligesom piller i et folie, så de kan trykkes ud.

Selve olieproduktionen foregår i et lokale ved siden af. Der er endnu et stykke tid til årets cannabishøst, så det eneste man kan se lige nu er fire destillationsapparater, hvor der nede i beholderne ligger en sort væske.

Læs også: ’Tre ud af fire vil høre om medicinsk cannabis’

»Når spritten er væk, skal det koges yderligere ind, så al vandet kommer væk. Tilbage er cannabisolien. Hele produktionen tager omkring seks uger,« oplyser Mogens.

Han dyrker ikke selv cannabis. I stedet har han syv-otte personer, der hjælper ham med dyrkningen. »Jeg er murer, ikke gartner,« som Mogens siger.

På friland dyrker hans ’gartnere’ i denne sæson en bestemt cannabissort, således at indholdet af f.eks. virkningsstofferne THC eller CBD er nogenlunde konstant. Men Mogens har ikke endnu tilstrækkeligt udstyr, så han kan måle planternes præcise indhold.

»Det er jo et af problemerne ved det tåbelige forhold, at medicinsk cannabis er ulovligt. Jeg ville gerne købe et sådant udstyr, men vi skal være forsigtige med at vække for meget opmærksomhed.«

Kvaksalveri?

Opmærksomhed eller ej, enhver kan på hans hjemmeside bestille og elektronisk betale for f.eks. én milliliter råolie til 400 kroner. Den sendes i en engangssprøjte i en lukket kuvert.

10 milliliter af olien koster 3.500 kroner, 25 stk. chokoladebønner med tilsammen én milliliter olie koster 450 kroner, og to milliliter creme med olie koster 49 kroner. Desuden kan kunderne vælge, om varerne skal sendes med bud eller postvæsenet.

»Vi regner med, at prisen bliver lavere efter høsten. Jeg har en aftale med dyrkerne, der gør, at prisen det næste år kan blive lavere. Men hvis det nu blev legaliseret, kunne prisen sættes ned til det halve,« siger Mogens.

Intet sted på hans hjemmeside er der anprisninger eller anbefalinger af produktet. Der er kun korte beskrivelser som f.eks. »Råolie produceret af cannabisplanten, trukket i 14 dage på vores eget producerede alkohol.«

»Det ville være kvaksalveri, hvis jeg skrev noget som helst om, hvad olien kan bruges til. Jeg er ikke læge, men murer,« forklarer Mogens.

På en lukket facebookside, der tæller over 2.000 kunder og andre interesserede, kan alle dele ud af deres erfaringer. Langt de fleste er kvinder.

Læs også: Overlæge efterlyser bedre cannabis-medicin

Der er f.eks. en yngre kvinde, der spørger til andres erfaringer med cannabisolie i forhold til en autoimmun stofskiftesygdom. En anden kvinde oplyser, at hun netop har fået besked om, at hun har kræft i bugspytkirtlen, og efterlyser andres erfaringer.

Birthe, der har arbejdet 35 år som bl.a. sygehjælper i psykiatrien, er en af Mogens medhjælpere. Hun er gangbesværet på grund af gigt og anvender kørestol.

Hun har selv haft stor glæde af cannabisolie, der har hjulpet mod hendes gigtsmerter, fortæller hun. Men også for hende var det et sygdomstilfælde i nærmeste familie, der satte hende på sporet af cannabisolien.

»Min søn fik konstateret kræft sidste år i marts. Han havde en kræftknude så stor som en knytnæve. Han fik fat i noget cannabisolie, og efter et stykke tid var knuden krystalliseret, altså død. Siden da har jeg hjulpet Mogens med at forsyne andre med cannabisolie,« forklarer Birthe.

Det er ofte hende, der svarer på henvendelser i facebookgruppen, lige som hun taler i telefon, hvis bekymrede kunder eller pårørende henvender sig.

»Vi rådgiver ikke, for det er ulovligt og kvaksalveri. Men vi har lov til at fortælle, hvad andre kunder har gjort af erfaringer. Og når en person lige har fået en ’dødsdom’ i form af f.eks. en kræftdiagnose, eller har et nært familiemedlem, der har fået det, så trænger folk under alle omstændigheder til nogen at tale med,« forklarer Birthe.

»De fleste kunder er kvinder. Deres lidelser strækker sig lige fra menstruationssmerter og uro i kroppen over hold i ryggen, slidgigt, psoriasis, sklerose, angst, depression, ADHD, fibromyalgi til forskellige former for kræft,« siger hun.

På hjemmesiden understreger Mogens »på det kraftigste«, at der ikke er garanti for, at olien kan hjælpe. Og som der står under feltet med FAQ:

»Det er nemlig meget forskelligt fra person til person, hvordan kroppen reagerer, og om den overhovedet reagerer.«

Server sikret i Panama

Mogens ønsker ikke at være alt for tydelig i sine udmeldinger om omsætningen, da cannabisolie er i strid med narkotikalovgivningen.

»Vi kan jo ikke skrive noget ned, og vi har heller ikke et kundekartotek, som politiet kan få fingre i. Serveren til vores hjemmeside er i Panama, men jeg tror godt, at politiet er klar over, hvad vi laver,« siger han.

Midt i september har han via hjemmesiden inviteret kunder og kontakter til en stor høstfest med mad og drikke. Dan Rachlin skal være DJ, og Mogens fortæller, at han også har fået tilsagn fra to folketingsmedlemmer, hvis navne han endnu ikke vil røbe.

Læs også: Butik mærker efterspørgsel efter medicinsk cannabis

»Det er på tide, at nogen står frem og siger klart, hvad cannabisolie drejer sig om. Det er ikke narkotika, det er ikke medicin, men snarere en slags kosttilskud, som mange oplever har en lindrende effekt på deres lidelser. Og det er så dyrt, at ingen vil købe olien for at blive skæv, det kan de blive langt billigere på anden måde. Desuden er der klorofyl i vores olie, så det smager ikke særlig godt,« forklarer han.

Mogens virksomhed er ikke den eneste i Danmark, der fremstiller cannabisolie. Han vurderer, at selv om han fremstiller litervis af olie ad gangen, er der en håndfuld producenter, der er større end ham.

»Jeg vil ikke nævne navne, men jeg er sikker på, at der er andre, der producerer en ringere olie. Der er stor efterspørgsel og derfor også store penge i det her marked. Det er endnu en grund til, at cannabisolie bør legaliseres, så olien kan fremstilles billigere, bedre og mere ensartet,« siger han.

Mogens er et opdigtet navn. Information har valgt at anonymisere ham, men er bekendt med hans identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Anne Eriksen
  • Carsten Søndergaard
  • Thomas Overbye
Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, Carsten Søndergaard og Thomas Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Andersen

Det skal skal heller ikke være målet!
Cannabis skal selvfølgelig legaliseres på ALLE områder!
Hvis du ikke allerede har set den, så gå på Youtube og søg på Kampen om Hampen!
Det er en dokumentar DR har produceret for længe siden, men som DR åbenbart ikke TØR sende igen!
Den er en virkelig lødig fortælling om dæmonisering af Hampen og grunden dertil, som åbenbart INGEN politikere har gidet sætte sig ind i!

Medicinsk cannabis - det er vist her, hunden er begravet. De tabletter, der fremstilles indholder som nævnt kun THC, men både CBD og THC er nødvendig for virkelig at hjælpe syge mennesker.
Det er så sikkert som ammen i kirken, at man vil udnytte det i medicinindustrien, så snart der er gået et stykke tid. Man er allerede begyndt, så mangler vi lige evidens, øøh...
Og så skal folk være taknemmelige over denne "opdagelse"!
Hvis jeg lyder lidt sarkastisk er det nok ikke nyt.

Jeg ville foretrække, at naturmedicin kunne leve side om side med "systemet" uden at skulle skoses for selv en vitamintablet på TV.
Nu da vitaminer og mineraler er et must som kontrast til take-away med og billig færdig mad i butikkerne, hvilket resulterer i fordøjelsesproblemer, allergi og auto-immune sygdomme.

Nu bruger man immunterapi i kræftbehandling, nogle læger mener endda, at kemo kan udelades i nogle typer kræft. Hvor mon man har hentet den ide fra?
Så mangler man også tungmetallerne, som vi i rigt mål optager fra mange kilder, en dag bliver man også tvunget til at anerkende og lave test/ behandle folk i stedet for bare at negligere det.
Naturligvis skal cannabis frigives, vi skal bare lige...