’Vindmøller skal være en fordel for lokal-samfundet’

Som nyudklækket student besøgte Henrik Stiesdal Tvind ved Ulfborg i Nordjylland. Det var i julen 1976. Danmark havde netop været igennem to energikriser, og debatten om fremtidens energiforsyning var ved at tage fart.

»På Tvind havde man set på den problemstilling, altså skolens energiforsyning – og de havde gjort noget ved det. Det var der altså noget forførende over,« erindrer Henrik Stiesdal at have tænkt.

På Tvinds arealer var en kæmpe vindmølle under opførelse – den ville blive den største i verden på daværende tidspunkt. Vingefanget var 54 meter, og møllen skulle kunne levere to megawatt strøm, hvilket var rigeligt til, at Tvinds alternative skole og seminarium blev selvforsynende med strøm.

Hjemme på sin fars gård begyndte Henrik Striesdal selv at eksperimentere med vindmøller. Først en lille håndholdt med en diameter på en meter. Det blev hurtigt til en lidt større med et tre meter stort vingefang.

»Min far og jeg lavede en simpel vindmåler. Med den kunne vi se, at møllen havde god effektivitet, og når det blæste godt, kunne vi med vores lille mølle producere tilstrækkelig med strøm til hele gården. Det var der altså igen noget meget forførende over,« fortæller Henrik Stiesdal.

En industri fødes

Som for mange andre, der var med omkring de første vindmøller, var det egentlig ikke klimasagen, der satte skub i opfindsomheden. Det var modstanden imod atomkraft, der i de år – og ikke mindst efter to energikriser i første halvdel af 1970’erne – blev præsenteret som løsningen i en stadig mere energihungrende verden. »Min interesse for vindmøller begyndte som en forargelse over, at man helt ukritisk så på atomkraft som noget udelukkende positivt. Derfor blev vind alternativet til atomkraft – og i et større perspektiv også et alternativ til afhængighed af olie. Senere blev det så også et spørgsmål om klimaet, da den globale opvarmning kom frem i medierne i slutningen af 1980’erne.«

I 1979 kontaktede Henrik Stiesdal Vestas, der på det tidspunkt var begyndt at rode med vindmøller. Han mente, at de kunne være interesserede i at se på hans mølle. Det var de – og sideløbende med sine studier i medicin, biologi og fysik blev Henrik Stiesdal en del af Vestas, hvor han fra 1983 blev sat i spidsen for at udvikle den næste generation af vindmøller, der skulle være tre gange så store som de møller, Vestas var gået i gang med at masseproducere.

Fra 1987 blev Henrik Stiesdal en del af Bonus Energy, hvor han blev udviklingschef. Virksomheden blev i 2004 opkøbt af tyske Siemens og skiftede navn til Siemens Wind Power. Produktionen ligger fortsat i Brande, hvor Bonus Energy oprindeligt begyndte, men virksomheden er i dag en global spiller, der har produceret op mod 15.000 vindmøller.

Dermed var skridtet taget fra, at vindmøller var noget, en flok lokale entusiaster gik og rodede med. Vindmøller var blevet en egentlig industri.

»Der var nogle blandt pionererne, der mente, at håndværk var godt og at industri var ondt, og derfor skulle møllerne laves lokalt. Der var endda også pionerer, der var imod de første mølleparker,« siger Henrik Stiesdal, der ser helt anderledes på det.

»For mig er det da langt vigtigere, at der bliver lavet ren energi, end at det er den lokale smed, der har produceret møllen. Den store industri er et redskab til at lykkedes. Ser man alene på de møller, der er lavet i Brande, så leverer de i dag mere strøm, end vi samlet bruger i Danmark. Og det er jeg stolt af. Skal det batte noget, skal det også være stort.«

De lokale skal med

At vindmøller i dag er en kæmpe industri må dog ikke blive ensbetydende med, at det ikke længere er en folkelig sag. Men det er desværre det, der kan ske, erkender Henrik Stiesdal. For selv om den folkelige opbakning til grøn energi som sådan er intakt, bliver det fortsat sværere at finde steder at opstille de stadigt større vindmøller uden at det skaber enorm lokal modstand. Det ses aktuelt, hvor staten forsøger at finde egnede steder for opstilling af såkaldte kystnære vindmøller, der kan placeres så tæt som fire kilometer fra land. Og det forstår Henrik Stiesdal godt. Han mener heller ikke, at man bare skal plastre de danske kyster til med enorme vindmøller. De skal længere væk, så de ikke bliver alt for dominerende i landskabet.

»Der er tale om en marginal meromkostning ved at placere havmøllerne eksempelvis 10-15 km i stedet for fire km fra kysten, som loven i dag tillader. Og jeg synes, at det er et helt rimeligt krav fra de berørte borgere, der ønsker møllerne længere væk fra kysten. Det betyder alligevel ikke en disse i den samlede økonomi,« siger Henrik Stiesdal.

Samtidig mener han, at det er vigtigt, at de lokale samfund selv oplever, at de får noget ud af vindmøllerne. At det ikke bare er en forretning for et udefrakommende energiselskab.

»Man kan sige, at vi konstant lever med indgreb i de fysiske omgivelser omkring os. Der anlægges motorveje, indkøbscentre og meget andet. Men som udgangspunkt – og når det handler om vindmøller – tror jeg, at det er en dårlig idé at det er en investor udefra, der opstiller vindmøller, hvis man ikke også samtidig sikrer nogle fordele for lokalsamfundet. Det kan være igennem medejerskab på særligt fordelagtige vilkår eller i form af billigere strøm,« siger han og peger på, at de mange vindmøllelaug, der skød frem i 1980-90’erne, sjældent havde problemer med naboerne, da de var medejere.

»Så vi bør altid sikre, at lokalsamfundet får gavn af det. Det skal være en fordel for fællesskabet også. Det, tror jeg, er den rigtige måde at bygge bro mellem idealister og modstandere på.«

Opråb til regeringen

Derimod forstår Henrik Stiesdal slet ikke den nuværende regerings fortsatte skepsis overfor en branche, der har givet dem alt det, de ønsker sig af dansk erhvervsliv.

»Jeg synes, at det er svært at forstå modstanden i dag, og derfor tolker jeg det som ideologi.«

Den grønne industri giver job til 50.000 mennesker i Danmark – heraf 30.000 i vindmølleindustrien. Der eksporteres for et tocifret milliardbeløb og produktionen af grøn energi i Danmark – der i foråret 2015 stod for op mod halvdelen af det nationale forbrug af strøm – viser, at det rent faktisk kan lade sig gøre på sigt at forsyne en hel nation med vedvarende energi. Noget som selv vindentusiasterne havde svært ved at tro på, da de begyndte for fyrre år siden. »Og alligevel bliver man ved at sige, at det er for dyrt! Men det er jo ikke rigtigt. Den billigste måde at lave strøm på i dag er ved at opsætte vindmøller på land,« siger Henrik Stiesdal, der derfor tolker modstanden som en reminiscens af en ideologisk kamp.

»Jeg tror mere, at det handler om, at det, ens politiske modstandere er for, det er man selv per automatik imod. Men det giver ikke mening, når vi står med en unik førerposition på et område, der globalt set er i enorm vækst. Vi burde i stedet gøre alt, hvad vi kan, for at beholde og forstærke vores førerposition,« mener Henrik Stiesdal

»De burde jo sige, at her har vi mulighed for at gøre noget for dansk erhvervsliv – så lad os da få løst de tilbageværende udfordringer, vi står med – eksempelvis lagring af energi. Så det fortsat er os, der løber med alle firstmover-fordelene.«