Nyhed
Læsetid: 3 min.

AIDS-Fondet: Pris må ikke være hindring for at nedbringe antallet af hiv-smittede

AIDS-fondet så gerne at lægemidlet PrEP, der kan nedbringe antallet af hiv-smittede, blev indført som reel økonomisk mulighed for udsatte grupper i Danmark. DF’s formand for sundhedsudvalget mener, at midlet er en samfundsøkonomisk gevinst, og hun vil have Sundhedsstyrelsen til at se på godkendelse
AIDS-Fondet anslår, at pillen, der kan forhindre, at man bliver hvi-smittet, er blevet kaldt det nye kondom, på nuværende tidspunkt vil koste cirka 60.000 kroner årligt, hvis den blev indført i Danmark.

Miriam Dalsgaard

Indland
7. september 2015

Debatten om nedskæringer på landets sygehuse som følge af hastigt stigende medicinpriser må ikke føre til, at man afviser ny medicin til raske, der kan forebygge hiv-smitte.

Det mener formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Dansk Folkepartis Liselott Blixt. Hun bakker dermed op om AIDS-fondet, som gerne så, at lægemidlet PrEP (Pre-Exposure Prophylaxis), der som beskrevet i Information har været markedsført i USA siden 2012 som præparatet Truvada, blev indført hurtigst muligt i Danmark.

»Jeg synes, det nye lægemiddel lyder meget interessant, og som noget vi bør se på og give tilskud til, hvis vi kan forhindre mennesker i at få hiv. Det koster også samfundet at behandle hiv-smittede i årevis,« siger Liselott Blixt.

AIDS-Fondet anslår, at pillen, der er blevet kaldt det nye kondom, på nuværende tidspunkt vil koste cirka 60.000 kroner årligt, hvis den blev indført i Danmark. Men Liselott Blixt peger på, at det kun vil være udsatte grupper og dermed relativt få mennesker, der skal tilbydes medicinen.

I Danmark er der hvert år cirka 200 personer, som bliver testet positive for hiv. Men det er oftest mennesker, der ikke ved, de er smittede og derfor ikke er i behandling, der spreder smitten. AIDS-Fondet mener, at PrEP kan være et vigtigt redskab til første gang i årevis at kunne nedbringe antallet af nye smittede.

»Vi ved, at PrEP er effektivt, og derfor bør medicinen selvfølgelig godkendes og være tilgængeligt for dem, der har størst risiko for at blive smittet. I Danmark handler det om mænd, der har sex med mænd,« siger direktør i AIDS-Fondet, Klaus Legau.

Netop prisen på lægemidlet gør, at AIDS-Fondet frygter at skulle vente endnu længere på at få medicinen gjort tilgængelig.

»Det er ikke nok at få medicinen godkendt, det er også vigtigt, at PrEP bliver en reel mulighed for dem, der har behov for det,« siger Klaus Legau.

Forebyggelsesindsatsen mod hiv-smitte består i dag af information, adgang til kondomer og en indsats for tidlig opsporing og behandling.

Nye muligheder

Tidligere amerikanske forsøg, der førte til de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse i 2012, har vist, at homoseksuelle mænd, der tog pillen som foreskrevet, opnåede en beskyttelse på over 90 procent.

Efterfølgende forsøg har vist op mod 100 procents beskyttelse. Af forskellige årsager kan et videnskabeligt forsøg ikke vise 100 procent, men ingen er endnu blevet smittet med hiv, mens de tog Truvada i forsøg. Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler PrEP som præventionsmiddel, mens ECDC, Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og kontrol, tidligere har været tilbageholdne over for PrEP. Men i april opfordrede ECDC deres medlemslande til at vurdere, hvorvidt de skal integrere PrEP i deres sundhedsprogrammer. Det skete med henvisning til to nye europæiske studier, der viste, at PrEP er effektivt som forebyggelsesmetode.

»Derfor vil jeg også opfordre Sundhedsstyrelsen til at få kigget på det her,« siger Liselott Blitx.

Også Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, ønsker at PrEP bliver godkendt i Danmark.

At det skulle være problematisk at give medicin til raske afviser Stine Brix. »Lige som p-piller og sterilisation er midler, vi bruger til forebyggelse og til fremme af seksuel sundhed, bør PrEP også være en del af forebyggelsen mod hiv,« siger hun.

Jane Heitmann, Venstres sundhedsordfører, er derimod mere skeptisk og mener, at man i Danmark bør afvente det Fælles Europæiske Lægemiddelagentur EMA’s godkendelse af PrEP:

»Tingene bevæger sig hurtigt hele tiden, også i medicinalindustrien. Det betyder, at der kommer mange nye præparater på markedet, som på forskellig vis kan bidrage til at holde mennesker sygdomsfri eller helbrede. En godkendelse skal ikke være politisk betinget, men bero på en lægefaglig vurdering.«

AIDS-Fondet afsøger for øjeblikket, om der er måder at få gjort PrEP billigere, så den forebyggende behandling kan ligge på niveau med det, man for eksempel betaler for eksempelvis p-piller eller forebyggende medicin mod malaria.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her