»Hvad fanden i Helvede gør vi? Hun kan jo finde på at gå ud og gøre det her public, ik’?« Sådan lyder reaktionen fra Alternativets formand, Uffe Elbæk, da han kort før valget opdager, at partiets integrationsordfører Uzma Ahmed holder hele partiets skæbne i sine hænder.
Efter en række kontroversielle udtalelser til politiken.dk har Alternativet besluttet at give Uzma Ahmed fire ugers taleforbud og fratage hende ordførerposten. Og det må for enhver pris ikke slippe ud.
»Det kan jo være med til at gøre, at vi ikke kommer ind ... (i Folketinget, red.) Det er fucking serious business det her,« som Uffe Elbæk siger i en ny dokumentar med titlen Uffes Alternativ, som DR sender de kommende to mandage.
Det var udtalelser om hjemsendelse af indvandrere, der ikke viser integrationsvilje, som kostede Uzma Ahmed ordførerposten.
Politiken.dk citerede hende bl.a. for at sige, at »hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland.«
I dokumentaren ser man også to andre partimedlemmer diskutere, om Uzma Ahmed skal have lov at fortsætte som ordfører eller ej.
»Men det betyder, at vi bliver nødt til at mandsopdække hende … Og prøv lige at overveje, hvis hun begynder at sige et eller andet dumt igen, så skal vi bryde ind og sige: ’Nej, det mener vi ikke’. Det har vi jo ikke lyst til,« lyder dialogen.
Afviser hemmeligholdelse
På Alternativets hjemmeside fremhæves »gennemsigtighed« som en af partiets i alt seks kerneværdier.
»Alle skal have mulighed for at se os over skulderen – både på gode og dårlige dage,« hedder det.
Information ville gerne have spurgt partiformand Ulle Elbæk, hvordan det spiller sammen med beslutningen om at give ordføreren mundkurv på og ikke mindst, hvorfor han valgte at holde det hemmeligt, men det har ikke været muligt at få et interview med ham.
I en mail til Information afviser han, at der skulle være taget nogen formel beslutning om hemmeligholdelse.
»Det er faktuelt forkert, at vi skulle have hemmeligholdt noget for pressen,« skriver han. Men han bekræfter indirekte, at Uzma Ahmed blev frataget sit ordførerskab.
»Det er en klar forventning til alle, der opstiller for Alternativet, at de holder sig inden for rammerne af den politik, som vores medlemmer gennem politiske laboratorier har udviklet. Det var ikke tilfældet i den konkrete sag, og det er klart, at det jo ikke går an. Både Uzma og mange blandt vores medlemmer var kede af, at vores politik blev fremlagt forkert. Derfor var det ud fra respekt og ansvarlighed over for det fælles projekt, at vi handlede som vi gjorde – uagtet, hvad andre måtte ønske at gøre det til,« skriver han og forklarer:
»Efter Uzmas interviews til bl.a. Politiken og vores udsendte pressemeddelelse fik jeg mig bekendt én henvendelse fra medierne. Den var fra Radio 24/7, som jeg takkede ja til og forklarede forløbet, som det så ud på det tidspunkt.«
Uzma Ahmed bekræfter imidlertid over for Information, at hun fik mundkurv på, og at der var tale om en bevidst hemmeligholdelse af beslutningen, præcis som det fremstilles i dokumentaren.
»Dokumentaren viser jo, hvad der skete. Den taler for sig selv,« siger hun. I dokumentaren gentager Uzma Ahmed da også flere gange, at hun »er uenig« i partiets beslutning.
»Jeg er ikke enig i deres strategi om at lade være med at sige noget i fire uger. Jeg er ikke enig i, at det er nogen respektfuld position i partiet, hvis de tager ordførerskabet fra mig på baggrund af det her. Jeg er ikke enig i, at det her er ny politisk kultur,« siger hun. Oven på den kontroversielle udtalelse til politiken.dk blev Uzma Ahmed tvunget til at gå bodsgang og trække den tilbage.
»Jeg må bare sige, at jeg tager afstand fra mig selv. Mine udtalelser var mine egne, de var ugennemtænkte og fuldstændig uden for vores integrationsudspil, der ikke med et eneste ord omtaler hjemsendelse,« hed det bl.a. i en pressemeddelelse.
Misforståelse
Uzma Ahmed understreger over for Information, at det kontroversielle citat i politiken.dk er taget ud af sin rette sammenhæng og på ingen måde er repræsentativt for hendes synspunkter.
»Jeg er jo ikke Dansk Folkeparti. Der kan jo være mange grunde til, at indvandrere ikke lærer dansk. Det skal ikke være grund til at smide nogen ud. Det, jeg mente, var, at indvandrere, som er yderligtgående og ekstreme, som ikke vil demokratiet, og som opfordrer andre til ikke at stemme, burde forlade Danmark,« siger hun til Information. Og det er i øvrigt kun nogle få, der har den holdning, siger hun.
»Det store flertal af indvandrere går jo ind for demokratiet.«
Stadig partimedlem
Uzma Ahmed er stadig menigt medlem af Alternativet og understreger, at hun ikke bærer nag over den behandling, hun har fået. Hun er også klar til at forsøge sig som folketingskandidat igen, hvis partiet ønsker det.
»Det er hårdt at slå sig, men jeg er nødt til at komme videre og se fremad,« siger hun. Af samme grund ønsker hun heller ikke at kommentere, hvorvidt det at uddele en mundkurv og hemmeligholde beslutninger for offentligheden er i overensstemmelse med den åbenhed, som Alternativet ellers hævder at gå ind for.
»Der er lavet en dokumentar om forløbet, som nu bliver lagt åbent frem. Jeg synes den taler for sig selv,« siger hun.
Trods adskillige henvendelser har partiformand Uffe Elbæk ikke fundet tid til at svare mundtligt på Informations spørgsmål.
»Sidder låst fast i møde oppe på Odsherred til kl. 20.00, hvorefter vi skal drøne ind til Kbh for at nå det (forpremiere på Uffes Alternativ, red.)« lød den seneste sms i går, kort før deadline. På sin Twitter-profil tidligere på dagen, havde Uffe Elbæk dog følgende kommentar til filmen. »Okay folks – jeg indrømmer det blankt: Gu er jeg nervøs for at se dokumentaren ’Uffes Alternativ’ i aften«.
Første afsnit af ’Uffes Alternativ’ vises mandag den 28. september kl. 20.45 på DR2 og andet afsnit 5. oktober kl. 20.00, ligeledes på DR2
Der cykled en formand i sol og i blæst
igennem sit arvede rige
og blomsterne fløj imod ham og hans hest
fra by og fra bondemands dige.
De nikked fra styret, de fyldte hans favn,
og lagde uvisnelig grønt om hans navn.
Man spurgte i pressen: Hvor vover vel han,
en formand, at cykle så ene?
Vi svared dem: Han er vor frieste mand,
dog cykler han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt,
om Uffe hin Spage stod Hjernerne vagt!
Respekt! ;o))
Serious business hører vel ikke hjemme i en alternativ politik? Nogle bekymrende sproglige koder, Uffe lægger på brættet.
Ja, det er nødvendigt, at der er en vis konsensus i et parti, hvis det skal kunne kaldes et parti.
Når man melder sig ind i et parti, så melder man sig vel ind på de præmisser, der er eksisterende. Det forhindrer ikke en levende debat, hvor man er uenig.
Hvis man går ud og melder ud, at man er direkte uenig med sit parti, så bliver man obstruktiv og ødelæggende for partiet.
Det vil altid være en vanskelig situation især for et nyt parti, hvor man har siddet og prøvet hinanden af gennem argumenter mv.
Det er selvfølgelig også en vanskelig situation, når man må give køb på de vigtige præmisser om åbenhed og gennemskuelighed.
I denne situation med Uzma Ahmed tror jeg, at det var i orden at lukke ned fordi der var nogle ting, hun sikkert havde misforstået.
Alternativet er jo ikke et parti, der har været på valg i flere år, så alle og enhver ved, hvad de står for, hvilket gør det endnu mere vanskeligt.
Mange vil også have svært ved overhovedet at forstå f.eks. den økonomiske tankegang.
Jeg hørte et interview med Uffe Elbæk, hvor journalisten absolut ville have Uffe til at tænke i traditionel forstand.
Jeg synes, at det er interessant at se, hvad Alternativet kan byde på som en form for græsrodsparti.
Jeg håber meget, at Uzma Ahmed vil arbejde positivt med i de normbrydende tanker, der ligger bag Alternativet.
Det var da ingen hemmelighed, at hun havde kvajet sig og fik en slags mundkurv på. I en tæt valgkamp, hvor et nyt parti bliver behandlet af journalisterne som et suldent ulvekobbel behandler en hest, de har indkredset , så er det nødvendigt at holde tungen lige i munden, ellers bliver man ædt. Så ja - "mundkurven" berettiget.
Uffe - du fik min stemme fordi raseriet over de gamle uduelige partier tog over. Men jeg kan garantere dig, det ikke sker igen!
Nogen, der er anderledes, skal kanøfles. H C Andersen: Den Grimme Ælling.
Kære Kim Houmøller
Det er lovligt at læse igen og tælle til 10.
Jens Jørn Pedersen - Næste gang bliver det en blank stemme!
det er da ikke så overraskende. Alle er vel klar over Alternativets målsætning, ambitioner og deres politiske holdninger, og så vil hendes udtalelse jo kunne skubbe potentielle vælgere væk. Om man er enig eller uenig i Alternativets politik, så er det da indlysende at politik handler om indflydelse og magt. Det kræver en vis enighed og konsensus, noget som Alternativet ikke havde helt på plads op til valget,
Jeg er bestemt ikke enig i Alternativets politik og holdninger, men jeg var ikke på noget tidspunkt overrasket over at de fik et godt valg. Mon der er nogen der fisker lidt efter en erstatning for Carl Holst når han snart falder...?
respekt til Alternativet for at komme så godt igennem et valg uden en klart defineret politik, og respekt til Uffe Elbæk for at forsøge at styre partiet i den retning han ønsker. Det her er en storm i et glas vand, og noget ingen bekymrede sig om dengang valget stod på...
Så forskellig er Uffe da ikke fra andre politikere, det gælder om at skrabe alt det til sig som man kan, så længe man har muligheden. Tænker på grunden til at han ikke er radikal mere, men bare leder af endnu en radikal aflægger. Men sådan set burde man vel være taknemlig, jo flere fraktioner de radikale splitter sig op i, jo mere spreder de stemmerne, og jo mindre får de at sige.
Det er et fint princip med åbenhed og gennemsigtighed. Uffe virker som "et godt menneske", der vil alle mennesker ( næstekærlig) det bedste. Uffe er drivkraften og stifteren af partiet. Skal han så bare acceptere hvad som helst og måske sætte det hele over styr grundet ordførerens subjektive meninger og ideer?
Kommer vi ikke alle til at give køb på vore principper sommetider? Hvad er den bedste beslutning nu og her, hvor skibet ser ud til at være læk!
@Helene Kristensen, ja de er og bliver magtmennesker og når noget står i vejen for magten så skal der rettes til omgående. Intet nyt i det, men Uffe Elbæk have, i hvert fald i min optik, et prædikat af at være grundlægger af et parti der afspejlede hans egen enorme rummelighed. Det viser sig så nu at være knap så rummelig, men det overrasker mig egentlig ikke. Derfor aftvinger Alternativets resultat min respekt - bestemt ikke for deres politik og holdninger, men alene det at de kom ind ved valget. Måske er det reelt set bare et udtryk for politikerlede igen.
Så viste det sig minsandten at Alternativet ikke var noget nyt men blot en flok radikale som vi kender dem. Masset af snak om økonomisk, social, miljømæssig bæredygtighed men når de kommer indenfor fem meter af et forlig giver de køb på det hele for at være vigtige.
Kære Kim Houmøller, du går måske også ud og fortæller, at vi alle skal stemme blankt eller lade være med at stemme? Det ved jeg også nogle andre, der gør!
"men Uffe Elbæk have, i hvert fald i min optik, et prædikat af at være grundlægger af et parti der afspejlede hans egen enorme rummelighed."
Akja, helt fra start gik det galt - den gæve Uffe grundlagde ikke Alternativet, men sprang på en i forvejen gående vogn. Myterne er mange i massemedieringssamfundet; dét skal der tjenes skillinger på.
@Peter Jensen, jeg var ikke klar over at Uffe Elbæk ikke var idémanden bag alternativets tilbliven, men ikke desto mindre var han jo helt klart deres frontfigur og havde velsagtens også brug for ro på bagsmækken i så vigtig en valgkamp det her var for Alternativet. Jeg kan ikke se at det han gjorde var noget specielt, men anerkender samtidig at det måske for nogen står i kontrast til den rummelighed Alternativet synes at have i offentligheden.
Uzma Ahmed misforstod det der med at være "alternativ". Det var altså ikke meningen, at det skulle forstås bogstaveligt, vel?
Kommer til at tænke på den behandling Özlem Cekic fik i SF, da hun gik imod partiets accept af skattelettelser. Også hun blev frataget sine ordførerskaber.
Der er åbenbart et eller andet med kvindelige politikere med indvandrerbaggrund - de er ikke sådan til at styre (på godt og ondt).
Peter Nielsen, sådan er det med (tilløbende) frontfigurer - de distanceblænder og forfører omverdenen, mens de forlanger at forstyrrende aktiviteter fra andre kaldes uro på bagsmækken af den fine bil. Ren dominans og arrogance.
'Alle skal have mulighed for at se os over skulderen – både på gode og dårlige dage'
Meget smukt men det har ingen gang på jorden.
Man kan jo ikke have at alle og enhver blander sig i partiets diskussioner.
Interne uenigheder bør løses intern og så kan man bagefter melde ud offentligt.
Velkommen til virkeligheden Alternativet!
Uffe er ikke en hak bedre end de andre politiker der vil magten i partiet, tænk hvis der kom en dårlig omtale får valget! så ville han jo ikke komme ind i folketinget og tjene demokratiet! Derfor slå han ned på den menige mand/dame som en diktator for at få ro omkring hans parti.
Det er det som Uffe kalder demokrati !!!
Husk det næste gang i stemmer!!!!
En analyse af ovenstående foto: Madras og dyne, i samme rum som sofa, indikerer en et-værelses lejlighed. En kvinde ser tilsyneladende (drømmende?) ud af vinduet! Måske er det tv-skærmen! Er det en Iphone eller fjernbetjening, hun har i hånden?
Jeg formoder, kvinden er af begrænset skolegang (som jeg). Og har lav indkomst (som jeg).
I denne sociale klasse (laveste kaste) er vi ikke vant til at argumentere og være i centrum af andres opmærksomhed. Jeg kan derfor let genkende mig ordførerens situation, hvor jeg "taber hovedet" og alle gode intentioner ligger på gulvet ;-)
Op på hesten igen, Uzma!
@Peter Jensen, var det ikke Uffe der på et tidspnkt sagde om Alternativet, at partiet repræsenterede en anderledes og nytænkende måde at lave politik på? Uagtet bedriften med partiet, så vidner ønsket om at kontrollere et partimedlem, om at partiet ikke er alternativ når det kommer til partidogmer. Du kan ikke have en der går sine egne veje når partiet har vedtaget en stil der godt nok ikke var klokkeklart politisk defineret, men værdimæssigt var der vel ingen tvivl om partiets holdninger omkring medmenneskelighed.
Det nye viste sig at være, for nogen, fejlbehæftet. jeg ser det mere som et forsøg på at skabe et parti der har en fælles identitet - om man kan lide det eller ej.
@Kim Larsen, ikke at det betyder det helt store men hun er uddannet fra Syddansk Universitet og CBS.
Bachelor i Forretningssprog samt en Cand Ling. Merc., så helt begrænset er hendes skolegang vist ikke.
Mon ikke hun er vant til at vægte sine ord med omhu bl.a. i hendes nuværende arbejde i frivillige organisationer etc.
Louise Grønkjær og Charlotte Aagaard jeg håber, at I har fået lysten til at nedgøre et nyt parti tilfredsstillet. Det er lidt billigt!
Jeg formoder, at I kender H C Andersens Den Grimme Ælling. Når der en ny i klassen, så skal han kanøfles.
I stedet vil jeg opfordre jer til at se på international økonomi og Finans. Det interessante er, hvor kommer de store finansielle ressourcer fra og hvor forsvinder den finansielle overskud hen. Praktisk taget alle lande/nationer skylder penge væk. Til hvem!
Hvis I kan afdække den finansielle verden og beskrive den i en artikel i Information, så vil jeg tage hatten af for jer.
Jeg ser frem til artiklen!
@Stig: Stiller man op til folketingsvalget er det da for at få magt - hvad skulle ideen ellers være?
Og selvfølgelig bør man som ordfører følge partiet vedtagne linje - andet er uholdbart.
Tab og vind med samme sind, hvad der kommer let, går let.
Måske bliver det snart nødvendigt for Lars Løkke Rasmussen at udskrive valg for at få rystet lusene ud af Venstres rævepels, inden den bliver ædt op indefra af parasitterne i foret.
Og så kan det jo være, at alternativet til de radikales Morten Østergaard også ender under spærregrænsen igen.
@Jens Jørn Pedersen, hvem der skylder hvem er jo ganske simpelt at finde ud af - det står i regnskaberne for enhver virksomhed eller ethvert land. Hvis du har minus 2 kroner så er der en der har plus 2 kroner og summen giver nul. det er jo det fantastiske ved økonomi - alt ender i et nul.
»Det store flertal af indvandrere går jo ind for demokratiet.«
Hvilken undersøgelse baseres dette på?
'..fucking serious business det her'.
Endelig en politiker der kan formulere sig på forståeligt dansk.
Man er vel ikke kaospilot for ingenting.
Der er noget klovnetrup over det. Det er ren Haugaard. De bliver uden tvivl større ved næste valg.
"Man har et standpunkt, til man tar' et nyt....!" Host-host...
Ja, særlig alternativt er det vel ikke, at man ønsker alle borgernes personlige oplysninger, som så skal samkøres på tværs...
Det er nærmest kaotisk naivitet - sæt denne kvinde på plads?
"Det er fuldstændig afgørende for vores fremtidige sundhed, at forskere har fuld adgang til befolkningens sundhedsdata, skriver Carolina Magdalene Maier (ALT)
Et system, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er fortalere for, hvor enkeltpersoner skal give informeret samtykke om, at deres sundhedsdata må anvendes, vil sætte forskningen og kvaliteten af det danske sundhedsvæsen mange år tilbage. Hvis det kun er frivilliges data, der kan anvendes til forskning, kvalitetsudvikling og behandling, så giver det et skævvredet billede af virkeligheden"
http://www.altinget.dk/velfaerdsteknologi/artikel/alternativet-fuld-adga...
ja, det er godt nok nogle sjove snørestøvler, man undertiden finder, når man begyder at rode lidt op i de alternatives ideologiske sengehalm.
Men sådan er der jo så meget, og kan man ikke blive andet, kan man altid 'gå ind i politik' ;o)
Kære Peter Nielsen
Svendsen i Laasby havde kørerundtøkonomi.
Der var aldrig overskud.
Men 2 + 2 = 5. Husk momsen.
Ganske morsomt, at journalisterne ikke har kunnet få fat i Uffe Elbæk til et interview. Lige siden Alternativets begyndelse og til valget var overstået, var han ellers ikke til at slippe for. Hvis blot hans navn blev nævnt i en debat, vupti, så var han der (med sin hvervekampagne). Gad vide om han er mere nærværende over for de mange, der har knoklet, for at han kunne beholde sin plads i Folketinget?
Fra valgkampen husker jeg i øvrigt, hvordan han i en og samme samtale på radioen først 'nedpandede' en udtalelse fra Uzma Ahmed. For straks efter at glatte ud med noget i retning af, 'men hun er nu sådan en herlig person'. Og derefter meget skarpt fordømte en udtalelse fra en anden alternativist – husker ikke om det var i forbindelse med medvind på cykelstierne, citronmåner eller Nutella – for straks efter at drysse sukker på dén nedpanding med et, 'men han har et godt hjerte.'
For nu at gentage mig selv, beklager, men tænk hvilken græsrodsbevægelse, der kunne være opstået, hvis den tilslutning, energi, målrettethed, fantasifuldhed, arbejdsomhed … humor, der støttede op om projektet, var blevet kanaliseret ind i påvirknings- og lobbyvirksomhed i stedet. Så havde man desuden heller ikke været bundet af hverken partidisciplin (alle tænker og udtaler sig ens!), eller af at skulle tage stilling og have en holdning til alt!
Jeg er overbevist om, at man så ville have kunnet udøve langt større indflydelse på beslutninger og beslutningstagere, end det nu er tilfældet de ni folketingsmandater til trods. Ak, de skønne til dels spildte kræfter.
@ Peter Nielsen
Tak for Info. Godt at mine fordomme faldt. ;-)
Det er da klart, at et nystartet parti må gardere sig mod "landsbytosser". De var ikke spået en chance et halvt år før valget, så der var ikke "råd" til grove svipsere. Heldigvis fik de holdt Klaus Riskjær ude, han kunne ellers have været noget af en elefant i glasbutikken.
Det er da ikke rigtigt, at journalisterne ikke har kunnet få fat i Uffe Elbæk til et interview.
Han skriver til Information: »... fik jeg mig bekendt én henvendelse fra medierne. Den var fra Radio 24/7, som jeg takkede ja til og forklarede forløbet, som det så ud på det tidspunkt.«
"Dokumentaren" i DR lyder til at være en ubehagelig omgang skjult kamera og gemt mikrofon.
Se nu hvordan det gik de radikale, hvis formand under valgkampen proklamerede, at boligejerne skulle beskattes og andre kontroversielle ting. Da han var formand, kunne ingen give ham mundkurv på, for tanker kun radikale turde tænke højt.
Michael Kongstad Nielsen - nej angående dokumentaren.
Se foromtale her:
http://politiken.dk/kultur/filmogtv/ECE2852245/elbaek-dokumentar-tegner-...
Og ja, du har så fuldstændigt ret i det øvrige af din kommentar.
Nogle af kommentatorerne i denne tråd synes at være fuldstændigt uden basal viden om, hvilke vilkår et nyt parti har at slås med i dagens medielandskab - oveni købet forstærket, når der er valgkamp.
Det er altid en god idé at have styre på den overordnede politik, hvis man vil være ordfører, men partiet er så nyt og radikalt, at det kun er forventeligt med lidt slinger i starten.
Uzma Ahmed sagde jo godt og grundigt undskyld og steg på min stjernehimmel.
Så forstår jeg ikke, hvordan en dokumentar om Alternativet kan opreklameres på Uzmas indignerethed over at få mundkurv på. Og jeg tænker stille over meningen med denne artikel i Information.
Men lad os se fjernsyn på mandag.
Da jeg så Uffe og Uzma moderere valget af listekandidater i København sammen, var det mit stærke indtryk, at Uffe ikke brød sig om Uzma. Så det undrede mig for så vidt ikke, at hun blev trynet ved den første lejlighed, der bød sig.
Det er vist en tynd kop te, du brygger der Sabine.
@Sabine Behrmann:
Du må skrive en veldokumenteret artikel, som Information kan publicere.
Dit stærke indtryk kan kun DU bruge til noget.
Evt de andre høns kan snakke med dig om fjer og 5 høns. Men her skal du kunne noget mere.
Partiejer Uffe lagde jo ikke skjul på, at det skulle være et topstyret parti, hvor medlemmerne måtte rette ind. Her et citat fra en artikel fra juni måned:
- Og hvis partiet kommer i Folketinget, får baglandet ingen magt til at påvirke linjen. Nøjagtig som hos de radikale får folketingsgruppen ret til selv at lægge linjen, og Uffe Elbæk slår fast, at han forventer disciplin fra de partifæller, der bliver valgt ind.
http://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg2015/ECE2710901/uffe-e...
Der bliver gået efter kvinden her, kan jeg forstå.
Hvis det parti skal have en jordisk chance fremover er det strengt nødvendigt at der udvises parti disciplin -ellers får vi en 'genopførelse' af Ny Alliance's uskønne forestilling 'enhver meler sin egen kage' eller Fremskridtspartets lavkomiske 'landsbyotossernes vagtparade'.
Patridisciplin handler ikke om demokrati eller ej men om at medlemmerne udviser loyalitet over for de fælles beslutninger