Læsetid: 3 min.

Danmark møder kritik for at operere interkønnede børn

Danmark bør ikke længere tillade, at der udføres kønsnormaliserende operationer på raske interkønnede børn, lyder kritikken fra Europarådet og Institut for Menneskerettigheder. Professor på Rigshospitalet mener, at forbud vil kunne ende med at skade interkønnede
26. september 2015

Mens homoseksuelle og transkønnede i vestlige lande i disse år oplever, at deres rettigheder langsomt forbedres, bliver raske børn født med kromosomsammensætninger og ydre eller indre kønsorganer, som ikke stemmer overens med det ’typiske’ han- eller hunkøn, udsat for kosmetiske operationer for at give dem et bestemt køn. Danmark er et af de 21 medlemslande i EU, der ifølge en rapport fra unionens Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) tillader, hvad agenturet anser for at være diskriminerende og kønsnormaliserende operationer og behandlinger på børn med såkaldte intersex-variationer uden børnenes samtykke.

Det får en række organisationer og eksperter til at kritisere den danske praksis, der ifølge Europarådet overtræder børns ret til fysisk integritet og risikerer at forstyrre deres evne til at udvikle egen kønsidentitet.

Andre livslange konsekvenser kan være sterilisation, tab af seksuel følelse i kønsorganerne, fjernelse af naturlige hormoner, afhængighed af medicin samt psykiske problemer, hedder det i rapporten Human rights and intersex people.

»Der er en styrket beskyttelse af kønsidentitet inden for menneskeretten og diskriminationslovgivningen i dag. Samtidig er der en stigende beskyttelse af barnets integritet, hvilket man f.eks. kan se i forbindelse med den heftige debat om religiøs omskæring af drengebørn herhjemme. Derfor er det meget bekymrende, hvis der laves operationer på raske børn, for at de skal passe ind i et binært kønssystem,« siger Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder. Der findes en lang række variationer af interkøn, og afhængig af hvad der tælles med, udgør de mellem 0,1 og 1,7 procent af befolkningen, anslår internationale intersex-organisationer.

I Danmark anbefales det bl.a., at der udføres kønsnormaliserende operationer på børn, inden de er 15-18 måneder, fordi man mener, at det er »utænkeligt, at et barn i Danmark vil kunne udvikle sig psykisk uden at have entydige ydre genitalier,« som det hedder i en gældende instruks fra Skejby Sygehus.

Det er imidlertid forkert at betragte det at være interkønnet som problematisk i sig selv, mener sociolog ved University of Nevada, Las Vegas Georgiann Davis, der netop har udgivet bogen Contesting Intersex.

»At være født som interkøn er historisk forbundet med megen skyldfølelse og tabu. Men interkønnede børn er ikke syge og har ikke behov for kønsnormalisering,« siger Georgiann Davis.

Der findes ikke noget tilgængeligt overblik over, hvor mange børn der opereres i Danmark. Men ifølge Inge Toft Thapprakhon, der netop har stiftet foreningen Intersex Danmark for at skabe større opmærksomhed om interkønnede, er fem af de omkring 20 danske interkønnede, som foreningen indtil videre har været i kontakt med, med sikkerhed blevet opereret som børn.

Katharina Main, der er klinisk professor på Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion, hilser debatten velkommen, fordi hun mener, at den kan være med til at aftabuisere interkønnedes forhold. Til gengæld mener hun ikke, man kategorisk bør forbyde at operere på børnene af »kosmetiske« årsager, fordi hun frygter, at det kan skade nogle interkønnede børn i den sidste ende.

»Argumenterne for, at man intet skal gøre, diskuterer man med forældrene. Og der er lige nu ganske få forældre, der vil være enige i den internationale bevægelse, som er meget ensidig. Der er forældre, der synes, at hvis kønsorganerne ser meget tvetydige ud, vil det medføre en vanskelig opvækst. De kan frygte, at voksne, der passer deres barn, vil opfatte det som anderledes, og at det vil blive mobbet i skolen. Derfor vælger de kosmetisk operation,« siger hun.

Katharina Main henviser desuden til, at man ikke har undersøgelser, der viser, hvad der vil ske, hvis man venter med operationerne til børnene bliver ældre:

»Det er ikke nødvendigvis nemmere at vente til puberteten, og vi ved ikke, om vi ender med at gøre dem lige så kede af det, fordi de har haft den udfordring hele livet. Hvis der skulle være nogle centre, der nu vælger at sige, vi opererer ikke overhovedet, så skylder de i hvert fald patienterne at følge op. Jeg vil tro, at hverken det ene eller andet tiltag vil passe på alle.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kasper Bjerregaard
  • David Zennaro
  • Vivi Jelstrup
Kasper Bjerregaard, David Zennaro og Vivi Jelstrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det må grundlæggede være forældrenes ansvar hvad der skal ske eller om der skal ske noget, alle muligheder forelagt og tilbudt. Forestillingen om at der kun er to muligheder er i hvert ikke i pagt med naturen, som altid er med på et lille eksperiment.

Bodil Waldstrøm

Hvis man opererer i Danmark med begrundelserne, at

”De kan frygte, at voksne, der passer deres barn, vil opfatte det som anderledes, og at det vil blive mobbet i skolen.”,

og at det er

»utænkeligt, at et barn i Danmark vil kunne udvikle sig psykisk uden at have entydige ydre genitalier”,

så er det i Danmark, der er noget galt, og ikke hos det enkelte barn. Danmark bliver mere og mere ensrettet, og det er alt for let at falde uden for normen. Det kræver meget af en person i Danmark at være udenfor, og det er der mange, der går ned på psykisk, får anoreksi f.eks. Vi bør ændre syn på, hvad der er normalt, så vi bliver mere vidt favnende og ikke så bange for det anderledes og fremmede. I virkeligheden ville det gøre vores samfund meget bedre, hvis vi forstod at acceptere mennesker, som de er, i stedet for at det enkelte menneske skal presses ind i en form, der ikke passer til det.

Tina Sommer, David Zennaro, Mathilde Mensink, Jette M. Abildgaard, Ulla jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Mads Ananda Lodahl

"I 2012 afslørede Politiken, at 13 interkønnede fostre var blevet aborteret efter 12. uge i 2011. De interkønnede diagnoser betyder ellers ikke, at børnene ville klare sig dårligere end andre børn. Det er også eugenik.

I danske, lægelige vejledninger fra samme år til behandling af børn med visse interkønsdiagnoser kunne jeg blandt andet læse om klitorisresektion. Da jeg slog resektion op i fremmedordbogen, stod der ”operativ fjernelse af en del af et organ.” Den formulering stemmer overens med historierne om interkønnede spædbørn, der bliver opereret på kønsdelene, fordi de er født med en klitoris, der er for stor."

Mere her: http://kvinfo.dk/webmagasinet/koenssystemet-er-i-konflikt-med-virkeligheden

E AA, David Zennaro, Jette M. Abildgaard, Anne Eriksen, Ulla jensen og Anja Blaksmark anbefalede denne kommentar

Det er vigtigt at denne debat kommer nu. Hidtil har forældre stået alene med lægens vurdering, uden chance for at forstå deres barns behov. Det er nu muligt at sætte sig mere ind, hvordan interkønnede har oplevet deres opvækst - og hvad de ville have ønsket var sket. Jo mere information fra dem, der kender det fra egen krop og som har kontakt til ligesindede, som bliver tilgængelig, jo mere vil det være muligt for forældre til nyfødte interkønnede at vælge deres barns fremtid på et oplyst grundlag.

Må den barbariske uskik snart blive bragt til ophør. Hvordan kan man i dag i Danmark retfærdiggøre potentielt psykisk og fysisk invaliderende operationer i normalitetens navn? Hvornår har normalitet og det binære kønssystem bidraget med en forøgelse af livskvaliteten? Tværtimod skaber begge dele angst for ikke at høre til, for afvisning og eksklusion ... Man kan se operationerne som det direkte udtryk for den angst, normalitet og et binært kønssystem frembringer i den enkelte, her forældrene, som uden tvivl tror, de gør det bedste for deres barn ... Øv.

Erwin Maria Jöhnk

Børn som fødes som interkøn skal have retten til at vokse op som det, det menneske som inderts inde er. Det kan kun lade sig gøre ved at læge operationskniven væk og lade dem vokse op, så de selv kan vælge hvilket køn og hvor meget der skal gøres kirurgiske og medicinske, så de føler sig som et helt menneske, som det køn de inders inde er.
Den gamle traver med mobning i skolen og lignende. De(n) burde puttes langt væk i syltekrukken. Det er bedre at skolerne lærte børnene at acceptere og lære at vi er forskellige, på på køn, evner op opførsel.
Den masse standardisering må stoppe. Mange børn går til grunde på det også forældrene har et ansvar på ikke at betragte børn som et blankpoleret status symbol og pusse nusse konstant om dem, så de kan blive en rigtig dreng eller rigtig pige.
Det minder mig om at pudse sølvtøjet og sætte det til skue, have en fed pæn bil og blank poleret facade for at fortælle omverden vi har styr på det, vi er lykkelig, kan alle se det kan alle høre det?
Men bag ved facaden krakelere det.
Det kunne være det barn føler sig som det modsatte køn. I dette her tilfælde er der børn som er interkøn ved fødsel.
Jeg tør ikke tænke på hvor mange interbørn som er blevet lavet om til et bestemt køn hvilke kvaler de har fået i deres voksen liv, fordi skolen, forældre og samfundet er bange for at være anderledes.
Vi mangler respekt for os selv og andre, det åbenbart noget man ikke kan lære her i landet.

Anne Eriksen, Jette M. Abildgaard og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Karla F. Fontane

Det kommer da lidt an på hvad interkønnet egentlig er. Der flere genetiske og biologiske køn end kun to. At forbyde operationer, som hjælper børnene til at få et af de to køn, er der da ikke noget i vejen med. Helt ærligt: vi bliver nødt til at tænke på børnenes bedste. Og jeg tror bare ikke på, at interkønnede børn vil have det særlig godt under brugseren i skolen. Så længe børnene ikke tager skade (medicinsk eller socialt), så er der helt klart ingen grund til at operere. Men da der sikkert i mange tilfælde er et socialt el. medicinsk problem, er der altså en grund til at operere. Det er forældrene som sammen med lægerne skal beslutte, hvad det bedste er for barnet.

Politikere, feminister og hele bundet kan for min skyld gerne reklamere for, at det er i orden at være interkønnet. Personligt har jeg heller ikke et problem med interkønnede. Dog er der - især bl.a. skolebørn - ikke en så opklaret atmosfære. I skolerne er bøsse jo skældsord nummer ét. Tænk på hvilken plads så et interkønnet barn vil stå. Det er ok at reklamere for tolerance, men vi har altså ikke en ret til at tvinge interkønnede børn gennem et helvede, bare for at få omsat vores idealer.

Marie elisabet Lind-thomsen

Vilkårene for transkønnede er så dårlige, at Danmark får kritik af Amnesty International. Så artiklens indledning om, at vilkårerne for transkønnede forbedres, gælder ikke helt for Ddanmark.

Jørgen Malmgren

Jeg har vendt og drejet det her i to dage nu og jeg har svært ved at se, at man kan forsvare, at lave kønsoperationer på børn. Der ligger flere moralske og etiske problemstillinger i det, der rækker ud over en kompliceret barn og ungdom. Det er langt sværere at forholde sig til, end omskæring af jøder og muslimer. den almindelige holdning er, at det må vente til de bliver atten. Det er også langt sværere at tage stilling til, end om man skal tvangs tilbageholde og tvangs afgifte den gravide narkoman eller alkoholiker. For man skal tage stilling til, både en persons fysiske køn og det mentale køn, som ikke nødvendigvis er det samme og derfor begyndte man at lave kønsskifteoperationer for mange år siden.

Men hvem er egentlig kompetente til at vælge kønnet på et sådant barn, skal forældrene som måske havde et foretrukket køn på forhånd? Eller skal lægen, ud fra hvad der har størst chance for at lykkes? Eller skal barnet selv, når det har dannet sig en kønsidentitet? Det er værd at bemærke, at selv børn i tre fire års alderen har en kønsidentitet, den kan skride i puberteten, men er normalt vedholdende gennem livet. Hvem er barnets "advokat / talsmand" i en sådan situation, hvor man er berettiget til at sige, at hverken forældrene eller lægen er uvildige, hvem varetager barnets interesser i den slags sager?

Det er et langt mere vidtrækkende indgreb end en simpel omskæring eller en tvangs afgifting af narkomanen. Hvem har ret til at træffe beslutningen og er der en kompetent modpart til at modsige den?