Læsetid: 1 min.

Nye retssager om indgreb mod Tibet-flag

24. september 2015

Københavns Politi skal i en ny retssag forklare, hvorfor fredelige personer blev hindret i at vise det tibetanske flag på offentlige steder.

Tirsdag fastslog Østre Landsret, at flere borgere blev forhindret i at vifte med Tibets flag under et kinesisk statsbesøg, og en af dem blev ovenikøbet udsat for en ulovlig frihedsberøvelse.

Næste akt i retten drejer sig om et besøg i juni 2013 af den højtstående kinesiske politiker Yu Zhengsheng.

»Vi er ved at forberede sagerne,« siger Tobias Stadarfeld Jensen fra advokatkontoret Bonnez og Ziebe.

»Der vil blive tale om et krav om godtgørelse, fordi politiet har handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven,« forklarer han.

Påstanden er, at politiet krænkede borgernes ytringsfrihed.

I det ene tilfælde – det var grundlovsdag – kørte en motorcykelbetjent tæt op foran Jens Christian Nielsen, der stod i et vejkryds ved Avedøreværket. Dermed sørgede politiet for, at den prominente kinesiske gæst ikke kunne se Nielsens to flag, har han fortalt. I det andet tilfælde greb politiet ind, da Luna Pedersen lynede sin trøje ned ved Christiansborg, så man kunne se hendes T-shirt med det tibetanske flag. »Hey, hey ... vend hende om, vend hende,« råbte en politibetjent til en kollega, har Støttekomiteen for Tibet fortalt. Straks efter blev hun bortvist.

Under det kinesiske besøg i 2013 fjernede politiet ligeledes to personer fra Falun Gong, der stod i deres markante gule trøjer ved Amalienborg Slotsplads. Den ene er en 87-årig mand, og den anden er en kvindelig pensionist. Disse to personer forsøger at få fri proces til at føre retssagen om blandt andet krænkelse af ytringsfrihed, oplyser Tobias Stadarfeld Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer