Læsetid: 4 min.

Overleveren

’Det siger måske også noget om, at man skal være lidt varsom med at erklære folk for døde,’ lyder det fra Peter Christensen som overraskende afløser Carl Holst som forsvarsminister
Den nyudnævnte forsvarsminister Peter Christensen (th.) havde egentlig indstillet sin politiske karriere helt, efter at det 18. juni ved folketingsvalget ikke lykkedes ham at blive genvalgt. Men tirsdag aften ringede statsminister Lars Løkke Rasmussen til den 40-årige sønderjyde og tilbød ham posten som forsvarsminister efter Carl Holst, der tidligere på dagen var trådt tilbage efter en række møgsager.

Lars Krabbe

1. oktober 2015

»PC min ven. Den bedste nyhed jeg har fået længe, det var, da jeg hørte, det var dig, som skulle være ny forsvarsminister. Velkommen til«.

Med de ord overdrog Carl Holst (V) i går ved en reception Forsvarsministeriet til Peter Christensen (V), som han ikke alene har kendt siden deres barn- og ungdom i Rødding, i Sønderjylland. Det siges, at det var den fem år ældre Carl Holst, der opfandt Peter Christensen. I hvert fald var det Carl Holst, der fandt på dennes tilnavn: PC.

Dermed bliver det et overraskende comeback til den engang så magtfulde Peter Christensen, der ikke alene ikke blev genvalgt ved folketingsvalget i juni. Peter Christensen stoppede ved samme lejlighed i politik og forsvor aldrig at vende tilbage.

»Jeg forlader ikke politik med en drøm om at vende tilbage. Det kan jeg slet ikke se for mig,« lød det.

Peter Christensen har dog gjort det før; vendt tilbage efter at være blevet afskrevet og have afskrevet sig selv.

Peter Christensen, der som 16-årig blev ramt af en kræftsygdom, som fik ham til at melde sig ind i Venstre, for så »havde han da gjort et eller andet«, var persona non grata under Anders Fogh Rasmussen (V).

Det på trods af at den tidligere elektriker og formand for Venstres Ungdoms (VU) læremester ud i afbrydere og kabler, elektriker Ole Christensen, ellers har sagt om sin tidligere lærling, at »ham var der ingen bøvl med, han kunne sine ting, og så havde han en kundevenlig optræden«.

Anders Fogh Rasmussen mente dog, at han netop kun havde bøvl med Peter Christensen og dennes kammerat og politiske kampfælle, Søren Pind, på grund af deres evindelige krav om skattelettelser og en skarpere liberal profil.

Det var i den periode Peter Christensen havde så god tid, at han byggede et sommerhus på Bornholm som fik navnet »Foghs minde«.

Stod ved Løkkes side

Selv om Peter Christensen og Søren Pind snakkede om at danne et nyt parti, havde de dog altid én ven i Venstres top: Partiets næstformand Lars Løkke Rasmussen. Sammen med den senere landsformand og folketingsmedlem for Liberal Alliance, Leif Mikkelsen, havde de i en årrække en badeklub, der mødtes i DGI-byens sauna. Peter Christensen beviste sin loyalitet over for Lars Løkke Rasmussen, da han i 2008 forsvarede den daværende finansminister som Venstres »bilagsordfører«. Mens fortidens udgiftsbilag, taxaboner og hotelophold pludselig væltede ud af skabet hos Lars Løkke Rasmussen, sad Peter Christensen hver dag ved telefonen, i radioen eller på tv-skærmen og forsvarede denne.

Desuden har det aldrig virket som om, at Peter Christensen – modsat Kristian Jensen, Søren Pind eller for den sags skyld Carl Holst – har set sig selv som en kommende partiformand. Forbilledet har i stedet været Claus Hjort Frederiksen: En, der en dag kunne blive finansminister og være politikudvikler og indpiskser i kulissen. Politikere holder også længere som kongemagere end som formænd. Det giver udsigt til at sidde ved magten i 20 år i stedet for fire eller otte.

Politisk kom Peter Christensen ind i varmen, da Lars Løkke Rasmussen tog over efter Anders Fogh Rasmussen som formand og statsminister i 2009.

Venstres finansordfører havde derfor sat næsen op efter at blive skatteminister allerede samme år, hvor han måtte tage til takke med posten som politisk ordfører. Men ved regeringsrokaden i 2011 blev Peter Christensen skatteminister i stedet for Troels Lund Poulsen.

Røvfuld af DF

Valgnederlaget samme år betød nok et farvel til Skatteministeriet, men ikke magtens centrum i Venstre. Peter Christensen blev finansordfører og såkaldt gennemgående forhandler – eller chefforhandler – i alle Venstres politiske forhandlinger med regeringen.

I den periode lå magten i Venstre i trekløveret mellem Peter Christensen, Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen.

Under Lars Løkke Rasmussens seneste bilagskrise, i 2014, var Peter Christensen ubrydelig i sin loyalitet over for partiformanden, og inden det seneste folketingsvalg blev han anset som et godt bud på en kommende finansminister.

Så meget desto større var overraskelsen på valgaftenen, hvor Peter Christensen gik fra at være den kandidat, som fik tredjeflest af Venstres stemmer i Sydjyllands Storkreds i 2011, til at ryge helt ned som nummer otte. Langt fra en af de fem pladser i Folketinget, som Venstre fik i Sydjylland denne gang.

Peter Christensen forklarede valgnederlaget med, at »Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti – og det har jeg også«.

Men det var selvfølgelig ikke hele forklaringen. Peter Christensen mistede 60 procent af sine personlige stemmer fra valget i 2011, mens Venstres seks øvrige folketingsmedlemmer fra Sydjyllands Storkreds højst mistede en tredjedel af deres stemmer. Lars Løkke Rasmussens bilagssager kostede.

»Der er folk, der mener, at han har været for tæt på Løkke,« som Venstres lokale kasserer i Aabenraa forklarede.

Vær varsom med dødsdom

Peter Christensens udnævnelse er derfor mindre overraskende, end at den sker nu. Men efter Carl Holsts afgang har Lars Løkke Rasmussen behov for at erstatte ham med en lige så stærk, eller endda stærkere, støtte. Ifølge Lars Løkke havde han brug for »en person, som kan træde direkte ind i jobbet og skabe den tillid bredt på Christiansborg, som der er brug for«.

Selv mener Peter Christensen ikke, at det giver mening at tale om, at han har fortjent sin nye post. Forsvarsministeren har endnu ikke haft tid til at overveje, om han igen vil stille op til Folketinget.

»Jeg ved ikke, om begreber som fortjeneste er særligt egnet til politik. Jeg forventer da, at jeg er blevet spurgt om at varetage det her ansvar, fordi at statsministeren mener, at det vil jeg kunne gøre på en god måde. Og jeg er nu så enkelt opdraget, at hvis landets statsminister ringer, så siger man ja.«

– Men vi kan vel godt konkludere, at du er genfødt fra de politisk døde?

»Ja, det er jo sandt. Det siger måske også noget om, at man skal være lidt varsom med at erklære folk for døde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Demokratisk folkestyre dør som konsekvens, på grund af illigitimitet. Mener jeg.

Overdragelsen gd. gik der ren "kommunalvalgkamp" i, da Karl holst mindede PC om, at skaffe sønderjydske arbejdspladser ved indkøb af nye kampfly. Hvor dybt skal vi synke?

Hvorfor spørger ingen magthaverne om hvem vi skal bombe - inden befolkningen spændes for en meningsløs udgift på måske over 100 mia. Kr. (indkøb og vedligehold).

Det er da sygt!
FOKUSER OG REAGER! ord betyder noget!

God dag der ude.

Tove Lodal, Carsten Wienholtz, peter fonnesbech, Bent Sørensen, Erik Nissen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

»Og jeg er nu så enkelt opdraget, at hvis landets statsminister ringer, så siger man ja.«
»Man« ville måske stå sig bedre ved at kende sin besøgstid og lære at nej kunne være mere hensigtsmæssigt & selvstændigt.
Tilsyneladende har PC sagt ja til for meget.

Flemming Berger og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Falk Rangård

Vælgerne vragede ham, det vil sige partifællerne prøvede at give ham et vink med en vognstang om at de mente der trængte til ændringer i partiet.
Venstre taber 13 mandater og bliver tydeligt valgt fra.
Lars Løkke danner alligevel en taberregering med snævrest mulige flertal i folketinget.
En af vennerne, Carl Holst falder i en typisk Lars Løkke sag, det vil sige en sag hvor man er utroværdig og ikke kender forskel på egne og offentlige penge, og skifter forklaring oftere end skatteyderbetalte underbukser.
Så henter Lars Løkke en af vennerne ind i regeringen, en mand der ikke drømmer om at komme tilbage i politik. Men det var nok bare et standpunkt ikke en holdning. Venstre og deres politikere ved du ALDRIG hvor du har, bort set fra evnen til at rage til sig og sine.
Fy Fan, som de siger der hvor immigranter bliver eksporteret til.

Anne Koed Westergaard, Niels Møller-Larsson, Anne Eriksen, Flemming Berger, morten Hansen, Martin Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Tove Lodal, Carsten Wienholtz, Benny Larsen, Bent Sørensen, Jens Jørn Pedersen, Erik Nissen, Uffe Illum og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Der er ingen tvivl om, at PC klæbede for meget til Lars Løkke - og blev straffet herfor af de sønderjyske vælgere.

Men alt i alt virker PC som en mand af sit ord; selvom man selvfølgelig kan være politisk uenig med ham i mangt og meget - lad os håbe, at vi får en god forsvarsminister i PC.

Palle Bo Nielsen

Må det være mig tilladt som ny læser af Information at gøre Informations læserskare af "centrum-venstre"-orienterede læsere opmærksom på, at jeg ikke sympatiserer hverken med Carl Holst, Venstre-regeringen at sparke følgende fodnote ind.

Læsernes hukommelse synes at være kort.
"Centrum-venstre"-orienterede synes at være blinde på det ene øje. De harcellerer med rette mod valget af Peter Chrisensen som ny forsvarsminister, men glemmer helt at den forrige Thorning-Schmidt-regering udnævnte den af vælgerne vragede Thor Möger-Petersen til skatteminister.
Ingen har således noget at lade hinanden høre, når det gælder "udemokratiske" ministerudnævnelser".
Tager "centrumvenstre" tænkende mennesker ikke Rigets Grundvold alvorligt? Det er ikke grundlovsstridigt at en regeringschef henter en person ind, som ikke er folkevalgt.

Pas på ikke at blive fanget af jeres egen (manglende) logik, I "centrum-venstrefolk!

PS: Jeg selv står langt til venstre for "centrum-venstre".

Anne Eriksen, Flemming Berger, jens peter hansen, stefan kjær jensen og John Christensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Studenten Møger fik 684 personlige stemmer og kom ikke i Folketinget, men han var jo også i familie med bestyrelsesformanden for Information, så han var fin nok. Ak ja.

Bente Simonsen

"Mens fortidens udgiftsbilag, taxaboner og hotelophold pludselig væltede ud af skabet hos Lars Løkke Rasmussen, sad Peter Christensen hver dag ved telefonen, i radioen eller på tv-skærmen og forsvarede denne."

Det er jo betryggende med en mand, som forsvarer ulovligheder. (Ironi kan forekomme.)

Anne Eriksen, Flemming Berger, morten Hansen, Hanne Ribens og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Kære Bente Simonsen
Og der er intet på Peter Christensen, han er pletfri og en god mand.
Men han mener, at uregelmæssigheder skal forsvares, så han passer godt ind i Venstres mønstre!

Jens Jørn Pedersen

Kære Palle Bo Nielsen
Tak for det moralske indspark!
Efter min opfattelse er der intet problem i at "hente" en minister, der ikke er valgt til Folketinget, måske tvært imod.
Det der er hovedsagen her er, at Peter Christensen er en af de nære venner. Han er ikke valgt på grund af kvalifikationer, men på grund af rygklapperaktiviteten.

Anne Eriksen, Flemming Berger, morten Hansen, Tove Lodal og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Nu er PC jo ikke den eneste ikke-folkevalgte minister i Løkke-regeringen
Statsministeren hentede jo også beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, der kom direkte fra direktørstolen hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA).
(Og som vist var medlem af Dagpengekommisionen).

Anne Eriksen, morten Hansen, Hanne Ribens og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det jo ren Godfather for åben skærm! Hvad med at de havde hevet en militær person ind, som rent faktisk havde forstand på forsvaret? Ja man græmmes!

Mads Kjærgård

Men det er vel også en god tjans, ministerløn plus eftervederlag fra Folketinget. Hvor mange elektrikere tjener så gode penge? Og de penge de tjener, skal de jo nok knokle for! Men smart er det, det må man medgive!

John Christensen

Døde sild flyder med strømmen.
PC er en død sild i politik, med mindre han skyder beslutningen om nye kampfly til hjørne - i disse sparetider.

Det gør han nok ikke, for det vil være imod Lissabontraktatens bestemmelse om national OPRUSTNING. Men han skal da presses. Bestemt ja.

Stop militariseringen, og brug så i stedet for lidt håndører på, at opdatere vores F16 flåde.
Der vil være råd til at installere både læderindrtæk og kaffeautomat, foruden smartere våben. Det rækker nok til at forsvare vores nationale affærer og anliggender for nu.
Det kan vi nok endda selv udføre, hvis vi indkøber de rette stumper!

Stop krigstogterne!

Spar pengene - ren win win for samfundet

John Christensen

Palle Bo........tænk legitimitet, ikke blot legalitet. We are in war!
Skat bløder, men der er fokus på det. Håber jeg da.

John Christensen

Spændende bliver det fra den 19. oktober 2015, at se om Jørgen Nedergaard optræder som folkets tjener. Eller som arbejdsgivernes tjener?

Tænk - legitimitet og fokuser.

olivier goulin

En helt igennem pinlig overdragelse, hvor man ikke kunne undgå at føle, at man var kommet fra asken til ilden. Jeg fik lidt ondt af de ansatte i Forsvarsministeriet, der stod i baggrunden. Men det behøver jeg måske ikke have.

/O