Læsetid: 4 min.

’Vi har regler, der skal følges’

Roald Storbank fra Sønderjylland stemmer DF, men det betyder ikke, at han har noget imod flygtninge. Han synes bare ikke, det er i orden, at de går på motorvejene og ikke følger reglerne
Roald Storbank har ikke noget imod flygtninge, så længe de overholder reglerne.

Sofie Amalie Klougart

12. september 2015

31-årige Roald Storbank sidder i mørket på en trappe uden for sit hus ved Rødekro Station, ryger en cigaret og venter på, at de blå blink og pressen pakker sammen, så han kan komme i seng. Denne onsdag har omkring 300 flygtninge gået på motorvejen mellem den nedlagte Frøslev-Padborg Skole og Rødekro Station.

»Jeg vil da gerne hjælpe dem. Jeg har bare svært ved at få mig selv til at hjælpe dem, når de ikke er modtagelige over for de regler, vi har her,« siger Roald Storbank. Flygtningenes mål var at komme til Sverige og Finland og søge asyl. For de vil virkelig ikke blive i Danmark. De har hørt, at det er svært at få deres familie til landet på grund af stramme regler.

Nu er flokken blevet opløst. Nogle er forsvundet i løbet af dagen. Andre er blevet samlet op af politiet, når de er sakket for langt bagud – med varierende grader af frivillighed. Ved rundkørslen tæt på Rødekro Station blev forvirringen total, og de fleste af flygtningene forsvandt for politiet.

Kun 30-40 stykker sidder til sidst tilbage ved Rødekro Station og håber på at komme videre med et tog. Men togets døre forbliver lukkede. Til sidst bukker de under og lader sig eskortere væk i en bus.

Lokale har samlet tøj, mad og toiletartikler sammen til flygtningene, og langs motorvejen har folk stillet vandflasker, myslibarer og coladåser. Men Information har også set en mand, der fra motorvejsbroen har asket sin cigaret over de vandrende børn, kvinder og mænd, og en anden råbte: »Arabs go to hell!«.

En dårlig start

Roald Storbank har også været en smule irriteret på flygtningene i løbet af dagen. Han arbejder ved et transportfirma i Padborg og plejer at benytte den rute, som i dag har været spærret. Han kunne aldrig selv finde på at være ubehagelig over for de flygtende mennesker, siger han, men han forstår, hvorfor nogle sønderjyder er negative over for flygtningene.

»Det er svært for dem at få opbakning og også svært for sådan en som mig at have lyst til at give dem opbakning, når jeg mærker, at en tur, som normalt tager 20 minutter, tager fem kvarter i dag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor økonomisk dyrt det hele har været,« siger Roald Storbank.

»Jeg har ikke noget imod flygtningene i den forstand, at de kommer her og søger tilflugt. Nogle af dem har sikkert tænkt sig at blive, og andre vil gerne hjem på et eller andet tidspunkt, når der er ro. Begge dele skal de have lov til. Men vi har alle sammen nogle normer og nogle regler, som vi skal spille efter. Desværre er det, vi har set i dag og i mandags, at man ikke vil følge de normer. Det er en rigtig dårlig start.«

Roald Storbank kan sagtens forstå, hvorfor menneskene flygter, men han kan ikke forstå, hvorfor de vælger at tage videre mod Sverige via motorvejen.

»De sender et forkert signal, når de kommer herop og vælger ikke at følge regler, som de får forklaret, at de skal følge. Og det er jo det, der sætter dem i et dårligt lys. For der er rigtig mange mennesker, som ikke er glade for det her. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil ses og høres, men et demokrati går også ud på, at man tilgodeser mængden frem for minoriteten.«

Rene intentioner

De ubehagelige handlinger over for dagens flygtninge tror Roald Storbank stammer fra folks »frustration« og »uvidenhed«.

»Jeg siger ikke, at de her mennesker er dumme, men måske misforstår de situationen. Vi bliver ikke oversvømmet af flygtninge. Vi fører jo kontrol, og jeg tror ikke på, at det her er mennesker, som har lyst til at komme til et land, hvor mange af de værdier, som de lever efter, overhovedet ikke bærer nogen værdi.«

Han kan ikke forestille sig, at der er tale om mange sønderjyder, som opfører sig fjendtligt over for flygtningene:

»Folk hernede har stemt Dansk Folkeparti i stor grad. Det er ikke nogen hemmelighed. Det har jeg også selv gjort. Men jeg har ikke noget imod, at de kommer og søger asyl. Deres intentioner skal bare være rene.«

– Hvad er rene intentioner?

»Man behøver ikke nødvendigvis at blive en del af samfundet, hvis man ikke har et ønske om at blive, men man skal ikke prøve at gøre det samfund, man kommer til, ustabilt. Hvis folk bliver frustrerede, som vi f.eks. er blevet i dag, hvor flygtningene gik på motorvejen, så stiger utilfredsheden også. De burde tage imod, hvad vi kan give dem. Og så prøve at lade os hjælpe på den bedste måde, vi kan. Vi har jo også regler, vi indretter os efter. Vi har EU-regler. Vi har vores egne regler. Og så har vi forhåbentlig også nogle etiske regler, som vi skal leve efter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er bestemt en forståelig frustration; men vi savner oprøret, at folk ikke bare retter sig efter myndighederne, der er kommet til at have alt for megen indflydelse i almindelige menneskers liv.
Og tiden er hastigt på vej til forandring - i dag demonstrerer flere på Christiansborg Slotsplads end i mange år for åbenhed og solidaritet. Det er da et godt tegn.
Og Corbyn vandt overlegent!